Tag Archives | Nutella

Glutenfri pitabrød til dessert

Åh, du kære fredag hvor er du velkommen. Denne uge har føltes ekstra lang synes jeg, er jeg alene om det? Måske det er fordi jeg virkelig har noget at se frem til i denne weekend. I eftermiddag skal jeg ind til byen på vores, efter min mening, bedst cocktailbar PRIVATEN, sammen med en masse andre søde Odensebloggers. I kan følge med på min Instagramprofil @glutenfrimagi senere i dag, hvis I er interesseret i at se hvorfor jeg synes de er de bedste til at svinge cocktails over disken.

Men skal I ikke ud at drikke drinks i weekenden, så kunne man forkæle med en lækker dessert til aften. Den her opskrift går nemlig ud til alle slikmundene, for det er en lidt anderledes en af slagsen, som virkelig forstod at tilfredsstille min søde tand. Hvilket jo passer ret ideelt med både det faktum at det er fredag og vi har en lidt varmere weekend i vente.

Da jeg lavede den tidligere opskrift på glutenfri pitabrød med svinemørbrad fik jeg sådan lyst til en dessert. Jeg tænkte derfor, det kunne være en sjov ting at bruge pitabrødet til dessert også. Jeg har tidligere hørt folk lave 3-retters pizza og tænkte, det måtte man kunne med pizzabrød også. Jeg synes nemlig glutenfri pizza kan være lidt svært og omstændigt, hvilket ikke er det man orker hvis man en dag skal have gæster.

Men denne opskrift er så sjov og skæv og samtidig smagte den vanvittigt godt, sådan virkelig! Der er sådan en fin balance mellem det salte fra brødet, det søde fra Nutella, is og frugten. Jeg elsker når man kan bruge de glutenfrie alternativer lidt anderledes, selv om udvalget hele tiden vokser, så er der stadig mange ting vi ikke kan få. Så det er med at tænke lidt anderledes og ikke lade sig begrænse.

Pitabrød til dessert med is, frugt og Nutella (2 pers)

2 glutenfri pitabrød
2 spsk. Nutella
8-10 jordbær
1 banan
1/4 L vaniljeis

  • Opvarm ovnen på 180 grader
  • Skær banan og jordbær ud i mundrette skiver
  • Opvarm en pande og steg bananskiverne i 1-2 minutter på hver side
  • Varm brødene i ovnen i 8 minutter
  • Åben pitabrødene og smør et tyndt lag Nutella på den ene side indvendigt i brødene
  • Placer lidt jordbær og banan i begge brød og fyld op med en stor kugle is
  • Server straks inden isen smelter

Er man ikke til den stegte banan kan man sagtens bruge dem rå, men det giver en rigtig god sødme så snart de lige får ganske få minutter på en tør varm pande.

Du kan i øvrigt finde mange flere opskrifter på glutenfri desserter i mit index lige HER.

Pernille H Petersen
Udgivet i DessertSkriv en kommentar ( 0 )

Glutenfrie fødselsdagsboller

Glutenfri boller

Jeg elsker fødselsdag, faktisk kan jeg ikke finde ret mange ting som overgår en hyggelig dag med gæster og hygge fra man slår øjnene op til de trætte falder i igen. Mine første år som glutenallergiker var det dog en dag som jeg gik i møde med delte følelser. Man vidste jo godt at sådan et fødselsdagsbord ikke blev helt det samme uden dampende varme lækre hjemmebagte boller. Men med årene er det lykkedes mig at finde frem til en opskrift som stort set altid lykkes at bage.

Så på trods af navnet fødselsdagsboller, kan de altså også sagtens bruges på alle årets andre dage.

Glutenfri boller

Jeg har ikke fødselsdag i dag, men det er trods alt World Nutelladag. Og det er da grund nok til at fejre! Derfor måtte jeg selvfølgelig fluks hjem og bag disse fantastiske boller, så jeg havde noget at spise min Nutella på.

Ingredienser – Glutenfri boller (14-15 boller)

130 g smør
3 dl mælk
50 g gær
2 æg
320 g glutenfri mel (Jeg får bedste resultat med orange Finax)
1tsk salt
1 ½ spsk sukker
1 tsk guargummi eller Finax Psyllium (Husk)
1/2 tsk kardemomme

  • Smelt smøren i en gryde og tilsæt herefter mælken. Opvarm blandingen til den når en temperatur på omkring 38 grader eller kropstemperatur.
  • Tag gryden af blusset og opløs gær og sukker heri.
  • I en skål piskes æg til en skummende masse.
  • Under omrøring tilsættes massen fra gryden i skålen med æggemassen.
  • Sigt melet og psyllium/guargummi i skålen. Det gør at du undgår klumper, som er umulige at røre ud.
  • Tilsæt herefter salt og kardemomme.
  • Lad dejen hæve lunt i 30-40 min.
  • Form dejen til boller med en ske på bageplade med et nyt stykke bagepapir.
  • Lad bollerne efterhæve i ca. 40 min.
  • Forvarm ovnen til 225 grader.
  • Bag bollerne midt i ovnen i omkring 10-12min.

De er rigtig gode lune, gode dagen efter og knap så gode på tredje dagen. Så det kan anbefales at fryse dem ned hvis man bager en stor portion. Men der er alligevel mirakler at opnå hvis man lige smider dem i en brødrister.

Er du ikke til fødselsdagsboller under din Nutella, så kan du finde mine andre opskrifter på brød lige HER.

//Indlægget er sponsoreret af Finax

Pernille H Petersen
Udgivet i BrødKommentarer ( 2 )