Tag Archives | Interview

At være veninde til en med cøliaki!

Fjerde søndag i rækken og det er tid til næste indlæg i min lille cøliaki søndagsserie. I er simpelthen for vilde, mine tidligere indlæg er blevet besøgt for vildt! Du kan stadig nå at læse de 3 tidligere, hvor jeg skriver om det at bo sammen med en, der faktisk godt tåler gluten HER, eller indlægget hvor jeg interviewede min kæreste om hvordan han tænker, det er at bo sammen med en som har cøliaki HER og senest hvor min mor fortæller om at have et barn med cøliaki HER.

Denne gang er vi nået til den af mine veninder, som jeg har kendt i længst tid, over 20 år faktisk. Hun er den som fik mig til at indse at det ikke at kunne tåle øl da er lige meget så længe man kan drikke drinks, den som med glæde vadede hele byen rundt med mig for at finde noget mad dengang caféer og restauranter ikke lige vidste hvad gluten var og så er hun altid med på at udforske nye sjove ting som glutenfri.

I har helt sikkert hørt om hende før, hun blogger nemlig HER og har været omtalt i mange forrige indlæg. Har I nogle kommentarer, så er I mere end velkommen til at spørge løs i kommentarfeltet.

Cille og P

Hvad tænker du, når jeg siger glutenfri?

Så tænker jeg på et vilkår og en livsstil – og ikke på begrænsning og sygdom.

Hvor ofte laver du glutenfri mad?

Jeg laver kun bevidst glutenfri mad når jeg er sammen med Pernille eller andre i min omgangskreds, der også er allergiske. Med bevidst mener jeg, at jeg sikkert laver glutenfri mad meget oftere, men at det ikke er noget jeg tænker over med mindre det skal indtages i selskab med P.

Hvordan er det at være veninde til en som har cøliaki?

Jeg tænker ikke det er meget anerledes end at være veninder med en der tåler alt. Jeg har veninder og familiemedlemmer som er meget kræsne – det faktisk mere besværligt, at holde styr på.

Men jeg har så heller ikke veninder, som jeg er veninder med på samme måde, som Pernille og jeg er veninder. Hun er en stor del af mit liv! Vi taler sammen flere gange dagligt og det har vi gjort de sidste 20 år. Så jeg var med dengang hun fik konstateret cøliaki og det hele var svært og mange forsøg endte på toilettet 😉 Til nu hvor hun har udviklet sig til at være en dygtig glutenallergiker. Vi omkring hende har udviklet vores viden samtidig.

Der er selvfølgelig nogle ting man tager hensyn til, men det er ganske naturligt når man kender hinanden godt. Pernille ved jeg ikke bryder mig om cola med sukker, så hun er sød og køber light til mig. På samme måde serverer jeg ikke noget for hende, jeg ved hendes mave ikke kan li’.

Føler du at det er svært at tage hensyn til?

Nej! Der er masser af god mad og ikke mindst snacks som er naturlig glutenfri. Det handler blot om ikke at fokuserer på begrænsningerne, men at udforske mulighederne.

Hvad har du lært ved at være veninder til en med cøliaki?

Jeg har lært hvad og hvor meget gluten egentlig er. Pernille er, ikke mindst på grund af bloggen, et kendt navn, også i min familie og omgangskreds. Når jeg overfor ”uvidende” skal forklare, hvad glutenallergi/cøliaki er, er det nemme svar at, hun ikke kan tåle mel. Men gluten er jo så meget mere end det. Jeg er efterhånden god til at læse varedeklarationer, men jeg kan huske, jeg blev overrasket, da vi fandt ud af at glukosesirup i vingummier også kan give reaktion.

3 ting, som overraskede dig ved en glutenfri diæt?

