Tag Archives | Kage

Nyt legetøj #2 – Nemme, velsmagende mini donuts

Jeg har fået nyt legetøj og jeg er simpelthen nødt til at dele det med jer! For jeg er nok ikke den eneste, som med munden løbende i vand har set flere profiler på sociale medier poste billeder af små donuts. Jeg har selv, flere gange tænkt “Hvem der mon bare kunne sætte tænderne i en saftig og lækker donut” for derefter straks at slå tanken væk. For hvordan laver man lige sådan en glutenfri?

Og det skal jeg sige jer! Man snyder og anskaffer sig en donut maker maskine fra Coolstuff lige HER. Den er billigere end andre jeg har set på markedet med sine kun 199kr, men vigtigst af alt, så virker den. Jeg var virkelig imponeret, men var også ærligt lidt skeptisk ved tanken inden jeg fik den startet op. Hæver de nok, når de er glutenfri? Bliver de for tørre, lige så snart de ikke er lune?

Men min skepsis blev gjort til skamme og de var både helt runde og vildt lækre, selv dagen efter. Maskinen var så simpel i brug og det tog kun ganske få minuter at færdig bage hver portion. Så nu går jeg og leder efter en god anledning til at lave endnu en portion og eksperimentere endnu mere med sjove opskrifter på donuts. For her til en start kommer en helt klassisk basis opskrift på donuts med let vaniljesmag. Der kan laves lige den glasur som man kan lide, jeg har taget den lyserøde med små lyserøde knasende sukkertopping.

Men jeg skal helt sikkert prøve mig frem med andre slags, en Nutella-variant frister men måske jeg skal starte med en Halloween, nu hvor sæsonnen banker på døren med sort glasur og orange pynt? Hvad kunne I bedst tænke jer at få opskriften på?

Ingredienser – Mini donuts (36 stk)

130 g rørsukker
2 æg
1,5 tsk vaniljesukker
100 g smeltet, afkølet smør
155 g Schär Farine mel mix
1,5 tsk bagepulver
1 nip kardemomme
75 g sødmælk

70 g flormelis
2 spsk. vand
0,5 tsk. vaniljesukker
Rød frugtfrave

  • Tænd maskinen, så den er varm, når dejen er klar
  • Pisk sukker, æg og vaniljesukker hvidt og luftigt
  • Vend det smeltede smør i
  • Bland hvedemel med bagepulver og kardemomme og sigt det ned i dejen
  • Tilsæt mælken og rør forsigtigt sammen
  • Kom dejen i en pose og klip at lille hul for enden
  • Fordel delen i de små rum i Donut Makeren, helt til kanten
  • Luk låget på og flip den rundt
  • Bag de små donuts i ca 2 min
  • Befri dem fra Donut Makeren og bag resten af de små donuts efter samme metode
  • Rør glasuren og dyp de små afkølede donuts én ad gangen heri

Kom kun glasur på de donuts, som skal spises på dagen, for de bliver alt for bløde og sjappede hvis de står natten over med glasur på.

Pernille H Petersen
Udgivet i KageSkriv en kommentar ( 0 )

Glutenfri Nøddemazarintærte

Før jeg fik cøliaki havde jeg en absolut yndlingskage, eller absolut og absolut, om sommeren var det jordbærtærte, MEN resten af året var det en nøddemazarintærte. Jeg var vild med kombinationen af det snaskede, det sprøde og det virkelig søde karamel-nødde topping.

Af en eller anden grund er det først for nyligt jeg har turde kaste mig ud i et forsøg. Måske det har været fordi jeg frygtede det ikke kunne lykkes. Fordi det så var lettere at gå og drømme om “at man en dag tør kaste sig ud i det og alt bliver som før” måske bare fordi jeg lige siden min glutenfri kost startede har haft en kæmpe angst for at arbejde med mør dej. For er der noget jeg synes var besværligt også når det indeholdt gluten, så var det netop det.

Men forleden kastede jeg mig ud i det. Fordi min far var så sød at kaste sig ud i et forsøg på napoleonshatte, som virkelig gik godt! Den opskrift skal I også nok snart få herinde. Så nu ærgre jeg mig over at jeg ikke har gjort noget før. For wauw hvor er det dejligt når tingene slet ikke er så svære som man tror og tingene smager lige som man gerne vil have dem til.

Kan I også nikke genkendende til de situationer? I så fald kommer her det største, kærlige klap i måsen til at komme i gang. For det er bare om at komme i gang i stedet for at gå og længes. Her får i opskriften på min længsel, måske den også rammer ned i en savnet favn hos jer?

