Tag Archives | Boller

Glutenfri banan-chokoladeboller

Kan i holde varmen derude? Her på Fyn vælter sneen ned, og jeg er VILD med det! Jeg har hele dagen glædet mig til, at jeg skulle ud med hunden og lege i sne her lige om lidt. Har du ikke et lige så stort legebarn spærret inde i jer når det sner, men ønsker hellere at kravle under tæppet i sofaen, så har jeg den perfekte opskrift i ærmet, som I kan gøre brug af til lejligheden.

Jeg faldt nemlig forleden over en opskrift af dygtige Anne au Chocolat på en bananbolle. Da den lød lige det sundeste til mig, tænkte jeg, man sagtens kunne bruge elementerne til en grundopskrift til en scones og dermed tage lidt af det sunde ud, dog beholde lidt af det og derudover tilføje lidt chokolade. Altså, sagt på en anden måde, så en lidt sundere og super let og simpel chokolade-banan-scone.

Det tog virkelig ikke længere tid at lave dem end at jeg nåede at klappe dem sammen en træt aften, hvor jeg tænkte, jeg dagen efter godt kunne bruge lidt energi i løbet af arbejdsdagen. De holder sig svampede og fugtige i flere dage og er derfor nogle, hvor man sagtens kan lave en større portion og lave rigeligt til ugens løb. De er lidt i samme kategori som mit bananbrød.

Jeg håber, I synes lige så godt om dem, som jeg gør!

Glutenfri banan-chokoladeboller

Glutenfri banan-chokoladeboller

Forb. tid 5 minutter
Tilb. tid 15 minutter
Samlet tid 20 minutter
Ret Brød
Antal 6 stk

Ingredienser
  

Sådan gør du
 

  • Opvarm ovnen til 200 grader varmluft
  • Mos bananerne grundigt i en skål
  • Tilsæt øvrige ingredienser og rør rundt til du har en fast dej-masse
  • Med en ske formes dejen til boller, som placeres på en bageplade med bagepapir
  • Bag bollerne i ca. 15 minutter eller til de er gyldne på toppen
Pernille
Udgivet i BrødKommentarer ( 4 )

Varme hveder

I aften skal der traditionen tro spises varme hveder. Mangler du en opskrift, så har jeg samlet mine bud på hvad du kan spise i aften.

Her er både de opskrifter, som kræver lidt forberedelsestid samt en til hvis det hele skal gå lidt stærkt. Der er med andre ord ingen grund til panik, hvis du endnu ikke har de glutenfrie hveder i hus.

Glutenfri hveder

Rigtige luftige glutenfri hveder. Opskriften har både været i REMA1000’s tilbudsavis og HER på bloggen. De er luftige og lækre, men som så meget andet glutenfrit bagværk, bedst som nybagte.

Glutenfri boller

Fødselsdagsboller kan sagtens bruges som erstatning til hveder, hvis man ikke er så meget til smagen af kardemomme eller gerne vil bruge dem til sandwich eller andet bagefter. Opskriften finder du HER.

Chia knækbrød

Kommer du sent hjem fra arbejde og har ikke tiden til at stå og vente på en dej der skal hæve? Så plejer jeg altid at ty til knækbrød som HER, HER eller HER med Chia og andet godt. Fordelen er at det kræver meget lidt forberedelsestid og smager fantastisk med et stykke ost eller kødpålæg.

I kan i øvrigt se mine andre opskrifter på brød HER.

Jeg ønsker jer alle en helt fantastisk Storebededags-weekend!

Pernille
Udgivet i GuideSkriv en kommentar ( 0 )

Glutenfri gulerodsbrud

Glutenfri gulerodsbrud

//Indlægget er sponsoreret af REMA1000

Her kommer en rigtig weekend-opskrift, nemlig på koldhævede lækre glutenfri gulerodsbrud. Jeg er vild med koldhævede morgenboller, det gør det så meget lettere at lave friskbagt brød om morgenen, da det meste arbejde er gjort dagen i forvejen og dejen hæver over natten.

Disse glutenfri gulerodsbrud er så luftige og lette at de er en fryd af køre indenbords om morgenen og de gør sig samtidig genialt til madpakken som en frokost bolle med fyld. Desuden er der ikke ret langt til en laktosefri version, hvis man er så uheldig hverken at kunne spise gluten eller laktose.

Ingredienser – Glutenfri Gulerodsbrud (9-11 stk.)

