Rejseguide til det glutenfrie Belgien

Jeg må indrømme, at min evne til både at holde ferie, nyde livet og holde bloggen opdateret ikke har været for god. Der er lidt at øve sig på til næste gang. Måske en grund til at tage af sted snart igen.

Jeg sidder og nyder et sidste øjeblik inden turen går mod lufthavnen og hjem til Danmark. Det gav lige et stille øjeblik til at få lavet et indlæg om Belgiens glutenfrie tilbud. Jeg havde på forhånd læst, at Belgien ikke var så bevidste om cøliaki og glutenholdig mad. Det vil jeg vove at påstå ikke er gældende i de større byer, i hvert fald. Jeg har brugt en hel dag i Bruxelles og selv om det ikke ligefrem var skiltet med glutenfri mad, var der et stort tilbud af forskellige ting. Jeg var med andre ord i den glutenfrie himmel.

Dagen startede godt, da vi om formiddagen stødte ind i et lille sødt konditori, som kun lavede én slags kage. Det hedder Aux Merveilleux de Fred. Glæden var enorm, da jeg friskt gik ind for at høre, om det var glutenfri. Det gode ved at rejse er, at glutenfree eller gluten stort set er ens udtalt på alle sprog. Til de franskrejsende kommer man langt med gloserne ”sans gluten” og lidt pegeri. De pegede lystigt og alle, bortset fra én kage, var ok.

glutenfri belgien

De var købt i troen om, at de var flødebolle-agtige. Det var de langt fra. Mere som en bikube fra en dansk bager. Dog noget mere lækker og med en blanding af marenge, flødeskum og lækker chokoladesmag. Med andre ord, de var helt geniale.

Desuden var vi fredag aften på en ganske fin restaurant lidt uden for Bruxelles, nemlig Waterloo. Normalt når jeg rejser, plejer jeg at styre efter kartofler og en bøf. Det er næsten altid til at få uden gluten. Men, dette sted var fint og lækkert, så sørme om deres bearnaisesovs ikke også var uden gluten. Da vi spurgte til om den indeholdte gluten, så tjenere først lidt spøjs ud i hovedet. Jeg tænkte, åh åh, det har hun med garanti ikke styr på. Efter lidt kommunikation frem og tilbage, fandt jeg ud af, at hun ganske enkelt undrede sig over, hvordan der skulle ende gluten i en god hjemmelavet bearnaise. De kender nok ikke til Knorr’s pulver.

Glutenfri belgien

En sidste ting, som måtte udforskes, var deres ØL! Jeg har jo tidligere lavet DENNE guide over glutenfrie øl og derfor tænkte jeg, Belgien måtte være stedet. Det viste sig dog ikke at være helt så let. Deres ølbarer har ikke sådan liiige glutenfri øl. Men til gengæld rummer Bruxelles enormt mange shops kun med øl. Og i alle dem jeg var inde i, havde de Mongozo. En virkelig god øl og uden gluten. Så den røg med hjem til aftensmaden i går. Havde jeg ikke rejst kun med håndtaske, var der også røget et læs med hjem til Danmark. Det må jeg huske til en anden god gang.

Glutenfri Belgien

Da vi var på bar for at gutterne kunne fylde deres maver med Belgiske øl fik vi denne sag af en omgang pommes. Skåret direkte fra kartoflen og helt fantastiske. Da de ikke havde glutenfri øl måtte jeg ty til cave bobler og Strongbow cider. Fantastisk blanding.

Glutenfri belgien

En sidste ting, jeg jo måtte på jagt efter, var chokolade. I Bruxelles gik vi forbi tonsvis af chokoladesteder. Og skulle min rejseguide være komplet, burde jeg have stukket næsen ind alle steder og forhørt mig om glutenfri chokolade. Men jeg var heldig nok, at allerede 2.sted, som lå som nabo til stationen, havde et kæmpe enormt udvalg af glutenfri chokolade. Ikke nok med det, var personalet engelsktalende og meget sikre i, hvilke chokolader der var med gluten og hvilke, som ikke var. Jeg fik derfor købt mig fattig i chokolade til aftenkaffen og hundepasserne derhjemme. Så jeg kan varmt anbefale Chocopolis, hvis I skal have glutenfri chokolade med hjem fra Bruxelles.

Glutenfri Belgien

Supermarkedkæden Carrefur har også et rigtig fornuftigt udvalg af glutenfrit. Så jeg har i mine dage hernede haft et væld af mad lige fra glutenfri brød til småkager til chokolademousse.

I dag har vi været på et lille lokalt marked i Waterloo, hvor vi fandt grillkyllinger direkte fra spyd, som røg med hjem til frokost, hvor vi lavede kyllingesandwich til den helt store guldmedalje. Brødet blev brug til denne lækre sandwich. Haps!

Glutenfri belgien

Jeg kan altså kun sige; frygt ikke! Hvis I snart skal en tur forbi Belgien og Bruxelles.

Pernille H Petersen

, , ,

Der er endnu ingen kommentarer.

Skriv et svar