Mediernes fokus på glutenallergi og cøliaki

Var der andre end mig, som så TV2 Go’ aften her til aften? De sendte et større indlæg om gluten.

Hver eneste gang jeg ser cøliaki og glutenallergi omtalt i medierne, klapper jeg i mine små hænder. Jeg tror på, at medierne har en stor magt overfor producenter af fødevare og supermarkeder. De ser potentiale i at producere og forhandle glutenfrie varer og mit og andres liv bliver bare en smule bedre hele tiden.

Jeg sender alt den credit til TV2, som jeg overhovedet kan. Det var faktisk et super fint indlæg, hvor de både fortalte om symptomer og havde en diætist på besøg med en masse god viden omkring det at leve uden gluten i kosten.

En stor del af de symptomer, de nævner, kan jeg nikke genkendende til. Selv om jeg har rigtig fine gluten-tal, er jeg stadig ret påvirket (gluten-tal viser, hvor påvirket tarmen er). Jeg er ofte træt, humøret svinger helt vildt og overskuddet er ikke stort. Min måde at forbedre det på, er at gøre et forsøg på at undgå sukker og stivelse. Det er svært, når man i forvejen føler, man skal undvære. Men min mave har det helt klart bedst sådan. Derudover spiser jeg en del kosttilskud; multivitaminpiller, D-vitamin, Magnesium og zink. Jeg føler, det gør en forskel for mig. Mavesmerter opstår heldigvis kun de meget få gange, hvor jeg får gluten. Selv om jeg efterhånden betragter mig selv som ret sej til at undgå gluten, så sker det stadig. Hvilket er vigtigt for mig at understrege her på bloggen. I må ikke få et billede af, at jeg er perfekt – jeg laver også fejl. Man overser noget i en ingrediensliste, spiser på en restaurant, hvor de ikke har styr på tingene eller man er ude at spise ved venner, hvor små ting som krummer i smør eller et forkert krydderi vender aftenen til en knap så god og overskuds-agtig aften. Jeg kender situationen og er en af grundene til, at jeg har bloggen. At dele erfaringer og hjælpe andre, som måske endnu ikke har fået et overblik over det her med at spise glutenfri.

Jeg synes, det er lidt sjovt, at når de laver deres typiske rulletrappe-interview, tænkte alle ikke-glutenoverfølsomme, at det som de frygter mest, er ikke at kunne spise brød og pasta. Jo vel, det er da også noget, jeg selv savner ind i mellem. Men faktisk, synes jeg ikke, det værste er at skulle undvære noget. Det er mere det uoverskuelige marked af produkter, hvor der gemmer sig gluten. Lad mig tegne et eksempel – vi har fået mexicansk til aften. Her indeholdt vores tacosauce gluten(!) altså et lille glas, som egentlig burde indeholde tomat og krydderier. Det snyder og heldigvis opdagede jeg det i tide. Det er sådan noget, som gør mig frustreret for erstatninger til brød, pasta osv. ser jeg mere som en spændende udfordring. Der findes så mange lækre alternativer. Men det, at der findes produkter, som kan snyder mig og gøre mig syg – dét gør mig sur!

Derfor håber jeg, at hele dette øgede samfundsfokus gør, at vi får renere produkter. Sortere gluten og andre unødvendige ingredienser fra i de produkter, hvor de ikke hører hjemme.

Hvad synes I er det værste ved cøliaki eller glutenallergi? Og kender I også til at være træt, mangle overskud og et humør, som svinger på trods af en glutenfri kost?

Pernille H Petersen

9 Responses to Mediernes fokus på glutenallergi og cøliaki

  1. Astrid 23. februar 2015 at 20:32 #

    Hej Pernille.
    Jeg så ikke indslaget i går.
    Jeg giver dig helt ret. Det at bage selv er det mindste problem, der ved man hvad der er i. Det med at skulle huske altid at læse indholdsfortegnelsen på alt, volder også mig besvær.
    Da det ikke er mig, men min søn på 2, der har cøliaki, er det rart at vide det med dagene uden overskud, det var jeg slet ikke klar over.
    Tak for mange gode og lette opskrifter. Ved ikke hvordan jeg skulle være kommet gennem de første måneder efter sønnen’s diagnose, uden opskrifterne på din blog.

    • Pernille 23. februar 2015 at 22:15 #

      Tusind, tusind tak for din søde besked. Det betyder så meget for mig! 🙂
      Har du spørgsmål er du altid velkommen 🙂 Både til symptomer og ingredienser. Jeg tænker en lille dreng på 2 år måske har svært ved at beskrive hvordan han har det. Så sig endelig til 🙂 Hvis han har dage hvor humøret svinger meget og energien er meget lav kan det sagtens være på grund af hans cøliaki. Det er et af de klassiske symptomer. For mig er det især rigtig slemt hvis jeg får gluten, så kan det mærkes inden for en halv times tid. Det er som om energien strømmer ud af en, man bliver tung i kroppen og først får energien rigtig tilbage en uges tid efter.