Glutenfri Nøddemazarintærte (8 Pers.)

Mørdej
150 g glutenfri pizzamel fra REMA1000
75 g smør
50 g flormelis
1 æg

Mazarin
125 g marcipan
100 g rørsukker
75 g blødt smør
1 æg
30 g pizzamel

Fyld
100 g hasselnødder
100 g smør
75 g sukker
1 spsk. honning
50 g mørk chokolade

  • Bland først mørdejen sammen af pizzamel, smør, flormelis og æg
  • Saml dejen med hænderne og stil det på køl i 30 minutter
  • Smør en 22 cm rund tærteform og fordel mørkedejen her i, så det når op af kanterne
  • Stil dejen i formen på køl i endnu 30 minutter
  • Opvarm oven til 200 grader
  • I mens blandes mazarindejen af marcipan, rørsukker, smør, æg og pizzamel
  • Denne mazarinmasse fordeles i formen i et jævnt lag over mørdejen
  • Bag herefter på 200 grader i 20 minutter
  • Imens kagen bages hakkes hasselnødderne groft
  • Kom nødderne i en lille kasserolle og bland herefter smør, sukker og honning i
  • Lad det koge op og tag det af varmen
  • Fordel fyldet over kagen og bag kagen yderligere 5-8 minutter
  • Lad kagen køle af
  • Smelt chokoladen over et vandbad og sprøjt det på kanten af kagen inden servering

Selv om det er svært at vente, så kan det virkelig anbefales at man venter til kagen er helt afkølet før man spiser den. Jeg kan med lidt kvalme sige at den hurtig bliver lidt voldsom når den stadig er lun og chokoladen dermed ikke kan størkne.

Tærtefadet jeg lavede den i, er et lignende DETTE. Fadet den ligger på samt tallerknen er lavet af min søde veninde, som blogger inde på cicitive.dk.

Pernille H Petersen
Udgivet i KageSkriv en kommentar ( 0 )

Kokosstænger med Tobleronefyld

Det er weekendtid lige rundt om hjørnet venner, kan I mærke det?

Jeg har store planer om ren afslapning denne weekend. Gerne på en solstol hvis vejret er til det, men skulle det blive på sofaen så går det også an. Ved min side skal der noget sødt og lækkert, kander I det? At man helt kan glæde sig til hvilke lækkerier man skal forkæle sig selv med i den kommende weekend?

Måske det bare er mig (sukkergrisen) men skulle I være lige sådan, så vil jeg giver jer noget at glæde jer til allerede nu. Jeg har nemlig leget med denne lille opskrift på nogle små syndige kokosstænger med Tobleronefyld til REMA1000. De blev simpelthen så gode, at jeg ikke vil snyde jer for opskriften herinde.

Det er super let at lave og man kan variere størrelsen til lige den anledning man skal bruge dem til.

Kokosstænger med Tobleronefyld (16-17 stk.)

2,5 æggehvide
160 g sukker
200 g kokos
1 æg

100 g Toblerone
2 past. Æggeblommer
30 g flormelis
50 g blødt smør

  • I en stor skål blandes æggehvider, sukker, kokos og et æg.
  • Pisk blandingen grundigt sammen.
  • Med fingrene formes 34 små kokosstænger, placer dem på en bageplade med bagepapir.
  • Opvarm ovnen til 160 grader og bag kokosstængerne i 18-20 minutter.
  • Lad dem køle helt af.
  • Imens kokosstængerne køler af smeltes Tobleronen over vandbad.
  • Pisk herefter æggeblommer og flormelis sammen til en luftig masse.
  • Rør chokolade og smør i blandingen.
  • Placer et lag Tobleronefyld mellem to kokosstænger.
  • Stil kokosstængerne med fyld på køl i 10-15 minutter før servering.

Jeg har hørt en fugl synge om at de skulle gøre sig umådelig godt med en kop iskaffe i hånden. Jeg drikker ikke selv kaffe, men jeg ville som alternativ servere dem med enten en perbermynte iste eller en vandmelon mojitos nu det er weekend, mums!

Pernille H Petersen
Udgivet i Kage, Søde SagerSkriv en kommentar ( 0 )

Hvordan finder man en glutenfri bryllupskage?

Det der bryllup siger I? Jamen, det nærmer sig med hastige skridt og vores planlægning følger trop med mine mange lange to-do-lister. Kjolen er købt, kokken er booket og invitationerne er sendt afsted i sidste uge. Og jeg glæder mig! Sådan helt ned i tæerne meget, men der er stadig lidt tid til endnu og en del flere ting der skal på plads.

