Her kommer en genial opfindelse, nemlig glutenfri meatza, til alle os, der ikke tåler gluten og er træt af at bakse med en pizzabund, der alligevel altid ender tør og kedelig. Desuden er det vel egentlig også indbegrebet af LCHF, i hvert fald low carb og high protein. En glutenfri meatza er nemlig en bund af hakket oksekød toppet med alt muligt lækkert man ellers ville komme på en pizza.
Jeg blev introduceret til begrebet Meatza af en veninde for nogle uger siden og jeg er absolut fan af konceptet. Det er desuden også en genial opfindelse hvis man ikke tåler laktose, da osten nemt kan byttes ud med ekstra pesto eller en laktosefri en af slagsen.
Her får I altså opskriften og ingredienserne til min favorit glutenfri meatza, men I skal endelig bare bytte ud og tilføje i ingredienserne til topping, hvis I synes, der er noget jeg ikke har husket. Sådan en Meatza kan godt blive lidt tung i det, så det kan anbefales at lave en omgang hjemmelavede kartofler/pommes der til, som man også kan se på nederste billede.
Jeg synes de gør sig rigtig fint til weekendens upcoming Valentine, da de kan laves i både store og små, hvor de små kan bruges som hapse-mad på en Valentinedate. Jeg vil umiddelbart også tro at en så kødfyldt ret vil falde i god jord hos de fleste Mr. Valentine.
Opskriften findes foruden her på bloggen også på det glutenfri opskriftsunivers ved REMA1000.
Glutenfri Meatza
Ingredienser
Meatzabunde
- 800 g hakket oksekød
- 3 fed hvidløg
- 1 lille håndfuld basilikum (alternativt 1 tsk. tørret basilikum)
- 2 æg
- 1 tsk. flagesalt
- peber
- 1 spsk. olie til stegning
Topping
- 150 g revet mozzarella
- 3 tomater
- 1 rødløg
- ½ lime, saft
- 8 skiver bacon
- 1 avokado
- soltørrede tomater
- 100 g blandet salat
- 3 spsk. grøn pesto
Sådan gør du
- Hak hvidløg og basilikum fint.
- Bland det hakkede kød med hvidløg, basilikum, æg, salt og lidt peber sammen i en skål og rør godt rundt til alle ingredienserne er blandet grundigt sammen.
- Form kødet til 8-10 runde bunde omkring 0,5m høje.
- Steg dem på en varm pande i olie i 1-2 minutter på hver side.
- Drys med revet mozzarella og bag dem i ovnen i 8-10 minutter.
- Imens bundene er i ovnen, steges bacon og avokadoen skæres i tynde skiver.
- Hak tomat og rødløg fint og kom det i en skål sammen med saften fra en halv lime.
- Pynt din lune meatza med frisk salat, tomatsalsa, bacon, avokado, pesto og soltørrede tomater alt efter smag.
Der er endnu ingen kommentarer.