Tag Archives | rejse

Glutenfri Bali guide: Gili Trawangan & Sanur

Bedre sent end aldrig, er det ikke sådan man siger! Med lidt forsinkelse kommer altså her efterfølgeren til mit tidligere rejseguide-indlæg om glutenfri spisesteder på Bali fra vores bryllupsrejse.

Efter byerne Seminyak og Ubud (se tidligere indlæg HER) tog vi videre til Gili Trawangan og Sanur.

Jeg har forsøgt at linke til de forskellige steder via overskriften, så i forhåbentlig bedre kan få et overblik over udvalg og adresser, lige som i sidste Bali-indlæg. Men især på Gili var websites ikke så brugt, så her var det lidt svært.

Gili Trawangan

Oplevelsen på Gili Trawangan er noget I ikke må snyde jer selv for hvis turen går til Bali. Vi valgte ret bevidst den største af de 3 Gili øer i håbet om det ville gå lidt lettere at få glutenfri mad. Heldigvis havde Gili Trawangan et fint udvalg og de restauranter her nedenfor havde deciderede glutenfri menukort. At besøge øen uden biler var fantastisk og et sandt paradis. Man skal dog være virkelig opmærksom på at komme med den større færge og ikke de mange små speedbåde, vi blev snydt af vores hotel i Ubud, da vi sejlede dertil og endte i en speedbåd, den mest ubehagelige oplevelse på vores rejse. Hjemturen tog vi med færgen, hvor man kunne sidde på dækket, nyde solen og den smukke udsigt (når ikke man var dårlig af bølge-gangen). Det var dog turen værd og jeg gjorde det gerne igen for at opleve den ro og fred man får på Gili.

Kayu Café

Et sted vi besøgte ikke mindre end 3 gange på vores ophold på Gili T. Maden var simpelthen så billig, udsigten fantastisk og vi var nok også nået til et punkt hvor vi nød at have et “stamsted”. Det var autentisk Bali-mad, som kunne nydes på der tagterrasse eller på stranden med tæerne i sandet. Inde i restauranten kunne man også købe små barer og kager, hvilket vi også benyttede os af.

La Creperie

Jeg nåede aldrig at få taget et billede af disse crepes, for det blev en lille tradition at gå forbi om aftenen på vej hjem mod hotellet, så det var mørkt og umuligt. Men de havde boghvede pandekager som egentlig blev solgt med “madfyld”, men med et sødt smil og et par småmønter kunne man lokke dem til at fylde dem med nutella. De smagte himmelsk og jeg fik en hver eneste aften på øen, ups!

The Banyan Tree

Desværre havde vi kun en enkelt aften tilbage da vi prøvede denne restaurant, for maden var simpelthen så lækker. De havde vegetariske retter og lækre slow juices. Det var ganske fornuftig priser og sødt personale der havde fuldstændig styr på det glutenfri udvalg.

Sanur

Efter Gili T sejlede vi tilbage til Bali for at køre mod syd og Sanur. Her set i bakspejlet havde vi hellere byttet dagene i Sanur til flere dage på Gili, men vi fik på den anden side gået mange lange ture langs stranden og i byen samt virkelig daset ved poolen. Vi boede hos den sødeste familie og stedet kan virkelig anbefales da de med glæde kører til lufthavnen og rundt i byen eller til seværdigheder. Du kan finde hotellet lige HER.

The Three Monkeys

Midt på hovedgaden kunne man finde denne restaurant, som nok er til den trendy side. Den står omtalt i mange rejsebøger og man skal bestemt ikke komme her fordi servicen er god. Aldrig har jeg mødt så sløvt et personale. Men maden smagte fantastisk og restauranten var proppet, så det kan anbefales at bestille bord.

Bali Buda

Da vi i Ubud smed vejen fordi Bali Buda så virkede det som et safe choice at vælge deres sted i Sanur også. Da vi oven i hatten fandt ud af at de bringer ud, ville lykken ingen ende tage. Vi gjorde det to gange til morgenmad og en enkelt til frokost.

