Opskriften på vores glutenfri bryllupskage

Jeg har glædet mig så meget til at lave dette indlæg. For siden jeg viste billeder af vores bryllupskage og skrev lidt om mine overvejelser i udvælgelsen, så har et par stykker af jer skrevet og spurgt om en opskrift.

Vi var som sagt så heldig at min dygtige veninde har stået for at lave kagen. Der blev brugt materialer fra Odense Marcipan og faktisk, så stammer dele af opskriften også fra deres hjemmeside. De har nemlig en rigtig god side med mange lækre opskrifter og en af dem er en vanvittig god hvid chokolademousse.

Vi valgte at gå med nøddebunde, da de foruden en sød og lækker smag også er lettere at håndtere hvis man står og skal bage sådan en selv i et normalt køkken uden fancy udstyr. Det smarte er nemlig at fryse dem forud for at kagen samles og på den måde kan man både splitte bagningen op i etaper men også få nogle bunde, som er saftige og lækre på dagen.

For at opnå en tilpas sødme og syrlighed i kagen valgte vi et lag med hvid chokolademousse og et med skovbær. Vi elsker skovbær og kombinationen af det syrlige med det søde. Det gjorde også at kagen blev knapt så kvalm som nogle bryllupskager godt kan være.

Det ydre udseende var primært Mie som bød ind med ideer til ud fra mine mange pinterest pins, jeg synes den bare blev så fin uden at være for yndig. Perfekte kombination af smuk og uperfekt.

Kagen blev simpelthen over alt forventning og vi havde så meget tilbage at vi stadig kan tage et lille stykke op af fryseren. Hvilket er fantastisk da man straks bringes tilbage til de mange gode minder.

Til information så er opskrifterne her tilpasset en kage på Ø24. Det passer til ca. 18 personer og hvis man selv vil begive sig ud i en bryllupskage i flere etager påregn da ca. 1,5 dl kage pr. gæst. Mindre eller mere alt afhængig af hvornår kagen skal serveres, eftermiddag spiser gæsterne en del mere end hvis den serveres i stedet for dessert eller efter en 3-retters menu.

Mandelbund (Ø24)

4,5 æggehvider (ca. 140 g)
130 g sukker
150 g mandler (med skal) – fint hakket
3/4 tsk. bagepulver
Korn fra 1 vaniljestang

  • Æggehvide piskes til det skummer og sukkeret tilsættes.
  • Piskes til det er sejt og danner toppe.
  • Bland mandlerne med bagepulver og vanilje (som med fordel kan moses sammen med en smule sukker) og vend forsigtigt i marengsen.
  • Fordel i en bagering/springform Ø24 med bagepapir i bunden.
  • Bages i 20-25 min ved 175 grader.
  • Lad bunden køle af inden den løsnes fra formen.
  • Bag i alt 3 af disse.
  • Når de er afkølet lægges den ene ned i en bagering Ø24 beklædt med kageplast.
  • Placer gerne bunden på det fad kagen skal serveres på

Hvid Chokolademousse

4,5 blade husblas
1,5 dl sødmælk
260 g Odense Hvid chokolade, hakket
3,75 dl piskefløde

  • Husblas ligges i blød i koldt vand i ca. 15 min.
  • Kog sødmælk op, tag den af varmen, og smelt den vredne husblas heri.
  • Tilsæt den finthakkede hvide chokolade og rør til det er smeltet.
  • Afkøl til stuetemperatur.
  • Pisk fløden til let skum og vend i cremen lidt ad gangen.
  • Hæld moussen ovenpå den nederste mandelbund i kageringen.
  • Stil i fryseren 1-2 timer til den er blevet fast.
  • Når moussen er fast placeres endnu en bund ovenpå.

Skovbærmousse

4 blade husblas
1 vaniljestang
2,25 spsk. rørsukker
225 skovbær, frost
1 økologisk citron, saft og skal
2,25 dl piskefløde

  • Husblas ligges i blød i koldt vand i ca. 15 min.
  • Skrab kornene fra vaniljestangen ud og mos dem sammen med lidt af sukkeret.
  • Kog vaniljesukker, det resterende sukker, skovbær, skal og saft fra citronen, op i en gryde i ca. 10 min.
  • Tag det af varmen og sigt massen.
  • Smelt husblas i den varme saft og lad det køle af.
  • Imens piskes fløden til let skum.
  • Vend flødeskum forsigtigt i saften lidt ad gangen.
  • Hæld moussen ovenpå den 2. mandelbund i kageringen og placér den sidste mandelbund forsigtig ovenpå.
  • Stil kagen på køl til dagen efter eller på frost i min. 3 timer.

Befri kagen fra kagering og kageplast. Overtræk med ekstra hvid marcipan fra Odense Marcipan (kan købes HER eller HER).

Pynt bestod af spiselige blomster, friske bær og masser af guldglimmer (kan købes HER).

