I forbindelse med J-dag i 2016 år, udgav jeg et indlæg om de forskellige glutenfrie øl, som findes derude. Heldigvis har I fantastiske læsere været eminente til at kommentere og komme med inputs til glutenfri øl lige siden (så bliv endelig ved med det), så indlægget er kun blevet bedre siden og indeholder nu en stor guide over glutenfri øl.
Jeg har selv smagt en del af de nedenstående, andre har jeg fundet via min gode ven Google. Jeg håber, at jeg kan hjælpe og inspirere jer til at prøve nye og andre spændende øl. Jeg har delt den op i to forskellige kategorier, da nogle øl er naturligt glutenfri og gode for alle, andre er glutenfri, da deres glutenindhold er undergrænseværdien på de 20 ppm, men som stadig kan volde lidt problemer, hvis man er rigtig sensitiv.
For de sensitive:
- Quinoa Øl fra Nordic Quinoa – En naturligt glutenfri øl brygget på højkvalitets quinoa uden bitterstof, brygget på Næstved Bryghus. Det er en øl med en rigtig blid og frisk smag, med noter af nødder og frugt. Den passer altså perfekt til lette retter og lyst kød. Den er foruden at være 100% glutenfri også økologisk samt danskproduceret med bæredygtighed for øje. Med andre ord, en rigtig god øl, lige efter min smag.
- Schnitzer Bräu – Er naturligt glutenfri, da den er lavet på hirse. Jeg fandt den i Tyskland i en Fleggaard, lige da jeg havde fået konstateret cøliaki og købte raskvæk en hel kasse i min glæde over den var glutenfri. Jeg husker den ikke som en succes. Men måske jeg snart skulle give den en chance. Jeg har jo efterhånden glemt, hvordan en ”rigtig” øl smager. Jeg er ikke stødt på den her hjemme endnu.
- Green’s – har foruden glutenreducerede øl også naturligt glutenfri øl og endda 3 forskellige. Jeg har ikke selv smagt dem, men har hørt, de skulle være ret så gode.
- Ørbæk Bryggeri Pale Ale – en glutenfri øl brygget på blandt andet kokos, ris og boghvede. Smag og behag er forskellig, men denne er ikke blandt mine favoritter.
- Crabbies – er naturligt glutenfri, da hovedingredienserne er ingefær, sukker, vand og citron. Jeg har selv drukket den flere gang i forskellige varianter og den er klart en anbefaling værd. Jeg tror dog ikke, det er en øl, man drikker mere end et par stykker af på en aften, da den stærke ingefær er lidt meget i længden. Jeg har fundet dem i Brugsen, Bilka, Føtex og på flere spillesteder i Odense.
For de knap så sensitive (glutenfri øl – indeholder under 20ppm gluten):
- Munkebo Bryghus – hele 2 forskellige glutenfri øl, en alkoholfri hyldeblomst IPA og en glutenfri porter.
- Svaneke Bryghus – de laver 2 virkelig lækre øl, den ene meget som en almindelig Pilsner og anden anden en mild Ale.
- Brunehaut – har udviklet 4 forskellige øl som godt nok ikke er glutenfri, men de har et glutenindhold på under 5ppm, hvilket er ret lavt. Jeg har selv smagt alle 4 uden at reagere på det.
- Mongozo – jeg ved ikke om denne øl er naturligt glutenfri. Men jeg er selv sensitiv og har med stor succes drukket denne Belgiske øl uden maveproblemer efterfølgende. Den skulle ikke være ret svær at finde herhjemme, hvis man forsøger sig i helsekostbutikker.
- Estrella Damm Daura – indeholder en reduceret bygmængde og dermed også en lille andel gluten. Er man derfor meget sensitiv, skal man nok holde sig fra den. Den er dog under grænseværdien på de 20ppm. Denne øl er efterhånden at finde i de fleste dagligvare butikker i den glutenfri sektion. Jeg har, i Odense, set dem i både Bilka, Rema 1000, Føtex, Brugsen og Netto.
- Willemoes Lager – indeholder også en lille andel gluten, men er under grænseværdien på de 20ppm. Jeg har endnu ikke selv smagt den, men har hørt, at den bestemt skulle være købet værd. Den burde kunne fås i de fleste af Coops butikker landet over.
- Mikkeller – Skulle eftersigende have lavet hele 3 forskellige glutenfri øl. Desværre er de brygget som almindelig pilsner, for så at få tilsat et enzym, som mindsker gluten, hvilket gør, at de stadig ikke er helt og naturlig glutenfri. De ligger dog under grænseværdien og er man ikke sensitiv, skulle der ikke være problemer.
- Omission – Har brygget 3 glutenfri øl som alle har et meget lav indhold af gluten. Det er et Amerikansk mærke, som jeg kun har fundet online her i Danmark.
- Green’s – Er en Belgisk ølproducent, som har omkring 2-3 forskellige øl lavet på malt, men med et reduceret glutenindhold og må derfor kaldes glutenfri. Den er set i Fakta og ellers online.
- Lammsbräu Glutenfrei – Er lavet som en almindelig gluenfri øl men også som både gluten- og alkoholfri øl. Kan købes i flere tyske supermarkeder blandt andet er den fundet i Fleggaard.
- Skovlyst KastanjeBryg – en øl jeg i kommentarfeltet er blevet tippet om at smage! Den er brygget på kastanjer og skulle smage virkelig godt.
Alternativ til glutenfri øl
Er man ikke til at sidde med en glutenfri øl eller jagten på at finde dem, så er der stadig håb. Som en diætisk en gang sagde til mig, som svar på min beklagelse over min udelukkelse af øl – ”det er jo så heldigt, at der findes rødvin med skruelåg”. Og det er nemlig heldigt! Jeg har dog aldrig taget en god rød med skruelåg under armen, og gået en tur i fredagsbaren på Uni. Men jeg har til gengæld snart drukket så mange ciders, at jeg burde få en opkaldt efter mig. Er man ikke til det alt for søde, findes der faktisk en del Irske cidere, som Crowmore og Bulmer, som er ”øl-agtige” i smagen, og knap så prop fyldt med sukker som en Bacardi Breezer.