For selv om vores planlægning efterhånden begynder at munde ud i noget, som om 4 måneder kan blive til et bryllup, så mangler vi stadig mange ting endnu. En af de ting, som også efterhånden er ved at være på plads er bryllupskagen. En glutenfri bryllupskage for at være præcis.

Det er virkelig en tillidssag det med mad og kage til et bryllup når man har cøliaki, madallergi generelt. Jeg kan ikke forestille mig noget værre, end hvis jeg skulle blive dårlig lige den dag. Tænk at ødelægge sin egen bryllupsdag på dårlig mave, svimmelhed og alt hvad der ellers følger med. Derfor er det et sted hvor vi ligger meget energi for at få det helt som det skal være.

Jeg har brugt uendelig mange timer på at Google nettet tyndt for at finde konditorer eller bagerier, som tilbyder glutenfri bryllupskager. Jeg fandt et par stykker, men jeg fandt også hurtigt ud af at de fleste tager en bondegård pr. kuvert. Da vi bliver et godt stykke over de 70 gæster til festen, så ville det blive dyrt, rigtig dyrt, så jeg begyndte at gå lidt anderledes til værks i min søgen.

Jeg har en rigtig god veninde, som er bedre end de fleste til at bage kager og hun har endda svunget sin magi over flere bryllupskager tidligere. Hun er så dygtig og vi er simpelthen så taknemmelige for at hun gerne vil hjælpe os med at få fremtryllet en kage til vores store dag.

Med hensyn til materialerne, så ved jeg, at jeg ikke reagerer på produkterne fra Odense Marcipan, de har en webshop hvor man også kan købe store mængder af marcipan og chokolade, som privatperson, hvilket er nødvendigt da der jo går meget til sådan en kage. Der er foruden chokolade og marcipan de fineste farver af marcipan og fondant til figurer. Så vi er lige nu i gang med at tænke en masse store planer sammen med min søde veninde omkring hvordan sådan en kage kan se ud og ikke mindst smage, ud fra de ingredienser som jeg stoler på og har testet mange, mange gange!

Pinterest er det mest geniale sted at finde inspiration og jeg har ovenfor samlet et lille board med et udpluk af alle de fine billeder, som jeg selv har gemt til inspiration, er de ikke bare fine?

Er der nogle af jer, som er blevet gift eller planlægger bryllup, der har nogle gode fif til en glutenfri bryllupskage?

Pernille H Petersen
Udgivet i AndetKommentarer ( 11 )

Påskecupcakes

Påsken er lige rundt om hjørnet og det er gået op for mig at jeg kun sådan rigtig har én påskeopskrift herinde. Det går jo ikke, så dermed tilføjes nu en til samlingen.

Jeg har lavet denne lille kageopskrift til det glutenfrie opskriftsunivers hos REMA1000. Så den kommer online der ganske snart. Men det skal ikke afholde mig fra at dele den med jer allerede nu.

Det er en sød satan, men den smager også vanvittig godt! Jeg er generelt ret vild med den her chokoladeblanding, den smager af kakao uden at være for tør eller for stærk. Så jeg bruger den til mange forskellige ting, denne gang påskecupcakes.

Påskecupcakes (8stk)

1 pakke chokoladekage blanding fra REMA1000
0,8 dl vand
1 æg
5 spsk. olie

8 muffinsforme

50 g smør
150 g flormelis
75 g philadelphia neutral
0,5 tsk. gul frugtfarve

8 stk. små Anthon Berg marcipanæg

  • Opvarm ovnen på 170 grader.
  • Pisk chokoladekageblandingen, vand, æg og olie sammen til en kagedej uden klumper.
  • Fordel i muffinsformene så de er fyldt 2/3 op.
  • Bag dem på 170 grader i 15 minutter.
  • Lad dem køle helt af.
  • Imens kagerne køler af, røres frosting af smør, flormelis, philadelphia og frugtfarve.
  • Rør forsigtigt og kun til det har en ensartet masse (Røres det for længe, bliver det for tyndt og svært at smøre på kagerne)
  • Brug en sprøjtepose med tyl eller en frysepose til at fordele den gule frosting over kagerne.
  • Placer et marcipanæg på toppen af kagen.

Man kan jo bruge lige den frugtfarve man har lyst til eller pynt med det der lige er af glutenfri når man handler.

