Hvordan finder man en glutenfri bryllupskage?

Det der bryllup siger I? Jamen, det nærmer sig med hastige skridt og vores planlægning følger trop med mine mange lange to-do-lister. Kjolen er købt, kokken er booket og invitationerne er sendt afsted i sidste uge. Og jeg glæder mig! Sådan helt ned i tæerne meget, men der er stadig lidt tid til endnu og en del flere ting der skal på plads.

For selv om vores planlægning efterhånden begynder at munde ud i noget, som om 4 måneder kan blive til et bryllup, så mangler vi stadig mange ting endnu. En af de ting, som også efterhånden er ved at være på plads er bryllupskagen. En glutenfri bryllupskage for at være præcis.

Det er virkelig en tillidssag det med mad og kage til et bryllup når man har cøliaki, madallergi generelt. Jeg kan ikke forestille mig noget værre, end hvis jeg skulle blive dårlig lige den dag. Tænk at ødelægge sin egen bryllupsdag på dårlig mave, svimmelhed og alt hvad der ellers følger med. Derfor er det et sted hvor vi ligger meget energi for at få det helt som det skal være.

Jeg har brugt uendelig mange timer på at Google nettet tyndt for at finde konditorer eller bagerier, som tilbyder glutenfri bryllupskager. Jeg fandt et par stykker, men jeg fandt også hurtigt ud af at de fleste tager en bondegård pr. kuvert. Da vi bliver et godt stykke over de 70 gæster til festen, så ville det blive dyrt, rigtig dyrt, så jeg begyndte at gå lidt anderledes til værks i min søgen.

Jeg har en rigtig god veninde, som er bedre end de fleste til at bage kager og hun har endda svunget sin magi over flere bryllupskager tidligere. Hun er så dygtig og vi er simpelthen så taknemmelige for at hun gerne vil hjælpe os med at få fremtryllet en kage til vores store dag.

Med hensyn til materialerne, så ved jeg, at jeg ikke reagerer på produkterne fra Odense Marcipan, de har en webshop hvor man også kan købe store mængder af marcipan og chokolade, som privatperson, hvilket er nødvendigt da der jo går meget til sådan en kage. Der er foruden chokolade og marcipan de fineste farver af marcipan og fondant til figurer. Så vi er lige nu i gang med at tænke en masse store planer sammen med min søde veninde omkring hvordan sådan en kage kan se ud og ikke mindst smage, ud fra de ingredienser som jeg stoler på og har testet mange, mange gange!

Pinterest er det mest geniale sted at finde inspiration og jeg har ovenfor samlet et lille board med et udpluk af alle de fine billeder, som jeg selv har gemt til inspiration, er de ikke bare fine?

Er der nogle af jer, som er blevet gift eller planlægger bryllup, der har nogle gode fif til en glutenfri bryllupskage?

Lignende indlæg