About Pernille

Author Archive | Pernille

Har din hund også glutenallergi?

//Indlægget indeholder affiliate links.

Silke

Vidste I at hunde også kan være overfølsomme overfor gluten?

Jeg har ikke selv været så opmærksom på det tidligere, men jeg har søgt lidt rundt på nettet og det viser sig, der faktisk findes rigtig mange gode hundesnacks uden gluten. Jeg har fundet nogle både HER og HER samt hos min lokale dyrebutik.

Grunden til min søgen er, jeg fornylig har opdaget, at en af de hyppigste allergikilder for hunde er foderallergi. Den mest kendte er faktisk glutenallergi. I rigtig meget af det hunde foder samt godbidder man kan købe i dag, er der rigtig meget korn i. Det er med til at holde prisen nede på foderet, men desværre også gøre at mange hunde ikke kan tåle deres foder. De får diarre, bliver tynde og uoplagte, præcis som vi mennesker.

Det er lidt skræmmende og jeg må vidst hellere være lidt bedre til at tænke på glutenindholdet i mit hundefoder fremover.

Er det noget I tænker over med jeres hund?

Pernille
Udgivet i AndetComments { 1 }

Nem salat med kylling

Detox Salat

Er jeg den eneste som er helt kvæstet i kroppen af alt den fede julemad? Jeg er lækkersulten hele tiden, men kan mærke at jeg mere har lyst til salat og sund mad igen, når jeg mærker sådan rigtig efter. Forleden spiste jeg sammen med en god veninde, heldigvis havde hun det på samme måde som mig, lyst til sundt men lækkert. Til at stille denne lyst, er denne salat helt genial. Den er simpel og uden for mange specielle ingredienser, men samtidig er den fyldt med smag og mætter rigtig meget. Den har derfor fået navnet detox salat, hvilket jeg ikke ved om er helt legalt, men sund og nærende, det er den.

Desuden er den også ganske budget-venlig, så det er bestemt ikke sidste gang jeg laver denne salat.

Som I kan se er det lynhurtigt at forberede men smager himmelsk. Er man til mere smag, kan man sagtens stege lidt hvidløg med på panden sammen med kyllingen eller kværne det ned i dressingen

Nem salat med kylling

Forb. tid 10 minutter
Tilb. tid 15 minutter
Samlet tid 25 minutter
Ret Aftensmad, Frokost
Antal 3 personer

Ingredienser
  

  • 1 avokado
  • 400 g kyllingefillet
  • 125 g frisk mozzarella
  • ½ salathoved eller 1 pose med blandet salat
  • 3 gulerødder
  • ½ agurk
  • 100 g cherrytomat
  • 1 tsk. glutenfri paprika
  • 1 tsk. Oregano
  • 300 ml creme fraiche
  • 3 håndfulde frisk basilikum
  • salt & peber

Sådan gør du
 

  • Salaten skylles og kommer i en skål.
  • Snit gulerødder, agurk, avokado og tomat fint og kom det i skålen.
  • Kyllingen skæres i små tern og steges på panden i lidt olie sammen med paprika og oregano.
  • I en skål røres creme fraish sammen med hakket basilikum. Har du en persillekværn får du ekstra meget smag ved at kværne basilikummen her i.
  • Smag kylling og dressing til med salt og peber.Server!
Detox Salat
Pernille
Udgivet i AftensmadComments { 0 }

TUSIND tak for 2015!

Ventetiden er lang, jeg er nemlig SÅ klar til at springe ind i et nyt år.

2015 har været et vildt år for bloggen, jeg har oplevet så meget mere end jeg overhovedet turde håbe på da jeg startede op. Bloggen er trods alt kun 15 måneder gammel. Året 2015 blev for bloggen et år med mit første event som blogger sammen med Goodie Good Stuff, hvor jeg fik lov til at møde nogle søde læsere af bloggen, jeg lavede opskrifter til astmaogallergi-kampagnen, det blev året for opstart af mit samarbejde med REMA1000, et samarbejde som jeg glæder mig til se blomstre endnu mere i det kommende år, jeg har leveret 9 madplaner til Ugeavisen Odense, og oveni hatten fået en masse tilbud om sponsorater og samarbejde i forbindelse af lanceringer af nye glutenfrie produkter.