 

Pernille H Petersen
Udgivet i Bryllup, KageKommentarer ( 2 )

Glutenfri Bali guide: Gili Trawangan & Sanur

Bedre sent end aldrig, er det ikke sådan man siger! Med lidt forsinkelse kommer altså her efterfølgeren til mit tidligere rejseguide-indlæg om glutenfri spisesteder på Bali fra vores bryllupsrejse.

Efter byerne Seminyak og Ubud (se tidligere indlæg HER) tog vi videre til Gili Trawangan og Sanur.

Jeg har forsøgt at linke til de forskellige steder via overskriften, så i forhåbentlig bedre kan få et overblik over udvalg og adresser, lige som i sidste Bali-indlæg. Men især på Gili var websites ikke så brugt, så her var det lidt svært.

Gili Trawangan

Oplevelsen på Gili Trawangan er noget I ikke må snyde jer selv for hvis turen går til Bali. Vi valgte ret bevidst den største af de 3 Gili øer i håbet om det ville gå lidt lettere at få glutenfri mad. Heldigvis havde Gili Trawangan et fint udvalg og de restauranter her nedenfor havde deciderede glutenfri menukort. At besøge øen uden biler var fantastisk og et sandt paradis. Man skal dog være virkelig opmærksom på at komme med den større færge og ikke de mange små speedbåde, vi blev snydt af vores hotel i Ubud, da vi sejlede dertil og endte i en speedbåd, den mest ubehagelige oplevelse på vores rejse. Hjemturen tog vi med færgen, hvor man kunne sidde på dækket, nyde solen og den smukke udsigt (når ikke man var dårlig af bølge-gangen). Det var dog turen værd og jeg gjorde det gerne igen for at opleve den ro og fred man får på Gili.

Kayu Café

Et sted vi besøgte ikke mindre end 3 gange på vores ophold på Gili T. Maden var simpelthen så billig, udsigten fantastisk og vi var nok også nået til et punkt hvor vi nød at have et “stamsted”. Det var autentisk Bali-mad, som kunne nydes på der tagterrasse eller på stranden med tæerne i sandet. Inde i restauranten kunne man også købe små barer og kager, hvilket vi også benyttede os af.

La Creperie

Jeg nåede aldrig at få taget et billede af disse crepes, for det blev en lille tradition at gå forbi om aftenen på vej hjem mod hotellet, så det var mørkt og umuligt. Men de havde boghvede pandekager som egentlig blev solgt med “madfyld”, men med et sødt smil og et par småmønter kunne man lokke dem til at fylde dem med nutella. De smagte himmelsk og jeg fik en hver eneste aften på øen, ups!

The Banyan Tree

Desværre havde vi kun en enkelt aften tilbage da vi prøvede denne restaurant, for maden var simpelthen så lækker. De havde vegetariske retter og lækre slow juices. Det var ganske fornuftig priser og sødt personale der havde fuldstændig styr på det glutenfri udvalg.

Sanur

Efter Gili T sejlede vi tilbage til Bali for at køre mod syd og Sanur. Her set i bakspejlet havde vi hellere byttet dagene i Sanur til flere dage på Gili, men vi fik på den anden side gået mange lange ture langs stranden og i byen samt virkelig daset ved poolen. Vi boede hos den sødeste familie og stedet kan virkelig anbefales da de med glæde kører til lufthavnen og rundt i byen eller til seværdigheder. Du kan finde hotellet lige HER.

The Three Monkeys

Midt på hovedgaden kunne man finde denne restaurant, som nok er til den trendy side. Den står omtalt i mange rejsebøger og man skal bestemt ikke komme her fordi servicen er god. Aldrig har jeg mødt så sløvt et personale. Men maden smagte fantastisk og restauranten var proppet, så det kan anbefales at bestille bord.

Bali Buda

Da vi i Ubud smed vejen fordi Bali Buda så virkede det som et safe choice at vælge deres sted i Sanur også. Da vi oven i hatten fandt ud af at de bringer ud, ville lykken ingen ende tage. Vi gjorde det to gange til morgenmad og en enkelt til frokost.

Mezzanine

Den sidste aften valgte vi at finde en lidt finere restaurant end vi havde besøgt de andre aftener på rejsen, de sidste penge skulle lige brændes af. Derfor fandt vi denne fine lille perle lidt væk fra byen og hovedgadens larm, men længere syd på mod hotellerne. De havde både Thai, Japansk og vestlige retter som virkelig var i top, de reklamerede ikke med glutenfri, men de havde fuldt ud styr på det da vi spurgte ind til det.

Jeg håber, min lille guide kan hjælpe jer hvis I skulle sætte kursen mod Bali. Skulle I have nogle spørgsmål, så sig endelig til i kommentarfeltet, så skal jeg nok forsøge at svare så godt jeg kan. Jeg ville ønske der ikke var så lang en rejse derud, for det var et ægte glutenfri mad-paradis.