  2. Mads 23. februar 2015 at 22:09 #

    Jeg bliver ofte spurgt hvad jeg savner mest efter, at jeg har fået diagnosen. Det er hverken brød, pasta eller noget helt 3.

    Mit største savn er, uden sammenligning, at kunne sætte mig ved et bord, når jeg er inviteret ud af venner, uden at skulle spørge, hvad de har puttet i maden, og om man eventuelt har mulighed få at få noget andet end resten af bordet.

  3. Tekla Bach 23. februar 2015 at 23:18 #

    Hej Pernille

    Jeg er helt enig med dig i at alt det skjulte gluten er det største problem. Det gør det at handle ind til en meget langsommelig og anstrengende affære, samt man risikerer at overse det og blive syg.
    Det irriterer mig endnu mere når de så ikke engang gider lige at skrive det med fed eller lave allergiinformationen til sidst så man nemt kan overskue det. Endnu værre er det når de bare skriver stivelse eller maltodextrin, for det kan være udvundet af glutenholdige ingredienser og det kan være udvundet af ikke glutenholdige ingredienser. Jeg tør ikke købe det når de ikke skriver hvor det kommer fra og det er jo ærgeligt at vælge noget fra fordi man ikke tør tage chancen, specielt hvis der ikke er gluten i.

    Så et øget fokus i medierne er helt sikkert et skridt i den rigtige retning. Det at glutenfri er en af de madtrends der kommer til at præge 2015, vil helt sikkert også forbedre produktanvisningerne, så producenterne er sikre på folk ved deres produkt er glutenfrit.

    Jeg har skrevet en masse mere om madtrends på min blog for det er ikke udelukkende positivt at glutenfri bliver en trend. http://glutenfriforbegyndere.dk/madtrends-i-2015-det-spaas-at-2015-vil-byde-paa-meget-glutenfrit-mad/

    mvh Tekla

    • Pernille 25. februar 2015 at 11:01 #

      Lige præcis Tekla, jeg er helt enig 🙂

  4. Marianne 24. februar 2015 at 9:41 #

    Hej
    Jeg savner en lækker blød, hvid bolle og ost. Men jeg savner ikke ondt i maven og træthed, så det er ikke noget problem for mig, at jeg ikke kan spise det.
    Jeg synes også de skjulte kornprodukter er de værste. Og folks fordomme om, at en lille bolle gør vel ikke noget. Eller det blik, de tror jeg ikke ser, når jeg studerer ingredienslisten på emballagen..

    Jeg ved godt at de ikke selv er kommet til det sted, hvor de overvejer om deres gigt, konstante snue eller træthed kunne skyldes det de spiser, for “det har de jo spist altid” eller ” det har mennesker jo spist i tusindvis af år, skulle det nu pludselig være et problem?”

    Jeg synes generelt at restauranter og cafeer er rigtig søde og imødekommende, men der sker da smuttere, de har jo travlt. Men de skal jo også leve af kunderne..

    • Pernille 25. februar 2015 at 11:00 #

      Hej Marianne 🙂 I starten var jeg også meget påvirket af den måde man følte at folk kiggede på én når man vendte og drejede hver eneste produkt før det røg ned i kurven. Jeg synes, heldigvis, det er noget som forsvinder med tiden. Jeg tænker i hvert fald ikke over det længere. Jeg håber, du også kommer til at være ligeglad, det er nemlig din krop som du skal passe på <3 Og det er det vigtigste 🙂

  5. Mette 24. februar 2015 at 13:59 #

    Jeg er i gang med år 2 i mit bedre og mere rolige liv (har colitis Ulcerosa) og er både gluten og laktose fri. Der er ikke noget jeg savner, har fundet gode erstatninger for det meste og er stoppet med at tænke over at jeg bruger sygt mange penge på mad 🙂 Til gengæld glæder jeg mig over at biografen har allergi mærket deres bland-selv slik så man ikke behøver at nærlæse indholdsfortegnelsen for at finde de 10-15 ting jeg godt må spise i deres kæmpe udvalg 🙂 for en slik mund som mig er det en vinder 😀

    • Pernille 25. februar 2015 at 10:58 #

      Jeg er helt enig Mette. Det er nemlig bare generelt et hit med mere glutenfri slik 🙂

Skriv et svar