Tag Archives | Pasta

Cremet hvidløgskylling med glutenfri pasta

Cremet hvidløgskylling med glutenfri pasta

Denne opskrift er lavet til REMA1000’s glutenfrie opskriftsunivers, som har en masse af mine tidligere opskrifter samlet lige HER.

Jeg elsker at finde inspiration til mine opskrifter alle mulige forskellige steder på nettet. Oftest, så bruger jeg Pinterest, som virkelig er et genialt til at finde en masse inspiration til glutenfri mad helt generelt, men også helt generelt sjove og nye retter. Jeg leder aldrig efter decideret glutenfrie opskrifter, men finder altid noget lækkert, som jeg derefter forsøger at omforme til en glutenfri version, hvis den ikke er det i forvejen.

Denne opskrift er en sammensætning af 2 forskellige opskrifter, som jeg fandt der så lækre ud og jeg derefter plukkede de bedste elementer fra. Har I ikke mod på selv at tilpasse til glutenfri, så kan I også søge på glutenfri (oftest får man flest ideer ved at søge på engelsk). Derudover kan man også med fordel søge på LCHF eller Paleo og derved få en masse inspiration til naturligt glutenfrie opskrifter.

Udover Pinterest, så elsker jeg også at finde spændende profiler på Instagram. Hvor finder I jeres inspiration til glutenfri mad? Kommenter gerne her i kommentarfeltet, så vi kan inspirere hinanden.

Ingredienser – Cremet hvidløgskylling med glutenfri pasta (2 pers.)

400 g kyllingebryst
2 spsk. olie
1 pakke bacon i skiver
5 tomater (mellem størrelse)
50 g spinat, frisk
3 fed hvidløg
3 dl piskefløde
2 spsk. tørret oregano (kan også blandes med tørret basilikum)
1 dl revet parmesan ost
Salt & Peber

250 g glutenfri pasta (Find mange glutenfri slags HER)

  • Skær kyllingen ud i små firkanter.
  • Snit hvidløget fint og halver tomaterne.
  • Opvarm en sautepande med olie og steg kyllingen til den er gennemstegt.
  • Tag kyllingen af panden og steg baconskiverne.
  • Kog pastaen i en gryde med vand, som anvist på pakken.
  • På panden med bacon tilsættes kyllingestykkerne, tomat, spinat og hvidløg.
  • Steg i et minut og tilsæt fløde, oregano og parmesan.
  • Smag til med salt og peber.
  • Lad det simre på medium varme indtil det begynder at tykne.
  • Serveres med den varme friskkogte pasta.

Det kan enten serveres som portionsanretninger eller ved at sætte det på bordet i panden, det giver et flot og rustikt udtryk.

Cremet hvidløgskylling med glutenfri pasta

Pernille H Petersen
Udgivet i AftensmadSkriv en kommentar ( 0 )

Bagt parmesan kylling med pasta

Glutenfri pasta kylling

Mens jeg går og tæller timer (28 timer og 27 minutter) til min fødselsdag, er det tid til en opskrift på en let og lækker pastaret, som jeg har udviklet til Rema1000’s glutenfrie opskriftsunivers. Jeg synes, det er en god ret til alle årstider og især her i efteråret inden vi for alvor stikker hovedet ned i den fede julemad.

Den bliver absolut bedst med DENNE hjemmelavede tomatsauce. Men orker man ikke bøvlet og skal det være let, så kan et købt glas tomatsauce sagtens bruges, husk at tjekke den er glutenfri. Jeg er før rendt ind i en billig udgave som indeholdt hvedestivelse og den gav altså glutenmave lige på stedet.