Pernille H Petersen
Udgivet i KageKommentarer ( 1 )

Sommermarengs

Sommermarengs

Weekend, sol og dansk sommer! Jeg tror faktisk ikke jeg kan bede om mere på sådan en dejlig lørdag. Hvad siger i venner – det skal da nydes skal det ikke? I går var jeg ved smukke Thurø for at bade og grille og her til formiddag har jeg været ved Kerteminde for at få et lille dyp i det friske vand.

Foruden at komme ud i den fine natur, særligt det klare friske havvand, så får jeg selv en ustyrlig lyst til en sommerlig kage på dage hvor vejret er i top og stemningen en tand mere lækker og afslappende.

Det fik mig til at tænke på denne kage, som jeg lavede på en lun præ-sommerdag, hvor jeg var på besøg hos en god veninde for at se på sød, nyfødt baby. Den egner sig så godt til hurtige og spontane aftaler, da den virkelig ikke kræver meget arbejde og samtidig ikke er så dyr.

Ingredienser – Sommermarengs (4-6 Personer)

Kagebund:

35 g smør
35 g sukker
2 æggeblommer
35 g kartoffelmel
20 g mandelmel
1 tsk. bagepulver
2 spsk. fløde

Marengsskum:

2 æggehvider
125 g sukker

Pynt:

2 dl fløde
4 spsk. skyr
2 tsk. vaniljesukker

100 g blåbær
100 g jordbær
75 g glutenfri chokolade

  • I en skål piskes alle ingredienser til kagebunden til det er grundigt blandet sammen.
  • Herefter piskes æggehvider og sukker i en anden skål til det bliver så stift som muligt.
  • I en springform (ca. 20 cm) med bagepapir hældes først dejen til kagebunden og herefter marengsskummet over.
  • Bag kagen i ovnen på 200 grader i 25-30 minutter.
  • Lad kagen køle grundigt af og lav nu pynten.
  • I en skål piskes fløden til skum hvorefter skyr og vaniljesukker blandes i.
  • Pynt kagen med skyr-skum, hakket chokolade og friske bær.

Jeg havde den med i dele sådan at den lige kunne samles da jeg ankom, hvilket gør det endnu lettere da det ofte gør lidt ved udseendet på kager hvis de skal fragtes gennem landet. Så jeg indtog køkkenet med mine små skåle med rørt pynt, bagte bunde og rensede bær, resultatet blev meget ros og nærmest et tomt fad. Det tager jeg som det største kompliment og dermed skal I også have gavn af opskriften.

Sommermarngs

Sommermarngs Sommermarngs

 

Pernille H Petersen
Udgivet i KageKommentarer ( 2 )

Glutenfri brownie – den svampede slags

Glutenfri brownie

Hvor er glæden over en weekend dog ekstra stor når man sidder på kontoret mens alle andre holder ferie i disse dage. Jeg har selv kun 9 arbejdsdage tilbage før det bliver min tur (but who’s counting?).

Med glæden over denne weekend, hvor vi skal have besøg af gode venner til middag, så kommer mindet om en rigtig tøse-weekend jeg havde for nogle uger siden. Det var med god mad og en masse bobler, dertil selvfølgelig en usandsynlig lækker dessert. Og da det gik op for mig at jeg slet ikke har en opskrift på en glutenfri brownie her på bloggen, så skal den da dokumenteres herinde.

Som I måske kan fornemme på billederne, så er der intet som en pige-aften uden bobler og vi fik den lyserøde slags og ikke nok med det, så fik vi oven i hatten boblerne sammen med de fineste små blomster som man kunne placere i glassene.

Ingredienser – Glutenfri Brownie (6-8 personer)

75 g hasselnødder
200 g sukker
200 g smør
200 g glutenfri mørk chokolade
6 store æg
4 spsk mandelmel

  • Rist hasselnødderne i ovnen på 200 grader i ca.15 minutter, de må ikke blive for mørke
  • Fjern skalen ved at gnide dem i et viskestykke
  • Smelt chokolade, smør og sukker over vandbad
  • Pisk æggene i blandingen
  • Hak hasselnødderne groft og tilføj dem i dejen
  • Herefter vendes mandelmel i blandingen
  • Beklæd en springform (ca 24 cm) med vådt bagepapir (det gør det lettere at passe rigtigt i formen)
  • Bag på 175 grader i 40-45 min alm ovn

Vi fik denne søde og saftige glutenfri brownie sammen med en glutenfri vaniljeis og friske danske jordbær. En klassiker, som altid kan anbefales hvis du skal have gæster til et glutenfrit måltid. Billederne blev desværre ikke så gode, men jeg håber, man kan fornemme hvor lækkert det er.