Mezzanine

Den sidste aften valgte vi at finde en lidt finere restaurant end vi havde besøgt de andre aftener på rejsen, de sidste penge skulle lige brændes af. Derfor fandt vi denne fine lille perle lidt væk fra byen og hovedgadens larm, men længere syd på mod hotellerne. De havde både Thai, Japansk og vestlige retter som virkelig var i top, de reklamerede ikke med glutenfri, men de havde fuldt ud styr på det da vi spurgte ind til det.

Jeg håber, min lille guide kan hjælpe jer hvis I skulle sætte kursen mod Bali. Skulle I have nogle spørgsmål, så sig endelig til i kommentarfeltet, så skal jeg nok forsøge at svare så godt jeg kan. Jeg ville ønske der ikke var så lang en rejse derud, for det var et ægte glutenfri mad-paradis.

Pernille
Udgivet i Ude i byenKommentarer ( 1 )

Glutenfri Bali guide: Seminyak & Ubud

Lige nu gør jeg alt hvad jeg kan for at trække det sidste ud af vores fantastiske rejse. Den står nemlig på hjemtur i morgen og en 24 timers lang rejse mod Danmark og en hverdag som Hr. og Fru. Det er stadig lidt uvirkeligt at tænke på, vi har så mange gode oplevelser og minder fra bryllupsugen, bryllupsdagen og vores fantastiske bryllupsrejse.

Jeg kommer til at lave en masse forskellige indlæg den kommende tid, hvis der er noget specielt i gerne vil høre om, så smid endelig en kommentar her nedenfor. Så vil jeg se om der kan blive et indlæg ud af det. Først i rækken vil jeg samle op på de første 2 byer, vi har besøgt her på vores bryllupsrejse til Bali, nemlig Seminyak og Ubud, de bød nemlig på nogle rigtig gode madoplevelser.

Vi besøgte herudover også Gili Trawangan og Sanur, men de får et indlæg for sig selv senere på måneden.

Jeg har forsøgt at linke til de forskellige steder via overskriften, så i forhåbentlig bedre kan få et overblik over udvalg og adresser.

Seminyak

Seminyak var en fed by at besøge og især starte i, det var lidt voldsomt at komme direkte fra vores bryllupsboble ned til dyt-båt og den buzz der hersker i byen, men omvendt ville jeg ikke have været det foruden eller haft byen som sidste destination. Vi boede i den fineste villa midt i det hele, men så snart vi lukkede porten bag os, havde vi ro og egen pool. Det kan anbefales hvis man gerne både vil være tæt på der hvor det sker og stadig kunne gå til vandet. Du kan finde Heliconia Villas HER. Vi boede her 4 nætter men kunne sagtens have brugt en dag eller to mere. Byen er et rent mekka for glutenfri spisning og vi spiste ikke et eneste sted 2 gange af ren og skær nysgerrighed.

Shelter Cafe

En cafe der umiddelbart lå ned ad en ret ucharmerende gade, men da man første ankom på første sal åbnede der sig en lille oase med planter fra loftet, lækre toner fra højttalerne og mange typer mennesker lige fra unge til gamle til surfer-dudes til familier med børn. Der var ganske få begrænsninger på det glutenfrie udvalg og det var svært at vælge. Vi gik egentlig derned for en snack men endte med at blive hængende for en burger også. Det er ganske rimeligt i pris og jeg ville ønske det var et sted man kunne tage med sig i kufferten hjem til Odense.

Earth Cafe & Market Bali

Vi fandt lidt sent ud af at vi boede lige overfor dette sted. Det gemte sig nemlig godt på den travle shopping-gade i Seminyak. Men roen lagde sig da man trådte indenfor og der var en enormt udvalg af glutenfri mad. Vi spiste her til morgenmad men man kan også sagtens spise en god og solid frokost her.

Mad Pops

Is lavet på kokos, de smagte helt fantastisk og de fleste varianter var glutenfri. Deres butik lå lige midt på hovedgaden. Det smagte så godt, at jeg slet ikke nåede at få taget et billede inden jeg fik spist min (kæmpe) is.

Biku Bali

En sjov blanding af butik og restaurant lå rigtig tæt på stranden og midt i mellem alle de store resorts. Vi fik fantastisk velsmagende mad og til ganske billige penge. Maden ligner lidt noget rod, anretning er ikke deres stærke side, men det er velsmag, hvilket jo trods alt er det vigtigste. Vi reserverede bord da vi spiste der til aften, det er et ganske velbesøgt sted, så det er en god ide at smide en reservation i løbet af dagen. De serverer også både morgenmad og frokost og havde vi haft flere dage, var jeg bestemt kommet igen.

