Heldigvis indeholder langt de færreste sodavandsis gluten. Men, da jeg igår lagde DENNE opskrift på hyldeblomst på bloggen, tænkte jeg, at jeg ville inspirere til at man brugte det til andet end bare at drikke med lidt danskvand.
Jeg prøvede nemlig forleden at lave en lille lækker sodavandsis baseret på min hjemmelavede hyldeblomstsaft. De er geniale lige at have i fryseren og de er fantastiske på dage som igår hvor solen bare bager og temperaturen er i top.
Man kan bruge lige den frugt man har liggende eller bedst kan lide. Jeg har i mine lavet en med ren jordbær, en med ren kiwi og en med ren blåbær og en hvor jeg blandede alle tingene. Min egen favorit var den blandede og den med ren jordbær.
Jeg skal helt sikkert lave mange forskellige her hen over sommeren. Hyldeblomstsaften er så dejlig sød og jeg synes, det er en dejlig tanke at de er hjemmelavet helt fra bunden.
Glutenfri Hyldeblomst-is
Udstyr
- Isforme
Ingredienser
- 10 ml hyldeblomstsaft
- 30 ml vand
- 3 jordbær
- 2 spsk. blåbær
- 1 kiwi
Sådan gør du
- Bland et stort glas hyldeblomstsaft i forholdet 1:3
- Skær frugten i tynde skiver
- Placer frugten i formene langs siderne
- Hæld den opblandede hyldeblomstsaft i formen
- Stil i fryseren i minimum 3 timer