Tag Archives | Glutenfri æbleskiver

Glutenfri æbleskiver

Glutenfri æbleskiverÆbleskiver hører sig til i julen – der findes da heller ikke et eneste julemarked uden en bod, hvor man kan købe lune æbleskiver med en klat ”et eller andet” til. Jeg plejer altid at tage en stor indsnusning, når jeg går forbi de boder. Man kan jo godt nyde duften, på trods af man ikke kan tåle at spise dem. Jeg tror ikke, jeg har fået en glutenfri version af æbleskiver endnu. I hvert fald ikke hvad jeg husker. Så i dag gik min mission på at lave en glutenfri udgave. De blev store, flotte runde og smagte fantastisk. Jeg har min families ord på, at de ikke smager ”glutenfri”.

Vi får altid æbleskiver med syltetøj og flormelis, så der er godt med sukker. Vi har i dag haft mine forældre på besøg og selv om jeg lavede en stor portion, fik vi ikke spist op. Der er altså i denne portion rigeligt til 4 mand.

Skulle du også have nogle i overskud, så kan de sagtens fryses og tages op og lunes.

Glutenfri æbleskiver

Glutenfri æbleskiver

Forb. tid 10 minutter
Tilb. tid 20 minutter
Samlet tid 30 minutter
Ret Jul
Antal 35 stk

Udstyr

  • Æbleskivepande

Ingredienser
  

  • 3 æg
  • 4 spsk sukker
  • ¼ l kernemælk
  • 2 dl fløde
  • 195 g glutenfri mel (fx. Schär mel mix B eller Tjois basis mel)
  • 1 tsk loppefrøskaller, fin
  • 2 tsk bagepulver
  • Revet skal af en appelsin (kan undlades)
  • Smør til stegning

Sådan gør du
 

  • I en skål blandes mel og loppefrøskaller.
  • Del æggene i hvide og blommer i hver sin skål. Blommerne lægges i skålen med mel.
  • Pisk æggehviderne stive.
  • I skålen med blommer og mel blandes de resterende ingredienser under grundig omrøring. Vær især varsom med at blande alt mælk og fløde i på en gang, da det kan danne klumper af mel.
  • Vend forsigtigt æggehviderne i blandingen.
  • Bag dejen på en æbleskivepande med en lille klat smør.
  • Det er vigtigt de steges på middelvarme for at de bages færdigt i midten uden at brænde på, sådan en æbleskivepande kan nemlig blive meget varm
Pernille
Udgivet i Jul, KageKommentarer ( 9 )