Pernille H Petersen
Udgivet i Ude i byenSkriv en kommentar ( 0 )

Glutenfri madtærte med bacon og spinat

 Jeg blev sidste år, stillet en lille udfordring af REMA1000. Så I måske opslaget?

Vi ville lade deres Facebookfølgere ønske en glutenfri opskrift og dermed overdrage ønskerne til mig, for at lave en opskrift som mange ønskede.

Der var så mange forskellige ønsker til alle mulige bagværk, madretter og lette løsninger. Nogle ønskede opskrifter på tværs af allergier, undladelse af andre fødevaregrupper og nogle andre deres livret, hvor de ikke endnu selv har kunne knække koden til et godt glutenfrit alternativ.

RIGTIG mange ønskede en glutenfri mad-tærte! En hvor skorpen er sød og sprød, fyldet mættende uden det er fyldt med mange dyre ingredienser. Jeg testede mig frem til denne opskrift, som jeg selv har lavet 3 gange siden. Den er faktisk blevet rigtig god synes jeg, hvis I prøver den, så vil jeg helt vildt gerne høre hvad I synes nede i kommentarfeltet.

Foruden den sjove udfordring i at lave en “tvunget” opskrift til deres glutenfrie opskriftsunivers, så blev jeg ret inspireret med at lægge stemmen ud til læserne. Så har du et ønske til bloggens indhold eller en opskrift, som du helt vildt gerne vil have jeg skal lave i en glutenfri udgave, så følg med på bloggen i morgen aften, jeg planlægger nemlig en lille afstemning.

Tærtebund:
80 g glutenfri pizzamel fra REMA1000
100 g mandler, kværnet til mel
100g koldt smør
2 spsk. vand eller skyr
1 tsk. salt
25 g Spinat

Fyld:
5 æg
5 spsk. fløde
3 spsk. parmesan, fint revet (kan undlades)
3 stk. bundt Forårsløg
150 g røget bacon
1 rødløg
25 g spinat
Salt, peber

  • Lav først tærtedejen ved at blande salt, pizzamel med de kværnede mandler i en skål.
  • Skær smørret i små skiver og kom det i melet.
  • Tilsæt vand/sky og ælt dejen sammen.
  • Stil den på køl i 30 minutter.
  • Påbegynd fyldet ved at skære bacon i små tern og stege dem på en pande.
  • Pisk æggene sammen med fløde, revet parmesan og kom baconen heri.
  • Skær forårsløg og rødløg og tilsæt sammen med salt og peber.
  • Tilsæt frisk spinat og revet parmesan og rør sammen.
  • Smør en tærteform (ca. 22 cm) med lidt smør og fordel dejen rundt i formen og godt op ad kanterne.
  • Med en gaffel prikkes små huller rundt i bunden.
  • Bag bunden i 15 min på 200 grader.
  • Fordel fyldet i tærten og bag dem ca. 20 min ved 200 grader, indtil æggemassen er gennembagt og fast i konsistensen

Pernille H Petersen
Udgivet i Aftensmad, FrokostSkriv en kommentar ( 0 )

Året der gik 2017

Så er året 2018 og da vidst for alvor i gang! Har I fået lukket 2017 på en god måde?

Jeg selv har som traditionen foreskriver set lidt tilbage på det forgangne år. Det har været et travlt år for mit vedkommende, på den måde at det er alt det udenom bloggen som har fyldt meget. Der har været travlt på job, mange rejser, men heldigvis har bryllupsforberedelser og selvsamme bryllup og efterfølgende bryllupsrejse også fyldt en masse. Dejlige sager at fylde kalenderen op med, men samtidig tidskrævende og det har givet en del mindre overskud til bloggen.

Men nu har jeg kigget tallene og hold nu op I er for seje! For selv om jeg har ligget på den lidt lade side og forsømt mit lille hjertebarn i 2017, så er det ikke fordi I ikke har stukket næsen forbi og brugt mit lille univers flittigt. For jeg tror roligt vi kan sige at vi endnu en gang har sprængt rammerne for hvad jeg turde drømme om!

Jeg er så taknemmelig for alle jeres beskeder, at i læser med, kommentarerne til mine indlæg og den hjælp I også her giver til hinanden!

For sjovs skyld har jeg prøvet at samle nogle tal sammen, for på den måde at kunne tage jer lidt med ind i styrrummet og se hvor mange I faktisk er som kan bruge opskrifterne, guides og de kommentarer og ideer I selv er med til at skabe i kommentarfeltet.

Bloggen

I kan gøre mig lidt stolt! For Glutenfrimagi.dk har haft 89.000 forskellige besøgende gæster i hele 2017, samlet set betyder det at mine sider og opskrifter har været vist mere end 254.000 gange i årets løb. Det er jo helt vildt! Jeg har her nedenfor samlet de 5 mest læste opskrifter, hvilket gør mig glad, for i blandt dem gemmer, der sig opskrifter der efterhånden har mange år på bagen.

