Archive | Andet RSS feed for this section

Året der gik

Der er kun meget lidt tilbage af året 2014, hvilket giver grund til at kigge sig over skulderen og se tilbage på de ting, året har bragt med sig, for på den måde at være klar til at springe ind i det kommende med vidt åbne arme.

Jeg kan personligt sige, at den sidste kvarte del af året har været den mest spændende. Jeg har med min blog, Glutenfrimagi, fået mig et lille hjertebarn. Der gik ikke mange timer, fra jeg sagde til mig selv, NU gør du det sgu, til arbejdet var i gang. Og jeg er stolt over, at bloggen nu har været i live i godt 2,5 måned.

Jeg vil sige, at jeg fra starten havde kæmpe ambitioner for min lille blog, og mange af dem har jeg stadig til gode. Men selv om jeg havde sat min egen barre højt for Glutenfrimagi, havde jeg aldrig i min vildeste fantasi troet, at der så hurtigt ville være SÅ mange, som gad læse med og så mange vise interesse for min lille mission ’sæt glutenfri på menukortet’. Alle lige fra TV2 til virksomheder med glutenfrie produkter. Desuden tager jeg hatten af for min kæreste, min familie og mine venner, for ikke blot at lægge ører til alt mit blog-snak (for det er ikke så lidt), men også give en kæmpe hånd med, når jeg har brug for hjælp eller inspiration.

Der ud over, tror jeg, at jeg uden at prale, kan sige, at jeg har Danmarks sejeste følgere. Ikke nok med, at jeg er dybt taknemmelig for, at I gider klikke ind forbi, så er sætter jeg virkelig pris på jeres mails, kommentarer og beskeder på alle medier, bloggen, så vel som Facebook og Instagram. Jeg elsker, at I sender mig jeres egne opskrifter (hvor jeg stadig har til gode at prøve mange af dem) lige så højt som når I retter mig, hvis jeg skriver noget sludder. TAK, for hver eneste interaktion.

Nu vi ser tilbage, synes jeg, det er passende at smide et billede og et link til de 3 mest læste opskrifter her på Glutenfrimagi.

Glutenfri æbleskiver

Glutenfri æbleskiver

Jeg tænker, at bloggens korte levetid og den nyligt overståede juletid har sat sit præg på Top 3 listen af opskrifter. Den mest læste opskrift er nemlig glutenfri æbleskiver.

Glutenfri pandekager

Glutenfri pandekager

Pandekager kan heldigvis spises året rundt, hvilket også er noget, jeg ynder at gøre.

Glutenfri Chili Cheese Tops

Chilicheesetops

Bloggen eksploderende nærmest, da jeg udgav mit indlæg med en opskrift på glutenfri chili cheese tops. En opskrift som jeg digtede med min kæreste, en dag vi havde alt for god tid i køkkenet.

I aften er det tid til at springe ind i det nye år, når klokkerne lyder. Sidste år havde vi lavet flødeboller til klokken 24, da vi aldrig synes, der bliver spist nok af sådan en dyr og besværlig kransekage. Jeg har tidligere bragt en opskrift på hjemmelavede flødeboller HER. Og tidligere i dag kom en opskrift på en hurtig og glutenfri snyde-kransekage.

2014-12-22 17.59.37-1

(Jeg er ikke for god til at dele billeder af mig selv, men her er et fra køkkenet i Go’ Appetit.)

Jeg håber, I alle kommer rigtig godt ind i det nye år. Pas godt på fingre, fødder og de høje procenter til vi ’ses’ på den anden side!

Pernille H Petersen
Udgivet i AndetSkriv en kommentar ( 0 )

TV2 Go’ Appetit

Det er med nervøse fingre, jeg skriver dette indlæg. Jeg startede denne blog med den mission at ’sætte glutenfri på menukortet’. Det skal forstås som et symbol på, at jeg håber, jeg, med min lille blog, kan hjælpe med at skabe opmærksomhed på glutenfri madvarer. Mere bogstaveligt talt, så er jeg simpelthen så træt af, at det er så få danske restauranter, som markerer hvilke retter, der er glutenfri.