Ku De Ta

En fancy beach club (dog ikke så fancy som Potato Head) som ligger direkte på den smukke strand omkring Six Beach. Vi havde brugt en hel formiddag på stranden og tog en sen frokost på cafeen. Det smagte godt og de havde godt styr på det glutenfri, endda godt glutenfrit brød, men det er ganske pricy i forhold til hvad man får synes jeg. Jeg kunne dog godt have set mig selv sidde med en “sun down drink” og derfter taget aftensmaden med udsigt over solnedgang og havet, det gjorde vi dog ikke da vi virkelig blev brændt af med de få timer vi var der, i skyggen, med faktor 50!

Sea Side suites

Ejeren kan ikke selv tåle gluten, så ud over at have et overskueligt menukort i forhold til det glutenfri, så var de så søde til at forklare og fortælle om deres retter og anbefalinger til det glutenfri. Det var ganske fin mad til billige penge, men den lå heller ikke i det mest charmerende område. Men har man brugt en dag på stranden eller er i området, så kan det bestemt anbefales at slå et smut forbi.

Taco Beach Grill

Rigtig gode mad til nærmest ingen penge, jeg fik deres glutenfri hårde taco skaller med steak slice og det smagte virkelig godt. Det ligger lidt trukket tilbage fra stranden, men på en gade med forskellige butikker med alt fra pæne kjoler og fede t-shirts til alverdens turist skrammel.

Ubud

Vejen fra Seminyak til Ubud tog os forbi Tanah Lot med privatchauffør hvilket var en fin tur til ganske få penge. Vi tog afsted fra morgenstunden og undgik det værste trafik, den tur kan anbefales. Vi havde i Ubud gråvejr og regn, så vi var en del på hotellet til afslapning og gåtur i rismarkerne. Ubud var en hektisk by, jeg ved ikke hvad vi havde forestillet os, men i hvert fald ikke så larmende og turistet en by. Men det halv-dprlige indtryk skyldes nok også, vi ikke kunne vandre på vulkan Mr. Batur grundet det truende udbrud et andet sted på øen samt det dårlige vejr. Et andet punkt på vores to-do for byen var nemlig også rafting, hvilket jeg var for stor en tøs til i så meget regnvejr. Vi boede dog på det lækreste hotel, dog ret langt ude for byen. Men roen og udsigten her var alle turene i shuttle bus værd. Stedet hed Puri Sebali Resort og jeg fandt det HER. Vi var her 3 nætter, men jeg havde gerne byttet en nat her for at få endnu en på Gili.

Bali Buda

Flere steder på Bali ligger denne Cafe. Vi kom første gang forbi i Ubud og gentagende gange i Sanur, men mere om det i et andet indlæg. Vi fik her burgers, men de har et kæmpe udvalg af glutenfri retter og mine øjne kunne næsten ikke få nok. Burgeren var dog mega god og der var helt styr på det glutenfri på stedet. Glutenfri burger med fritter og milkshake til omkring 50 danske kroner, hvad giver i mig?

Atman Kafe

En cafe som ligger midt i en gade med butikker og små templer. Vi var her første gang efter en tur i Monkey Forest men kom igen dagen efter, da det simpelthen var vanvittig godt! Første gang fik jeg en af deres indonesiske retter og anden gang fik vi en tapas til deling. Men deres indonesiske retter var klart de bedste, det var latterligt billigt, så det kan kun anbefales at slå et smut forbi. Vi sad ud til gaden og det var fedt at se de mange nationaliteter og lokale folk vandre forbi, svedende i varmen.

Monsieur Spoon

Ikke det mest imponerende sted, det lå endda også langt væk fra “hovedgaden” men de havde en hyggelig baghave hvor mange backpackere sad med deres Mac’s og en kaffe. Vi sad dog bare hånd i hånd og fik hver et stykke glutenfri cheese cake. For de havde nemlig en masse slags glutenfri kager i disken. Så er du kaffe og kage tørstig kan det anbefales at tage et smut forbi. Det ligger foruden Ubud også i 4-5 andre byer, så det kan betale sig lige at se nærmere da alle skulle have forskellige udvalg af glutenfri brød og kage.

