Tag Archives | Bananbrød

Bananbrød

Bananbrød

Den her opskrift, er en jeg er blevet tippet om i forbindelse med mit kost- og træningsforløb på min JMBootcamp. Jeg kan jo aldrig helt lade vær med at pille lidt ved tingene og tilpasse dem min egen smag og ønske om konsistens.

Det vil altså sige at der sagtens kan tilsættes proteinpulver hvis man er til det eller undlade dadler, vaniljesukker og kokosfibermel. Men jeg synes nu de ekstra ting kun gjorde noget godt for resultatet.

Det er lækkert blødt og næsten som kage, så det virker helt forbudt at spise til morgenmad. Men det er fyldt med sundesager og giver en god mæthedsfornemmelse der holder længe.

Ingredienser – Bananbrød

3 modne bananer
75 g mandler
35 g kokosmel
5 dadler
1 spsk FiberHusk
1 knsp salt
1/2 tsk vaniljesukker
3 æg
2 spsk kokosfibermel

  • Opvarm ovnen til 170 grader
  • Pisk æggene til en luftig masse og stil det til side lidt
  • Bland alle øvrige ingredienser i en skål og brug en stavblender til dejen er uden klumper
  • Vend æggemassen i, så det bliver en så luftig dej som mulig
  • Kom dejen i en rugbrødsform beklædt med bagepapir (Bruger du silikoneform behøver du ikke bagepapir)
  • Bages på 170 grader i 30-35 minutter eller til overfladen er gylden (Du skal kunne stikke en gaffel i den uden der hænger noget ved)

Jeg prøvede selv at spise det med en lille tskfuld crunchy peanutbutter og lidt revet mørk chokolade og det var SÅ lækkert. Det bliver en succes som skal gentages i morgen, måske med en klat skyr og nogle friske bær. Der er altså mange måder at bruge det på. Har man børn, er jeg sikker på, brødet og en skive pålægschokolade også vil gøre underværker.

Bananbrød

Pernille
Udgivet i BrødSkriv en kommentar ( 0 )