Archive | Jul RSS feed for this section

Julefrokost som glutenfri

Det er jul! Og det er intet mindre end fantastisk. Det betyder julepynt, julehygge, julemad og for de flestes vedkommende også julefrokoster. Det kan være lidt af et uoverskueligt projekt at skulle afsted til sådan et arrangement, da hovedingrediensen er brød.

Jeg takler det selv lidt forskelligt alt efter, i hvilken forbindelse det er i. Jeg har allerede været til den første, og jeg har flere i vente. Årets første julefrokost var i forbindelse med mit arbejde. Når det er sammen med mennesker, jeg ikke kender så godt, og som af gode grunde ikke rigtig kender til, hvad jeg må spise eller ej, sørger jeg altid for at have glutenfri brød med i tasken. Jeg plejer at være på forkant med lige at have noget glutenfri rugbrød liggende som kan tages med. Men lige sidste gang måtte jeg hurtigt ud og skaffe noget som kunne bruges.

Det blev altså til langbrødet fra Schär, som jeg ellers ikke er ret stor fan af. Men, der var ikke lige andet. Som I kan se her, havde jeg det liggende sammen med min taske væk fra bordet. På den måde kan man nemt lige smugle et stykke over på tallerkenen, når kurven med brød ellers sendes rundt. Derudover så spiser jeg bare ikke brød til ret meget andet end fisken. Alt det andet smager jo faktisk bedre uden.

Da jeg ankom til stedet, hvor vi skulle spise, gik jeg direkte og ret diskret hen til en tjener og fortalte, at jeg havde cøliaki og derfor lige skulle vide, hvad jeg kunne tåle. Det gør, at jeg selv kan styre det nede ved bordet og kun tage det, jeg ved, de har sagt er uden gluten. Og i stedet for at spørge nede ved bordet, hvor alle kan høre det, så har man styr på det og der er ikke nødvendigvis andre, som behøver vide, du ikke spiser gluten.

Glutenfri julefrokost

De første år var jeg så bange for at nogle skulle opdage, at jeg havde mit eget brød med, at jeg havde det gemt i tasken og for hver ret måtte smugle et stykke op fra tasken op på tallerken i skjul. Hvilket ikke var særlig diskret og i stedet bare fik folk til at kigge endnu mere mærkeligt og spørge endnu mere. Så den taktik kan jeg ikke helt anbefale. Plus, at brødet var mere smulder end stykker, når jeg først havde fået den moslet ud af posen og tasken.

Jeg har også nogle gange, når det er julefrokost med min familie, både rugbrød og knækbrød med. Knækbrød gør sig nemlig godt i stedet for både franskbrød og kiks, hvis der er ostebord. Jeg har lige smagt disse knækbrød fra Finax og som I ser her, så kan de faktisk også sagtens gå i stedet for rugbrød. Jeg har ellers længe været glad for knækbrødet fra Schär, men dette smager af lidt mere og lidt mere som jeg husker rigtig knækbrød.

Glutenfri knækbrød

//Sponsoreret indlæg
Pernille H Petersen
Udgivet i Jul, TipSkriv en kommentar ( 0 )

Under en måned til jul

Glutenfri konfekt

Det er i dag d. 27. og der er under en måned til jul. Da I sikkert allerede ved, at jeg er en total jule-gris, så tillader jeg mig nu at gå jule-amok på bloggen. Inspireret af de bagte marcipanchips, som jeg brugte til desserten på min fødselsdag, kommer her bagt marcipan konfekt.

Jeg fandt et billede af noget lignende på Instagram og tænkte, at digte sådan en opskrift måtte jeg også give et skud. Det gav et resultat, som smager super godt og er en god afveksling til at det rå marcipan, der ellers er her op til jul.

Ingredienser (12 stk)

150 g Odense marcipan
75 g mørk chokolade 55% fra Odense marcipan

  • Tænd ovnen på 200 grader.
  • Rul marcipanen til en rund pølse.
  • Skær ca 3 mm tynde skiver så der bliver 12 stk i alt.
  • Placer på et stykke bagepapir på en bageplade.
  • Bag i ovnen i 7-8minutter.
  • Lad dem køle af på en rist.
  • Smelt chokoladen over vandbad – jeg plejer at smelte 2/3 og derefter tage skålen af vandbadet og derefter smelte den sidste 1/3 i den varme chokolade.
  • Dyp den bagte og afkølede marcipan i chokoladen og lad den tørre på et stykke bagepapir.