Nr. 1 – Glutenfri lagkagebunde – en opskrift jeg selv hiver frem igen og igen. En opskrift, der er besøgt mere end 10.000 gange i 2017 og dermed den mest læste af dem alle.

Nr.2 – Havreboller, den lette løsning med udgangspunkt i mel fra Urtekram.

Nr. 3 – Kanelsnegle – en af mine absolut yndlingskager af alle!

Nr. 4 – Glutenfri pandekager, der i øvrigt får hård konkurrence af de lidt sundere bananpandekager.

Nr. 5 – Jordbærtærte, jeg er vild med I kan lide præcis de samme kager som jeg selv. Opskriften er besøgt tæt på 4.000 gange i 2017.

Foruden forsiden som selvfølgelig er den mest besøgte side herinde, så ligger min guide omkring Glutenfri slik og søde sager lige i hælene på den.

Instagram

På min Instagram @glutenfrimagi, har der været lidt mere aktivitet end herinde. Jeg oploader løbende stories og det blev også til et par billeder fra både ferie og bryllup.

Der er i årets løb blevet postet 52 billeder, som sammen har høstet 4.359 likes fra jer følgere! De fleste er fordelt ud over de 9 nedenstående billeder, altså mine mest likede billeder i 2017.

De bærer stærkt præg af I er lige så vilde med bryllup, rejser og god mad som jeg selv er!

Det var lidt tal fra min side – jeg håber, I har synes det var sjovt at læse med og komme lidt om på den anden side.

Tak for jer og tak fordi I gider læse med – Jeg lover vi kommer til at se meget mere til hinanden i 2018!

Pernille H Petersen
Udgivet i AndetSkriv en kommentar ( 0 )

Glutenfri julekalender for store og små

Julen nærmer sig, er I allerede begyndt at jule? Jeg kan se at der er flere af jer, som har fundet mit indlæg fra sidste år med glutenfrie bud på en julekalender. Det er et gammelt indlæg, så flere links ikke virker længere. Derfor vil jeg selvfølgelig gerne inspirere igen i år, med mine bud på hvordan man kan komme igennem julen med en glutenfri julekalender.

Jeg drømmer selv om luksus udgaven af Johan Bülows kalender, men jeg må nok indse den er for dyr. Så jeg tror, jeg selv må trykke på bestil på den her nedenfor i collagen.

Hvilken glutenfri julekalender skal I have til julehyggen i år?

  1. Økologisk børne kalender med lys chokolade, den er uden gluten og du kan finde den lige HER (Reklamelink)
  2. Summerbird har også lavet en børnejulekalender i år! Den ser så smuk ud at den nærmest kommer til at pynte, den findes HER
  3. Johan Bülows julekalender fyldt med glutenfri lakrids, jeg er vild med den i år er hvid og lyserød, den kan blandt andet findes HER (Reklamelink)
  4. Er man ikke så meget til chokolade, så kan man gå andre veje så som denne sjove kalender med the, den kan købes HER (Reklamelink)
  5. Er man ikke til små chokoladetern, så kan man finde denne med konfekt chokolader, den er økologisk og kan købes lige HER (Reklamelink)
  6. Summerbird har virkelig lavet smukke ting i år, denne er så fin og den kan findes lige HER
  7. Er man til mørk chokolade, så kan denne med økologiske chokolader klikkes hjem lige HER (Reklamelink)
  8. Er man så uheldig at skulle holde sig fra sukker? Så har jeg fundet denne som er fyldt med chokolade uden sukker lige HER (Reklamelink)

Jeg er vild med at udvalget er så forholdsvis stort, kender du til andre bud på en glutenfri julekalender der tilfredsstiller den søde tand? Så skriv endelig i kommentarfeltet så vi kan hjælpe hinanden med at få overblik over udvalget.

Pernille H Petersen
Udgivet i Andet, Guide, JulKommentarer ( 1 )

Bryllups Goodiebags – Når enden er god er alting godt

Foruden en masse sjove DIY projekter til pynt havde jeg til brylluppet også lavet  en lille goodiebag til alle vores gæster. De stod fremme så dem, der tog hjem om natten kunne tage en under armen og resten kunne tage en med til køreturen hjem dagen efter. Vi havde nemlig en rigtig stor del af vores gæster til overnatning og morgenmad den efterfølgende dag.

Jeg læste første gang om det med goodiebags hos Rockpaperdresses og synes simpelthen det var så sød en tanke. At kunne give lidt igen til de gæster, som har givet os den perfekte dag og lagt så stort et engagement i alt fra polterabend, æresport, højt humør og fest hele natten.

