Glutenfri kanelsnegle

Glutenfri kanelsnegle

Weekenden er godt i gang, for faktisk startede den allerede i går for mit vedkommende. Jeg skal nemlig til Tinderbox Festivallen i Odense resten af weekenden. Er der nogle andre af jer derude, som også skal afsted?

I så fald har jeg et lille tip, jeg har nemlig i deres app fundet ud af, at de har lavet et overblik over hvor man kan få glutenfri mad. Det fortjener altså lidt kredit! Så jeg ved, at jeg med god ro i maven kan tage på festival, uden at skulle bekymre mig om mad, og om jeg mon skal gå sulten rundt hele dagen. Jeg dansede en lille sejrsdans, da jeg fandt ud af det, fedt nogle tager højde for sådan nogle ting nu! Jeg startede ud med chili con carne i går og glæder mig altså allerede til stegt flæsk med persillesovs og sushi, som er nogle af de ting, jeg bare må forbi derude i dag og i morgen.

Er du ikke så heldig, at du skal afsted til Tinderbox, så skal du ikke snydes for hygge og glutenfrie fornøjelser. Jeg har nemlig knækket koden på glutenfri kanelsnegle og lavede i forbindelse med Skt. Hans i tirsdags, de bedste glutenfri kanelsnegle, jeg nogensinde har sat tænderne i.

Ingredienser – Glutenfri kanelsnegle (16-18 stk)

50 g gær
2 dl mælk
2 spsk sukker
1/2 tsk groft salt
2 æg
100 g blødt smør
ca. 420 g glutenfri mel (jeg brugte Orange Finax)
1/2 tsk kardemomme
1/2 tsk Psyllium (Husk)

Fyld

90 g blødt smør
35 g brun farin
30 g sukker
2 spsk kanel

Ekstra fyld

100 smør
95 g brun farin
1/4 dl fløde
1 tsk kanel

  • Lun mælken til den har fingertemperatur (må endelig ikke være for varm).
  • Opløs gæren i mælken
  • Tilsæt sukker, salt, kardemomme og Psyllium og lad det stå i ca. 5min
  • Tilsæt æg, smør og mel og rør det godt rundt til du får en sammenhængende dej
  • Lad det stå et lunt sted til hævning i ca. 30 min
  • Imens blandes fyldet i en lille skål af smør, farin, sukker og kanel
  • Del dejen i 2 lige store dele og rul dem tyndt ud i hver sin aflange firkant
  • Smør forsigtigt med en kniv halvdelen af fyldet på hver firkant og rul dem sammen på den korte led
  • Skær hver pølse ud i ca. 8-9 stykker og læg dem i et fad eller en springform. Husk der skal være en del afstand i mellem sneglene så der er plads til at de hæver op.
  • Lad dem efterhæve i fadet i ca. 30 min
  • Opvarm ovnen på 225 grader
  • Bag dem på 225 grader i 10 minutter
  • Imens varmes det ekstra fyld i en gryde på svag varme (Smelt først smørret og tilsæt så farin og fløde)
  • Hæld det forsigtigt over fadet og sæt det i ovnen igen
  • Skru så ned for varmen til 200 grader i ca. 10 minutter

Som så meget andet hjemmebag smager de bedst lige når de kommer ud af ovnen. Men da jeg lavede en stor portion, lykkedes det os på en eller anden måde at have nogle tilbage selv 2 dage efter de blev bagt og selv der var der rigtig fine og fedtede. Det er mere end jeg nogensinde har prøvet før med glutenfri kanelsnegle.

Glutenfri kanelsnegle

 

 

Glutenfri kanelsnegle

 

Pernille H Petersen

, , ,

9 Responses to Glutenfri kanelsnegle

  1. Jeanette h 28. juni 2015 at 21:05 #

    Mums de ser også virkelig lækre ud! Jeg har desværre bare måtte høre festivalen hjemme fra haven – næste år!!

    • Pernille 1. juli 2015 at 14:15 #

      De er bare gode Jeanette! 🙂 En skam du ikke nåede at være fordi Tusindårsskoven, det var en fantastisk festival 🙂

  2. Sara 7. januar 2016 at 5:28 #

    Lige lavet disse kanelsnegle.
    Passer opskriften? Næsten 400gr smør og over 200gr sukker..
    Tænkte det var meget da jeg lavede dem, men fulgte desværre opskriften til punkt og prikke.. De så ellers fine ud inden ekstrafyldet og jeg overvejede at droppe ekstrafyldet. Desværre gjorde jeg ikke det.
    De er fuldstændigt uspiselige 😢
    Spild af ingredienser og tid..
    øv øv..

    • Pernille 7. januar 2016 at 11:59 #

      Hej Sara
      Det er jeg godt nok ked af at høre. Hvordan uspiselige? Så vil jeg gå opskriften igennem igen, så jeg er sikker på den er helt som den skal være.
      Pernille

  3. Susanne kyhn 11. januar 2016 at 11:39 #

    Hej Pernille

    Jeg kan ikke se hvornår det bløde smør skal i dejen? Tænker de må være sammen med æg og mel?
    Ellers tak for en rigtig god blog 🙂

    Mvh Susanne

    • Pernille 12. januar 2016 at 8:30 #

      Hej Susanne
      Jeg har opdateret opskriften så der nu ikke burde være fejl i længere 🙂
      God fornøjelse med det.
      Pernille

  4. Susanne kyhn 12. januar 2016 at 11:04 #

    Hej igen

    Så fik jeg bagt dine snegle og de blev super gode 👍😊
    Jeg bagte dem dog i muffins forme og lavede remonce af plantemargarine, brunfarin og kanel. Jeg bager altid mine snegle i muffinsforme for så bliver remoncen i formen og de bliver dejlig svampede, så de kan holde længere. Har frosset resten, så jeg har en hurtig snegl, som jeg kan tage med hvis vi er inviteret ud og jeg ikke ved om de har noget glutenfrit til mig.

    Ang smørret i dejen, så regner jeg med du har kommet til at skrive mælk i stedet for smør, der hvor du skriver; tilsæt mælk, æg og mel. Mælken har man jo allerede brugt til gær og husk. Så måske det er det der er gået galt for Sarah?

    Tak for opskriften Pernille 😊

    Mvh Susanne

  5. Malin 1. august 2017 at 19:25 #

    Måske er mit mel meget let, for dejen er allerede meget tør, og harmaks hældt to tredjedel mel i. Er godt klar over det hvil hjælpe på tørheden når ekstrafyldet kommer på, men undrer mig alligevel lidt. er det fordi dejen skal være nemmere at forme og håndtere, at der skal så megte mel i forhold til kun 2 dl væske i? eller mon det er vægten der spillet mig et puds hvis ike de slags mel jeg hældte i er lette og måske suger meget.

    er meget spændt på at smage dem selv om jeg nok kun vil komme ca 200g smør i og ikke 300 (har ikek mere end det her hjemme) Vil forsøge at suplere med lidt mere fløde i ekstrafyldet for smøret der mangler, så de ikke ender med at blive for tørre pga det. Det dufter helt fantastisk! 😀

  6. Lene Nielsen 9. september 2017 at 15:32 #

    hvorfor skal der Husk I?

Skriv et svar