Bagt parmesan kylling med pasta (4 Personer)

500 g kyllingebryst
350 g glutenfri pasta
1 glas (ca. 500 g) glutenfri tomatsauce
2 dl revet mozzarella
2 spsk. revet parmesan ost
1 håndfuld frisk basilikum
Salt og peber

  • Kog kyllingebrysterne i en gryde med vand og lidt salt til de er gennemkogte (ca. 30 minutter).
  • Hæld vandet fra og brug to gafler til at rive kyllingekødet fra hinanden i tynde strimler.
  • Opvarm ovnen til 200 grader.
  • Kog pastaen i en gryde med vand og ½ tsk. salt til den er al dente, efter anvisningen på pakken.
  • Hæld vandet fra og kom pastaen tilbage i gryden.
  • Tilsæt kyllingekødet og tomatsaucen og rør grundigt rundt.
  • Hæld halvdelen af blandingen over i et ildfast fad, drys halvdelen af det revet mozzarella, halvdelen af basilikummen og halvdelen af parmesanosten over pastalaget.
  • Hæld resten af pastablandingen ovenpå og fordel resten af mozzarella på toppen.
  • Kom fadet i ovnen på 200 grader i 20-25 minutter.
  • Tag fadet ud af ovnen, fordel straks resten af parmesan og frisk basilikum over fadet og server.

Man kan sagtens køre retten ned alene, men har man gæster eller skal der lidt mere til, så er det ideelt at servere pastaretten med et friskbagt glutenfrit flettet pestobrød.

Glutenfri bagt pasta

Pernille H Petersen
Udgivet i AftensmadKommentarer ( 2 )

Pastasalat med tomat og rucola

Pastasalat

Jeg har haft nogle skønne dage her i Bruxelles og Paris, fyldt op med ferie, oplevelser og afslapning. I aften går turen hjem til DK og jeg har ladet mig fortælle at vejret godt kunne komme til at være sommerligt.

Jeg er som altid blevet stor forkælet med glutenfrie sager hernede i Belgien og fra første dag blev køleskabet fyldt op med glutenfrie øl. Jeg har smagt på Brunehauts 4 forskellige og kan sige at Triple er min favorit, så hvis i kommer forbi sådan én en dag, kan det virkelig anbefales. Men de smager nu alle rigtig godt på hver sin måde.

Foruden øl, har vi fået en masse god mad, en af dagene en fantastisk let, lækker og sommerlig pastasalat. Jeg har fået lov til at dele opskriften her på bloggen.

Ingredienser – Pastasalat med tomat og rucola (4-6 pers)

3-4 spsk Oliven olie
4 fed hvidløg
En stor håndfuld basilikum
Revet skal af 1 økologisk citron
4 blomme tomater
1 spsk olie
400 g kyllingefillet
2 tsk paprika
500 g glutenfri pasta
3 håndfuld rucola

  • Skær hvidløget i fine små stykker
  • Bland i en stor skål med 3-4 spsk olie, hakket tomat og basilikum og revet citronskal
  • Kog pastaen efter anvisningen på pakken
  • Steg kyllingen i strimler og steg dem i 1 spsk olie sammen med paprikaen
  • I en skålen blandes nu kylling og pasta
  • Top med rucola inden servering

Vi fik denne pastasalat med lunt brød og hjemmelavet hvidløgssmør.

Der skulle egentlig også toppes med oliven, men det er jeg virkelig ikke fan af. Så er man til det, kan man sagtens blande det i, er der delte meninger kan man som os, servere det ved siden af i en lille fin skål.

Eller som her på billedet hvor de er lagt på toppen som pynt. Et rigtigt blogger-snyde-trick!

Pastasalat

Pernille H Petersen
Udgivet i Aftensmad, FrokostSkriv en kommentar ( 0 )

Glutenfri rejer mexicana

Glutenfri rejer mexicana

Jeg kan roligt indrømme, at jeg ikke er den største skaldyrs-spiser. Men lige præcis denne ret, som vi kalder glutenfri rejer mexicana, som min kærestes far introducerede mig til sidste sommer er altså virkelig et hit. Det er som om, at de skifter konsistens fra det noget bløde som ferske til en mere hård og spiselig konsistens.