350 ml lunkent vand
30 g gær
50 g smør (laktosefri for boller uden laktose)
3 g salt
1 spsk. honning
45 g solsikkekerner
380 g glutenfri Orange finax mel
5 mellemstore gulerødder
1 æg

  • Skræl og riv gulerødderne groft.
  • I en skål opløses gæren i det lunkne vand.
  • Tilsæt salt, honning, solsikkekerner, de revne gulerødder og smør og rør grundigt rundt.
  • Sigt melet og rør rundt i dejen i omkring 5 minutter til den har en lind, sammenhængende konsistens.
  • Sæt dejen på køl i minimum 4 timer gerne natten over.
  • Tag dejen fra køl og slå et æg ud over dejen.
  • Med en kniv hakkes blandingen til ægget er blandet godt ind i dejen.
  • Med en ske placeres omkring en spiseskefuld dej på en bageplade. Bollerne må gerne ligge tæt, da de hæver og bliver til brud med bløde sider.
  • Lad dem efterhæve i omkring 30 minutter og bag dem i 12-15 minutter i en opvarmet ovn på 200 grader eller til det lyder hult, når man slår på undersiden af bollen.

Jeg har bagt dem flere gange og er vild med mine glutenfri gulerodsbrud. De er geniale en weekendmorgen med smør og ost.

Er du op jagt efter andet bagværk, så tag et kig på mine andre glutenfrie opskrifter HER.

Glutenfri gulerodsbrud

Pernille
Udgivet i BrødKommentarer ( 13 )

Fastelavnsboller med flødeskum og creme

Fastelavnsbolle

Haps! Er der andre end mig, som ikke kan tænke på andet end fastelavnsbollerne fra igår?

Jeg synes simpelthen, at de blev så gode, at det også måtte testes, om de kunne laves med flødeskum. Da man lige så godt kan gå all in, når nu det skal være, så brugte jeg mit hemmelige trick til hamrende godt fyld.

De her overgik om muligt fastelavnsbollerne fra i går. Men det er jo lidt efter, hvad man er til. Jeg synes helt klart, I skulle have opskriften på dem begge. Man kan også sagtens lave 50/50 af marcipan og skumfyldte fastelavnsboller, hvis man ønsker lidt til en hver smag.

Fastelavnsboller med flødeskum og creme

Samlet tid 1 time 30 minutter

Ingredienser
  

Boller

  • 130 g smør
  • 3 dl mælk
  • 50 g gær
  • 2 æg
  • 320 g glutenfri lys mel (Fx. Schär mel mix B eller TJOIS Basis melmix)
  • 1 tsk. salt
  • 1 ½ spsk. sukker
  • 2 spsk. loppefrøskaller, fin

Fyld

  • ½ portion glutenfri kagecreme (opskrift HER)
  • ¼ L fløde
  • ½ tsk. rød frugtfarve
  • 1 spsk. flormelis

Sådan gør du
 

Boller

  • Smelt smøren i en gryde og tilsæt herefter mælken.
  • Opvarm blandingen til den når en temperatur på omkring 38 grader eller kropstemperatur.
  • Tag gryden af blusset og opløs gær og sukker heri.
  • I en skål piskes æg til en skummende masse.
  • Under omrøring tilsættes massen fra gryden i skålen med æggemassen.
  • Sigt melet og psyllium/guargummi i skålen. Det gør at du undgår klumper, som er umulige at røre ud.
  • Tilsæt herefter salt og kardemomme.
  • Lad dejen hæve lunt i 30-40 min.
  • Form dejen til boller med en ske på bageplade med et nyt stykke bagepapir.
  • Lad bollerne efterhæve i ca. 40 min.
  • Forvarm ovnen til 225 grader.
  • Bag bollerne midt i ovnen i omkring 10-12min

Fyld

  • Lav kagecreme som i opskriften
  • Pisk nu fløden med frugtfarve til en let creme
  • Bland med kagecremen til en let creme
  • Når bollerne er bagt og helt kølet af deles de i to
  • Jeg brugte en sprøjtepose for at få et pænt look på skummet
  • Fyld den godt op med den ønskede mængde skum og læg låget oven på
  • Hæld flormelis i en sigte og drys forsigtigt flormelis over bollerne i et tyndt lag
  • Pynt eventuelt med friske bær
Fastelavnsbolle
Pernille
Udgivet i KageKommentarer ( 2 )

Fastelavnsboller med marcipan og nougat

Glutenfri fastelavnsbolle

Det er snart fastelavn og dermed også på tide at dele en opskrift på fastelavnsboller med jer. Jeg var i køkkenet med min mor i går, hvilket foruden altid at være hyggeligt, også er enormt praktisk, da hun har en køkkenmaskine. Jeg går selv med tankerne snart at købe en, da det virkelig gør det glutenfri hjemmebag meget, meget bedre. Jeg er dog i tvivl om, hvilken jeg skal kaste mig over. Har I en favorit, som I vil anbefale mig?

Der findes mange forskellige opskrifter på fastelavnsboller og vi har også gennem årene prøvet en del forskellige. Men denne virker bare fantastisk hver gang. Den er baseret på bolleopskriften fra igår, som I finder HER. Men for god ordensskyld kommer hele opskriften her igen, denne gang nu som en fastelavnsbolle.

Jeg elsker nougat og marcipan og havde svært ved at vælge. Så vi endte med at lave halvt af hver.