Der har tidligere været mange spørgsmål til, om Odense marcipan nu også var glutenfri. Både Odense Ren Rå Marcipan og Odense Bagemarcipan er glutenfri. Dog ikke naturligt fri for gluten, da de anvender glucosesirup i deres marcipan og den glucosesirup er oprindeligt fremstillet fra hvedestivelse. Det betyder, at hvis man er meget sensitiv, skal man mærke efter, om man reagerer på at spise det. Men det ligger langt under den grænseværdi, som gør, at man godt må kalde det glutenfrit, de 20 ppm. Jeg er selv ret sensitiv og har ingen problemer med at spise det. Men cøliaki er jo en sygdom, som ikke altid opfører sig ens fra person til person.

2014-11-14 17.07.26-1

//Sponsoreret indlæg
Pernille H Petersen
Udgivet i JulSkriv en kommentar ( 0 )

Fødselsdag og julemad

26 år og dermed nu et år ældre. Det er egentlig ikke, fordi jeg går ret meget op i at tallet vokser. Det har jeg slet ikke tid til, da alt fokus er på, at jeg har fødselsdag. Det faktum, at det er min dag overskygger fuldstændigt det, at jeg nu er tættere på 30 end de 20.

Jeg elsker simpelthen alt ved at have fødselsdag. Jeg elsker at gå og skrive ønsker på ønskesedlen hele året, at forberede hvad der skal på menuen og at det er en hel dag med god grund til hygge. Derfor har jeg i år været så smart at fejre selve dagen i går med min søde kæreste og mine forældre. På lørdag får jeg så hele familien ind ad døren til mere fest og farver. Det er skønt.

Da jeg har fødselsdag så tæt på jul, er det oplagt at udnytte dagen, hvor jeg helt selv bestemmer menuen. Endnu en ting jeg elsker ved fødselsdag er, at man må spise slik med mælk til morgenmad, hvis man vil det. Det er i hvert fald, den regel vi har hos os. Og da jeg ikke synes, julen kan starte for tidligt, er menuen stort set hvert år julemad i lange baner.

2014-11-18 19.59.54-1

I år var ingen undtagelse. Menuen stod på flæskesteg, rødkål, brune kartofler og massere af brun sovs. Til dessert fik vi ris a la mande, som jeg synes min mor fortjener en præmie for. Den var simpelthen så god.

Ingredienser (6 pers)

1 l sødmælk
2,5 dl grødris
2 vanillestænger
100g smuttede, hakkede mandler
ca 0,5 dl sukker
½ l piskefløde

  • Kog mælk og ris til grød ved svag varme og under omrøring
  • Lad de flækkede vanillestænger koge med, så de udnyttes optimalt
  • Tilsæt de hakkede mandler og sukker, når grøden er kogt men stadig lun
  • Pisk fløden til skum og vend den i grøden, når grøden er HELT kold

Ris ala mande er endnu en ting som er naturligt fri for gluten, når man laver det selv. Jeg er ikke stødt på kirsebærsovs med gluten, men jeg har læst, at hvis man laver den selv, skal den jævnes med mel. Derfor kan jeg kun opfordre til lige at læse godt og grundigt på dem. Vi brugte den fra Den gamle fabrik og den er i hvert fald glutenfri. På de fleste står der, at de er tilsat modificeret stivelse, hvilket oftest er lavet af majsmel. Skulle det være lavet af hvede, skal det fremgå, at det indeholder gluten.

 

Pernille H Petersen
Udgivet i Dessert, JulKommentarer ( 1 )

Marcipan og nougatdrøm

2014-11-14 20.43.23-1

En del af min weekend har gået med fødselsdagsforberedelser. Og yes, jeg har snart udsigt til gaver, gæster og hygge. I morgen er det min fødselsdag, hvor der skal hygges med familien, og lørdag står den på flere gæster og mere fejring. Så jeg har, sammen med min mor, testet lidt søde sager, som både kan bruges som julekonfekt og kaffesødt til gæster.

En af de ting vi kom op med, blev disse små bidder. En skøn kombination af marcipan og nougat, som helt klassiske konfekt, men på en pæn måde. Det kan være, at det er noget af det, jeg skal servere for nogle af mine gæster, det var i hvert fald let at lave og smagte skønt.