Glutenfri brownie Glutenfri brownie

Pernille H Petersen
Udgivet i Dessert, KageSkriv en kommentar ( 0 )

Glutenfri Karamel Cookies

Glutenfri Karamel Cookies

Pyyyyh! Kan I holde varmen derude? Jeg har selv måtte kapitulere fra min eller så hyggelige sol-krog på terrassen for at krybe ind i skyggen med et glad iskoldt vand. Men skal nemlig huske at drikke godt i varmen, jeg kan anbefale vand med isterninger og et par blade mynte sammen med lidt ananas, eller DENNE is-te hvis man er til det mere fancy.

Nå, nu til det som det hele drejer sig om, nemlig opskriften på de mest fantastiske cookies! I dag har jeg en ægte treat til jer, nemlig nogle eminente glutenfri karamel cookies. Det er en opskrift, som jeg har udviklet til REMA1000, den kommer på siden her inden længe. De glutenfri karamel cookies gør sig genialt godt til både dessert med en klat vaniljeis eller som sødt til kaffen.

Jeg lavede dem første gang sammen med disse to damer (HER & HER) og de satte tomlen op mens munden var fyldt op med cookies. Så godkendt, det er de! Siden har jeg drømt om dem flere gange, de er altså alt besværet værd. For besværlig er det måske lidt, da det kræver man lige laver en karamelmasse først, men når kagerne så smager som englene synger, så klager jeg ikke!

Ingredienser – Glutenfri Karamel Cookies (8-14 stk.)

Karamel:

2 dl sukker
½ dl vand
¼ tsk. havsalt
1 ½ dl fløde
3 spsk. saltet smør

Cookie:

325 g glutenfri chokolade
3 spsk. smør
2 æg
1 ½ dl sukker
1 tsk. vaniljesukker
½ dl kartoffelmel
½ tsk. bagepulver

Muffinsforme

Creme:

2 dl blødt smør
2 dl flormelis
¼ tsk. havsalt
½ dl karamelmasse
3 spsk. størknet karamelmasse (se opskriften nedenfor)

  • Først laves karamelmassen ved at sukker og vand koges ved middelhøj varme.
  • Når krystallerne er væk og massen bobler skrues op til høj varme, mens der røres let i gryden.
  • Lad det koge til massen bliver let gylden.
  • Tilsæt salt og smør og rør rundt til det er en samlet masse og lad det koge op.
  • Tag gryden af blusset og på et stykke bagepapir fordeles 2 spsk. karamel i et tyndt lag til senere brug.
  • Resten af massen i gryden sættes på lav varme og fløden tilsættes.
  • Rør rundt til du har en samlet karamelmasse og lad karamellen køle helt af.
  • Nu laves cremen ved at røre blødt smør, flormelis, salt og det flydende karamel sammen til en samlet masse.
  • Tilsæt det tynde karamel brækket i små stykker og stil på køl.
  • Lav cookies ved at smelte chokolade og smør i en lille gryde over lav varme.
  • I en skål piskes æg og sukker til en lys masse.
  • Sigt mel og bagepulver i æggemassen og vend det forsigtigt sammen og tilsæt herefter chokolademassen.
  • Fyld muffinsformene ¼ op med kagedej og bag dem i omkring 8 minutter på 200 grader.
  • Lad kagerne køle af.
  • Du kan nu samle dem ved at lægge en passende mængde creme mellem to kager.

Jeg lavede nogle i store og små muffinsforme, da jeg synes det gav et godt indtryk på billedet. Men jeg vil nu sige en lille/mellem størrelse muffinsform er mest passende, da de store bliver lige store nok. Medmindre man er en rigtig sukker-gris, så er de sikkert lige i skabet!

Måske det er oplagt som en lille far-dags-gave, hvis man altså ikke allerede har sådan en i hus?

Glutenfri Karamel Cookies

Glutenfri Karamel Cookies

Pernille H Petersen
Udgivet i Kage, Søde SagerSkriv en kommentar ( 0 )

Browniedrøm

Brownie drøm

I aften skal jeg noget virkelig spændende, til Odense Sommerevy, men mere om det i morgen på bloggen. Jeg tjekker nemlig ind for at dele denne opskrift, som er udviklet for REMA1000 og er derfor også at finde lige HER på deres glutenfrie opskriftsunivers. Det er en af de lette, da den bygger på en brownieblanding fra REMA1000. De har nu også fået en blanding til en chokoladekageblanding og den kan man også sagtens bruge, så længe man bare bytter ingredienser ud så de passer til anvisningen på pakken.