  1. Hvor mange varer, der ”gemmer” sig gluten i. Vingummierne er bare et eksempel ud af mange.
  2. Samtidig overrasker det mig hvor let det er at gå uden om de gluten-holdige varer OG erstatnings varerne (glutenfri pasta f.eks.) – med naturligt glutenfri og ikke forarbejdede varer kan man lave meget forskelligt rigtig lækkert.
  3. Hvor lidt der skal til! Jeg ved, at der er forskel på hvor meget der skal til før man som glutenallergiker reagerer, men jeg er stadig forundret over at en mikro krumme eller spor i en krydderiblanding kan give udslag. Menneskekroppen er vild!

Hvordan passer du bedst på din glutenallergiker?

Planlægning er nok kodeordet! Vi har efterhånden fundet frem til nogle retter, som vi begge godt kan li’ og som aldrig slår fejl. Når vi er hos mig, er jeg opmærksom på at skærebrættet og skåle bliver vasket ordentlig af inden vi går i krig i køkkenet. Vi laver mest mad hjemme hos os selv – her er der ligesom mest tjek på det og risikoen for, at en hygge-aften ikke bliver spoleret er mindst. Men vi har efterhånden også fundet caféer og restaurationer i Odense som tilbyder glutenfri menuer – jeg har i hvert fald fortæret et par burgere fra Cuckoo’s Nest og sushi fra Bar Sushi sammen med Pernille.

Hvad er din go-to ret, når der skal laves glutenfri mad?

P og jeg har en ret vi kalder ’vores ret’ – kylling, babymajs, snackærter og peberfrugt i karrysovs med ris og revet gulerod. Og VIGTIGT; peanuts drysset ovenpå.

Hvad er dine 3 bedste tips til andre veninder?

  1. Spørg! La’ vær’ med at forsøg eller køb et eller andet fancy. Din glutenallergiker har helt sikkert svar på din tvivl eller en favorit blandt de glutenfri varer.
  2. Sæt dig ind varedeklarationerne! Det er slet ikke så uoverskueligt som det kan virke. Så snart du kender de par ting, du skal kigge efter er det lige til. Og så synes jeg faktisk producenterne bliver bedre og bedre til at skrive advarsler ala. ”Kan indeholde spor af…” og det gør det jo kun lettere.
  3. Vælg de rene varer! Hvis du vil være helt på den sikre side så undgå forarbejdede varer. Vælg ris og kartofler frem for pasta og nødder og frugt frem for slik.. Så bliver du heller ikke tyk af det 😉
  4. Snak om det! Jeg tillader mig at tilføje et fjedre fif 😉 Pernille og jeg taler meget om hvad hendes cøliaki betyder for hende. Hun fortæller når hun har det skidt og hvad hun tror er gået galt. Vi har snakket om bekymringer ved nye arbejdspladser, udlandsrejser, første dates osv. I starten talte også meget om hvad det egentlig er, der sker nede i tarmene og hvor alvorligt det kan udvikle sig, hvis man ikke indretter. Så drop berøringsangsten – du bliver klogere og jeg er sikker på din glutenallergiker også vil sætte pris du lytter og måske giver idéer fra en anden vinkel!

Hvordan har det ændret de ting vi laver sammen?

Pernille fik konstateret cøliaki stort set samtidig med vi begge flyttede hjemmefra og vi skulle dermed allerede finde ud af en ny måde at være sammen på, selv lave mad, selv handle og alt det der fører med. Det er selvfølgelig ærgerligt, at hun ikke kan være med i spontane øl og pizza aftaler, men vi har nu alligevel altid været mest til flere timers forfest foran make-up spejlet og farverige drinks!

Pernille
Udgivet i AndetSkriv en kommentar ( 0 )

At være forældre til en med cøliaki!

Dette er tredje indlæg i min lille føljeton omkring selve sygdommen cøliaki. I har måske allerede læst indlægget hvor jeg skriver om det at bo sammen med en, der faktisk godt tåler gluten HER, eller indlægget hvor jeg interviewede min kæreste om hvordan han tænker, det er at bo sammen med en som har cøliaki HER.