Personligt har det været et år hvor jeg skiftede arbejde, hvilket også gjorde jeg havde lidt mindre tid til bloggen og indlæggene blev lidt færre, men jeg er taknemmelig for at der kun er kommet flere følgere til fremfor I opgav mig. Det har været et år fyldt med rejser til Belgien, Grønland, Paris og Gran Canaria, den sidste skylder jeg en rejseguide til.

Jeg glæder mig til at springe ind i det nye år, med min kæreste i hånden og med forhåbningen om at 2016 vil bringe endnu flere store oplevelser med sig.

Må alle I allesammen få den mest fantastiske aften fyldt med glutenfri mad, en masse rødvin, champagne og kys i stribevis når klokken slår 12!

Glutenfri og laktosefri cupcakes

IMG_0630.JPG

headerBlogger_1634x900

Madplan 4

Glutenfri belgien

IMG_0637.JPG

Nytår

Pernille
Udgivet i AndetComments { 0 }

Året der gik 2015

Sikke et forrygende år 2015 har været for min lille blog. Jeg sidder her i sofaen og venter på at TV2 skruer op for deres “store øjeblikke 2015” og tænkte temaet selvfølgelig skal forlænges helt herind på bloggen.

Jeg har fundet en fantastisk smart side, som har fundet mine 9 mest likede billeder på Instagram i 2015. Og jeg må erklære at I er lige så glade for jordbær og søde sager som jeg er. Det er også et år hvor jeg har indledt mit samarbejde med REMA1000 om at udvikle glutenfrie opskrifter til deres glutenfrie opskriftsunivers.

Insta2015

Er du til jordbær trifli i glas kan du finde her HER, glutenfri sticks HER, glutenfri hindbær lagkage HER, glutenfri energibarer HER.

Da jeg var i gang med at se tilbage på det forgangne år, tog jeg en tur ind forbi besøgstallene på bloggen og har derfor fundet de 5 mest læste indlæg herinde. Det er igen de søde og usunde sager som vinder, I er læsere lige efter mit hoved!

Glutenfri øl

Det mest læste indlæg i år har været min lille guide til glutenfrie øl. Ikke nok med at det var sjovt at lave, så er jeg kæmpe fan af hvor søde og gode I er til at kommentere med bidrag og input til listen. Jeg har forsøgt så godt jeg kan at få alle jeres inputs med. Så den hele tiden er opdateret. Det er simpelthen så fantastisk at vi sammen kan forme indlæggene, det er altså sjovere når I er med på sidelinjen. Indlægget finder I HER.

Jordbærtærte

På en stærk anden plads ligger min absolutte yndlingskage, om jeg så kunne tåle en proppet med gluten, så ville jeg til hver en tid vælge den her. Jeg er vild med den er så sød og svampet, lige som sådan en jordbærtærte skal være. Opskriften er lige HER.

Raw chokoladekage

Godt nok er den her i den sundere end af skalaen da den både er uden sukker og gluten, men den er virkelig god og jeg kan godt forstå I er mange, som har kigget ind forbi den opskrift mere end én gang. Opskriften er lige HER.

Havreboller

Den næste er disse lækre havreboller, det er lavet udfra Urtekrams glutenfrie serie, som jeg var så heldig at få lov til at teste, du kan læse opskriften lige HER. Jeg er ret stor fan, men mine egne yndlingsboller er nu stadig DISSE.

Oreokage

Den sidste opskrift er den mest grissede opskrift jeg har herinde, tror jeg. Det er en oreokage på bund af oreo, selvsagt, hvilket kombineres mes hvidchokolademousse som krydres med mørkchokolademousse. Det er en sukkerbombe og den smager fuldstændig fantastisk. Opskriften er HER.

Selvfølgelig skal I have en joker I anledning af det nye år, det er opskriften på nogle små lækre kransekagebidder, de er hurtig lavet, så står du og mangler noget at komme i munden når klokkerne ringer i morgenaften, så kan du nå det endnu. Opskriften får du HER.

2014-12-31 12.07.20-1

Hvilken opskrift har været din yndlings i år?

Pernille
Udgivet i AndetComments { 0 }

Glædelig jul og de sidste tips og tricks

Jeg synes, det er på sin plads at jeg lige tjekker kort forbi bloggen her i dag. Jeg er selv blevet installeret hos mine forældre, anden er ved at blive gjort klar til at snurre rundt på grillen og flæskestegen er sat i ovnen til langtidsstegning. Træet er pyntet og lige om få minutter vender vi næsen mod kirken og julegudstjenesten. Det er så hyggeligt og jeg glæder mig til en aften fyldt med hygge og god mad.

