Er det ikke blevet tid til en runde 2 af “10 ting du troede var glutenfri”? Altså en opfølger på mit gamle indlæg som findes HER, som jeg kan se faktisk bliver læst rigtig meget stadig.
I har været så mega gode at byde ind med alle jeres “Aha”-oplevelser (som en så fint kaldte det) i kommentarfeltet. For det er bare en svær verden at bevæge sig rundt i, for der er så mange ting, man skal være opmærksom på. Så endnu en gang vil jeg opfordre til i byder ind i kommentarfeltet, hvis der skulle være andre “gode” potentielle gluten-fælder, der skal med i en runde 3. Det kunne jo så fint udvikle sig til en tilbagevendende føljeton.
Er man ny i den glutenfrie verden, eller måske kun hører til i denne verden som pårørende, så er det måske lidt svært at overskue, hvad man egentlig KAN tåle og hvad man IKKE KAN med cøliaki.
Derfor, har jeg lavet en liste med 10 ting, som mange ikke tror har noget med gluten at gøre, men faktisk (rigtig tit) kan indeholde gluten alligevel. Ikke altid, men nogle gange. Så husk at læse grundigt på ingredienslisten derude, så man finder den variant som er uden gluten og ikke gør syg.
1. Krydderiblandinger
Krydderi er åbenbart ikke KUN krydderi. Mange billige mærker indeholder “spor af gluten” andre krydderier som All Around osv kan direkte indeholde hvede. Andre krydderier så som karry kan også indeholde gluten da det er et blandingskrydderi. Er du i tvivl om hvad “spor af” betyder, så kan du læse mere i mit indlæg her.
2. Torskerogn
Dette er en af jeres ideer, denne var rigtig god. Torskerogn er nemlig langt fra bare fisk. Det er proppet med en masse andet og nogle varianter har også gluten gemt. Endda så godt at det er bag et E-nummer. Den seneste jeg faldt over var E1442.
3. Chips
Man skulle tro at Chips blot bestod af kartoffel, salt, olie og eventuelt en smagsgiver. Men rigtig, rigtig mange forskellige varianter og mærker indeholder gluten. Nogle af de billigere i form af “spor af hvede“ andre som fx. Pringles indeholder direkte hvedestivelse. Jeg har tidligere lavet et indlæg hvad der blandt andet indgå en guide til Chips, find indlægget HER.
4. Spelt
Hvad er spelt egentlig? Spelt er en ældgammel hvedesort, så selv om det ikke direkte hedder hvede er det stadig rigtig meget No-go. En misforståelse jeg ofte er stødt på når jeg har været ude, så er jeg blevet tilbudt en bolle på spelt. Pænt “nej tak”!
5. Havregryn
Ja, havre er som udgangspunkt uden gluten. Men rigtig meget havregryn indeholder alligevel en stor del gluten, da der sker en forurening/kontaminering af havren under valsning på møllen, der som oftest også har mange andre kornsorter. Køb derfor ALTID glutenfri havregryn.
6. Tortillas
I Mexico er tortillas oprindeligt en majspandekage. Herhjemme er det stort set altid lavet på hvede og derfor proppet med gluten. Der findes glutenfri varianter, de er dog ret bekostelige. Jeg selv laver oftest en pandekage af æg og husk.
7. Pommes fritter
Heldigvis er rigtig mange pommes fritter uden gluten og kun bestående af kartoffel, salt og solsikkeolie. Desværre er der også bare mange varianter som enten indeholder hvedestivelse, “spor af” eller direkte hvedemel, for at give en sprød overflade. Dette skal man også være opmærksom på, da nogle restauranter vender deres pommes i mel inden de fritteres. Er man super sensitiv, så kan pommes fritter også være kontamineret med gluten fra frituren, hvor andet fx. indbagte ting også steges.
8. Leverpostej
Leverpostej kan faktisk være ret svær at finde uden gluten. Nogle få slagtere laver dem uden, fx. Allegårdens slagter i Odense. Rema1000 har også en fra Hanegal. De har også i perioder Tulips baconpostej, som er den eneste af deres som er uden gluten.
9. Karry pasta
Laver du meget wok kender du måske allerede til de karry paste som er no-go? Men det er en af dem, som oftest har snydt mig. Rigtig mange er uden gluten, men der findes en enkelt som vi ind i mellem får med hjem. Den kan give rigtig dum mave. Så mit bedste tip er ALTID at læse bagpå.
10. Ristede løg
Det her er også en af jeres inputs fra sidste indlæg. Det er en af dem man ikke lige tænker over, hvis man er ny i denne verden. Men ristede løg indeholder hvedemel, da man laver ristede løg ved at vende løg i mel og derefter fritere dem. Der findes få glutenfri varianter og er de ikke til at finde er det faktisk virkelig simpelt at lave selv. Det er høj aktuelt med ristede løg nu vi er midt i grillsæsonen, så kunne det være noget med en opskrift? I så fald, så sig endelig til i kommentarfeltet.
Det var listen, som sagt er det en efterfølger til indlægget HER. Skal jeg lave endnu en? Er der nogle oplagte, I synes jeg har glemt? I så fald, så skriv endelig jeres inputs i kommentarfeltet. Jeg elskede at læse jeres kommentarer til sidste indlæg.
Har valgt at denne søndag skal bruges til at nørde rundt i glutenallergi og glutenfrie produkter. Heldigvis kom jeg forbi din side, Pernille, hvor jeg bliver helt afslappet over formuleringen “jeg gider ikke at gøre det til et større ståhej end højst nødvendigt”, og tænk at finde en liste over glutenfri slik, hvor Dajm og Bounty er OK. Du blev straks lagt ind under favoritter på min browser.
3 overraskelser fra sundhed.dk:
– Øl kan indeholde gluten, mens whisky regnes som glutenfri
– Revet “mozzarella” er som regel vendt i hvedemel for ikke at klistre sammen i posen
– Tørrede figner er ofte dækket i et tyndt lag hvedemel for ikke at klistre sammen
Hvor er jeg glad for at du kan bruge min side og finder hjælp 🙂
Det gluten gemmer sig så mange steder, det er dejligt med inputs til næste liste, tak 🙂
Hej Tove
Det skal vel stå i varedeklarationen hvis det er “vendt” i hvedemel, altså mozzarella
hilsen
Mette
Det er korrekt. Det vil altid stå i varedeklarationen, hvis det indeholder hvedemel.
Jeg er helt ny i denne verden, Ja, kun 1 uge …..
Kan man ikke regne med indholdsfortegnelser og varedeklarationerne på varerne?
Hej Karin
Du kan altid regne med varedeklarationer på varerne. Denne liste er blot for at minde om hvilke produkter der SKAL læses på, da man umiddelbart ville tro de ikke inderholder gluten. Men desværre i mange tilfælde gør, de tilfælde finder du ved at læse på varedeklarationerne 🙂
Glutenfri øl, skal man ekstra opmærksom på, da enkelt øl produkter kan indholde meget lidt, men godt må kalde glutenfri if. EU reglerne. Dem kan jeg personlig ikke tåle.
Det er ikke bare krydderiblandinger, men ALLE KRYDDERIER, som der kan være gluten i, ofte gennem spor af hvede. Helt almindelige ting som paprika, timian, rosmarin, oregano. Selv peberkorn kan indeholde spor af hvede.
Jeg har cøliaki og tåler jo derfor ikke gluten, men heller ikke øl, da det er brygget på bygmalt. Det var den første besked jeg fik fra lægerne
Venlig hilsen og tak for god info.
Ja, det er helt korrekt. Øl indeholder gluten, så her skal du finde den glutenfri version 🙂