I dag har jeg interviewet min søde mor. Nu bliver det måske lidt cheesy, men hun har virkelig været en klippe i alle mine år med cøliaki. Hun var der til at grine af de boller der ikke hævede eller kagen der faldt sammen. Hun hjalp mig med at holde hovedet højt, da det hele var svært og træls i starten men vigtigst af alt, så er hun en kæmpe inspiration i hverdagen og hun elsker lige som mig at eksperimentere med mad og er altid på udkig efter nye spændende opskrifter til mig, som kan laves uden gluten.

Jeg ved, der er rigtig mange forældre til børn med cøliaki, som læser med herinde. Derfor tænkte jeg, det måske kunne hjælpe jer lidt på vej at læse om hvordan min mor tackler netop dét at være mor til en med cøliaki.

I får altså mit interview med hende her, har I nogle spørgsmål, så er jeg sikker på hun nok skal svare så godt hun kan, hvis bare I poster dem i kommentarfeltet hertil.

Mor

Hvad tænker du, når jeg siger glutenfri?

Fri for mel eller hvedestivelse.

Hvor ofte laver du glutenfri mad?

Jeg laver stort set altid glutenfri mad. Både fordi jeg har fået en opmærksomhed omkring gluten og det faktum, at vi generelt spiser alt for meget brød og stivelse. Men også fordi jeg aldrig ved om Pernille kommer forbi og er sulten og dermed går på jagt i køleskabet.

Hvordan er det at være mor til en som har cøliaki?

At være mor til en med cøliaki er en balance. Som mor vil man jo altid gerne rydde forhindringerne af vejen for ens barn. I starten var det at være anderledes, noget Pernille skulle lære. Der kom jeg/vi ofte til at skabe unødig opmærksomhed fx ved restaurantbesøg, hvor vi spurgte til menuens sammensætning, hvor Pernille hellere ville lade være at spise det, så hun ikke skilte sig ud. Nu, hvor vi har været i det nogle år, er det mere noget med at sørge for, at der altid er mad i huset Pernille kan spise og hjælpe hende, når vi skal ud af huset i længere tid, så hun ikke hele tiden selv skal sørge for det.
Men det gør lidt ondt, når vi er nogle steder, hvor dem, vi besøger, kommer med lange fortællinger om, hvad de har lavet af særkost for at Pernille kan spise det, for jeg ved, at hun ikke vil være til besvær eller skabe opmærksomhed.

Føler du, at det er svært at tage hensyn til?

Nej, ikke længere. Vi er blevet gode til helt at undgå produkter med gluten/glutenerstatninger og i stedet finde sunde erstatninger til fx brød. Men hold da op, hvor har vi fået mange nederlag undervejs. Vi har rigtigt mange gange prøvet at lave noget af det Pernille savnede mest i en glutenfri version, og så var det bare slet ikke godt. Brød der ikke hævede, kager der faldt fra hinanden eller retter med krydderier, hvor vi efterfølgende opdagede, at der var gluten i krydderiet eller marinaden.
Man bliver rigtig god til at læse varedeklarationer.

Hvad har du lært ved at være forældre til en med cøliaki?

Først og fremmest har vi lært noget om allergier/intolerancer. Vi er nok også blevet bedre til at være opmærksomme og tage hensyn til andre, der har noget, de skal undgå. Det er ikke alle, der kan spise alt og det må og skal man tage hensyn til.

Nævn 3 ting, som overraskede dig ved en glutenfri diæt?

Den største overraskelse har været, hvor mange produkter, der er gluten/hvedestivelse i. Dernæst er der indenfor den seneste tid kommet rigtigt mange velsmagende glutenfri produkter. For det tredje, så er glutenfri diæter ofte sundere, så længe man ikke laver brøderstatninger, så samlet set spiser vi nok mere grønt nu.

Hvordan passer du bedst på din glutenallergiker?