Er du i tvivl om hvordan man sikre sig en glutenfri jul? Så kommer her lidt links til mine jule-tips og tricks.

And

Brun sovs – jeg har flere gange skrevet om hvordan man laver brun sovs, I finder guides HER og HER. Desuden prøvede jeg forleden at lave den opbagt med den orange finax og det gik glimrende, et indlæg om det følger i det nye år.

2014-11-18 19.59.54-1

Risalamande – min absolut yndlingsdessert og fantastisk nok helt naturlig glutenfri. Desværre skal man passe enormt meget på med kirsebærsovsen, da jeg har stødt på nogle, som indeholder gluten. Du finder min opskrift HER.

Tilbage er der kun at ønske alle jer enormt dejlige læsere en helt fantastisk og glædelig jul! Må I få glutenfri sovs i langebaner og risalamande til det står ud af ørene.

Pernille
Udgivet i AndetComments { 0 }

Glutenfri jødekager

Glutenfri jødekager

I dag får I en rigtig juleopskrift, nemlig glutenfri jødekager.

Der er kun 3 dage til jul og jeg glæder mig som et lille barn. Jeg er i hus med de fleste gaver, mangler kun en enkelt og jeg skal julehygge med gode venner og kollegaer de næste dage inden jeg vender næsen mod min familie og jul i lange baner.

Det er med at udnytte de sidste dage godt og grundigt, da der er et helt år til vi kan jule igen. Så mangler du lidt sødt til kaffen eller blot en hyggelig beskæftigelse, så er disse jødekager det hele værd. De smager præcis som de skal og jeg elsker at stikke ting ud med forme.

Et lille tip er at sætte dejen på køl inden den rulles ud og igen inden du stikker den ud med forme. Det gør den knapt så fedtet og lidt mere medgørlig.

Glutenfri jødekager

Glutenfri jødekager

Forb. tid 20 minutter
Tilb. tid 15 minutter
Ret Jul
Antal 25 stk

Ingredienser
  

  • 150 g glutenfri mel
  • 175 g smør
  • 125 g sukker
  • 1 æg
  • 2 g hjortetaksalt

Pynt

  • 1 æg
  • 2 spsk. kanel
  • 1 ½ spsk. sukker
  • 35 g hakkede hasselnødder

Sådan gør du
 

  • Opvarm ovnen til 220 grader.
  • Bland smør, sukker, æg og hjortetaksalt godt sammen.
  • Sigt det glutenfrie mel i blandingen og ælt blandingen grundigt sammen.
  • Mellem to stykker bagepapir eller husholdningsfolie rulles dejen tyndt ud til den er ca. 3 mm.
  • Med en kageform eller et glas på ca. 5 cm i diameter stikkes dejen ud til små kager.
  • Det resterende dej samles, rulles ud og stikkes ud til kager, gentages 2-3 gange.
  • Pensel kagerne med et pisket æg og drys med kanel, sukker og hakkede nødder.
  • Bag kagerne midt i ovnen på 220 grader i 6-8 minutter.
Glutenfri jødekager
Pernille
Udgivet i Jul, KageComments { 6 }

Glutenfri wok med and

Wok med and

Julestemningen er efterhånden ved at indfinde sig her hos mig, det har ellers taget sin tid i år synes jeg, måske fordi vejret absolut ikke er julet eller tæt på sne. Er der julestemning ude på den anden side af skærmen hos jer?

Hvis ikke, så kan det være denne ret kan hjælpe på det. Den er nemlig med and og da det stadig er lidt for tidligt at tage hul på andestegen og den brune sovs, så er det stadig julet og lækkert. Denne wok er så fyldt med smag at det er lige så englene synger.

Server med kogte ris og top din anretning med cashewnødder. De saltede nødder gør lige det sidste for retten og smager simpelthen så godt til.