Ingredienser (20-25 stk)

80 g mandler
160 g nougat
270 g Odense Marcipan
100 g mørk chokolade 55% fra Odense Marcipan

  • Smelt nougaten over et vandbad.
  • Smut imens mandlerne ved at lægge dem i blød i kogende vand og derefter pille skrællen af.
  • Hak mandlerne fint.
  • Når nougaten er smeltet blandes det med mandlerne. OBS gem en lille håndfuld mandelstykker til at pynte med på toppen.
  • Hæld nougat og mandelblandingen over i et lille fad beklædt med bagepapir. Jeg brugte et fad med målene 15×15 cm.
  • Rul marcipanen ud til det har en jævn tykkelse med størrelsen på dit fad.
  • Stil det på køl.
  • Hak chokoladen fint.
  • Smelt 2/3 af chokoladen over et vandbad og tilsæt herefter den sidste 1/3 og lad det smelte sig selv.
  • Fordel det i et jævnt lag over marcipanlaget og drys med resten af de hakkede mandler
  • Dæk det over og lad konfekten stå på køl til den skal serveres.

En sikker ting med disse små, skønne marcipan- og nougatdrømme er, at hvis de ikke bliver sat på kaffebordet på lørdag, så skal de helt sikkert laves igen senere, når julemåneden er godt i gang. Det smager skønt og er ret så simpelt at lave.

Glutenfri konfekt

//Sponsoreret indlæg.
Pernille H Petersen
Udgivet i Jul, KageSkriv en kommentar ( 0 )

Hvid lakridskonfekt

2014-11-14 17.09.18-1

Odense Marcipan har været så søde, at sende mig en lidt tidlig julegave propfyldt med marcipan. Derfor har jeg de sidste dage leget i køkkenet med konfekt og andre lækre julesager. Jeg elsker lakrids og sørme om Odense Marcipan ikke har været så geniale at lave en marcipan med lakridssmag, som er glutenfri. Ud over at lave lækre produkter, har de også en masse spændende opskrifter på deres hjemmeside. Jeg har derfor startet ud med at bruge denne opskrift bare uden appelsin.

Ingredienser (18 kugler)

150 g Odense Marcipan – lakrids
100 g Hvid chokolade fra Odense Marcipan
2 tsk Lakridspulver – Raw Liquorice powder fra Johan Bülow

  • Skær marcipanen ud i 18 stykke og tril den til kugler.
  • Smelt 2/3 af den hvide chokolade over vandbad.
  • Tag det af vandbadet og hæld derefter den sidste 1/3 chokolade i skålen, og lad den varme chokolade stille smelte det.
  • Overtræk marcipankuglerne med hvid chokolade.
  • Drys med lakridspulver, frysetørret hindbær eller andet lækkert.

Kombinationen af lakrids og den hvide chokolade er bare rigtig god. Jeg toppede dem med lakrids granulat, som bare gør lakridssmagen endnu kraftigere. Frysetørret hindbær gør det faktisk også ganske godt. Men jeg er altså mere en lakridspige…

2014-11-15 13.31.55-1

//Sponsoreret indlæg.
Pernille H Petersen
Udgivet i JulKommentarer ( 5 )

Triple chocolate chip cookies

Glutenfri cookies

Julen banker snart på døren, og når man holder lige så meget af julen, som jeg gør, så må man godt tyvstarte lidt på alle de dejlige juleforberedelser. Jeg er startet på at eksperimentere på alverdens julegodter og jeg lover, I får del i alle de opskrifter som lykkes.

Midt i min forberedelse fik jeg, af min kæreste, ordren på at lave et forsøg med cookies. Jeg havde helt glemt, at vi plejer at lave cookies i julen, så jeg blev henrykt over ideen og kastede mig i går ud i et forsøg. Jeg har ikke tidligere haft mega stor succes med at lave cookies glutenfri, så jeg brugte god tid på at tænke opskriften igennem og finde inspiration på nettet.

En af de bloggere, jeg selv følger, er copenhagencakes. Hun laver simpelthen så mange fine kager og jeg finder meget inspiration hos hende i ingredienser og smagsvarianter. Så da jeg så, at hun havde en opskrift på triple chocolate chip cookies, hvor der ikke skulle bruges ret meget mel, lod jeg den være inspiration for dagens bagning. Hun bager desværre ikke glutenfrit, så jeg har brugt hendes opskrift til springbræt for denne glutenfri triple chocolate chip cookie. Jeg synes dog, der manglede lidt nøddesmag i hendes opskrift, så derfor tænkte jeg, mandelmel kunne være en god erstatning for lidt af hvedemelet.

