Marcipankonfekt med en lille overraskelse

Jeg har heldigvis i min konfekt-iver husket, at jeg har en dåse flydende karamel med havsalt stående. Jeg har med små smagsprøver, forsøgt mig frem efter, om det mon var bedst med marcipan eller nougat eller om det kunne gå med en kombination. Og øvbøv, sikke et job, men en skulle jo gøre det.

2014-11-18 21.33.20-1

Konklusionen på min lille testsmagning blev, at jeg helt sikkert ikke synes, at den søde marcipan er god alene med karamellen. Til gengæld, hvis man sætter det sammen med både en mørk chokolade og nougat, er den lige til et 12 tal.

Derfor lavede jeg en lille lækker sag, bestående af hele molevitten plus en lille hasselnød. Det kræver en helvedes masse smelten over vandbad, men tro mig, det er hele besværet værd.

Ingredienser (20 stk)

130 g Odense Marcipan
100 g glutenfri mørk chokolade, jeg brugte den fra Odense marcipan på 55%
100 g nougat
20 hasselnødder
10 tsk karamel med havsalt

  • Rul marcipanen ud i et tynd lag.
  • Brug en rund form til at stikke en cirkel på 4-5 cm i diameter ud. Jeg brugte et 4 cl shotglas
  • I en lille konfektform formes marcipanen nu som en skål. (Det er lettest hvis de små forme placeres på et skærebræt eller lignende da de skal ud og ind fra køleskabet senere.)
  • Placer en hasselnød i bunden af hver marcipanskål.
  • Med to teskeer fordeles en halv tsk karamel over hasselnødden.
  • Over et vandbad smeltes nougaten.
  • Placer en halv tsk flydende nougat i hver skål så den dækker karamel og hasselnød.
  • Stil de små forme på køl.
  • Imens smeltes chokoladen over vandbad, når det er klart tages formene ud fra køl og der placeres en tsk chokolade på hver.
  • Stil på køl til de har en fast form og opbevar dem i en lufttæt bøtte.

Jeg kan rigtig godt lide ting med en lille overraskelse inden i, og jeg synes, at hasselnødden gør det rigtig godt i denne konfekt. Har du mod på andre former for marcipankonfekt med nougat, kan det være, du vil synes om mine opskrifter HER.

2014-11-18 21.31.57-1

//Sponsoreret indlæg
Pernille H Petersen

, , , , ,

Der er endnu ingen kommentarer.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.