De her er bare virkelig gode. Jeg kan godt lide, at de pyntes med kakaoglasuren, da det ikke gør dem så søde som almindelig glasur. Desuden kan de nemt fryses, så man kan bage en ordentlig stak og have til hele februar-fastelavns-sæsonen.

Fastelavnsboller med marcipan og nougat

Samlet tid 2 timer
Ret Kage, Søde sager
Antal 12 stk

Ingredienser
  

  • 3 dl skummetmælk
  • 130 g smør
  • 50 g gær
  • 2 æg
  • ½ tsk. kardemomme
  • 1 ½ spsk. sukker
  • 1 spsk. loppefrøskaller, fin
  • ½ tsk. salt
  • 330 g Schär melmix B eller TJOIS basis melmix

Fyld

  • 60 g nougat
  • 60 g marcipan, uden gluten (jeg brugte den grove marcipan fra Odense Marcipan)

Glasur

  • 2 spsk. flourmelis
  • 1 spsk. kakaopulver
  • 1 spsk. varmt vand

Sådan gør du
 

  • Smelt smør i en lille gryde
  • Varm mælken med indtil den når 38 grader
  • Hæld væsken i en skål eller i røremaskinen og opløs gæren her i
  • Rør godt rundt og tilsæt loppefrøskaller og lad det stå 2-3 min
  • Tilsæt de øvrige ingredienser og rør i 10 min med røremaskine eller piskeris
  • Lad dem hæve lunt i ca. 40 min
  • Med en ske formes de til boller på et stykke bagepapir
  • Da det er en tynd dej, brugte jeg en teske til at lave en lille lomme, hvor man kunne stikke en klump nougat eller marcipan i. Derefter kunne man dække det til med skeen, så der ikke var huller i bolledejen
  • Lad dem nu hæve i ca. 30 min
  • Forvarm ovnen på 220 grader (ikke varmluft)Bag dem i 12-14 minutter
  • Lad dem køle af på en rist

Glasur

  • Rør kakao, flourmelis og vand sammen til en glasur og pynt bollerne
Glutenfri fastelavnsbolle
Pernille
Udgivet i KageKommentarer ( 6 )

Glutenfri fødselsdagsboller

Glutenfri boller

Jeg elsker fødselsdag, faktisk kan jeg ikke finde ret mange ting som overgår en hyggelig dag med gæster og hygge fra man slår øjnene op til de trætte falder i igen. Mine første år som glutenallergiker var det dog en dag som jeg gik i møde med delte følelser. Man vidste jo godt at sådan et fødselsdagsbord ikke blev helt det samme uden dampende varme lækre hjemmebagte boller. Men med årene er det lykkedes mig at finde frem til en opskrift som stort set altid lykkes at bage.

Så på trods af navnet fødselsdagsboller, kan de altså også sagtens bruges på alle årets andre dage.

Jeg har ikke fødselsdag i dag, men det er trods alt World Nutelladag. Og det er da grund nok til at fejre! Derfor måtte jeg selvfølgelig fluks hjem og bag disse fantastiske boller, så jeg havde noget at spise min Nutella på.

De er rigtig gode lune, gode dagen efter og knap så gode på tredje dagen. Så det kan anbefales at fryse dem ned hvis man bager en stor portion. Men der er alligevel mirakler at opnå hvis man lige smider dem i en brødrister.

Er du ikke til fødselsdagsboller under din Nutella, så kan du finde mine andre opskrifter på brød lige HER.

Glutenfri fødselsdagsboller

Ret Brød
Antal 12 stk.

Ingredienser
  

  • 130 g smør
  • 3 dl mælk
  • 50 g gær
  • 2 æg
  • 320 g glutenfri mel (Fx. Schär mel mix B eller TJOIS Basis melmix)
  • 1 tsk. salt
  • 1 ½ spsk. sukker
  • 2 spsk. guargummi eller loppefrøskaller, fin
  • ½ tsk. kardemomme

Sådan gør du
 

  • Smelt smøren i en gryde og tilsæt herefter mælken. Opvarm blandingen til den når en temperatur på omkring 38 grader.
  • Tag gryden af blusset og opløs gær og sukker heri.
  • I en skål piskes æg til en skummende masse.
  • Under omrøring tilsættes massen fra gryden i skålen med æggemassen.
  • Sigt melet og psyllium/guargummi i skålen. Det gør at du undgår klumper, som er umulige at røre ud.
  • Tilsæt herefter salt og kardemomme.
  • Lad dejen hæve lunt i 30-40 min.
  • Form dejen til boller med en ske på bageplade med et nyt stykke bagepapir.
  • Lad bollerne efterhæve i ca. 40 min.
  • Forvarm ovnen til 225 grader.
  • Bag bollerne midt i ovnen i omkring 10-12min.
Pernille
Udgivet i BrødKommentarer ( 8 )