Det gør jeg ved at lave så få ting som muligt uden glutenerstatninger og så ved, at alt jeg serverer, er glutenfrit. Det er vigtigt for mig, at det Pernille spiser er 100% glutenfrit, da der jo desværre er nogle følgesygdomme til cøliakien.

Hvad er din go-to ret, når der skal laves glutenfri mad?

En god bøf eller steg og nogle ovnbagte grøntsager med en sovs af soltørrede tomater lavet på fløde er altid et hit.

Hvad er dine 3 bedste tips til andre forældre?

  1. Ha’ altid noget spiseligt i tasken, når I er på tur. Der er ikke altid noget glutenfrit, spiseligt i nærheden og en glutenallergiker med lavt blodsukker kan være en prøvelse
  2. Lav altid samme mad til alle, især når der er gæster
  3. At et barn får cøliaki, er ikke noget nogen kan gør for, så drop dårlig samvittighed og gå på opdagelse i den ”nye” verden sammen. I starten giver det nogle nederlag, men man bliver hurtigt god til det og så er der børn/unge/voksne, der har værre lidelser og livsvilkår, så lad være at sygeligøre dit barn.

Hvordan føler du, du bedst kan hjælpe mig med min cøliaki?

Det vigtigste, synes jeg, er at forklare folk, at cøliaki ikke er noget, der går over og det skal tages meget alvorligt. Der er mange, der tror, at bare det kun er lidt gluten, så går det nok eller at det er en form for hysteri, så bare Pernille ikke opdager det, så kan hun godt spise gluten. Der kan jeg godt blive lidt vred. Hvis folk tror, at man gider gøre livet besværligt for sig selv bare for sjov, så skulle de skamme sig.

Pernille
Udgivet i AndetKommentarer ( 1 )

At være kæreste til en med cøliaki

Hold nu op I er for vilde læsere altså, sikke nogle fine reaktioner jeg fik på mit første indlæg i søndagsserien HER, hvor jeg fortæller om det at bo sammen med en, som ikke tåler gluten.

Det gør at jeg har glædet mig endnu mere til at udgive dette indlæg, som er et interview af min fantastiske kæreste. Ikke nok med at han holder hovedet utrolig højt når jeg er gluten-moody, så har han bare lige fra dag et været en stjerne til at sætte sig ind i den glutenfrie verden. Ikke kun i forhold til maden, men lige så meget cøliakien og det, som følger med.

Det er oftest ham, som lige gennemgår menukortet når vi skal ud at spise for at tjekke om der nu er noget jeg kan tåle, eller ham, som finder sjove glutenfrie alternativer når der skal handles ind. En helt vildt stor hjælp, som jeg ved, jeg skal sætte utrolig stor pris på.

Da jeg ved, det er lidt svært at være kæreste til en, som har cøliaki. Jeg kan se at rigtig mange af jer ude på den anden side af skærmen er som min egen kæreste, hjælpende, støttende og interesseret, og derfor kunne det være interessant med et par fifs fra ham.

Jeg håber i hvert fald at I vil tage godt i mod ham!

Pssst.. Jeg er sikker på at han med glæde vil besvare spørgsmål, så slå jer endelig løs i kommentarfeltet hvis I måtte have noget på hjerte..

Hvad tænker du, når jeg siger glutenfri?

Jeg tænker, alternativ tankegang omkring mad. Når jeg tænker på glutenfri mad, så tænker jeg primært sund mad. For mig er det ikke besværligt at spise glutenfrit eller at købe glutenfrit, man skal bare holde sig til uforarbejdede råvare.

Hvor ofte laver du glutenfri mad?

Hver dag. I og med jeg bor sammen med en kæreste, som ikke tåler gluten, så er der ikke så mange andre muligheder. Men når jeg er alene, så spiser jeg de ting jeg savner, ting, som der ikke findes gode glutenfrie alternativer til endnu.

Hvordan er det at være i forhold med en som har cøliaki?