Jeg kan rigtig godt lide at finde inspiration til nye retter på Instagram og andre sociale medier samt TV. Da det virkelig, virkelig er sjældent, at der er nogle, som deler glutenfri retter, er det altid en udfordring at få konverteret almindelige retter til glutenfri. Det er også en af de ting, jeg leger mest med her på bloggen.

Det får jeg så en mulighed for at lave om på NU! Jeg har nemlig fået tilbuddet om at være med i Go’ Appetit på TV2. Så hvis I også mangler inspiration til at lave glutenfri aftensmad, så kan I se med, når jeg svinger knivene på TV d. 22 dec. Jeg er simpelthen så nervøs allerede, men glæder mig til at se, hvilken ret de finder på til mig derinde. Men jeg er glad for, at der er stor nok interesse fra TV2 til at de gider lave en hel ret som glutenfri.

Pernille blå

Pernille H Petersen
Udgivet i AndetKommentarer ( 6 )

Velkommen

Glutenfrimagi header med tre farvede cirkler

Endelig er bloggen lancheret! Og jeg kan dældylme love jer, at jeg har glædet mig. De sidste uger har stort set alt, hvad jeg har foretaget mig kredset om at få bloggen op at køre. De seneste dage har min dygtige veninde Cecilie, hjulpet mig med at kaste lidt designerstøv ud over den sidste finish – og jeg synes bare, resultatet er blevet knald flot, hvis jeg lige selv skal sige det. Vi har haft god tid til at få den færdig, da hun og jeg lige for tiden er på en mindre bondegårdsferie, hvor hun hjælper mig med at passe min onkels hus. Jeg tror, min smækre kæreste er ret glad for lidt aflastning, især med hensyn til alt mit ævl om bloggen!

Men, nu er vi live og hvorfor skal i følge med herinde? Foruden at give et indblik i lidt hverdagsmagi fra en pige med glutenallergi, vil jeg gøre mit ypperste for at inspirere til sund og glutenfri madlavning. Måske du selv har glutenallergi, er glutenintolerant, eller også kender du måske en som lider der af? Jeg har lavet en lille base af indhold, som du kan snuse lidt rundt i allerede nu. Men bare rolig, jeg vil sørge for, at bloggen stille og roligt vil flyde over med både billeder, opskrifter, guides og tips n’ tricks! Alle de ting jeg selv manglede, da jeg stod helt spæd i den glutenfrie verden.

Til alle jer, som ikke kender mig, tænker jeg, en introduktion er på sin plads. Jeg hedder Pernille, jeg er 25 år og bor i Odense med min kæreste. Jeg fik konstateret cøliaki i 2010, og på trods af en del begynderproblemer har jeg efterhånden, synes jeg selv, fået ret godt styr på at leve helt glutenfrit. Mit store håb er, at jeg kan gøre det lettere for andre at leve et glutenfrit liv ved at bidrage med en ærlig og troværdig stemme her i blog-land.

Lige for tiden er jeg personligt i gang med et mindre kostforsøg, som betyder, at jeg næsten ikke spiser hverken sukker eller stivelse. Det vil lidt af mine indlæg nok bære præg af her i starten. Så er du til en af de populære Paleo- eller LCHF-diæter, kan du også med stor fordel kigge med. Men bare rolig, der skal også være plads til at tilfredsstille den søde tand, så undervejs vil der ind i mellem dukke en sukker/kaloriebombe op. Dem har jeg nemlig også nogle skide gode opskrifter på.

Tusind tak fordi du overhovedet er her i første omgang! Jeg håber, at du frem over vil kigge med og måske endda dele, like, kommentere eller noget andet sjovt.
I finder mig både herinde eller via Bloglovin’, hvor man løbende får opdateringer, når jeg poster nye indlæg, samt på Instagram, hvor i får lidt billedmagi.

 

Pernille H Petersen
Udgivet i AndetSkriv en kommentar ( 0 )