
Der er nogle retter, der bare rammer den der perfekte balance mellem comfort food og friskhed og denne kikærtegryde er en af dem.
Her får du en cremet og krydret gryde med kokosmælk, varme krydderier og kikærter, som gør retten både mættende og proteinrig. Det søde fra mangoen spiller virkelig godt sammen med garam masala og karry, og til sidst giver spinaten lidt friskhed og farve.
Det er en ret, der er nem at lave i en travl hverdag, fordi det hele samles i én gryde, og ingredienserne er enkle. Samtidig er den helt naturligt glutenfri, hvilket gør den oplagt til hele familien også hvis der er behov for glutenfri mad i hverdagen.
Serveret med ris, frisk mango og en god skefuld 38% fraiche får du en ret, der både er mild, krydret og lidt eksotisk på samme tid.
Perfekt som hverdagsmad, når det gerne må være nemt, men stadig smage af noget.

Kikærtegryde uden gluten
Ingredienser
- 2 løg
- 3 tsk. garam masala
- 2 tsk. karry (uden gluten)
- 1 tsk røget paprika (uden gluten)
- 2 ds kikærter
- 1 ds kokosmælk
- 2 dl vand
- 8 g grøntsagsbouillon (glutenfri)
- 3 spsk glutenfri soyasauce
- ½ lime
- 50 g spinat
- Lidt olie til stegning
Til servering
- 4 dl Ris
- 1 Frisk mango
- 200 g 38% fraiche
Sådan gør du
- Opvarm lidt olie i en pande.
- Steg løg og tilsæt garam masala, paprika og karry.
- Tilsæt vand og lad det koge i ca. 10 minutter under låg.
- Tilsæt kikærter, kokosmælk, bouillon, glutenfri soyasauce og limesaft. Lad det simre i 10 minutter.
- Tilsæt spinat og lad retten koge videre i 4–5 minutter.
- Server med ris, frisk mango i små tern og en god skefuld 38% fraiche.








Der er endnu ingen kommentarer.