Tag Archives | McDonald

Glutenfri burger fra Burger King & McDonalds

Der er en ting her i mit lille liv med cøliaki, som jeg husker lige lidt bedre end andre. Lad mig prøve at male billedet for jer.

Jeg lå dovent i sofaen, med min lille hund på brystet og min kæreste ved siden af. Der tikker en sms ind fra min mor, hvor der står: ”Jeg har lige været på kursus med en, som siger, at Burger King nu laver glutenfri burgers”. WHAT! I et lille splitsekund føler man sig lidt pinlig over at blive SÅ glad for beskeden om, at man nu, måske, kan få lov til at spise usundt fastfood igen. Men hvor om alting er, så sprang vi op af sofaen, stormede ud i bilen på vej til Burger King for at se om det virkelig var rigtigt. Sørme så!

Jeg synes, de burgers de serverer på Burger King som sådan er ok. De første par gang jeg fik en burger fra dem, var lykken i sig selv at få en burger som smager af grill og var sprængfyldt med kulhydrater. Men da jeg så lige kom mig over det faktum, at man nu godt kan drible forbi en Burger King og spise et læs kulhydrater til overpris, begynder man også at smage på maden. Jeg synes ofte, bollerne er lidt tørre og ofte ikke helt gennemvarmede, så de er direkte hårde at tygge i. De er desuden virkelig VIRKELIG hvide og ligner noget lavet rent på rismel. Men udover den lidt tamme kridhvide bolle, så smager de præcis som jeg husker.

For ikke ret mange uger siden, læste jeg på nettet et sted, at McDonalds nu også laver glutenfri burgers. Jeg har til og med undersøgt sagen lidt og de gør faktisk rigtig meget ud af opbevaring og håndtering af de glutenfri boller. Det vil sige, man burde kunne købe sin burger der med tryghed. Den er både glutenfri og laktosefri, da den er lavet naturligt glutenfri af rismel, majsmel og tapioka. Jeg har kun fået det to gange, men begge gange var det en ganske fin burger jeg fik udleveret. Til forskel fra Burger King ligner bollen en helt almindelig bolle. Der er sesam på toppen og alle ved jo, det må betyde, at det er en rigtig burgerbolle. De har dog kun burgerbollen i én størrelse, så bestiller man en af deres store burgers, så stikker der altså et grundigt stykke bøf udenfor. Men who cares, man kan få glutenfri burger…. På McDonalds!

Glutenfri burger

Det skal ikke være en ren reklamesøjle for fastfoodburgers og jeg kommer nok heller ikke til at få det særligt ofte. Men hold nu op, hvor er det lækkert, at man endelig kan få sig noget mad kl.5 om natten på vej hjem fra byen, når man har tømmermænd, når man er på farten med arbejdet eller på en lille udflugt som trækker ud med familien eller kæresten. Situationer, hvor man førhen enten måtte undvære eller tænke virkelig alternativt for at få lidt indenbords.

Når det er sagt, så kommer glutenfri burgers fra fastfoodkæder nok aldrig til at få en lige så blød og sød bolle som dem stopfyldt med gluten og sukker. Men bare det, at de giver det et forsøg, skal de sgu have en ordentlig håndfuld respekt for.

Pernille
Udgivet i TipSkriv en kommentar ( 0 )