Granola er en af de mest alsidige og lækre ting fra et morgenbord, men for os, der ikke tåler havre så godt – selv den glutenfri version – kan det være udfordrende at finde et godt alternativ. Derfor har jeg udviklet en opskrift på granola helt uden havre, som både er sprød, nærende og fyldt med smag.
For mig har det været vigtigt at finde en løsning, der stadig giver den klassiske granolaoplevelse – knasende, let sød og perfekt som topping på yoghurt, smoothie bowls eller bare som en snack direkte fra glasset. Denne opskrift er baseret på en blanding af glutenfrie kerner, frø og nødder, som giver både tekstur og masser af gode næringsstoffer.
Et af hemmelighederne bag en lækker granola er at bage den ved lav temperatur og vende den flere gange undervejs. På den måde bliver den jævnt gylden og sprød uden at brænde på. Jeg tilsætter også en smule sirup for en skøn sødme og en let karamelliseret overflade. Hvis du vil gøre den endnu mere luksuriøs, kan du tilføje tørrede frugter eller måske lidt mørk chokolade efter bagningen.
Det, jeg elsker ved denne havrefrie granola, er, at den kan tilpasses præcis efter dine smagspræferencer. Har du en nøddeallergi? Brug flere kerner og frø. Kan du lide lidt ekstra krydderi? Tilsæt kanel eller kardemomme.
Jeg håber, du vil prøve denne opskrift og finde ud af, at det sagtens kan lade sig gøre at nyde granola – også uden havre.
Glutenfri granola uden havre
Ingredienser
- 75 g hasselnødder
- 100 g mandler
- 75 g solsikkekerner
- 75 g græskarkerner
- 35 g hørfrø
- 50 g sesamfrø
- 30 g chiafrø
- 100 g kokosflager eller kokosmel
- 1 tsk. vaniljesukker
- 2 spsk. smagsneutral olie
- ¾ dl lys sirup (fx. agave, ahorn eller ren sirup)
- 1 nip salt
Sådan gør du
- Bland alle nødder og kerner sammen i en skål
- Tilsæt vaniljesukker, olie, sirup og salt og bland det hele godt sammen
- Spred det ud over en bageplade beklædt med bagepapir i et jævnt lag
- Bag på 160 grader i en opvarmet ovn på varmluft i 18-20 minutter
- Tag det ud af ovnen og lade det køle helt af
- Opbevar i en luftætbeholder eller et glas med låg
Der er endnu ingen kommentarer.