Tag Archives | Forældre

At være forældre til en med cøliaki!

Dette er tredje indlæg i min lille føljeton omkring selve sygdommen cøliaki. I har måske allerede læst indlægget hvor jeg skriver om det at bo sammen med en, der faktisk godt tåler gluten HER, eller indlægget hvor jeg interviewede min kæreste om hvordan han tænker, det er at bo sammen med en som har cøliaki HER.

I dag har jeg interviewet min søde mor. Nu bliver det måske lidt cheesy, men hun har virkelig været en klippe i alle mine år med cøliaki. Hun var der til at grine af de boller der ikke hævede eller kagen der faldt sammen. Hun hjalp mig med at holde hovedet højt, da det hele var svært og træls i starten men vigtigst af alt, så er hun en kæmpe inspiration i hverdagen og hun elsker lige som mig at eksperimentere med mad og er altid på udkig efter nye spændende opskrifter til mig, som kan laves uden gluten.

Jeg ved, der er rigtig mange forældre til børn med cøliaki, som læser med herinde. Derfor tænkte jeg, det måske kunne hjælpe jer lidt på vej at læse om hvordan min mor tackler netop dét at være mor til en med cøliaki.

I får altså mit interview med hende her, har I nogle spørgsmål, så er jeg sikker på hun nok skal svare så godt hun kan, hvis bare I poster dem i kommentarfeltet hertil.

Mor

Hvad tænker du, når jeg siger glutenfri?

Fri for mel eller hvedestivelse.

Hvor ofte laver du glutenfri mad?

Jeg laver stort set altid glutenfri mad. Både fordi jeg har fået en opmærksomhed omkring gluten og det faktum, at vi generelt spiser alt for meget brød og stivelse. Men også fordi jeg aldrig ved om Pernille kommer forbi og er sulten og dermed går på jagt i køleskabet.

Hvordan er det at være mor til en som har cøliaki?

At være mor til en med cøliaki er en balance. Som mor vil man jo altid gerne rydde forhindringerne af vejen for ens barn. I starten var det at være anderledes, noget Pernille skulle lære. Der kom jeg/vi ofte til at skabe unødig opmærksomhed fx ved restaurantbesøg, hvor vi spurgte til menuens sammensætning, hvor Pernille hellere ville lade være at spise det, så hun ikke skilte sig ud. Nu, hvor vi har været i det nogle år, er det mere noget med at sørge for, at der altid er mad i huset Pernille kan spise og hjælpe hende, når vi skal ud af huset i længere tid, så hun ikke hele tiden selv skal sørge for det.
Men det gør lidt ondt, når vi er nogle steder, hvor dem, vi besøger, kommer med lange fortællinger om, hvad de har lavet af særkost for at Pernille kan spise det, for jeg ved, at hun ikke vil være til besvær eller skabe opmærksomhed.

Føler du, at det er svært at tage hensyn til?

Nej, ikke længere. Vi er blevet gode til helt at undgå produkter med gluten/glutenerstatninger og i stedet finde sunde erstatninger til fx brød. Men hold da op, hvor har vi fået mange nederlag undervejs. Vi har rigtigt mange gange prøvet at lave noget af det Pernille savnede mest i en glutenfri version, og så var det bare slet ikke godt. Brød der ikke hævede, kager der faldt fra hinanden eller retter med krydderier, hvor vi efterfølgende opdagede, at der var gluten i krydderiet eller marinaden.
Man bliver rigtig god til at læse varedeklarationer.

Hvad har du lært ved at være forældre til en med cøliaki?

Først og fremmest har vi lært noget om allergier/intolerancer. Vi er nok også blevet bedre til at være opmærksomme og tage hensyn til andre, der har noget, de skal undgå. Det er ikke alle, der kan spise alt og det må og skal man tage hensyn til.

Nævn 3 ting, som overraskede dig ved en glutenfri diæt?

Den største overraskelse har været, hvor mange produkter, der er gluten/hvedestivelse i. Dernæst er der indenfor den seneste tid kommet rigtigt mange velsmagende glutenfri produkter. For det tredje, så er glutenfri diæter ofte sundere, så længe man ikke laver brøderstatninger, så samlet set spiser vi nok mere grønt nu.

Hvordan passer du bedst på din glutenallergiker?

Det gør jeg ved at lave så få ting som muligt uden glutenerstatninger og så ved, at alt jeg serverer, er glutenfrit. Det er vigtigt for mig, at det Pernille spiser er 100% glutenfrit, da der jo desværre er nogle følgesygdomme til cøliakien.

Hvad er din go-to ret, når der skal laves glutenfri mad?

En god bøf eller steg og nogle ovnbagte grøntsager med en sovs af soltørrede tomater lavet på fløde er altid et hit.

Hvad er dine 3 bedste tips til andre forældre?

  1. Ha’ altid noget spiseligt i tasken, når I er på tur. Der er ikke altid noget glutenfrit, spiseligt i nærheden og en glutenallergiker med lavt blodsukker kan være en prøvelse
  2. Lav altid samme mad til alle, især når der er gæster
  3. At et barn får cøliaki, er ikke noget nogen kan gør for, så drop dårlig samvittighed og gå på opdagelse i den ”nye” verden sammen. I starten giver det nogle nederlag, men man bliver hurtigt god til det og så er der børn/unge/voksne, der har værre lidelser og livsvilkår, så lad være at sygeligøre dit barn.

Hvordan føler du, du bedst kan hjælpe mig med min cøliaki?

Det vigtigste, synes jeg, er at forklare folk, at cøliaki ikke er noget, der går over og det skal tages meget alvorligt. Der er mange, der tror, at bare det kun er lidt gluten, så går det nok eller at det er en form for hysteri, så bare Pernille ikke opdager det, så kan hun godt spise gluten. Der kan jeg godt blive lidt vred. Hvis folk tror, at man gider gøre livet besværligt for sig selv bare for sjov, så skulle de skamme sig.

Pernille H Petersen
Udgivet i AndetKommentarer ( 1 )