Jeg har brugt chokolade fra Odense Marcipan, da den simpelthen er så let at håndtere, smager fantastisk og er uden gluten. Det fantastiske ved denne opskrift er, at man skal bruge rigtig meget af det. Chokoladen, altså.

De smager virkelig godt og lykkedes fuldstændigt uden nogle problemer, så det er en opskrift, jeg er sikker på, jeg kommer til at lave mange gange i fremtiden.

Glutenfri cookies

Ingredienser (25-30 stk)

120 g smør
30 g kokosolie
1,5 dl brun farin
½ tsk salt
1,5 tsk natron
2 æg
1 tsk vaniljesukker
1,5 dl glutenfri havregryn (jeg bruger dem fra Urtekram)
1 dl kartoffelmel
1,5 dl mandelmel
0,5 dl kokosfibre
1 tsk FiberHusk
300 g chokolade: 100 g mørk chokolade fra Odense Marcipan, 100 g lys mælkechokolade fra Odense Marcipan og 100 g hvid chokolade fra Odense Marcipan.

  • Tænd ovnen på 175 grader
  • Hak chokoladen.
  • Pisk smør og kokosolie sammen til en ensartet masse.
  • Tilsæt brun farin, natron og salt og pisk igen grundigt sammen.
  • Tilsæt æg og vanilje og pisk i omkring 1-2 minutter.
  • Tilsæt kartoffelmel, mandelmel, kokosfibre og Husk og pisk til det har dej-konsistens.
  • Tilsæt chokoladen og vend det i dejen så det bliver godt fordelt.
  • Placer med en ske klatter af dej på en bageplade med bagepapir. Jeg brugte ca en halv spsk pr klump og det fungerede rigtig godt. Den flyder meget ud i ovnen så sørg for der er god mellemrum mellem klatterne.
  • Giv alle klatterne et lille blidt tryk.
  • Bag dem i 10 minutter midt i ovnen eller til kanterne får en gylden farve.

De er meget porøse lige når du kommer ud af ovnen. Så jeg lod dem først køle lidt af på bagepladen og rykkede dem så efter 10min over på en rist hvor de kølede resten af tiden. De første bagte jeg kun i 8min og det var slet ikke nok.

Det gode ved cookies er at de er en god julesmåkage, men kan sagtens bruges hele året rundt. Jeg kan i hvert fald med sikkerhed sige, at det ikke er sidste gang, jeg laver denne opskrift.

Glutenfri cookies

//Sponsoreret indlæg.
Pernille H Petersen
Udgivet i Jul, KageSkriv en kommentar ( 0 )

Glutenfri æbleskiver

Glutenfri æbleskiver

Æbleskiver hører sig til i julen – der findes da heller ikke et eneste julemarked uden en bod, hvor man kan købe lune æbleskiver med en klat ”et eller andet” til. Jeg plejer altid at tage en stor indsnusning, når jeg går forbi de boder. Man kan jo godt nyde duften, på trods af man ikke kan tåle at spise dem. Jeg tror ikke, jeg har fået en glutenfri version af æbleskiver endnu. I hvert fald ikke hvad jeg husker. Så i dag gik min mission på at lave en glutenfri udgave. De blev store, flotte runde og smagte fantastisk. Jeg har min families ord på, at de ikke smager ”glutenfri”.

Ingredienser (ca. 35 glutenfri æbleskiver)

3 æg
4 spsk sukker
¼ l kernemælk
2 dl fløde
195 g glutenfri mel (jeg brugte rød finax)
1 tsk guargummi eller xanthangummi
3 tsk bagepulver
revet skal af en appelsin (kan undlades)

Smør

  • I en skål blandes mel og guargummi.
  • Del æggene i hvide og blommer i hver sin skål. Blommerne lægges i skålen med mel.
  • Pisk hviderne stive.
  • I skålen med blommer og mel blandes de resterende ingredienser under grundig omrøring. Vær især varsom med at blande alt mælk og fløde i på en gang da, det kan danne klumper af mel.
  • Vend forsigtigt æggehviderne i blandingen.
  • Bag dejen på en æbleskivepande med en lille klat smør.
  • Server

Vi får altid æbleskiver med syltetøj og flormelis, så der er godt med sukker. Vi har i dag haft mine forældre på besøg og selv om jeg lavede en stor portion, fik vi ikke spist op. Der er altså i denne portion rigeligt til 4 mand.

