I går var der nogle inde på Instagram, som spurgte til, hvad jeg lavede sådan en kedelig onsdag aften, hvilket var lidt afslørende, da jeg sad med munden fuld af chokolade. Jeps, det er rigtig nok, på sådan en måned hvor jeg på bloggen har proklameret sund januar. Jeg har nemlig forsøgt mig med hjemmelavet nøddebrud. En nem og simpel ting, som rigtig mange sociale medier flød over med i december. Kald mig blot langsom i optrækket, men jeg har nu også forsøgt mig med denne lille herlighed til nøddebrud.
Jeg undskyldte mig med, at det var 70% chokolade fra Odense Marcipan, lidt nødder. Det er altså virkelig en treat, som gør en helt almindelig og lang onsdag til en fest.
Det smager simpelthen helt fantastisk og jeg skal helt sikkert prøve igen en anden gang i en anden variant. Jeg synes nemlig altid, det sjove og spændende chokolade ude i butikkerne også er fyldt med gluten. Medmindre man skal betale en bondegård for det. Dette er virkelig let at lave og smagte bare helt i top!
Nøddebrud
Ingredienser
- 150 g mørk chokolade på 70%, uden gluten
- 20 g paranødder
- 20 g valnødder
- 20 g lys chokolade
Sådan gør du
- Hak chokoladen fint.
- Smelt 2/3 af chokoladen over vandbad, når det er smeltet tages det af varmen og den sidste 1/3 tilsættes og smeltes der i.
- Hak nødderne groft og tilsæt det chokoladen.
- Jeg ville gerne have tynde stykker, så jeg hældte det ud på et stykke bagepapir og fordelte så nødderne nogenlunde med en ske.
- Jeg pyntede mine med 20 g smeltet lys chokolade, som jeg med en ske hældte over mit brud i et mønster.
- Stil dem på køl til det er stivnet (ca. 30min)
- Jeg brugte bare fingrene til at bryde det. Men er man til mere sirlige stykker kan man sagtens bruge en skarp kniv.
Der er endnu ingen kommentarer.