Kylling på bund af grønt med kartofler

Kylling på grøn bund

Jeg var så heldig at tilbringe min fredag aften med en god veninde og hendes skønne familie. Hun lavede den mest fantastiske mad til mig fra en opskrift som hun har fundet HER. Det her er altså oprindeligt en opskrift fra Jamie O. himself, men den var så god at jeg synes, den skulle deles med jer med de ingredienser, som blev brugt i fredags.

Ikke nok med hun lavede den her smagfulde ret, så kæmpede hun en kamp for at finde en glutenfri bouillon til mig og fandt den økologiske fra Oscar, som I kan finde ingrediens og allergeneliste på HER. Så hun kom altså længere i den kamp, end jeg ofte har været, det synes jeg altså er ret så sejt.

Ingredienser (4 pers)

800 g kartofler
3 løg
1 glutenfri økologisk hønsebouillonterning (Oscars den økologiske er glutenfri)
1 bundt friskekrydderier så som oregano, timian eller salvie
2,5 dl fløde
30 revet mozzarella eller parmesan
Olivenolie

4 kyllingebryst
1 tsk Rosmarin
1 pk bacon i skiver

200 g frisk spinat
200 g ærter
200 g porrer

  • Skræl kartoflerne og skær dem i fine skiver
  • Kom dem i en gryde så de er dækket med kogende vand og læg låget på
  • Skræl løgene og skær dem i tynde skiver
  • Steg dem på en pande i ca. 2 spsk olie og tilsæt bouillon, krydderier samt salt og peber
  • Kom kyllingen i en pose sammen med salt, peber og rosmarin
  • Bank nu kyllingen til den er ca. 1,5 cm flad
  •  Steg dem på en pande i lidt olie i ca. 3-4 minutter på hver side
  • Hæld vandet fra kartoflerne og hæld dem på panden til løgene
  • Kom kartofler og løg i et fad, hæld fløden over og drys med mozzarella/parmesan
  • Bag dem øverst i ovnen på grill til den får en sprød overflade
  • Halver porrerne på langs og skyl dem grundigt
  • Skær porrerne i fine skiver
  • Kom dem i en gryde med en tsk olie på høj varme uden låg, rør grundigt rundt så de ikke brænder på
  • Steg baconen sammen med kyllingen på panden og vend det jævnligt
  • Tilsæt spinat og ærter til gryden med porer til spinaten er blød
  • Anret spinatblandingen i portioner på 4 tallerkener, placer et kyllingebryst på hver og drys med bacon
  • Dertil serveres kartoffelgratinen

Jeg skal helt sikkert selv prøve at lave denne ret snart, for det smagte simpelthen så godt, at det må jeg have snart igen. Desuden er det en af Jamie Olivers “hurtig mad på 15 minutter”-retter, så selv om det ser voldsomt ud, så er det en hurtig ret at lave på få ingredienser.

Pernille

, , , , ,

Der er endnu ingen kommentarer.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.