Fødselsdagsfejring

Godt nok har jeg startet min måned uden sukker og uden stivelse, men derfor synes jeg ikke, I skal snydes for et lille tilbageblik på fejringen af min kærestes fødselsdag i lørdags. Det var nemlig et væld af lækker mad.

Vi startede med at spise sushi på den lokale sushibar i Birkerød mellem jul og nytår som fejring sammen med hans forældre. Jeg har kun en gang før spist sushi ude og det var med knap så godt et resultat. Så denne gang var jeg rigtig OBS på de forskellige ruller og ikke mindst soyasaucen.

Glutenfri Sushi

Jeg bestilte lystigt både kyllingesticks med jordnøddesmør og en dele-omgang Deluxe menu med min kæreste. Det var først bagefter, jeg fortrød, at jeg ikke lige havde taget en snak med dem om ingredienser og gluten og jeg strøg derfor op til køkkenet. Det tog lidt tid at få dem til at forstå mel, rasp, friture og gluten – men det lykkedes og efter de lige havde tygget på det, kom de fint ned til bordet for at fortælle, at der ikke var gluten i min bestilling.

Nogle ting giver jo også sig selv – nej, jeg skal ikke spise ruller med stegte, indbagte rejer.. Men jeg frygter altid dressinger, majo o.lign. Det var dog kun Philadelphia i dem, vi bestilte og det smagte simpelthen så godt og jeg kom hjem uden dårlig mave – hvilket jo også i sig selv er et ret stort succeskriterium.

På selve dagen havde vi så en flok af hans venner på besøg og menuen stod på en lækker pastaret med rejer, jeg skal nok lægge opskriften på bloggen en anden dag.

Til dessert havde jeg lovet at lave en glutenfri lagkage. Så kunne jeg nemlig også spise med – plus hjemmebagte lagkagebunde bare smager titusind gange bedre. Plus det virkelig ikke er ret svært.

Glutenfri lagkage

Han er en værre sukkergris, så temaet var sødt med sødt!

Ingredienser lagkagebunde (8 pers)

4 æg
2 dl sukker
150 g mandelmel
2 spsk kartoffelmel
1,5 tsk bagepulver

  • Opvarm ovnen til 200 grader
  • Pisk æg og sukker til en luftig masse
  • Tilsæt mandelmel og kartoffelmel og pisk til der ikke er klumper i
  • Tilsæt bagepulver og rør det godt sammen
  • Hæld 1/3 af dejen i en bagering eller springform (jeg har bedst erfaringer med en bagering penslet med smagsneutral olie). Bag dem en ad gangen – 3 stk i alt.
  • Bag i 10-12 min

Det er vigtigt, at man bager bundene i 3 omgange, og ikke forsøger at tage smutvejen, for at bage den i én, for så at skære den ud. Den bliver nemlig ikke ordentlig bagt i midten på den måde.

Ingredienser lagkagefyld

¾ L piskefløde
100 g glutenfri chokolade, hakket
½ pose jordbærgrød
2 spsk sukker
Friske bær

  • Pisk fløden til flødeskum
  • Del den op i 3 skåle
  • Den ene bruges som den er til første lag. Den kan eventuelt røres sammen med lagkagecreme, hvis den kan findes glutenfri. Herpå placeres bær skåret i stykker.
  • Den anden røres sammen med jordbærgrød og sukker til andet lag
  • Den tredje røres sammen med chokoladestykkerne og bruges til at pynte med

Den er virkelig sød, men også virkelig lækker. Det er nogle lette bunde og de smager simpelthen så godt, fordi der er lidt nødder i som smager af mere end sukker. Man kan jo fylde den med lige det, man vil, men den her kombination er bare sådan rigtig lagkage-agtig.

Glutenfri lagkagebunde

Pernille H Petersen

, , , ,

8 Responses to Fødselsdagsfejring

  1. Camilla H 5. januar 2015 at 21:14 #

    Nu bliver jeg nysgerrig – var det menuen på billedet, du bestilte og spiste? Jeg har selv cøliaki og arbejder som tjener på en sushi restaurant, og så vidt jeg ved, er det lyserøde “snask” under kingfishen da “krabbe”, altså surimi, hvilket er et blandingsprodukt indeholdende hvede? 🙂 Det er ikke for at være lyseslukker, jeg tænker bare, om du er blevet informeret forkert. 🙂

    Hilsen Camilla

    • Pernille 6. januar 2015 at 22:28 #

      Hej Camilla
      Tusind tak for din besked.
      Ja, det var menuen på billedet. Uh, jeg kan faktisk ikke huske om det hed surimi. Men der var en slags, der var “krabbe” – så det er jo meget sandsynligt. Jeg håber, da ikke denne slags indeholdt hvede. Så har de i hvert fald misvist mig på restauranten.
      Jeg reagerede heldigvis ikke. Men det pokkers ved cøliaki er jo, at man godt kan skade maven og tarmene uden at kunne mærke det. Jeg er super glad for du skriver dette, så er jeg mere oplyst næste gang jeg spiser ude.
      De varmeste hilsner Pernille

  2. Amanda W. 10. januar 2018 at 20:36 #

    Kan se det efterhånden er længe siden dette opslag er slået op, men hvor stor en spring form ville du mene der skal til?

    Skal holde fødselsdag for min datter for 40-50 mennesker og vil bage alt i glutenfri, for at kunne slappe bedre af på dagen. 😊

    Med så mange mennesker kan kniven jo hurtigt ryge i den forkerte kage. :🙄

    Skal mandler smuttes, hvis man vil male melet selv? 😊

    Rigtig god aften

    • Pernille 12. januar 2018 at 9:47 #

      Hej Amanda
      Det lyder da som en rigtig god ide, på den måde kan alle også spise det samme 🙂
      Jeg plejer at bruge en springform på 22 cm.
      Maler du selv mandler til mel så behøver du ikke smutte dem først 🙂

      Held og lykke med det og stort tillykke med din datter!
      Pernille

  3. Mette Mogensen 15. marts 2018 at 13:12 #

    Hej Pernille
    Hvilken frugt har du brugt, ligner appelsin eller abrikos?
    Mvh Mette

    • Pernille 16. marts 2018 at 9:25 #

      Hej Mette.
      Denne er til min mand, han elsker ananas og fersken. Men skulle den være til mig selv ville jeg bruge jordbær og banan 🙂
      Held og lykke med det 🙂

  4. Sheila Dieu 28. marts 2018 at 0:15 #

    Hej Pernille

    Jeg skal lave denne lagkage til min datters fødselsdag på torsdag. Det er min første glutenfri lagkage, så nu må jeg hellere spørge inden jeg får ødelagt det hele 😌; Kan jeg godt lægge lagkagen sammen aftenen før? Den skal serveres kl. 13 og jeg påtænker at pynte den lige inden serveringen.

    • Pernille 16. april 2018 at 21:27 #

      Den bliver kun bedre af at stå natten over 🙂

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.