Glutenfri hindbærlagkage

Glutenfri Hindbærlagkage

I går var sådan en rigtig god og hyggelig dag. Jeg fejrede fødselsdag med hele familien for både min mor og lillebror, så dagen stod i hyggen og fejringens tegn. Faktisk tog vi hul på fødselsdagsfejringen allerede sidste lørdag, hvor vi var ude at spise god mad og fejre min mor. Hvilket selvfølgelig betød glutenfri hindbærlagkage efter fødselarens ønske.

Da der er skudt gang i endnu en sæson af Den Store Bagedyst, fik jeg lyst til at slå ud med armene og gå i krig med noget lidt mere besværligt end jeg plejer. Det blev derfor til en glutenfri hindbærlagkage med hjemmelavede bunde og fyldt med en hindbær og en chokolademousse og pyntet med bånd af marcipan og friske hindbær.

Den smagte absolut fantastisk og er ikke en af de mest komplicerede kager at lave, men fordi den er lavet på mousser, så kræver den lidt forberedelse og tid på køl for at den er rigtig god når den skal spises.

Ingredienser – Glutenfri Hindbærlagkage (8 personer)
Bunde

4 æg
2 dl sukker
150 g mandelmel
2 spsk kartoffelmel
1,5 tsk bagepulver

  • Opvarm ovnen til 200 grader
  • Pisk æg og sukker til en luftig masse
  • Tilsæt mandelmel og kartoffelmel og pisk til der ikke er klumper i
  • Tilsæt bagepulver og rør det godt sammen
  • Hæld 1/3 af dejen i en bagering eller springform (jeg har bedst erfaringer med en bagering på et stykke bagepapir drysset med sukker). Bag dem en ad gangen – 3 stk i alt.
  • Bag i 10-12 min
  • Lad dem køle af på en rist i 10-15 minutter før de fjernes fra bagepapiret

Det er vigtigt, at man bager bundene i 3 omgange, og ikke forsøger at tage smutvejen, for at bage den i én, for så at skære den ud. Den bliver nemlig ikke ordentlig bagt i midten på den måde.

Hindbærmousse

125 g friske hindbær
3,5 dl piskefløde
2 blade husblads
100 g sukker
Saften fra 1/4 økologisk citron

  • Kom husblads i en skål med koldt vand.
  • Med en gaffel moses hindbær i en skål
  • Tilsæt sukker, citronsaft og husbladsen, som vrides og tilsættes hindbærpureen
  • Varm hindbærblandingen op over et vandbad til husbladsen er smeltet
  • Pisk imens fløden til flødeskum og vend hindbærblandingen heri
Chokolademousse

100 g mørk glutenfri chokolade
3 pasteuriserede æggehvider
3,5  dl piskefløde
1 spsk sukker

  • I en skål pisken æggehvider og sukker til marengsskum
  • I en anden skål piskes fløden til flødeskum
  • Smelt chokoladen over et vandbad
  • Vend chokoladen i marengsskummet og vend flødeskummet heri
Pynt

125 g friske hindbær
25 g mørk glutenfri chokolade
0,25 L piskefløde
200 g Overtræksmarcipan

Kagen samles
  • Placer en lagkagebund på dit kagefad og brug en kagering til at komme omkring bunden
  • Kom hindbærmoussen i en sprøjtepose og fordel moussen over hele bunden (du kan også sagtens bruge en ske, men sprøjteposen hjælper på luftbobler)
  • Læg en bud over moussen og tryk den let fast
  • Fordel chokolademoussen over bunden
  • Læg den sidste lagkagebund over chokolademoussen og tryk den let fast
  • Stil kagen på køl i ca. 2 timer
  • Inden servering piskes fløden til skum og chokoladen hakkes groft
  • Rul marcipanen ud i passende størrelse (længde og brede)
  • Fjern bageringen og kom marcipanen rundt om kagen
  • Fordel flødeskummen over toppen af kagen
  • Skyl hindbærrene og placer dem rundt i kanten af kagen
  • Drys chokoladen på toppen
  • Server

Jeg er ked af at billederne ikke tog sig bedre ud, jeg må snart få lavet et lys set-up så jeg kan få taget nogle gode billeder selv om vejret er lumskt og mørkt. Men kagen smagte absolut fantastisk og faldt i rigtig god jord hos både min mor og gæsterne.

Jeg håber, denne lidt længere guide kan hjælpe jer til et lige så godt resultat.

Glutenfri Hindbærlagkage

Glutenfri Hindbærlagkage

Pernille H Petersen

, , , , , , , ,

15 Responses to Glutenfri hindbærlagkage

  1. Mette Dall 19. februar 2016 at 19:59 #

    Hej Pernille

    Er opskriften på bundene til alle tre bunde?

    Mvh Mette

    • Pernille 19. februar 2016 at 20:06 #

      Ja, den er til alle 3 🙂

  2. Mette 22. april 2016 at 10:29 #

    Hvilken str. Er bundene?

    • Pernille 22. april 2016 at 10:57 #

      Jeg bruger normalt en 22cm springform 🙂

  3. Rosa Godoy Henckel 16. marts 2017 at 17:30 #

    Hej Pernille
    Tak fordi du deler dine opskrifter, nu er jeg i hgang med at lave lagkagebunden. Dejen er ret stiv, ikke flydende. Jeg brugte samme ingredienser. Skal det være sådan?

    • Pernille 19. marts 2017 at 19:09 #

      Hej Rosa
      Mener du før eller efter du bager den?
      /Pernille

  4. Emilie 10. januar 2018 at 19:00 #

    Hej Pernille
    Tror du man kan lave kagen og lægge den sammen dagen før, og så inden den skal serveres, pynte den med flødeskum, marcipan og hindbær?

    • Pernille 10. januar 2018 at 19:13 #

      Hej Emilie
      Det tror jeg kun den bliver bedre af 🙂 Så bliver bundene helt bløde og lækre når den skal spises dagen efter. Men vent med marcipanbånd, bær og flødeskum som du selv skriver. Det kan man komme på inden den skal serveres 🙂
      Pernille

  5. Mette 3. april 2018 at 23:09 #

    hvis det skal være en stor kage, somme plade til ovn – vil det passe at bage en x opskrift pr bund, altså så 3 bunde bliver til en?

  6. Jorunn 19. juli 2018 at 15:40 #

    Dette er den første glutenfri lagkagebund jeg har prøvet som faktisk smager lækkert!! Tak for opskrift!

    • Pernille 20. juli 2018 at 10:51 #

      Tusind tak for din søde besked – jeg er glad for den kunne gøre glæde og gavn 🙂

  7. Linda 17. august 2018 at 14:26 #

    Hejsa😊
    Tak for opskrifter på lagkagebundene, ved du om de kan fryses så man kan lave dem på forhånd?

    • Pernille 20. august 2018 at 19:44 #

      Det kan de godt, så bliver de en del mere våde end hvis de blot bages og samles dagen før den skal bruges 🙂

  8. Ann 19. august 2018 at 14:12 #

    Er der frugtfarve i marcipanen – det står der nemlig ikke i opskriften?

    • Pernille 20. august 2018 at 19:43 #

      Den kan købes lyserød eller hvilken farve man nu ønsker den skal være 🙂

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.