Jeg håber min guide kan hjælpe jer, skal I afsted og mangler andre tips eller insights, så sig endelig til. Så skal jeg forsøge at hjælpe så godt jeg kan. Jeg kigger ind med den næste guide så snart jeg har den klar, men de tager sin tid at få bakset sammen. Så ind i mellem vil jeg kigge ind med en masse snak om bryllupskage og andet godt.

Pernille
Udgivet i Ude i byenSkriv en kommentar ( 0 )

Bryllupsrejsen er bestilt!

Wup Wup! Bryllupsrejsen er bestilt!

Eller, der er klikket flybilletter hjem og lige for tiden går der mange timer med at undersøge hoteller og overnatning. Jeg glæder mig helt vildt til at skulle til varme, afslapning og nydelse, mon ikke der bliver brug for det oven på nogle heftige dage med bryllupsforberedelser og ikke mindst bryllupsfesten?

Det bliver 14 dages rundrejse på Bali og vi har endnu ikke heeeelt lagt os fast på hvilke byer vi skal forbi.

Lige nu er planen at vi starter i Seminyak et par dage, her mangler vi stadig at finde et sted at bo. Dernæst overvejer vi at tage til Ubud, her skal vi også finde et sted at bo. Herefter vil vi til Gili Trawangan.

Den eneste overnatning vi endnu har booket, er på Gili, hvor en kollega anbefalede DETTE hotel. Det ser så banke lækkert ud, og jeg håber vi kan finde en lige så fin standard til lige så fin pris på resten af turen. Men der er meget at undersøge først, så vi ser frem til at få overnatning i de andre byer på plads også inden længe. Har I nogle gode tips til steder at bo, vil jeg helt vildt gerne høre det!

Jeg vil også helt vildt gerne op nordpå, måske i kender et godt sted? Men jeg frygter også det bliver lidt for presset at nå tidsmæssigt. Så vi har også overvejet Sanur som alternativ, men ved ikke om det er for tæt på det man kan opleve i Seminyak.

Jeg har aldrig været på Bali eller i Indonesien før! Så jeg er spændt på hvad man kan forvente af glutenfrie oplevelser. Heldigvis tyder meget på at det slet ikke bliver svært, men derfor vil jeg stadig meget gerne have alle dine tips og tricks, til hvad jeg skal være opmærksom på og hvor der er godt at spise glutenfrit.

Kender I gode hoteller eller AirBnB hytter i byerne, så må i endelig også gerne sige til!

//Billederne er fundet HER

Pernille
Udgivet i Ude i byenKommentarer ( 2 )

Glutenfri på Rhodos

Der har været lidt stille den sidste uges tid her på bloggen, nogle har måske gættet, at det skyldes, jeg har brugt nogle dage under varmere himmelstrøg. Jeg har nemlig været så heldig, at bruge hele 8 dage på skønne Rhodos. Jeg tænkte derfor, en lille guide om mine oplevelser, ville være på sin plads.

Som udgangspunkt var jeg faktisk ikke så nervøs inden afrejse, når jeg tænker på Grækenland, så tænker jeg på lækre grønne salater. Heldigt nok, så viste det sig at holde stik. Alle steder kan man sjovt nok få en “Greek Salad”, hvilket består af salat, tomat, agurk, lækker feta og fantastisk olivenolie, der er altså ingen gluten at finde her. I “Old Town Rhodos” fik jeg denne version af en græsk salat.

Rhodos

Vi boede på et hotel (Port Royal) i en lille by Kolympia, lidt syd for Rhodos by. Her havde vi all inclusive og de fleste måltider blev altså indtaget her, så jeg har ikke mange tips til spisesteder. Men et rigtig godt tip er at have et Google Translate af ordene “Gluten” (γλουτένη) og “Uden gluten” (χωρίς γλουτένη), jeg prøvede at forklare hvad gluten var uden det store held, men når jeg hev mobilen op og fremviste græske uforståelige tegn, så forstod de lige pludselig hvad jeg mente og kunne guide og hjælpe. Så mit indtryk var at de rigtig mange steder forstår hvad gluten er og kan guide igennem deres menukort, man skal bare først lige få dem til at forstå, hvad det er, man egentlig spørger om.

