Dette er en himmelsk opskrift på en glutenfri chokoladekage med chokolademousse og krystalliseret hvid chokolade.
Den fyldige smag af chokolade, den bløde chokoladeskum på toppen og det søde hvide chokolade bliver kun bedre af at kombineres med friske bær.
Den ser ud af meget, men er faktisk ganske simpel at lave. Jeg har i opskriften brugt en hel basic opskrift på en chokoladekage, men ønsker du en endnu lettere løsning, kan jeg anbefale chokoladekageblandingen fra REMA1000. Opskriften er oprindeligt udviklet med deres kageblanding til deres online glutenfri opskriftsunivers.
Glutenfri chokoladekage med chokolademousse og krystalliseret hvid chokolade
Ingredienser
Krystalliseret hvid chokolade
- 75 g vand
- 100 g hvid chokolade, uden gluten fx fra Odense
- 100 g sukker
Mælkechokolademousse
- 2 blad husblas
- 4 dl piskefløde
- 200 g lys chokolade, uden gluten fx fra Odense
Chokoladekage
- 80 g smør
- 2 æg
- 2 dl sukker
- 2 spsk kakaopulver
- ½ dl letmælk
- 1 tsk bagepulver
- 90 g lys glutenfri mel, fx. Schar Universal mel mix eller TJOIS basis melmix
- Eventuelt friske bær til pynt
Sådan gør du
Krystalliseret hvid chokolade
- Hak den hvide chokolade
- Bland sukker og vand i en gryde
- Opvarm til 135 grader under omrøring
- Når sukkermassen er varm nok tages gryden af varmen og chokoladen tilsættes og piskes straks indtil det krystalliserer
- Hæld direkte ned på et stykke bagepapir og lad dem afkøle
Mælkechokolademousse
- Læg husblassen i blød i en skål med koldt vand
- Lun fløden til lige under kogepunktet
- Hak chokoladen og hæld fløden over chokoladen og rør rundt til det er helt smeltet
- Klem husblassen fri for vand med hænderne og kom den i chokoladeblanding og rør til det er en ensartet masse
- Læg husholdningsfilm over skålen og sørg for det slutter helt tæt på moussen. Ellers dannes der uønsket kondens
- Sæt skålen i køleskabet mindst 2 timer eller indtil det er helt afkølet
- Pisk stille og roligt moussen blød og luftig med en elpisker. Pisker du for meget risikerer du den skiller
Chokoladekage
- Tænd ovnen på 175 grader varmluft
- Smelt smør i en gryde og lad det køle lidt
- Klargør en lille bradepande (ca. 20 x 30cm eller 22 cm springform) med bagepapir
- Pisk æg og sukker sammen i en skål
- Rør kakao, mælk, bagepulver, mel og smør i skålen
- Kom dejen i brandepanden og bag kagen midt i ovnen ca. 30 min
- Lad kagen køle helt af
- Fordel moussen over kagen og pynt med krystalliseret hvid chokolade og friske bær
Der er endnu ingen kommentarer.