Glutenfri wok med and

Forb. tid 15 minutter
Tilb. tid 20 minutter
Samlet tid 35 minutter
Ret Aftensmad
Antal 2 personer

Ingredienser
  

  • 2 andebryst
  • 1 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 1 ½ tsk. glutenfri sambal oelek eller rød karry pasta
  • 1 tsk. revet ingefær
  • ½ tsk. karry
  • 100 g sukkerærter
  • 1 rød peber
  • 1 ½ dl edamamebønner
  • 2 gulerødder
  • 1 ds kokosmælk
  • 1 dl fløde
  • salt
  • 100 g cashewnødder
  • 4 dl ris

Sådan gør du
 

  • På de to andebryster skæres fedtsiden fri fra kødet.
  • I en meget varm wokpande steges fedtstykket i omkring 5-7 minutter til der ligger en pæn mængde fedtstof tilbage i panden.
  • Imens snittes løg og hvidløg fint og andekødet skæres ud i tynde skiver.
  • Fedtet tages op fra panden og smides ud.
  • I panden med det smeltede andefedt tilsættes nu løg og hvidløg som steges, til det får en gylden farve.
  • Tilsæt så revet ingefær, karry og sambal oelek og rør grundigt rundt.
  • Tilsæt det skiveskårede andekød og svits det til det har en lysebrun stegeflade, det tager ca. 6-8 minutter.
  • I mens skæres sukkerærterne i kvarte, peberen og gulerødderne snittes i tynde skiver og edamamebønnerne tages ud af skrællen.
  • Alle grøntsager tilsættes, når andeskiverne er brunet på begge sider.
  • Lad det stå i omkring 2 minutter mens det jævnligt blandes godt rundt.
  • Tilsæt kokosmælk og fløde og lad det simre i 4-5minutter.
  • Smag til med salt.

Opskriften findes desuden også hos REMA1000, blandt de glutenfrie opskrifter, som jeg har udviklet til dem. I finder dem alle HER.

Wok med and
Pernille
Udgivet i AftensmadComments { 0 }

4 Julesmåkager

Der har været ret så stor en interesse for mit tidligere indlæg med et tema og overblik over opskrifter, senest var det DENNE, som handlede om sundere opskrifter på julekonfekt.

Derfor tænkte jeg, det ville være en god ide at give jer overblikket over de glutenfrie julesmåkager, som indtil nu har ramt bloggen. Man kan selvfølgelig også altid selv gå på jagt i mine opskrifter med jule-tema lige HER.

Glutenfri jødekager

De her lækre Nøddekager, er en opskrift, som jeg har fået af min mormor. Hun bagte dem til mig sidste år og de er super gode, en sundere version af en jødekage om man vil.

Glutenfri cookies

Triple Chocolate Cookies er bare altid en sikker vinder, de er altid i den småkagedåse, som først er tømt. Oftest inden vi når juledagene. Jeg har også endnu en Cookie- opskrift i ærmet til jer en af de kommende dage.

Glutenfri konfekt

Bagt marcipankonfekt med chokolade kan sagtens dække sig ind under to kategorier nemlig konfekt og småkage. Den er nemlig så knasende og lækre at den sagtens kan fungere som småkager.

Chokoladekager

Chokolade småkager som jeg gav jer opskriften på i går er sådan en småkage som man sagtens kan bruge hele året rundt. For mig smager de af jul og gode minder, men de er lækre, sprøde og chokoladeagtige.

Pernille
Udgivet i Jul, Kage, Søde SagerComments { 0 }

Sundere julekonfekt

Sidste år var bloggens første jul og jeg kan se i arkivet at jeg var ganske aktiv med at få lagt opskrifter herind. Jeg tænker derfor, det er passende at dette års december startes ud med at huske mig selv og jer søde læsere på de forskellige opskrifter, som jeg allerede har herinde. Vi starter ud i den sunde afdeling i dette indlæg nemlig med dadelkugler.

Man kan variere dem på et hav af forskellige måder, i år har jeg planer om at teste en med havsalt og lakridskombinationen. Den får I opskriften på hvis det lykkes. Men nedenfor er de forskellige slags jeg til nu er ret vilde med – min favorit er den med smag af Ferrero Rocher.

Har du en dadelkuglefavorit? Så tip mig gerne med opskriften i kommentarfeltet her nedenfor.

Dadeldrøm2

Denne opskrift er simpelthen er favorit, den smager meget som de ægte Ferrero Rocher, den er bare meget sundere så man må spise en ekstra uden dårlig samvittighed. I finder opskriften HER.

Glutenfri dadelsnack med After Eight smag

Nu vi er i dadelkugler med smag inspireret af sukkerfyldt slik, så passer denne opskrift perfekt ind. Der tilsættes lidt pebermynteessens, så de får en dejlig julet pebermyntesmag. Opskriften finder I HER.