Jeg har samlet et lille udpluk af det mad vi fik på hotellet herunder, på buffeten var der små tegn på alle deres skilte alt efter om det var uden gluten, laktose eller vegetariske retter.

Som et lille generelt tip, så kan det altid anbefales at pakke lidt glutenfrit brød i kufferten hjemmefra. Jeg selv havde knækbrød og brød med, just in case. Men jeg var så heldig, at jeg også havde det hele med hjem igen. Har i været på Rhodos? Og har i nogle gode oplevelser derfra, i så fald, så kommenter gerne her nedenfor.

Rhodos Rhodos Rhodos Rhodos Rhodos

Pernille
Udgivet i Ude i byenKommentarer ( 1 )

Glutenfri i Stockholm

Som I kunne læse HER og se på min Instagram har jeg være et smut i Stockholm. Så traditionen tro kommer der her en lille guide over byen som glutenfri.

Jeg har hørt så meget positivt, om det at leve glutenfri i Sverige, så forventningerne var store da jeg drog afsted. Og jeg må sige at forventningerne mere end rigeligt er blevet indfriet. Helt generelt var der bare ingen problemer, når man spurgte til glutenfri løsninger kunne de svare, flere steder reklamerede med det direkte og i supermarkederne havde de et udvalg som man kun ser i de store supermarkeder herhjemme.

Vi boede på Radisson Waterfront, som foruden en ret overdådig buffet af “alt det som bør være der”, havde de et specielt afsnit kun med gluten- og laktosefri brød, kager, müsli og yoghurt. Desuden kunne tjenerne hurtigt svare på spørgsmål om gluten i pølser og andre ting i den almindelige buffet. Som I kan se nedenfor tog det måske en lille smule overhånd at blive sluppet fri i sådan en buffet.

Radison Blu

Jeg blev inden vi tog afsted tippet af Miss Jeanett om at besøge El Taco Truck, så da i en eftermiddag havde brug for at hvile benene og få en lille snack, svingede vi ind forbi et af deres 2-3 steder i byen. Hvilket jeg er virkelig glad for vi gjorde, maden var nemlig ikke kun yderst Instagram-venlig, den er også yderst velsmagende. De guider gerne i glutenfri udgaver af deres mad og vi bestilte en Nachos med kylling, den kan altså anbefales.

El taco truck

Jeg havde hjemmefra drømt om en kæmpe stor burger med en endnu større milkshake, gerne lige ud til vandet på en lille hyggelig café. Det fandt jeg godt nok ikke, men en dag vi vandrede rundt som sande turister, stødte vi på en Hard Rock Café, så da vi fandt ud af at de serverer glutenfri burgers, slog vi et sving forbi. Jeg var dog ikke sådan rigtig imponeret, jeg havde forventet mere, da den trods alt var lidt pebret i pris. Men det var en burger og den var glutenfri.

Hard Rock Cafe

Som nævnt i starten var der generelt bare glutenfri ud over det hele. Da vi tilfældigt vandrede rundt i et shoppingcenter stødte jeg på en lille juice-bar med dette udvalg af glutenfrie barer. Jeg fik desværre ikke navnet på stedet, men det var ikke det eneste sted med stort udvalg af ting til den lille sult. Og.. De der Flab Jacks, de er gode! Jeg har planer om at jagte dem herhjemme fra, mit håb er at de kan findes online et sted.

2016-05-06 16.09.49

Sidste aften spiste vi det mest fantastiske sted, Trotzig, som lå i Gamla Stan. Det var også i den dyre ende, men maden og de fine lokaler var der hele værd. Jeg fik hele 3 retter og uden problemer med at tilpasse til glutenfri uden at der på forhånd var givet besked. De havde endda glutenfri brød, som kom på tallerkenen til forretten. Det var så lækkert at i lige får et billede af alle 3 retter.

Trotzig stockholm

Trotzig stockholm

Trotzig stockholm

Da jeg ikke bor i København og har den der kirkegård med alle træerne, så måtte jeg jo selvfølgelig stoppe op og tage et billede af det største og smukkeste kirsebærtræ jeg nogensinde har set. For ud over at være fyldt med glutenfri mad, så må jeg nok indrømme at Stockholm er en af de smukkeste byer jeg nogensinde har besøgt.