aebleskiver

Pernille H Petersen
Udgivet i Jul, KageKommentarer ( 9 )

Endnu en gang dadelkugler, denne gang med cruchy peanutbutter

Dadelkugler med peanutbutter

I know, jeg lovede, at det var den sidste omgang dadelkugler i laaang tid. Men der er noget ved dem som simpelthen gør, at jeg tyer til dem gang på gang. Og da jeg elsker at udforske og udfordre er det selvfølgelig med en ny opskrift hver gang. Denne gang har jeg hos de altid inspirerende Twin-food set, at dadelkuglerne kunne kombineres med peanutbutter. De er helt anderledes i konsistensen end de tidligere versioner på grund af den bløde midte med peanutbutter. Så derfor tænker jeg, at disse også fortjener en plads her på bloggen.

Ingredienser (20 stk)

12 bløde dadler uden sten
1 spsk kokosolie
30 g kokosmel
30 g mandler
2 ½ spsk kakaopulver
2-3 tsk crunchy peanutbutter

  • Form med en tsk ca. 20 små kugler af peanutbutteren.
  • Placer dem på et stykke bagepapir eller madpakkepapir og læg dem i fryseren i 10-15 min.
  • Imens smeltes kokosolien i en varm gryde, bruger du soltørrede dadler som ofte er lidt hårde i det, kan man med fordel varme dem sammen med olien, så de bliver lidt blødere.
  • Kom dadler, kokos, mandler og kakao i en blender eller foodprocessor og blend til det bliver en ensartet masse.
  • Tag peanutbutteren ud af fryseren og form med dadelmassen små kugler med omkring 3 cm diameter omkring peanutbutterkuglen.
  • Rul dem i lige det du ønsker af topping. Jeg har her brugt frysetørret mandelmel, kokosmel og kakaopulver.
  • Opbevar i køleskabet til de skal serveres.

Jeg synes, de er absolut fantastiske og nu begynder tankerne allerede at glide ud i, hvilke nye smagsvarianter jeg kan lave. Jeg tror simpelthen bare, at dadelkugler er blevet min nye last.

Pernille H Petersen
Udgivet i Jul, SnackKommentarer ( 2 )

Glutenfri finskbrød, en forsmag på julen

Glutenfri finskbrød

Jeg har de seneste år ikke haft ret stor succes med at bage glutenfri finskbrød i julen. De er enten flydt rigtig meget ud på bagepladen eller, som sidste år, endt i bunden af ovnen som et stort smulderhelvede af krummer. Hvorfor min mor og jeg ikke har haft succes med det tidligere, ved jeg ikke. Men i år besluttede jeg mig for, at der måtte være en opskrift på glutenfri finskbrød, som kan lykkes, koste hvad det koste vil. Og sært nok lykkedes det faktisk i første forsøg med denne opskrift. Jeg er ellevild over det og synes, I skal have opskriften allerede nu, så I også har mulighed for at gøre et forsøg til jul.

Ingredienser – Glutenfri finskbrød (40 stk)

375 g Rød Finax eller Schär mel mix B
1 ½ tsk Guargummi eller xanthan gummi
85 g sukker
2 æg
250 g smør
50 g mandler
2 spsk perlesukker

1 æg til pensling

  • Bland mel og guargummi grundigt sammen.
  • Tilsæt sukkeret og rør rundt.
  • Tilsæt smørret i mindre stykker.
  • Tilsæt æggene og sammen nu dejen til en fast dej.
  • Rul dejen ud i ca. 1 cm tykke stænger.
  • Tryk dem flade og skær dem ud i cm. 5 cm lange stave.
  • Læg dem på bagepapir og stil dem tildækket i køleskabet i ca. 60 min.
  • Imens hakkes mandlerne groft og blandes med perlesukkeret.
  • Pensel nu finskbrødene med æg og drys med mandler og perlesukkeret.
  • Bag dem nederst i ovnen i 15 min ved 200 grader.

Jeg er helt vild over, at det lykkedes at bage disse glutenfri finskbrød. Desværre var jeg ikke så smart at opbevare dem i en korrekt, lufttæt bøtte. Så min glæde fortog sig noget, da de dagen efter var blevet helt bløde. Så derfor sender jeg lige hintet videre til jer om, det altså faktisk er ret vigtigt. Jeg håber, at I med denne opskrift får modet til at give det et skud.

Pernille H Petersen
Udgivet i Jul, Kage, OpskriftKommentarer ( 8 )