Dadelkugler med peanutbutter

Denne dadelkugle opskrift er lidt mere besværlig og avanceret end de andre. Men det er hele besværet værd, de er simpelthen så lækre og fyldt med smag på grund af kernen af crunchy peanutbutter. Du kan finde min opskrift HER.

2014-10-29 13.41.54-1

Sidste dadelkugle opskrift er denne med jul ud over det hele på grund af den søde appelsinsaft, der tilsættes dadelmassen. Jeg synes, de bedste er dem med det frysetørrede hindbær udenpå. I finder opskriften lige HER.

Pernille
Udgivet i JulComments { 1 }

Shop glutenfri på nettet

Jeg er blevet enormt stor fan af helsekostbutikker, for jeg har bestemt ikke altid været det. Lige da jeg fik konstateret cøliaki, så verden lidt anderledes ud end i dag. Der var kun få produkter i Løvbjerg og meget lidt vakuumpakket brød i én Kvickly i hele Odense. Derfor, var jeg nødt til at gå i helsebutikkerne, hvis jeg var på udkig efter brødblandinger eller de mere specielle meltyper. Dengang synes jeg det var pinligt og mærkeligt at skulle handle derinde, hvilket er lidt skørt for det er jo en butik som alt andet, men jeg følte jeg fik en stempel i panden om at jeg var syg og anderledes. Men heldigvis er det anderledes i dag, det er nemlig de butikker, som er sjovest at kigge rundt i, når man skal finde de lidt mere specielle ting, så som poppede ris, hvis man vil forsøge sig med juleslik eller sjov konfekt.

Føler du dig ikke tilpas i en helsekostbutik, eller bor du i en by uden en butik med et stort udvalg, er der heldigvis en masse forskellige butikker på nettet, som kan klare det for dig. Jeg er altid overrasket over udvalget, som slår selv den bedste butik med flere meter. Jeg har derfor samlet lidt forskellige websteder, som har et stort udvalg af glutenfri varer til gode priser.

Shop glutenfri på nettet:

  1. Løvegården: Består både af en butik i det nordlige Jylland og en stor online shop. Der er mange spændende varer og de har mange af de ting, som jeg også havde på min egen webshop, da den levede. Du kan finde deres shop via linket HER.
  2. Helsehelse.dk: Har den fantastiske lowcarb pasta, som jeg flere gange har brugt her på bloggen, desuden har du også 2 forskellige slags lakrids, hvilket man ser meget få steder. Du finder deres udvalg HER.
  3. Viivaa.dk: Har et stort udvalg af Semper produkter og forskellige meltyper, alle naturligt glutenfri. Desuden har de nogle brødklapper og rawbarer, som ser spændende ud, og jeg ikke har set før, dem kunne jeg godt selv finde på at prøve af til madpakken. Du finder det HER.
  4. Helsebixen.dk: Har mange specielle meltyper som jeg ikke har set andre steder. Desuden har de helt normale digestivekiks, uden chokolade. Desuden har de flere forskellige slags pasta og lakrids. Du finder det HER.
  5. Lowcarbstore.dk: Har er hav af proteinbarer og meltyper som er lowcarb og høj i proteinindhold, nogle af dem er endda på kage og lækre boller. Du finder deres udvalg HER.
  6. LCHFbutikken.dk: Har kage- og brødmix samt lowcarb pasta. Du finder deres udvalg HER.
  7. Bodyman.dk: Du kan finde falaffelmix, og bageblandinger i alle afskygninger med højt proteinindhold foruden en masse spændende produkter af Superfoods-kategorien. Er du super allergisk har de også erstatningsprodukter for bla. æg. Du finder det HER.
  8. Med24.dk: Har et enormt udvalg af at hvad du drømmer om. De har barer, saltstænger, poppet hirse, slik, kage, bouillion og et kæmpe udvalg af bagemix, knækbrød og meltyper. Jeg kom selv til at klikke en del hjem herfra, du finder deres udvalg HER.
  9. Økologisk-Supermarked: De har chokoflakes! Behøver man sige mere? Desuden er deres store udvalg også på pasta, knækbrød og brødblandinger.

Hvor handler du de mere specielle glutenfri varer? Del gerne i en kommentar nedenfor, så vi kan hjælpe hinanden, med at finde de gode steder at handle.