Jeg har også fået flere opfordringer på, at bringe nogle flere ting med fisk, så her kommer altså, den eneste ret hvor i jeg kan spise rejer, glutenfri rejer mexicana. I denne ret har jeg brugt DISSE 0 kcal glutenfri pasta, så det er næsten sundt.

Ingredienser – Glutenfri Rejer Mexicana(2 personer)

250 g glutenfri pasta (jeg har her brugt 0 kcal, som kan købes HER)
1 spsk olie
2 fed hvidløg
1 rød chili
3 forårsløg
250 g rejer
3,5 dl fløde
150 g tomatpure
2 spsk persille

  • Kog vand til din pasta
  • Varm en tør pande til høj varme og svits rejerne i 3-4 minutter så det værste vand steges af
  • Tag dem af panden og tør den for vand
  • Varm panden op med lidt olie
  • Hak hvidløg, chili og forårsløg fint og svits det på panden i olien
  • Tilsæt nu rejerne ved middelvarme og steg dem i 2-3 minutter
  • Tilsæt fløde og tomatpure og lad det koge op
  • Lad retten simre i ca. 10 minutter
  • Tilsæt pasta til dit vand
  • Hak persillen og pynt med den inden servering!

Jeg synes, den ret især er god her om sommeren. Den er hurtig at lave og kræver relativt få ingredienser. Jeg er også ret vild med disse pastaer, de er naturligt glutenfri og man slipper for alle de kulhydrater som normalt er også i de glutenfri pasta. Desuden smager de ikke af for meget, hvilket er godt til en ret som denne. de fåes i flere udgaver, som i finder HER, HER og HER.

//Indlægget indeholder affiliate links

Glutenfri rejer mexicana

Pernille H Petersen
Udgivet i AftensmadSkriv en kommentar ( 0 )

Pasta, pølser og weekendfrokost

Hygge

 

Jeg elsker at man i weekenden har tid til at gøre lidt ud af frokosten og nyde den i sofaen i ro og mag. Desværre er jeg ikke altid så velforberedt og derfor ender det ud i mere eller mindre improviserede løsninger. I dag gik det ret godt og tænkte derfor jeg ville dele det med jer. Det er super simpelt og derfor kan man nok lige knapt kalde det en opskrift.

Ingredienser (2 portioner)

5 glutenfri pølser
1,5 dl ærter
150 g glutenfri pasta
1 tsk smør

  • Kog pastaen
  • Steg pølserne på en pande i lidt smør
  • Tø ærterne op

Det er simpelthen så let og hurtigt at lave og kan derfor også sagtens gøre sig som en madpakke. Er man til det gør ketchup og en lille smule af mayonnaisen fra Heinz sig rigtig godt til.

frokost pastaEr du mere til rugbrød som frokost, så kan du med fordel være med i konkurrencen om en præmie fra Thunberg Kiks som du finder lige HER.

 

Pernille H Petersen
Udgivet i FrokostSkriv en kommentar ( 0 )

Kødsovs deluxe eller bolognese om man vil

kødsovs deluxe

Jeg har tidligere bragt et indlæg HER med en helt klassisk kødsovs. En ret, som jeg (som så mange andre) tilfældigvis lige får flettet ind i madplanen så ofte jeg kan. Den er billig, let at lave og så sidder det bare i hænderne så hovedet kan holde fri så længe. Den helt klassiske og ret smagsløse kødsovs kan blive kedelig i længden og heldigvis er jeg kæreste med verdens bedste, som i går udfordrede mig lidt i køkkenet og lavede den bedste kødsovs jeg endnu har smagt til dato til mig.

Han har fundet opskriften HER, men har lavet lidt om undervejs, så den passer bedre til vores smag.