Der er nogle enkelte tidspunkter hvor man tænker ”gid det var så let at vi bare kunne gå over på grillen og købe en hurtig burger med hjem til os begge”. Men ellers synes jeg ikke der er nogle problemer med at være i forhold med en som har cøliaki. Det har faktisk kun haft en positiv påvirkning på min egen livsstil, jeg er begyndt at spise meget sundere.

Man skal være lidt mere opmærksom på sit køkken, man kan ikke tillade sig at lade rugbrødskrummer ligge rundt omkring. Jeg føler, jeg har et stort ansvar i ikke at gøre min kæreste syg. Det er ikke altid hun er lige så opmærksom på de små fælder, som jeg er.

Føler du at det er svært at tage hensyn til?

Da vi startede med at date, forsøgte jeg at gøre alting 200%, man vil gerne gøre et godt indtryk. Men det er ikke svært! Man lærer hurtigt hvad der er gluten i og hvad der ikke er, samt de ting hvor det kan gemme sig. Det letteste er at holde sig helt fuldstændigt fra de produkter, som ikke er naturligt glutenfri.

Hvad har du lært ved at være kæreste til en, som har cøliaki?

Jeg har lært, at vores supermarkeder og madproducenter ikke tager særlig meget hensyn til folk med en fødevareallergi. Det virker som om at de ikke har forstået hvor alvorligt det er og hvor let folk reagerer på de ting de ikke kan tåle. Hvorfor sælger man glutenfrie vare med gluten i?

Jeg har også lært at når man går ud skal man altid være forberedt på at kunne fodre sin kæreste. Selv om man tror man er tæt på mad, så er det ikke altid så let lige at finde noget når hun bliver sulten, ingen har lyst til at være for tæt på en pige med lavt blodsukker.

3 ting, som overraskede dig ved en glutenfri diæt?

Først og fremmest hvor nemt det er at spise glutenfrit, jeg troede det ville være meget svære og man nærmest ikke måtte spise noget som helst. Det andet er hvor ofte det faktisk er rigtig god mad, bedre end det vi andre får serveret. Det tredje er nok hvor absurd dyre de glutenfrie erstatningsprodukter er.

Hvordan passer du bedst på din glutenallergiker?

Jeg er normalt den som fortæller andre hvad hun kan tåle og ikke kan. Ofte synes hun selv det er lidt pinligt eller føler hun er til besvær, så plejer jeg at træde ind og lige hviske folk i øret hvad der er Go og hvad der er No-go. Jeg føler, jeg kan gøre den største forskel og hjælpe rigtig meget ved at berolige og støtte når hun en sjælden gang i mellem synes det hele er møg-besværlig og irriterende. Jeg kan se det hjælper, at jeg er den, som holder humøret oppe og siger det hele ikke er så slemt.

Hvad er din go-to ret, når der skal laves glutenfri mad?

Det er lidt sjovt, for det er faktisk oftest noget med pasta. Enten laver jeg kødsovs i deluxe-udgave (opskrift HER) eller italienske frikadeller (opskrift HER).

Hvad er dine 3 bedste tips til andre kærester?

  1. Sørg altid for at tørre skærebræt og lignende af efter din egen mad.
  2. Hav altid en glutenfri snack i lommen til din kæreste, en bar, chokolade, nødder eller andet godt.
  3. Sæt dig ind i hvad der er glutenfri og hvad der er naturligt glutenfri. Har du svært ved at se om der er gluten i eller ej, så betyder det oftest at det er der!

Hvordan påvirker det din hverdag, at bo med en, der ikke tåler gluten?

Jeg skal tænke lidt længere over hvad jeg har tænkt mig at lave til aftensmad end jeg gjorde førhen. Jeg spiser heller ikke lige så meget pizza som jeg plejer, jeg er rigtig glad for en hjemmelavet pizza. Men uden gluten er det ikke så let, så det får vi rigtig sjældent.

Pernille
Udgivet i AndetSkriv en kommentar ( 0 )