Helsehelse.dk Digestive Vindruekernemel Pernille
Udgivet i Andet, GuideComments { 0 }

Glutenfri Fiskefilet

Glutenfri fiskefilet

Når man har cøliaki eller overfølsomhed overfor gluten, så finder man ud af, hvor meget man kan savne forskellige madvarer. En af dem jeg selv kan savne er en fiskefilet, derfor gav jeg mig ud i selv at prøve at lave dem. Det er med et resultat, der er meget bedre end dem man kan købe på frost fyldt med gluten.

Der findes rigtig mange forskellige slags glutenfri rasp, hvilket er med til at gøre det lidt lettere at skulle panere ting selv. Personligt synes jeg, den rasp som kommer fra Rema1000, smager mest som almindelig rasp og er lettest at arbejde med.

De smager altså bedst hvis de ryger i en friture, men da jeg ikke selv har sådan en og kun ind i mellem låner mine forældres, så oftest laver jeg dem på panden. Det smager bestemt også ret så fantastisk og egner sig virkelig godt til denne julefrokosttid.

Glutenfri Fiskefilet

Forb. tid 10 minutter
Tilb. tid 8 minutter
Samlet tid 18 minutter
Ret Aftensmad, Frokost
Antal 4 stk

Ingredienser
  

  • 4 rødspættefileter
  • 1 ½ dl mælk
  • 1 dl glutenfri mel
  • 1 æg
  • 1 dl. glutenfri rasp
  • 1 tsk. salt

Sådan gør du
 

  • Find fire tallerkener og fyld en med mælk, en med glutenfri mel, en med æg og en med rasp og salt.
  • Rør godt rundt i ægget med en gaffel til det er sammenhængende og blommen er rørt ud.
  • Bland rasp og salt.
  • Tag en fiskefilet ad gangen og placer den i tallerkenen med mælk, sørg for det kommer på begge sider og over hele fisken.
  • Flyt den til tallerkenen med mel og dæk hele fisken i mel.
  • Herefter flyttes den til tallerkenen med æg, hvor proceduren gentages.
  • Til sidst vendes fiskefileten i rasp.
  • Steg dem i en friture gryde i ca. 6-8 min. Eller steg dem på en pande med rigeligt smør i ca. 5-8 min på hver side eller til raspen er gylden.
Glutenfri Fiskefilet
Glutenfri fiskefilet
Pernille
Udgivet i AftensmadComments { 1 }

Glutenfri lagkagebunde

Lagkage

Til min fødselsdag i sidste uge forsøgte jeg mig med helt klassiske glutenfri lagkagebunde. Jeg har tidligere på bloggen lagt opskrifter op på fragilitebunde HER og lækre nøddebunde HER og HER. Men jeg tænkte, det var en ide at dele opskriften på de helt klassiske lagkagebunde. Den er ganske simpel og det fungerer bare hver eneste gang. Desuden fungerer det rigtig godt at bruge kartoffelmel, hvilket gør dem betragtelig billigere end hvis man skal bruge en glutenfri mel.

Jeg bager dem altid en af gangen så jeg er sikker på at få luftige bunde, der er hævet som de skal. Jeg har før prøvet at bage dem som en portion for at skære dem ud, de blev flade, kedelige og ubagte i midten. Så med en springform og et par bageringe som DENNE, sidder den lige i skabet.

Det gode ved opskriften er at man også sagtens kan bruge den, hvis man ønsker at lave dem som chokoladebunde blot ved at tilføje et ekstra æg og 2-3 spsk kakaopulver. De egner sig specielt godt til en rutebillagkage fyldt med DISSE rutebiler og flødeskum, som på det nederste billede.

Jeg brugte bundene til en lagkage med jordbærskum og hvidchokolademousse. Men med disse bunde er det helt op til fødselsdagstraditioner om hvilket fyld man bruger. De er fantastisk gode til det hele og kan sagtens bages en dag før man skal bruge dem.

Hvad indeholder jeres favorit lagkage?

