
Disse glutenfri kartoffelvafler er et lækkert og alsidigt indslag i hverdagsmaden nemme at lave, sprøde i kanten og med masser af smag. De er perfekte som en hurtig frokost, et mættende madpakkemåltid eller som en del af et indbydende tapasbord som alternativ til brød.
Vaflerne er lavet med kogte og afkølede kartofler, hvilket gør dem perfekte til at bruge rester fra aftensmaden. Har du et par kogte kartofler til overs, kan du nemt trylle dem om til sprøde og velsmagende glutenfri kartoffelvafler dagen efter. Det er en smart og lækker måde at mindske madspild på og samtidig få en ny favorit i madpakken eller på frokostbordet.
Kartoflerne giver vaflerne en mild og cremet smag, og de fine krydderier løfter dem til noget særligt. Top dem med frisk grønt, skinke, ost eller en god dip, kun fantasien sætter grænser. Du kan også lave dem i forvejen og tage dem med på farten, de smager skønt både kolde og lune.
Prøv opskriften herunder på nemme og glutenfri kartoffelvafler, som hele familien vil elske.

Glutenfri vafler med kogte kartofler
Udstyr
- 1 vaffeljern Jeg har Tefal Snack Collection
Ingredienser
- 300 g kogte, afkølede kartofler
- 2 æg
- 1 dl mælk
- 1 tsk. salt
- ½ tsk. løgpulver
- ½ tsk. hvidløgspulver
- 1 tsk. loppefrøskaller, fin
- 1 spsk. kartoffelstivelse
- Smør til stegning
Sådan gør du
- Bland kartofler, æg, mælk, salt, løgpulver og hvidløgspulver sammen i en skål.
- Pisk eller blend det sammen til en grov masse. Det gør ikke noget at der er klumper af kartofler, men det skal være en sammenhængende dej.
- Pisk kort loppefrøskaller og kartoffelstivelsen i dejen.
- Opvarm vaffeljernet og kom smør på.
- Fordel dejen og bag til du har en sprød og gylden skorpe.
- Server lune eller brug dem i madpakken.
Vil du have flere opskrifter på glutenfri opskrifter, så kan du finde dem lige her.
Du kan få meget mere glutenfri inspiration ved at følge mine sociale medier. Du kan finde mig på Instagram på @glutenfrimagi og på min Facebookside Glutenfrimagi.








Der er endnu ingen kommentarer.