 Ingredienser – Glutenfri kødsovs (2-3 pers)

1 spsk olie
150 g kalkun bacon i tern
3 fed hvidløg
1 løg
500 g hakket oksekød
135 ml rødvin
100 g soltørrede tomater
1 ds flåede tomater
1 håndfuld frisk Rosmarin/ 1 spsk tørret
1 håndfuld frisk Oregano/ 1 spsk tørret
Salt & Peber
400 g glutenfri pasta

Evt. revet parmesan

  • Opvarm ovnen på 180 grader
  • Blend/hak fint løg og hvidløg
  • Opvarm olien i en gryde og svits løg, bacon og hvidløg heri
  • Tilsæt det hakkede oksekød og brun det i gryden
  • Tilsæt rosmarin og oregano
  • Hæld olien fra de soltørrede tomater og blend dem fint
  • Tilsæt de soltørrede tomater til gryden
  • Kom nu de flåede tomater og rødvinen i gryden
  • Smag til med salt og peber
  • Kom bagepapir over gryden så den slutter tæt for luft
  • Stil gryden i ovnen i ca. 60 min (vær opmærksom på at gryden ikke skal have håndtag af plastik, eller i så fald være godkendt til den høje varme i ovnen)
  • I mens koges pasta eller spaghetti

Er man til revet parmesan kan man med fordel rive det over retten for at tilføre endnu mere smag.

Jeg synes den smagte så fantastisk og ville gøre sig virkelig godt til et godt glas rødvin. Jeg må sige, at jeg er ret imponeret over hvordan en ret så forholdsvis simpelt kan gå fra kedelig hverdagsret til et ganske godt bud på en god weekend-hygge-ret.

Kødsovs deluxe

Pernille H Petersen
Udgivet i AftensmadSkriv en kommentar ( 0 )

Glutenfri kylling teriyaki

Glutenfri Kylling Teriyaki

Jeg fik her i eftermiddags den ide, at jeg ville forsøge mig med en variant af glutenfri kylling teriyaki. Jeg har aldrig før forsøgt mig med det, men fik læst en masse forskellige opskrifter på nettet og fik ud fra dem samlet mig den ret, som indeholdt alle de gode ingredienser fra dem hver og sorteret alle de andre fra.

Ganske lystig drog jeg afsted for at handle ind og på indkøbslisten stod ”teriyaki sauce”. Men, efter 2 forskellige butikker gik det op for mig, at min mission nok ikke ville blive så succesfuld som først antaget. Det var nemlig ikke til at opdrive en glutenfri teriyaki i de forskellige butikker, jeg kom forbi. Så efter at have læst lidt bag på flasken og sammenlignet lidt med den glutenfri tamari som stod lige ved siden af, tænkte jeg, at sådan en teriyaki må man da kunne lave selv med tamari som base. Så, det forsøgte jeg mig med. Af gode grunde ved jeg ikke, om det smager af tariyaki, men det smagte virkelig godt og derfor skynder jeg mig at smide den glutenfri kylling tariyaki på bloggen.

Glutenfri kylling teriyaki

Ingredienser – glutenfri kylling teriyaki (3pers)

3 kyllingebryster
2 fed hvidløg
8 spsk glutenfri Tamari
2 spsk olivenolie
1 spsk rørsukker
Saften fra ½ lime
Salt

1 tsk revet ingefær
1 bundt broccoli
1 rød peberfrugt
1 bundt forårsløg
1 bakke mini majs
1 løg

2 ps Diet Noodles Fettuchini

  • Hak hvidløget i skiver og bland det med kylling, olie, tamari, rørsukker og limesaft. Rør godt rundt og lad det stå i min. 20 minutter.
  • Skær grøntsagerne i grove tern og bræk broccolien i stokke
  • Opvarm lidt olie i en wokgryde
  • Steg ingefæren og tilsæt kyllingen samt marinaden
  • Når det er gennemstegt tilsættes grøntsagerne
  • Lad det stege ca. 10 min
  • Kog diet noodles
  • Server

Denne glutenfri kylling teriaki var fyldt med smag og selv om jeg lige ved servering frygtede, at det ville blive tørt, var det ikke tilfældet, for kyllingen og grøntsagerne var så saftige på grund af marinaden.

