

Påsken er lige rundt om hjørnet og det er gået op for mig at jeg kun sådan rigtig har én påskeopskrift herinde. Det går jo ikke, så dermed tilføjes nu en til samlingen.
Jeg har lavet denne lille kageopskrift til det glutenfrie opskriftsunivers hos REMA1000. Det er en sød kage, men den smager også vanvittig godt! Jeg er generelt ret vild med den her chokoladeblanding, den smager af kakao uden at være for tør eller for stærk. Så jeg bruger den til mange forskellige ting, denne gang påskecupcakes.
Man kan jo bruge lige den frugtfarve man har lyst til eller pynt med det der lige er af glutenfri når man handler.

Glutenfri påskecupcakes
Udstyr
- 8 muffinsforme
Ingredienser
- 1 pk glutenfri chokoladekage blanding fra REMA1000
- 0,8 dl vand
- 1 æg
- 5 spsk. olie
Frosting
- 50 g smør
- 150 g flormelis
- 75 g philadelphia neutral
- ½ tsk. gul frugtfarve
- 8 små påskeæg, uden gluten
Sådan gør du
- Opvarm ovnen på 170 grader.
- Pisk chokoladekageblandingen, vand, æg og olie sammen til en kagedej uden klumper.
- Fordel i muffinsformene så de er fyldt 2/3 op.
- Bag dem på 170 grader i 15 minutter.
- Lad dem køle helt af.
- Imens kagerne køler af, røres frosting af smør, flormelis, philadelphia og frugtfarve.
- Rør forsigtigt og kun til det har en ensartet masse (Røres det for længe, bliver det for tyndt og svært at smøre på kagerne)
- Brug en sprøjtepose med tyl eller en frysepose til at fordele den gule frosting over kagerne.
- Placer et marcipanæg på toppen af kagen.


Awesome post.