Som med alt andet på vores bryllupsdag, gik vi op i at indholdet af de små goodie bags skulle være glutenfri. Så vi havde samlet en lille pose med Coca cola, Panodil, chips og Popcorn fra Portle Bay. Vi prøvede at gøre det så personligt som muligt. Hvis der er noget vi craver når vi har tømmermænd herhjemme, så er det cola og chips eller popcorn. Så hvorfor vælge på sådan en dag? Som I kunne læse i DETTE indlæg, er jeg svært begejstret for de små fine poser med popcorn. De her med salt som har en lækker sød smag fungerer simpelthen fantastisk til kurering af tømmermænd. De passede perfekt ned i posen og kunne agere den lille snack til hjemturen for de gæster, der skulle hele vejen fra Sydfyn til København eller til recover på sofaen for dem, der var hurtigt hjemme.

Vi havde lukket dem med et lille klistermærke som også var på vores invitationer.

Det fungerede så godt, folk synes virkelig til at synes om de små poser og vi fik mange snaps fra venner og familie dagen efter hvor man kunne se poserne fungerede lige efter hensigten. Jeg kunne godt finde på at gøre det igen næste gang vi skal have en stor fest, det spredte bare så meget glæde hos vores gæster.

Pernille H Petersen
Udgivet i AndetSkriv en kommentar ( 0 )

Nyt legetøj #2 – Nemme, velsmagende mini donuts

Jeg har fået nyt legetøj og jeg er simpelthen nødt til at dele det med jer! For jeg er nok ikke den eneste, som med munden løbende i vand har set flere profiler på sociale medier poste billeder af små donuts. Jeg har selv, flere gange tænkt “Hvem der mon bare kunne sætte tænderne i en saftig og lækker donut” for derefter straks at slå tanken væk. For hvordan laver man lige sådan en glutenfri?

Og det skal jeg sige jer! Man snyder og anskaffer sig en donut maker maskine fra Coolstuff lige HER. Den er billigere end andre jeg har set på markedet med sine kun 199kr, men vigtigst af alt, så virker den. Jeg var virkelig imponeret, men var også ærligt lidt skeptisk ved tanken inden jeg fik den startet op. Hæver de nok, når de er glutenfri? Bliver de for tørre, lige så snart de ikke er lune?

Men min skepsis blev gjort til skamme og de var både helt runde og vildt lækre, selv dagen efter. Maskinen var så simpel i brug og det tog kun ganske få minuter at færdig bage hver portion. Så nu går jeg og leder efter en god anledning til at lave endnu en portion og eksperimentere endnu mere med sjove opskrifter på donuts. For her til en start kommer en helt klassisk basis opskrift på donuts med let vaniljesmag. Der kan laves lige den glasur som man kan lide, jeg har taget den lyserøde med små lyserøde knasende sukkertopping.

Men jeg skal helt sikkert prøve mig frem med andre slags, en Nutella-variant frister men måske jeg skal starte med en Halloween, nu hvor sæsonnen banker på døren med sort glasur og orange pynt? Hvad kunne I bedst tænke jer at få opskriften på?

Ingredienser – Mini donuts (36 stk)

130 g rørsukker
2 æg
1,5 tsk vaniljesukker
100 g smeltet, afkølet smør
155 g Schär Farine mel mix
1,5 tsk bagepulver
1 nip kardemomme
75 g sødmælk

70 g flormelis
2 spsk. vand
0,5 tsk. vaniljesukker
Rød frugtfrave

  • Tænd maskinen, så den er varm, når dejen er klar
  • Pisk sukker, æg og vaniljesukker hvidt og luftigt
  • Vend det smeltede smør i
  • Bland det glutenfri mel med bagepulver og kardemomme og sigt det ned i dejen
  • Tilsæt mælken og rør forsigtigt sammen
  • Kom dejen i en pose og klip at lille hul for enden
  • Fordel delen i de små rum i Donut Makeren, helt til kanten
  • Luk låget på
  • Bag donuts i ca 2 min eller til den grønne lampe slukker
  • Befri dem fra Donut Makeren og bag resten af de små donuts efter samme metode
  • Rør glasuren og dyp de små afkølede donuts én ad gangen

Kom kun glasur på de donuts, som skal spises på dagen, for de bliver alt for bløde og sjappede hvis de står natten over med glasur på.

Pernille H Petersen
Udgivet i KageKommentarer ( 3 )

Bryllupskagen – Lidt om processen

Jeg har glædet mig sådan til at påbegynde dette kapitel på bloggen! Jeg startede jo lidt med et kig på første del af bryllupsrejsen HER. Men endelig kan jeg fortælle og inddrage jer i de forskellige mange detaljer fra brylluppet, som af gode grunde ikke kunne fortælles om før. Vi ville jo gerne at gæsterne fik så mange små overraskelser som muligt på dagen, så da nogle læser med herinde, måtte det vente til efter vores store dag.

Vi starter med et indlæg om kagen, jeg går og brygger på et par stykker omkring netop bryllupskagen, men vi starter med et lille sneak-peak mens jeg får lavet de næste indlæg færdige. For den var nemlig så smuk, fantastisk velsmagende og lige som vi drømte om, så jeg kan slet ikke vente med lige at vise den frem.

