Tag Archives | Froggys Cafe

2x Glutenfri brunch i Odense

Ferie er den oplagte mulighed til lige at skrue lidt op for nyde-barometeret, hvilket i min bog indeholder god mad og stunder med veninder, jeg ikke altid får set så ofte som jeg gerne vil. Måske det samme er gældende for jer, så derfor tænkte jeg det var oplagt at tippe om 2 gode glutenfri muligheder for brunch i Odense.

Café Fleuri

Fineste madkoncept jeg nogensinde er stødt på! En rigtig stor del af deres udvalg er økologisk og smager himmelsk. De har den hyggeligste og mest autentiske gårdhave, hvor man ikke sidder tæt ved bordene, men i små kroge og det hele føles så intimt. Ejeren Jane tåler ikke selv gluten, så derfor kan de sagtens tilpasse til glutenfri i deres udvalg selv om det ikke er noget de skilter med. Deres brunch er det kun brødet som byttes ud når det er glutenfri, hvilket altså også siger en del om rene og fine ingredienser i resten af tallerkenen. Det er fantastisk snack-mad og man er ikke tung eller træt når man går derfra, men vil du have æg, bacon og pøller, så skal du finde et andet sted. Det er nemlig langt fra klassisk og kedeligt.

Desuden kan man købe delikatesser med hjem, ligesom de også sælger af deres blomster eller andre små sjove produkter i deres butik.

Slår du vejen forbi kan jeg anbefale deres agurkevand – vir-ke-lig GOD!

Froggy’s Café

Gode gamle Froggy’s! Er du fra Odense ved du helt sikkert hvad jeg snakker om, de har ligget samme sted i alt den tid jeg kan huske, hvilket også giver mening da de har haft samme ejere i 22 år! Det betyder dog ikke tid til fornyelse og de har netop fået nyt brunchkort. Et lidt Københavner-inspireret et af slagsen. Du kan nemlig vælge mellem 18 små forskellige retter, hvor hele essensen er at dele. Lidt brunch-tapas kan man måske kalde det. Det er hyggeligt og lige i min ånd – snack-mad, mums!

Lidt af retterne indeholder brød, men da de har et virkelig godt glutenfrit brød hos Froggy’s, så tilpasser de gerne. Men faktisk er en del af retterne naturligt glutenfri. Crunch på müslien er lavet af nødder og sukker, de kan skifte topping ud på osten så det er de glutenfri dele man får og generelt har de bare godt styr på det glutenfri i køkkenet. Så kan serveringspersonalet ikke svare, så bed dem om at spørge kokken!

De er i øvrigt rigtig gode til glutenfri sådan helt generelt på Froggy’s. Jeg har flere gange fået deres burger med pommes – den slår altså de fleste klassiske Cafe-burgers ala glutenfri!

Pernille
Udgivet i Ude i byenSkriv en kommentar ( 0 )