Glutenfri lagkagebunde

Glutenfri lagkagebunde

Forb. tid 10 minutter
Tilb. tid 10 minutter
Samlet tid 20 minutter
Ret Kage
Antal 3 lagkagebunde

Udstyr

  • Springform Ø22 cm

Ingredienser
  

  • 3 æg
  • 150 g sukker
  • 150 g kartoffelmel
  • 1 tsk. bagepulver

Sådan gør du
 

  • Pisk æg og sukker sammen til en luftig masse
  • Sigt mel og bagepulver i æggemassen
  • Bland det grundigt sammen og fordel dejen i 3 forme af samme størrelse (jeg bruger springform på ca. 22cm)
  • Bages i omkring 10 minutter på 210 grader
Lagkage
Pernille
Udgivet i KageComments { 30 }

Kylling med broccoli-bites

Det er tid til endnu en opskrift, som er udviklet til det glutenfrie opskriftsunivers hos REMA1000. Nemlig lækker saftig kylling med smagfulde broccoli-bites. Jeg har flere gang tænkt på at begive mig ud i at udvikle en lidt sundere pangdang til pommes og især rösti. Disse er simpelthen så lækre bløde inden i og stadig sprøde uden på. Desuden mætte de virkelig godt og kunne også være en god måde at få lidt grøntsag i børn eller andre som måske ikke lidt klapper i hænderne når der kommer grønt på bordet.

Kylling med broccoli-bites

Kylling med broccoli-bites

Forb. tid 20 minutter
Tilb. tid 20 minutter
Samlet tid 40 minutter
Ret Aftensmad, Tapas
Antal 2 personer

Ingredienser
  

  • 2 kyllingfillet eller 4 stykker Kylling med skind og ben
  • 1 frisk gren timian (kan erstattes af oregano)
  • 250 g broccoli
  • 1 æg
  • 1 løg
  • 50 g revet cheddarost
  • ½ dl glutenfri rasp
  • 2 spsk. hakket persille
  • olie
  • salt og peber

Sådan gør du
 

  • Opvarm ovnen til 210 grader.
  • Kyllingene steges kort på en brand varm pande med lidt olie og drysses med salt og peber samt tilsættes friske urter.
  • Kom det i et ildfast fad eller brug panden hvis den tåler ovn og steg i ovnen i ca. 15 minutter (30 hvis det er kylling med skind og ben).
  • Hak eller riv broccoli og løg rigtig fint og kom det i en skål..
  • I skålen tilsættes æg, ost, rasp, persille sammen med 1 tsk. salt og 0,5 tsk. peber.
  • Bland det grundigt sammen og lad det stå og samle sig i 5 minutter.
  • På en bradepande placeres et stykke bagepapir som pensles med olie.
  • Med en ske eller hænderne formes små mini bites (ca. 1 cm x 4 cm), som placeres på bagepladen.
  • Kom pladen med bites i ovnen og lad dem bage til de er gyldne og sprøde (ca. 18-25 minutter). Eller steg i en AirFryer I 12 minutter på 195 grader.
  • Vend dem gerne halvvejs så de bliver sprøde på begge sider.

Det er super let at lave og det gør sådan en tallerken endnu mere farverig og lækker. Jeg lavede en enkel dressing til med skyr, lidt ketchup og chiliflager.

Server med cherrytomater bagt i ovnen penslet med hvidløg, timian og salt.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Pernille
Udgivet i AftensmadComments { 0 }

5 Fødselsdagsønsker

Ønsker

Som nævnt i mit indlæg i går, har jeg fødselsdag i morgen. Jeg glæder mig mere end et lille barn til at skulle hygge mig med familien i morgen aften og veninderne på lørdag. I anledning af min fødselsdag har jeg selvfølgelig skrevet en ønskeliste, et udpluk af de ønsker, som hører til mad og køkkenkategorien har jeg samlet her.

5 Fødselsdagsønsker

1. Jeg har set med i alle sæsoner af Bagedysten og er dybt imponeret over deres madkunst. Er især vild med deres små halvkugler af mousse og hele chokoladekugler. Hvis jeg selv skal i sving behøver jeg grej som den HER.

2. For lidt tid siden ødelagde vi vores skraldespand, hvilket gør jeg ENDELIG har en grund til at erhverve mig skønheden fra Vipp som findes HER.

3. Der er her i sommers åbnet en Dunkin Donut her i Odense, det har gjort min craving for donuts uendelig stor. Desværre må jeg lave dem selv når de skal være glutenfri, derfor ønsker jeg mig formen som findes HER.

4. Som i nok har bemærket, så samler jeg på et mix af Royal Copenhagen. Der står mange af deres ting på min ønskeliste, men jeg er vild med denne dybe tallerken som blandt andet kan købes HER.

5. Jeg er nok verdens største fan af Johan Bülow, jeg har i mit tidligere job hyret ham til et foredrag og jeg er vildt imponeret over hans historie. Jeg er også vild med hans lakrids og er småforelsket i hans nye versioner i anledning af julen. De fine julekugler kan købes HER.

