I dag skal jeg være vært for en årlig begivenhed i min lille venne-gruppe fra gymnasiet. Det er simpelthen en af de ting, som jeg ser frem til hver evig eneste gang. Traditionen er, at vi hver især har en ret med som smides i en fælles pulje af lækkerier.
Da julefrokost er en af de ting, hvor det nogle gang hurtigt kan komme til at svømme i gluten, prøver jeg altid lidt på forhånd at damage controle. Det gav mig inspirationen til dette indlæg. For, når nu jeg selv har cøliaki, og egentlig ikke er så glad for at få gluten ind i huset, hvordan kringler man så lige den med at have gæster til en fest, hvor brød med gluten ofte er en hovedingrediens?
Jeg har valgt, at mit liv simpelthen ikke socialt må gå i stå på grund af min cøliaki. Og jeg gider ikke at gøre det til et større ståhej end højst nødvendigt.
Derfor har vi altid nogle, som sørger for brød af den rigtig glutenrige slags. Her sørger jeg altid for at have brød til mig selv, oftest rugbrød som er skiveskåret og opbevaret i fryseren lige til at tage op til lejligheder som denne.
Dernæst så kan man næsten regne ud, hvilke retter som er potentielt glutenfyldte. Det heldige er, at fisk jo næsten altid kan spises. I år står jeg selv for leverpostejen, så der sørger jeg for at købe Tulips Bacon Postej, som jo er glutenfri. I år skal vi også have medisterpølse, så jeg sørger lige for at snakke med hende, der har den med, ikke for at få hende på jagt efter en uden gluten, men mere for lige at enten læse på pakken eller medbringe ingredienslisten, så kan jeg selv læse, om det er noget, jeg må spise.
Nogle gange har jeg sørget for, at der er to pakker smør, så jeg ikke risikerer krummer fra ”det rigtige rugbrød”. Men det er skam ikke altid, jeg sørger bare for at have øjnene åbne og evt. lige få tørret de krummer væk, som måtte være.
På denne måde er min cøliaki ikke noget, som bliver et emne under maden. Det er bare nogle små tilpasninger, som ikke vækker den store opsigt. Nu skal det også siges, at dem, der er på besøg i dag, er folk, som kender mig virkelig godt. Det vil sige, de ved ret meget om mine symptomer på cøliaki og de ting, som sker, hvis jeg skulle få gluten indenbords. Det er altså ikke rigtig noget, der bliver talt om, sådan er det bare.
Normalt er det ikke så stort et problem at have gæster, fordi jeg jo selv står for maden. Der kan jeg selv styre, hvad jeg køber og derfor også lettere ved, hvad jeg kan tåle og ikke kan tåle at spise. Men jeg gør ofte en dyd ud af, at alle kan spise det samme. Altså, medmindre noget som glutenfri er virkelig elendigt, så som brød, så får gæsterne også en glutenfri menu.
Det blev et af de længere indlæg, men jeg håber, der måske er nogle tricks, som I kan bruge, hvis I står og har overvejelser omkring forbud af gluten, når I har gæster.
Der er endnu ingen kommentarer.