Stockholm

Pernille
Udgivet i Ude i byenSkriv en kommentar ( 0 )

Rejseguide til Grønland

Min tid her i Grønland lakker snart mod enden. Mit fly går mod Kastrup mandag morgen. Derfor tænker jeg, at det må være på sin plads med en glutenfri rejseguide til Grønland. 

Jeg må indrømme, at jeg før afgang var noget skeptisk. Jeg pakkede derfor godt med proviant i kufferten, jeg havde alt lige fra flere müslibarer, pasta og diverse slags kiks i tasken. Der er ikke noget værre, end at strande et sted hvor man ikke kan få mad. Normalt, er jeg ikke så nervøs for at sulte når jeg tager ud, men på Grønland hvor grøntsager og salat ikke lige er så let at få fat i, frygtede jeg lidt for, om jeg skulle leve af sælspæk og tørret dyrekød i alle 12dage. Nedenfor ses et lille udsnit af hvad jeg vandrede rundt med i kufferten og med i rygsækken på vores forskellige udflugter rundt i landet.

Heldigvis, blev min frygt gjort til skamme. I alle supermarkeder her i Nuuk, har jeg kunne finde et fint udvalg af glutenfrie varer. Selv i de mindre byer Sisimiut og Sønder Strømfjord havde i deres Pisiffik et relativt stort udvalg. 

  

Jeg fik dog stor glæde af den glutenfri Urtekram brødblanding jeg havde med i kufferten. Den og så en Semper blanding jeg købte hernede, blev spist både til morgenmad og som frokost i form af madpakke-boller.  Jeg vil dog sige at blandingen fra Urtekram var klart bedst.

 

Vi har også været ude at spise flere gange, her voldte det dog lidt flere problemer. Første sted var med henblik på at få en berygtet moskusburger, desværre havde de ikke moskus og de var heller ikke helt sikre i det med gluten. Men jeg fik læst på diverse ingredienslister og bestilte en burger, uden bolle. De virkede meget nervøse over at skulle lave en burger at mit eget medbragte brød, derfor blev bestillingen en burger uden brød med nachos on the side.

  

De dage som blev tilbragt i Sisimiut blev der spist på det mest fantastiske sted. Her fik jeg smagt både rensdyr og moskus. Første dag havde vi dog lidt startproblemer, da tjeneren forvissede mig om, at deres vildt-ret var helt uden gluten. Da den blev serveret kom der en kartoffel ind, som så ret så paneret ud. Jeg nåede at høre om den var paneret i almindelig rasp. Det var den så! Derfor, er der lige et tip om altid selv at være opmærksom på, at det du får ind også er som det burde. De var dog meget undskyldende og kom også ind med en glace, da jeg fik beskeden, efter at have spurgt til sovsen “dont eat the sauce!”. Men alt i alt to virkelig fantastiske måltider.

Med creme brüle til dessert, deres eneste dessert uden gluten. Den smagte heldigvis absolut fabelagtigt.

Faktisk smagte jeg rensdyr to gange, da et hammer sødt par inviterede på hjemmelavet rensdyrsteg, som faktisk smagte endnu bedre end restaurantens. Det er så mørt og lækkert et stykke kød.

I morgen flyver jeg hjem til lille Odense og tilbage til mit eget lille køkken. Jeg vil lige huske at tippe jer om, at rigtig mange flyselskaber har mulighed for glutenfri mad ombord. Man skal blot informere dem om det i god tid inden afgang. Ved Airgreenland sendte jeg en mail straks efter bestilling.

Jeg fik på vejen herop en fin pastaret. Dog serveret med et helt alm brød på tallerkenen. Hvilket jeg heldigvis opdagede i tide (jeg har før på en anden ferie nået at spise af det glutenfyldte brød de kom med – knap så fed flytur efterfølgende). Så jeg holder øjnene åbne for gluten-brød (igen) i morgen og ser frem til en forhåbentlig smuk flyvetur.

Jeg har i øvrigt oprettet en side til mine forskellige rejseguides og steder man kan spise glutenfri i Danmark, I finder dem lige HER.

Pernille
Udgivet i Guide, Ude i byenSkriv en kommentar ( 0 )