Når man ikke kan tåle at drikke en øl….

For noget tid siden fik jeg en mail, som rørte mig en del. En rigtig sød læser her fra bloggen, skrev og spurgte til, hvordan jeg håndterede det at gå i byen og hygge mig med vennerne, når nu der er gluten i øl. Jeg gav mig rigtig god tid til at sende hende et svar, jeg synes nemlig, det at være i kontakt med jer er noget af det sjoveste ved at have en blog. Jeg sidder her og sprøjter en masse ævl ud, som jeg selv betragter som gode råd. Men når I så faktisk spørger mig om min mening, så ved jeg, at det jeg lukker ud, har en modtager, måske kan gøre en forskel.

Jeg tænkte derfor, at det faktisk var et ganske godt grundlag for et lille mandags-indlæg. Festivalsæsonen er jo lige rundt om hjørnet.

Jeg fik selv konstateret cøliaki i en periode, hvor min primære kost bestod af øl i fredagsbaren og pasta med ketchup (man var vel studerende). Når man snakker med folk, tror de, at det værste må være at undvære brød og pasta. En ting jeg også tidligere har taget op her på bloggen. Men for mig, var det forfærdeligt ikke at kunne drikke en øl sammen med alle de andre. Det er en af de steder, man ikke kan skjule, at man er lidt anderledes. Heldigvis har jeg gode venner, som tog fuldt ud hensyn til mig og min cøliaki. Jeg fik lov til fortsat at være med i ølklubben, som sekretæren der tog noter, mens de andre drak øl, og så sad jeg der med et stort glas rødvin. Heldigvis bliver aftenen jo ikke mindre festlig af den grund.

Det er lettere sagt end gjort, det med ikke at lade det være en hæmsko. Men jeg fik den friske kommentar fra min diætist den gang “Det er jo så heldigt, at rødvin kommer med skruelåg”. Man skal nemlig ikke lade sig begrænse, men finde løsninger. Noget jeg tit tænker tilbage på, de gange, jeg synes, det hele er lidt træls!

Går man i byen med en flok venner er “omgangen” nok også et kendt begreb. Her vil jeg ærligt indrømme, at jeg altid formår at gå lidt i panik, man får et stik i maven og ved godt at spørgsmålet “Hvad skal du have?” helst skal besvares med “almindelig” eller “Classic”. Især som studerende, hvor det at sige en “rom og cola, tak” ikke er velset, hvem giver runde i drinks? Den gang løste jeg det med altid at svare “Jeg er mere til drinks, så jeg går lige med i baren. Det skal du da ikke betale for”. Så kan de så selv vælge stadig at give den drink eller tage imod selskabet op til baren.

Er man utryg ved, hvilke typer alkohol man kan tåle, så findes der flere lister på nettet, hvor det er penslet ud hvilke, som ikke indeholder gluten. Jeg har dog set flere fejl i dem alle og vil derfor ikke dele dem her på bloggen, da jeg kun deler ting, jeg kan stå 100% inde for. Jeg er i stedet selv gået i gang med en mindre detektiv opgave for at lave så komplet en liste til jer som muligt. Men det er Work in Progress. Imens kan man se nærmere på min guide i glutenfri øl. Måske man er så heldig at støde på dem derude.

Har I gode tips til når man går i byen med venner og bekendte?

Drinks

Pernille H Petersen

, , ,

Der er endnu ingen kommentarer.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.