Glutenfri Opslagsværk

Er du ny med Cøliaki kan det være utrolig svært at vide hvad der er glutenfri som man må spise og hvad der ikke er glutenfri og man derfor absolut ikke må sætte til livs. Jeg har prøvet at give et overblik lige her, samt skrive lidt om mine egne erfaringer med hvor man typisk finder gluten.

Råvarer, som IKKE er glutenfri:

Bulgur – Er knækkede hvedekorn og er ikke glutenfri.

Byg – Kornsort som ikke er glutenfri.

Cornflakes – består af majsflager. De fleste mærker er dog ikke glutenfri. Fx. indeholder Kellogg’s nok til at jeg reagerer på dem. De fleste dagligvarebutikker som har et sortiment med glutenfri har dog også glutenfri cornflakes. Gaia Grain er glutenfri og fåes i Superbest og Netto og de er klart mine ynglings.

Couscous – Fremstilles af hvede og er ikke glutenfri.

Dextrose – Sukkerstof fremstillet af stivelse, fx. hvede og byg. Nogle er derfor ikke glutenfri.

Durumhvede – En hvedesort og indeholder gluten.

Emmer – Hvedesort og er ikke glutenfri.

Enkorn – Hvedesort og er ikke glutenfri.

E-numre – Kan være fremstillet af glutenholdig stivelse hvilket skal fremgå. Ikke glutenfrie e-numre gælder følgende: E 1404, E 1410, E 1412, E 1413, E 1414, E 1420, E 1440, E 1442, E 1450, E 1451.

Glycosesirup – Fremstillet af stivelse fra fx. hvede eller byg. Kan være glutenfri men det fremgår oftest. Jeg reagerer kun nogle gange på dette men normalt ikke med særlig store symptomer.

Guldkorn – Laves af hvede og er ikke glutenfri.

Havre – Kornsort og er ikke glutenfri.

Hvede – Kornsort og er ikke glutenfri.

Hvedeprotein – Proteinstof fra hvede og er ikke glutenfri.

Hvedestivelse – Stivelse fra hvede og er ikke altid glutenfri. Almindeligt er det renset så meget at det må kaldes glutenfri fordi grænseværdien er så lav at kun de meget sensitive vil reagere på det. Jeg kan ikke selv tåle hvedestivelse.

Kamut – Hvedesort og er ikke glutenfri.

Madlavningsfløde – Er tilsat hvedemel og er ikke glutenfri.

Malt – Fremstillet af korn og oftest byg. Bruges til både brød og øl og er ikke glutenfri.

Maltekstrakt – Sirup udvundet fra malt og er ikke glutenfri.

Maltodekstrin – Kan indeholde spor af gluten. Jeg er plejer ikke at reagere på dette stof.

Maltose – Sukkerstof og kan indeholde spor af gluten.

Mannagryn – Indeholder hvede og er ikke glutenfri.

Rasp – Normalt fremstillet af glutenholdige kornsorter og er ikke glutenfri. Der findes dog efterhånden mange forskellige glutenfrie udgaver. Jeg bruger altid selv den fra Rema 1000, da jeg synes den smager mest som “almindeligt” rasp.

Rug – Kornsort som ikke er glutenfri.

Semulje – Bruges til fremstilling af couscous og er ikke glutenfri.

Sojasovs – Fremstillet af soja og hvede og er ikke glutenfri. Man kan dog flere steder, fx. Rema 1000, få glutenfri soya eller i stedet bruge Tamari som er en glutenfri udgave af en soyasovs.

Spelt – Hvedesort og er ikke glutenfri.

Urhvede – Hvedesort og er ikke glutenfri.

Øl almindelig og hvede – indeholder varierende mængder af gluten og er derfor ikke glutenfri. Er du glad for øl kan du her finde en lille liste med glutenfri øl.

 

Glutenholdige – produkter:

Udover råvarer er der også mange færdige produkter, som ikke er glutenfri. For at gøre det lidt lettere har jeg også forsøgt at lave en liste over de produkter, som jeg selv blev snydt af et par gange i starten fordi de ikke er glutenfri og man derfor skal være på vagt og læse godt på indholdssedlen inden det spises:

All Round krydderi -Er et blandingskrydderi som kan fremkalde en reaktion.

Boullion – Jeg har svært ved at finde en glutenfri udgave. Nogle helsebutikker har det ind i mellem.

Chips – Mange billige mærker af chips er ikke glutenfri. Dog er mange af Kims varianter glutenfri samt både Rema 1000 og Bilkas egne billige mærker kan være glutenfri.

Chokolade – Er egentlig ikke glutenholding. Men man skal dog være rigtig opmærksom da mange mærker enten fremstiller sin chokolade sammen med andet der indeholder gluten og andre tilsætter hvedestivelse. Jeg køber selv enten Odense Marcipan Chokolade eller Toms  som med de fleste varianter er glutenfri. Du kan læse mere om hvilke chokoladevalg jeg tager i min lille guide lige her.

Frosne kartoffelprodukter – Der er nogle pommes som enten er vendt i mel eller indeholder hvedestivelse. Jeg læser altid meget nøje på mine frosne kartofler inden jeg smider dem i indkøbskurven.

Færdigretter – Er sjældent glutenfri. Der tilsættes utrolig mange stoffer. Står du og mangler en hurtig løsning på mad laver jeg oftest spareribs fra Jensens som er glutenfri, læs dog for en god ordensskyld om det man pensler med stadig er glutenfri.

Karry – Er et blandingskrydderi og kan derfor nogle gange fremkalde en reaktion. Jeg bruger stort set kun karry fra Urtekram da jeg kan reagere på de billige produkter.

Ketchup – Kan indeholde gluten. Jeg burger kun Heinz men Beauvais er også glutenfri.

Lakrids – Meget sjældent lykkes det mig at finde glutenfri lakrids i et almindeligt supermarked. Dog kan du med Johan Bülow stadig nyde lakrids i lange baner.

Leverpostej – Tilsættes ofte hvedemel eller hvedestivelse. Dog laver Tulip nogle af deres både glutenfri og laktosefri.

Pålægsvarer – Kan indeholde gluten og man skal derfor altid læse på forarbejdet pålæg om det er glutenfri.

Ristede løg – Indeholder gluten. Jeg har dog hørt at man i perioder kan få det i Rema 1000, jeg har dog aldrig selv set dem.

Slik – Rigtig meget slik er ikke glutenfri. Det er derfor med at være varsom og læse godt på etiketten inden det sættes til livs. Jeg har lavet en guide over glutenfri slik HER.

Mist ikke modet

Men dette glutenfri opslagsværk håber jeg, at gøre dine fremtidige handleture noget mindre besværlige. Kan du se, at jeg har glemt noget så skriv det endelig i en kommentar. Så vil jeg sørge for at skrive det ind på listen.

Jeg ved godt listen er utrolig lang, men inden du mister modet håber jeg at du vil tage et kig gennem mine glutenfri opskrifter og glutenfri indlæg, som forhåbentlig kan vise hvordan jeg løser det at være helt glutenfri.

Pernille H Petersen

 

Inspiration og kilde til dette indlæg er følgende sider:
Fødevarestyrelsen – Cøliaki og mad uden gluten
Sundhed.dk