Som jeg skrev i mit indlæg omkring hvordan man finder en glutenfri bryllupskage, have jeg set sådan en var DYR! Derudover er det en kæmpe tillidssag sådan at finde folk, der skal lave mad på ens store dag, da jeg jo nødigt ville ende med dårlig mave. Så at overlade det til min veninde, Mie, gjorde mig tryg og glad. Det var det helt rigtige valg, for se lige en gang hvor smuk og fin den var. Jeg er så ked af, jeg ikke kan sende et stykke ud til jer allesammen, for den smagte virkelig, virkelig godt. Som i helt fantastisk, de timer hvor receptionen stod på, summede hele salen af kommentarer om hvor godt den smagte, så vores gæster var heldigvis enige!

Vi startede helt tilbage i foråret med at sætte os sammen og snakke om hvordan kagen skulle være, sådan helt overordnet. Skulle den være i lag eller mange små, hvilken smag ville vi gerne have, skulle den være syrlig eller sød, måtte der være knas eller skulle den være fløjelsblød. Vi snakkede om udseende hvor jeg havde fundet forskellige kager på Pinterest, som jeg havde samlet i et board, mangler I inspiration kan I finde det HER.

Vi blev enige om at den skulle være overtrukket med marcipan, da jeg ikke personligt er så glad for fondant. Så vi gik straks ind på Odense Marcipans hjemmeside for at undersøge farver, da jeg gerne ville have den helt hvid. Jeg ved nemlig at deres produkter reagerer jeg ikke på. Så ret hurtigt lagde vi os fast på denne marcipan som overtræk. Dernæst snakkede vi smag og blev enige om det letteste med bunde var at lave fine nøddebunde. Vi ville begge meget gerne ramme en kage der var sød, men med en god syrlighed så den ikke blev for tung og sød. Så vi endte med at beslutte at den skulle indeholde et lag skovbærmousse øverst og et lag hvidchokolademousse nederst.

Dernæst tegnede Mie nogle tegninger af hvordan hun tænkte den kunne se ud. Vi ville nemlig genre have at den var elegant uden at den blev for yndig. Der måtte gerne være blomster men den skulle ikke være “for fin” at se på. Så tegningerne endte med at se sådan her ud.

Jeg fandt inde på Odense marcipanshjemmeside en masse forskellige sjove ting man kunne pynte med. Jeg fandt guldstøv hvilket passede perfekt ind i vores guld-tema til brylluppet generelt. Deruden var der også en masse farver af marcipan man ville kunne bruge til at lave figurer eller andet med. Vi endte dog med at gå med bær og friske blomster.

Chokolade, marcipan og guldstøv er derfor sponsoreret fra Odense marcipan, jeg ved nemlig at det er produkter jeg ikke reagerer på. Men for at være helt sikre på at vi ikke fik uheld og at vi var enige om hvordan kagen skulle være. Så lavede vi for en sikkerhedsskyld en lille prøve-kage nogle uger forinden sådan at vi både var enige om smag og testet at produkterne ikke gav dårlig mave. Det var bade hyggeligt men også rart at vi var helt enige om hvordan tingene skulle være. Lige meget hvordan man får frembragt sin bryllupskage, kan jeg anbefale at få en prøvesmagning. Det giver virkelig ro i hovedet, at man ved det er, som det skal være.

Kagen endte dog med, på en eller anden made, at smage langt bedre og meget mere fantastisk på selve dagen. Og nedenfor kan I se hvor vanvittig smuk den var, det var som at se tegningerne få liv ude I virkeligheden.

Pernille H Petersen
Udgivet i Bryllup, KageSkriv en kommentar ( 0 )

Glutenfri Bali guide: Seminyak & Ubud

Lige nu gør jeg alt hvad jeg kan for at trække det sidste ud af vores fantastiske rejse. Den står nemlig på hjemtur i morgen og en 24 timers lang rejse mod Danmark og en hverdag som Hr. og Fru. Det er stadig lidt uvirkeligt at tænke på, vi har så mange gode oplevelser og minder fra bryllupsugen, bryllupsdagen og vores fantastiske bryllupsrejse.

Jeg kommer til at lave en masse forskellige indlæg den kommende tid, hvis der er noget specielt i gerne vil høre om, så smid endelig en kommentar her nedenfor. Så vil jeg se om der kan blive et indlæg ud af det. Først i rækken vil jeg samle op på de første 2 byer, vi har besøgt her på vores bryllupsrejse til Bali, nemlig Seminyak og Ubud, de bød nemlig på nogle rigtig gode madoplevelser.

Vi besøgte herudover også Gili Trawangan og Sanur, men de får et indlæg for sig selv senere på måneden.

Jeg har forsøgt at linke til de forskellige steder via overskriften, så i forhåbentlig bedre kan få et overblik over udvalg og adresser.

