Tag Archives | Kartofler

Lun kartoffelsalat

Lun kartoffelsalat

Jeg har ikke altid været vild med kartoffelsalat, jeg synes den hvide dressing havde en sjov konsistens og mærkelig følelse i munden. Det er jeg heldigvis kommet ud over og spiser kartoffelsalat med glæde.

Men i min kræsne periode hvor den klassiske kartoffelsalat ikke var blandt favoritterne, havde jeg en anden yndlings, som jeg faktisk næsten havde glemt. Men den er nu hevet frem fra gemmerne og jeg tænkte den var perfekt at dele på bloggen da den både er glutenfri og laktosefri. Desuden indeholder den ærter og nærmest alt med ærter hører til på min top-madliste.

Ingredienser – Lun kartoffelsalat (4 pers)

200 g ærter
750 g små nye kartofler
1 lille bundt forårsløg
1 tsk stærk glutenfri sennep
1/2 dl hvidvinseddike
2 tsk sukker
1 dl olie
Salt

  • Kog kartoflerne med skræl og pil dem herefter
  • I en skål blandes de varme kartofler og ærter
  • Skær forårsløgene helt fint og bland dem i skålen
  • I en lille skål røres sennep, hvidvinseddike, sukker, olie og lidt salt grundigt sammen
  • Hæld dressingen over kartoflerne

Jeg synes som sådan at det kan serveres til det meste. Men jeg er ret glad for det sammen med for eksempel helstegt kylling eller som her med krydrede kyllingelår direkte fra grillen.

kartoffelsalat

kartoffelsalat

Pernille H Petersen
Udgivet i AftensmadSkriv en kommentar ( 0 )

Nytårshovedret – Kalvefillet med kartoffelkage med jordskokkechips

Jeg får helt vand i munden af at sidde og tænke på denne hovedret fra nytår sidste år. Vi flottede os og købte en kalvemørbrad, og jeg vil sige, at man sagtens kan bruge oksefillet som er noget billigere, men nøj, sådan en kalvefillet er et godt stykke kød.

2014-12-29 01.03.58

Jeg valgte at langtidsstege mørbraden, hvilket vil sige, at den er endnu mere saftig og smagfuld, end når den brankes hurtigt af. Når man langtidssteger, så foregår det i ovnen i lang tid ved svag varme. Jo længere tid den få, jo mere saftigt bliver det. Hele fidusen er at tage kødet ud af køleskabet i god tid, og allerede her starter tilberedningen faktisk, da temperaturen i kødet langsomt vil stige.

Da kødet bliver lidt gråt udvendigt ved langtidsstegning, fordi bruning først sker over de 130 grader, er en vigtig note, at man skal brune kødet på en tør og varm pande, inden det kommer i ovnen. Jeg læste mig frem til, at hvis du vil have, at kødet skal være 60 grader, og man starter fra stuetemperatur på de ca. 20 grader, og det skal tage 4 timer, så skal kødets temperatur stige 10 grader per time. Det vil sige, man skal stege det på ca. 80 grader. Det smarte er, at hvis det ikke ligner, at man kan nå det, så kan man lige skrue op på 100-120 grader den sidste tid. Eller bare lade gæsterne vente.

Til den langtidsstegte kalvemørbrad fik vi kartoffelkage med jordskokkechips samt min snyde-sovs.

Ingredienser – kartoffelkage (4pers)

1 kg bagekartofler
½ knoldselleri ca. 200 g
¼ pastinak ca 100 g
½ tsk groft salt
friskkværnet peber
3 fed hvidløg
1 spsk olie
25 g parmesan ost

  • Skræl kartoflerne og skær enderne af
  • Skær pastinak og knoldselleri i grove tern og kog det til mos sammen med enderne af kartoflerne
  • Smag til med hvidløg, salt og peber
  • Skær kartoflerne i helt tynde skiver og placer halvdelen i bunden af et ildfast fad og krydre med salt og peber
  • Fordel mosen i et lag oven på
  • Slut af med et lag af de sidste skiver kartofler og riv parmesanen over
  • Pensel med olie og krydre med salt og peber
  • Bages i ovnen i ca. 40 min ved en 200 grader forvarmet ovn

Man kan servere lige den sovs, som man ønsker. Nu har jeg jo i Go’ Appetit lært at lave en god sovs til and. Men sidste år blev det altså den nemme løsning, som var en pebersovs fra Jensens, som ikke indeholder gluten.

Ingredienser – jordskokkechips (4pers)

300 g jordskokker
1 L vand
60 g salt
Planteolie

  • Er jordskokkerne nye og fine så vask og skrub dem under vand. Er de mere nubrede og ru i det, så skræl dem.
  • Brug en kartoffelskræller eller et mandolinjern til at rive jordskokkerne helt fint
  • Kog vand og salt op i en gryde til saltet er opløst.
  • Tag gryden af varmen og læg jordskokkerne i gryden
  • Lad det stå til vandet er kølet af
  • Tør jordskokkerne grundigt på et stykke papir eller i et viskestykke
  • Opvarm olien i en gryde til ca. 165 grader
  • Friter nu jordskokkerne i olien til de er gyldne – tag kun lidt af gangen, da det går rigtig stærkt
  • Det er meget salt, så smag lige en enkelt chips, inden der tilsættes ekstra salt

Jeg havde faktisk også en ambition om at servere bagte tomater med revet mozarella til denne ret, men de skulle have en del længere tid end jeg lige troede, så de blev ikke færdige, før vi var for længst havde spist dessert. Desuden er sådan nogle vintertomater ikke ret smagfulde, så dem kan jeg altså ikke anbefale at kaste sig over.

Fik I også set mit indlæg med inspiration til en nytårsforret? Ellers kan i finde den lige HER.

Pernille H Petersen
Udgivet i AftensmadKommentarer ( 2 )