Glutenfri Bali guide: Gili Trawangan & Sanur

Bedre sent end aldrig, er det ikke sådan man siger! Med lidt forsinkelse kommer altså her efterfølgeren til mit tidligere rejseguide-indlæg om glutenfri spisesteder på Bali fra vores bryllupsrejse.

Efter byerne Seminyak og Ubud (se tidligere indlæg HER) tog vi videre til Gili Trawangan og Sanur.

Jeg har forsøgt at linke til de forskellige steder via overskriften, så i forhåbentlig bedre kan få et overblik over udvalg og adresser, lige som i sidste Bali-indlæg. Men især på Gili var websites ikke så brugt, så her var det lidt svært.

Gili Trawangan

Oplevelsen på Gili Trawangan er noget I ikke må snyde jer selv for hvis turen går til Bali. Vi valgte ret bevidst den største af de 3 Gili øer i håbet om det ville gå lidt lettere at få glutenfri mad. Heldigvis havde Gili Trawangan et fint udvalg og de restauranter her nedenfor havde deciderede glutenfri menukort. At besøge øen uden biler var fantastisk og et sandt paradis. Man skal dog være virkelig opmærksom på at komme med den større færge og ikke de mange små speedbåde, vi blev snydt af vores hotel i Ubud, da vi sejlede dertil og endte i en speedbåd, den mest ubehagelige oplevelse på vores rejse. Hjemturen tog vi med færgen, hvor man kunne sidde på dækket, nyde solen og den smukke udsigt (når ikke man var dårlig af bølge-gangen). Det var dog turen værd og jeg gjorde det gerne igen for at opleve den ro og fred man får på Gili.

Kayu Café

Et sted vi besøgte ikke mindre end 3 gange på vores ophold på Gili T. Maden var simpelthen så billig, udsigten fantastisk og vi var nok også nået til et punkt hvor vi nød at have et “stamsted”. Det var autentisk Bali-mad, som kunne nydes på der tagterrasse eller på stranden med tæerne i sandet. Inde i restauranten kunne man også købe små barer og kager, hvilket vi også benyttede os af.

La Creperie

Jeg nåede aldrig at få taget et billede af disse crepes, for det blev en lille tradition at gå forbi om aftenen på vej hjem mod hotellet, så det var mørkt og umuligt. Men de havde boghvede pandekager som egentlig blev solgt med “madfyld”, men med et sødt smil og et par småmønter kunne man lokke dem til at fylde dem med nutella. De smagte himmelsk og jeg fik en hver eneste aften på øen, ups!

The Banyan Tree

Desværre havde vi kun en enkelt aften tilbage da vi prøvede denne restaurant, for maden var simpelthen så lækker. De havde vegetariske retter og lækre slow juices. Det var ganske fornuftig priser og sødt personale der havde fuldstændig styr på det glutenfri udvalg.

Sanur

Efter Gili T sejlede vi tilbage til Bali for at køre mod syd og Sanur. Her set i bakspejlet havde vi hellere byttet dagene i Sanur til flere dage på Gili, men vi fik på den anden side gået mange lange ture langs stranden og i byen samt virkelig daset ved poolen. Vi boede hos den sødeste familie og stedet kan virkelig anbefales da de med glæde kører til lufthavnen og rundt i byen eller til seværdigheder. Du kan finde hotellet lige HER.

The Three Monkeys

Midt på hovedgaden kunne man finde denne restaurant, som nok er til den trendy side. Den står omtalt i mange rejsebøger og man skal bestemt ikke komme her fordi servicen er god. Aldrig har jeg mødt så sløvt et personale. Men maden smagte fantastisk og restauranten var proppet, så det kan anbefales at bestille bord.

Bali Buda

Da vi i Ubud smed vejen fordi Bali Buda så virkede det som et safe choice at vælge deres sted i Sanur også. Da vi oven i hatten fandt ud af at de bringer ud, ville lykken ingen ende tage. Vi gjorde det to gange til morgenmad og en enkelt til frokost.

Mezzanine

Den sidste aften valgte vi at finde en lidt finere restaurant end vi havde besøgt de andre aftener på rejsen, de sidste penge skulle lige brændes af. Derfor fandt vi denne fine lille perle lidt væk fra byen og hovedgadens larm, men længere syd på mod hotellerne. De havde både Thai, Japansk og vestlige retter som virkelig var i top, de reklamerede ikke med glutenfri, men de havde fuldt ud styr på det da vi spurgte ind til det.

Jeg håber, min lille guide kan hjælpe jer hvis I skulle sætte kursen mod Bali. Skulle I have nogle spørgsmål, så sig endelig til i kommentarfeltet, så skal jeg nok forsøge at svare så godt jeg kan. Jeg ville ønske der ikke var så lang en rejse derud, for det var et ægte glutenfri mad-paradis.

Pernille

, , ,

One Response to Glutenfri Bali guide: Gili Trawangan & Sanur

  1. Emily 4. maj 2019 at 9:32 #

    Tusind tak for din fine guide. Står foran en måned på Bali her til sommer, og har allerede nu overvejet, hvor “bøvlet” det ville blive at undgå gluten. Det giver mig lidt ro at se, at det godt kan lade sig gøre – og maden ser endda lækker ud 🙂

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.