Det er en rigtig laban på kaloriesiden og den er lige til sidebenene, men ikke desto mindre virkelig lækker. Det er en sød og karamelagtig topping, som også sagtens kan bruges oven på en anden bund af kage end lige en blanding. Så ligger du inde med en god opskrift på en chokoladekage, så kan det også sagtens bruges. Det vil sige det altså er lidt en plug n’play opskrift.

Ingredienser – Browniedrøm ( 7-8 personer)

1 brownieblanding fra REMA1000
3 æg
150 g smør
1 dl vand

80 g smør
120 g sukker
1 dl lys sirup
160 g kokos
1 dl fløde

  • Pisk æg og smør sammen til en luftig masse.
  • Tilsæt herefter brownieblandingen og pisk det grundigt, tilsæt vand under piskning.
  • Kom blandingen i en form på ca. 20 x 20cm og bag kagen i en forvarmet ovn på 180 grader i 15 minutter.
  • Imens laves toppingen ved at smelte smør og sukker i en gryde.
  • Herefter tilsættes sirup og fløde under omrøring.
  • Til sidst tilsættes kokos og det røres grundigt.
  • Tag kagen ud af ovnen og fordel forsigtigt topping på kagen i et jævnt lag.
  • Bag herefter kagen i yderligere 10 minutter på 180 grader.

Kagen passer perfekt til en kop eftermiddagskaffe i solen en af dagene i Kristi Himmelfarts ferien. Har I fri de kommende dage?

Brownie drøm

Browniedrøm

Pernille H Petersen
Udgivet i KageKommentarer ( 2 )

Konkurrence: Glutenfrie kager i lange baner

Reklame sort mindre mindre

Almondy kage

Det at have en blog giver virkelig tit et specielt spørgsmål, et som jeg før jeg oprettede bloggen, slet ikke havde forudset. Det kommer fra min familie, venner, følgere og folk, som læser med. Alle undres over hvordan jeg har tid og overskud til at bage og lave SÅ meget mad, som der kommer op herinde på bloggen.

Sjovt nok spiser jeg jo hver dag, lige som alle andre. Før jeg fik bloggen, eksperimenterede jeg tit med den glutenfrie mad, men som alle andre er sandheden også at jeg ind i mellem også tyer til den lette løsning. Jeg kan sagtens købe en pakke forbagt brød eller en kage, der kan optøs hvis der kommer uanmeldte gæster. Med cøliaki bager man nok i forvejen lidt mere end gennemsnittet, så når man kan ty til en take-away-løsningen, så er det med at gribe chancen. Her på det seneste har jeg måske gjort det lidt oftere end normalt. Jeg har nemlig fået lov til at prøve kagerne fra Almondy. Måske nogle af jer har stødt på dem i jeres lokale supermarked? Der findes flere forskellige slags, nogle er med knas og chokolade andre med cheesecake eller nødder, nogle af dem er endda både laktosefri og glutenfri.

Det smarte ved disse kager er, at de opbevares på frost og kan tages op, hvis man får gæster eller skal have en hyggelig aften med familien. Der er flere forskellige kager så der er en til hver smag og min favorit er helt klart den med Toblerone. Den i har på billederne her, er en cheese cake kage, som får en til at drømme om en varm sommeraften med et køligt glas bobler i hånden. Jeg måtte desværre nøjes med varm the og hagl udenfor, men det giver jo kun en grund til at købe endnu en når sommeren på et tidspunkt indfinder sig.

Det bedste af det hele er, at jeg har fået lov til at udlodde hele 6 Almondy kager til en af jer søde læsere, så I også kan finde jeres favorit. For at deltage i konkurrencen, skal du:

  1. Følge Almondys Facebookside, som du finder HER.
  2. Skrive en kommentar til dette indlæg, hvor du skriver, hvem du vil dele kagerne med hvis det er dig, som er så heldig at vinde.

Husk at skrive dit fulde navn og din e-mail, sådan at jeg kan finde dig blandt følgerne og komme i kontakt med dig, hvis du vinder.

Jeg trækker vinderen om 2 uger, nærmere tirsdag d. 10 maj kl. 19.

Almondy kageAlmondy kageAlmondy kage

Pernille H Petersen
Udgivet i AndetKommentarer ( 41 )