Tag Archives | Nachos

Året der kommer

Lige som årets sidste dag giver anledning til at se tilbage, giver denne, årets første dag, god grund til at se frem.

Den tid af 2014 som bloggen har været i live, har jeg brugt på at få bygget en god base af opskrifter. Det gør den, om noget, mere interessant at klikke ind forbi. Men min mission er, at jeg i 2015 ikke kun laver en masse indlæg med opskrifter, men også gør mere i de indlæg, som jeg kalder tips/tricks samt guides. Altså nogle mere vidensrelaterede indlæg omkring glutenfrie produkter og alternativer.

Mængden af bobler gennem aftenen og natten tager hårdt på mig – så i dag stikker jeg kun hovedet ind ganske kort. Jeg har nemlig et lille projekt, jeg gerne vil dele med jer.

Julen har som altid budt på et væld af søde og usunde sager. Og nok er jeg ikke helseblogger, men jeg kan ikke andet end at ønske en lidt sundere tid oven på alt det. Derfor har jeg tænkt mig, at januar måned skal dedikeres til et lille projekt som hedder 0 sukker og 0 stivelse. Alt lave mad uden stivelse betyder jo, at det er naturlig glutenfri mad. Hvilket jeg synes, er en dejlig tanke, fordi man ikke skal ud og jagte gluten-erstatninger, som sjældent smager godt og altid er ret dyrt.

Jeg står nok ikke oprejst før i overmorgen. Så lad os få trappet godt ned og så sættes alle sejl ind fra d.4. januar og en måned frem! Det skal ikke være et nytårsforsæt, dem er jeg nemlig ikke tilhænger af, hvilket også gør, at vi ikke absolut behøver starte allerede i dag. Det skal mere være en lille tjeneste til vores kroppe, så vi kommer godt i gang med det nye år. Er I med på den?

Og fordi vi ikke behøver være hellige før d. 4, findes der så noget mere relevant end to gode forslag til tømmermændsmad end lige netop i dag?

Glutenfri selleriburger

Glutenfri selleri burger

På dage, hvor overskuddet er lidt større, er der ikke noget bedre end burgers. Det er vigtigt, at denne ret jo er uden sukker og uden stivelse. Hvem siger, at man behøver være hellig, fordi man spiser sundt? At bruge knoldselleri som brugerbolle er både let, lækkert og glutenfri.

Nachos

Nachos

Min all time favorit til tømmermænd er nachos. Hvilket I måske kunne forstå fra mit indlæg den anden dag.

Jeg håber, I alle fik danset på bordene, kysset året ind, da klokkerne slog 24 og spist en masse god glutenfri mad. Jeg vil tage resten af dagen på langs!

Pernille
Udgivet i Aftensmad, TipSkriv en kommentar ( 0 )

Nachos & Tømmermænd

Lige som julen er tiden for hygge og stearinlys, så hører der sig også julefrokoster til. Til julefrokoster hører snaps og det kan give anledning til en lille gang ondt i håret dagen efter.

Glutenfri nachos

Jeg har netop afsluttet min anden og sidste julefrokost for i år, og som lovet i går kommer der her min absolutte yndlings-tømmermænds-mad, nachos.

Ingredienser (2 pers)

1 ps glutenfri nachos chips
1 pk hakket oksekød
250 g revet mozarella
1 avokado
200 g skyr
1 fed hvidløg
Glutenfri Taco sauce (Vær opmærksom på, at nogle taco saucer man køber i supermarkederne, er med gluten. Rema 1000 har en uden gluten)
Salt og Peber

  • Svits det hakkede oksekød. Bruger du Pulled Turkey så tilbered det som anvist ca. 40 min i ovnen.
  • Fordel chipsene på en bageplade med bagepapir.
  • Fordel kødet i et jævnt lag over chipsene.
  • Spred et godt lag ost over kødet.
  • Varm i ovnen på 200 grader i ca. 10 min eller til osten er smeltet og gylden.
  • Lav guacamole ved at blende avokado, 1 stor spsk skyr, hvidløg og salt og peber
  • Server med resten af skyren og taco saucen.

Jeg vil indrømme, at det er en tømmermændsret, som kræver en tur i den lokale eller en handletur dagen inden man går ud og svinger træbenet. Men hver eneste gang jeg vågner op med dundrende hoved til denne ret, mærker man en lille snært af lykke. Desuden er det ikke svært at overtale venner, kærester eller eventuelle ”dates” til at vælge denne ret frem for en tur på McDonalds.

Nu er det måske knap så relevant en problemstilling, da McDonalds er så flinke at servere burgers til os glutenfri. Men før denne tid måtte man tænke lidt kreativt, når trangen til fedt, salt og grisset mad meldte sig.

Jeg vil nok altid vælge dette over en halvtør glutenfri burger på McDonalds.

Nachos

Jeg håber I alle er kommet godt ud på den anden side af julen. Jeg er begyndt at se frem mod nytår og vil gøre alt hvad jeg kan for at give lidt inspiration til en glutenfri nytårsmenu.

Pernille
Udgivet i Aftensmad, Frokost, SnackSkriv en kommentar ( 0 )