//Indlægget indeholder affiliate links

Glutenfri kylling Teriyaki

Pernille H Petersen
Udgivet i AftensmadSkriv en kommentar ( 0 )

Cille’s Pastaret

Jeg har virkelig fået en favorit i disse sunde pastaer fra Diet Pasta. Det indeholder kun 0,5 g kulhydrater pr. 100 gram, hvilket gør dem perfekte at bruge her i januar, hvor det hedder 0 sukker og 0 stivelse. Til denne opskrift har jeg brugt Fettuccine pastaen, som er lavet af Glucomanna- fibre som kommer fra Konjak roden.

Ud over at det er sundt som ind i helvede, så er det også virkelig let at tilberede. Efter åbning af posen skylles pastaen under rindende vand og koges i et par minutter. Hvem kan ikke overskue det?

Jeg synes altid, den første uge på en sund kost er den sværeste, derefter er det som om, man har fået stabiliseret blodsukkeret og energien er vendt tilbage. Allerede nu kan jeg mærke, jeg er meget friskere, når jeg står op, samt at jeg når meget mere i løbet af dagen. Kan I også mærke, at det begynder at blive lettere?

Jeg har en ret gemt i ærmet, som faktisk er en af mine livretter. Den startede med at hedde ”mosters pastaret”. Jeg ved ikke hvorfor, men min veninde Cecilie introducerede mig til den i tidernes morgen. Så derfor vælger jeg at dedikere den til hende. Den er nok en af mine livretter, mest fordi den er virkelig billig, let at lave og nem at variere. I perioder har den været serveret flere gange om ugen herhjemme. Desuden går den mellem mine veninder som en ”score-ret” og hvem vil ikke notere sig sådan en ret?

Glutenfri pastaret

Ingredienser – Cilles Pastaret (3-4 pers)

1 pk Tulip bacon
¾ pk Brunch Pølser fra Steff Houlberg
2 fed hvidløg
1 ds hakkede tomater
140 g tomatpasta
¼ L piskefløde (er man rigtig striks kan kaffefløde bruges, der er langt mindre fedt i)
300 g frosne ærter
2 pk Diet Fettuchini (kan købes her)

  • Skær pølserne i små stykker og steg dem sammen med hvidløg og bacon i en wok eller på en pande med høje sider.
  • Tilsæt de hakkede tomater og lad det simre i ca. 5 min.
  • Tilsæt tomatpastaen og rør det godt sammen.
  • Tilsæt nu fløden og rør det godt rundt.
  • Tilsæt de frosne ærter og lad det småsimre til pastaen er færdig.
  • Fyld en gryde med vand og kog pastaen heri som anvist på posen.

Hvor let kan det lige gøres? Det er simpelthen så fin en ret og jeg synes, at pølserne giver en rigtig god krydret smag til retten. Nogle gange har jeg nemlig lavet den med kylling og det kan blive lidt ensartet. Pølserne giver lige det sidste.

Og nok har jeg pralet med, at jeg synes, det går strygende at holde mig fra sukker og stivelse. Men jeg synes altså, kage og hygge hører sig til i weekenden. Derfor har jeg i dag været i køkkenet for at lave en ”sund” kage (ved ikke om kage kan være sådan rigtig sundt – nok ikke gulerods-sundt, men altså!) uden sukker og uden stivelse. Den lover jeg kommer på bloggen i morgen formiddag!

Glutenfri pastaret

//Indlægget er sponsoreret af Tulip
//Indlægget indeholder Affiliate links

Pernille H Petersen
Udgivet i AftensmadSkriv en kommentar ( 0 )