Seminyak

Seminyak var en fed by at besøge og især starte i, det var lidt voldsomt at komme direkte fra vores bryllupsboble ned til dyt-båt og den buzz der hersker i byen, men omvendt ville jeg ikke have været det foruden eller haft byen som sidste destination. Vi boede i den fineste villa midt i det hele, men så snart vi lukkede porten bag os, havde vi ro og egen pool. Det kan anbefales hvis man gerne både vil være tæt på der hvor det sker og stadig kunne gå til vandet. Du kan finde Heliconia Villas HER. Vi boede her 4 nætter men kunne sagtens have brugt en dag eller to mere. Byen er et rent mekka for glutenfri spisning og vi spiste ikke et eneste sted 2 gange af ren og skær nysgerrighed.

Shelter Cafe

En cafe der umiddelbart lå ned ad en ret ucharmerende gade, men da man første ankom på første sal åbnede der sig en lille oase med planter fra loftet, lækre toner fra højttalerne og mange typer mennesker lige fra unge til gamle til surfer-dudes til familier med børn. Der var ganske få begrænsninger på det glutenfrie udvalg og det var svært at vælge. Vi gik egentlig derned for en snack men endte med at blive hængende for en burger også. Det er ganske rimeligt i pris og jeg ville ønske det var et sted man kunne tage med sig i kufferten hjem til Odense.

Earth Cafe & Market Bali

Vi fandt lidt sent ud af at vi boede lige overfor dette sted. Det gemte sig nemlig godt på den travle shopping-gade i Seminyak. Men roen lagde sig da man trådte indenfor og der var en enormt udvalg af glutenfri mad. Vi spiste her til morgenmad men man kan også sagtens spise en god og solid frokost her.

Mad Pops

Is lavet på kokos, de smagte helt fantastisk og de fleste varianter var glutenfri. Deres butik lå lige midt på hovedgaden. Det smagte så godt, at jeg slet ikke nåede at få taget et billede inden jeg fik spist min (kæmpe) is.

Biku Bali

En sjov blanding af butik og restaurant lå rigtig tæt på stranden og midt i mellem alle de store resorts. Vi fik fantastisk velsmagende mad og til ganske billige penge. Maden ligner lidt noget rod, anretning er ikke deres stærke side, men det er velsmag, hvilket jo trods alt er det vigtigste. Vi reserverede bord da vi spiste der til aften, det er et ganske velbesøgt sted, så det er en god ide at smide en reservation i løbet af dagen. De serverer også både morgenmad og frokost og havde vi haft flere dage, var jeg bestemt kommet igen.

Ku De Ta

En fancy beach club (dog ikke så fancy som Potato Head) som ligger direkte på den smukke strand omkring Six Beach. Vi havde brugt en hel formiddag på stranden og tog en sen frokost på cafeen. Det smagte godt og de havde godt styr på det glutenfri, endda godt glutenfrit brød, men det er ganske pricy i forhold til hvad man får synes jeg. Jeg kunne dog godt have set mig selv sidde med en “sun down drink” og derfter taget aftensmaden med udsigt over solnedgang og havet, det gjorde vi dog ikke da vi virkelig blev brændt af med de få timer vi var der, i skyggen, med faktor 50!

Sea Side suites

Ejeren kan ikke selv tåle gluten, så ud over at have et overskueligt menukort i forhold til det glutenfri, så var de så søde til at forklare og fortælle om deres retter og anbefalinger til det glutenfri. Det var ganske fin mad til billige penge, men den lå heller ikke i det mest charmerende område. Men har man brugt en dag på stranden eller er i området, så kan det bestemt anbefales at slå et smut forbi.

Taco Beach Grill

Rigtig gode mad til nærmest ingen penge, jeg fik deres glutenfri hårde taco skaller med steak slice og det smagte virkelig godt. Det ligger lidt trukket tilbage fra stranden, men på en gade med forskellige butikker med alt fra pæne kjoler og fede t-shirts til alverdens turist skrammel.

Ubud

Vejen fra Seminyak til Ubud tog os forbi Tanah Lot med privatchauffør hvilket var en fin tur til ganske få penge. Vi tog afsted fra morgenstunden og undgik det værste trafik, den tur kan anbefales. Vi havde i Ubud gråvejr og regn, så vi var en del på hotellet til afslapning og gåtur i rismarkerne. Ubud var en hektisk by, jeg ved ikke hvad vi havde forestillet os, men i hvert fald ikke så larmende og turistet en by. Men det halv-dprlige indtryk skyldes nok også, vi ikke kunne vandre på vulkan Mr. Batur grundet det truende udbrud et andet sted på øen samt det dårlige vejr. Et andet punkt på vores to-do for byen var nemlig også rafting, hvilket jeg var for stor en tøs til i så meget regnvejr. Vi boede dog på det lækreste hotel, dog ret langt ude for byen. Men roen og udsigten her var alle turene i shuttle bus værd. Stedet hed Puri Sebali Resort og jeg fandt det HER. Vi var her 3 nætter, men jeg havde gerne byttet en nat her for at få endnu en på Gili.

Bali Buda

Flere steder på Bali ligger denne Cafe. Vi kom første gang forbi i Ubud og gentagende gange i Sanur, men mere om det i et andet indlæg. Vi fik her burgers, men de har et kæmpe udvalg af glutenfri retter og mine øjne kunne næsten ikke få nok. Burgeren var dog mega god og der var helt styr på det glutenfri på stedet. Glutenfri burger med fritter og milkshake til omkring 50 danske kroner, hvad giver i mig?

Atman Kafe

En cafe som ligger midt i en gade med butikker og små templer. Vi var her første gang efter en tur i Monkey Forest men kom igen dagen efter, da det simpelthen var vanvittig godt! Første gang fik jeg en af deres indonesiske retter og anden gang fik vi en tapas til deling. Men deres indonesiske retter var klart de bedste, det var latterligt billigt, så det kan kun anbefales at slå et smut forbi. Vi sad ud til gaden og det var fedt at se de mange nationaliteter og lokale folk vandre forbi, svedende i varmen.

Monsieur Spoon

Ikke det mest imponerende sted, det lå endda også langt væk fra “hovedgaden” men de havde en hyggelig baghave hvor mange backpackere sad med deres Mac’s og en kaffe. Vi sad dog bare hånd i hånd og fik hver et stykke glutenfri cheese cake. For de havde nemlig en masse slags glutenfri kager i disken. Så er du kaffe og kage tørstig kan det anbefales at tage et smut forbi. Det ligger foruden Ubud også i 4-5 andre byer, så det kan betale sig lige at se nærmere da alle skulle have forskellige udvalg af glutenfri brød og kage.

Jeg håber min guide kan hjælpe jer, skal I afsted og mangler andre tips eller insights, så sig endelig til. Så skal jeg forsøge at hjælpe så godt jeg kan. Jeg kigger ind med den næste guide så snart jeg har den klar, men de tager sin tid at få bakset sammen. Så ind i mellem vil jeg kigge ind med en masse snak om bryllupskage og andet godt.

Pernille H Petersen
Udgivet i Ude i byenSkriv en kommentar ( 0 )

Lidt til den lille sult…

Jeg har været på rejse med arbejdet I sidste uge, det indebar også en lang køretur! Jeg er en værre slikmund og selv om jeg prøver at styre min snack-arm her de sidste dage op til brylluppet, så går det altså kun godt nogle dage. Så sådan en køretur krævede altså lidt energy af den søde slags. Og pludselig endte jeg på en tankstation med mine kollegaer, vi stod blandt alt slikket og de valgte løs. Jeg er efterhånden godt inde i de ting jeg kan tåle og det gør det lidt lettere at vælge blandt hylderne. Men det kræver hårdt arbejde da der kun finds ganske få ting, der er mærket “glutenfri”.

Det ville ellers være rart, hvis man ikke skulle stå og være i tvivl eller bruge uendelige mængder tid på at stå der og læse på alting når man er afsted på rejser eller ude at handle. Er I ikke også trætte af det ind i mellem?

Hvis svaret er ja, så er der lidt godt nyt. Jeg er nemlig blevet bedt om at teste nogle nye sjove snacks til farten. Nærmere popcorn med smag fra Portlebay! God smag og uden enumre eller smagsforstærkere! Der er ikke noget nyt i at popcorn er glutenfri, men lige så snart det er med smag, så kan der ofte være problemer. Det fede er de direkte er mærket ‘glutenfri’ på posen, så det er ikke til at overse eller være i tvivl om når man star med den i hånden.

Jeg er helt vild med hvor crunchy og lækre de er. De indeholder et ganske minimum af kalorier, helt præcist 117 kcal pr. pose, så det er ikke noget man behøver at have synderligt dårlig samvittighed over at spise. For sådan en pose ryger hurtigt, virkelig hurtigt! Min favorit, er helt klart den der hedder ‘Sweet n’ salty’. Det er lige mig med kombien sødt og salt!

Jeg har også smagt den med Crispy Bacon og den med chili og lime, begge virkelig gode alt efter om man mangler noget sødt eller stærkt. Jeg kunne godt finde på at bruge den med chili og lime som knasende topping til en salat, det tror jeg nemlig den kunne gøre sig rigtig godt som, det er en ide stærkt inspireret af denne post fra RockPaperDresses.

Jeg kunne godt snart gå på jagt efter den variant med Lemon Sherbert, den lyder nemlig som lige noget for mig. De forskellige varianter kan fåes i Circle K butikkerne herhjemme, så de egner sig perfekt til den snack man nogle gange har brug for at få på vej fra A til B. Har i fundet dem rundt om på landevejene?

Har du brug for hjælp til at finde hovede og hale i andre glutenfri sødesager, så kan du finde min guide lige HER.

Pernille H Petersen
Udgivet i Søde SagerSkriv en kommentar ( 0 )