Har I nogle fine ting på jeres ønskeliste, nu er det jo også snart jul?

 

Pernille
Udgivet i AndetComments { 0 }

River Cottage: Uden hvede og mælkeprodukter

River Cottage

Jeg elsker kogebøger, jeg går med en stor drøm om, selv en dag at kunne udgive sådan en fætter. Desværre er jeg alt for dårlig til, at få kigget i dem jeg så fint har stående hjemme på min hylde. Og når jeg erhverver mig en ny, så går der ofte rigtig lang tid før jeg får den åbnet og bladret igennem. Kender I også det?

Det er faktisk lidt en skam, for der findes så meget god inspiration derude. Især i kogebøger er det lidt hyggeligt at kunne sætte små lapper og notater om sine erfaringer med opskriften.

For efterhånden noget tid siden, dumpede denne bog af Hugh Fearnley-whittingstall kaldet Let Og Sundt ind i min postkasse. Som altid, gik der længe, inden jeg fik den åbnet, men sikke en skam. Den er fyldt med små og simple opskrifter uden hvede og mælkeprodukter. Det vil altså sige, at man med cøliaki liiige skal holde hestene på nogle af opskrifterne, da de jo stadig indeholder både byg og rug, men inspiration er der nok af.

Mangler du en kogebog til samlingen, og synes du, at det lyder som noget for dig, så kan bogen købes lige HER (addlink).

Pernille
Udgivet i AndetComments { 0 }

Andebryst med appelsin og brun sovs

And

Det er meget snart Mortensaften, hvilket herhjemme betyder and med brun sovs og kartofler. I denne uges madplan står den også på and tirsdag aften, så derfor skulle opskriften selvfølgelig på bloggen forud for dagen.

Desuden ved jeg, rigtig mange hellere vil spise and her på en højhellig søndag end på en tirsdag i en stresset hverdag. Derfor, står den på and med glutenfri brun sovs og hvad der ellers hører sig til. Jeg er selv ikke særlig vild med den lune rødkål man ofte får til and og brun sovs her i jule-tiden. Jeg har derfor lavet en opskrift på appelsin-tilbehør som et alternativ, der smager af jul med alt hvad det indebærer.

Jeg er ret vild med det her appelsin-snask, det er bare ikke lykkedes mig at finde et godt navn til det. Så har du en sjov ide til hvad jeg kan kalde det, så kommenter endelig på indlægget.

Står den på and Mortensaften hjemme hos jer? Eller tager I forskud på glæderne her i weekenden?

Andebryst med appelsin og glutenfri brun sovs

Andebryst med appelsin og brun sovs

Forb. tid 20 minutter
Tilb. tid 25 minutter
Samlet tid 45 minutter
Ret Aftensmad, Jul
Antal 4 personer

Ingredienser
  

  • 3 stk andebryst
  • 1 tsk. tørret timian
  • 2 laurbærblade
  • 3 appelsiner
  • 1 kanelstang (eller 0,5 tsk. kanel, stødt)
  • 1 vaniljestang
  • 2 spsk. æbleeddike
  • 1 spsk. rørsukker
  • ½ dl piskefløde
  • 1 spsk. majsstivelse
  • 2 dl vand fra kogte kartofler
  • sovsekulør

Sådan gør du
 

  • I skindet på anden ridses 3-4 linjer på tværs af brystet, vær opmærksom på kun at ridse i skindet så det ikke går ned i kødet.
  • På en tør og meget varm pande svitses andebrystet på skindsiden i 3-4 minutter.
  • Stil panden til side så fedtet kan bruges til sovs og læg herefter brysterne med skindsiden opad i et ildfast fad sammen med laurbærblade og timian og steg dem i ovnen i ca. 20 minutter på 180 grader.
  • Skræl 1,5 appelsin og skær de hvide hinder af kødet og skær dem i små tern.
  • Kom appelsintern i en gryde sammen med saften fra 1,5 appelsin, æbleeddike, vaniljestang skåret op på langs, kanelstang og sukker.
  • Lad blandingen småsimre i 20 minutter.
  • Panden med andefedtet varmes let op og fløden tilsættes og sovsen koges op.
  • Tilsæt kogevand fra kartofler.
  • I en lille skål eller et glas blandes maizena med 3 spsk. koldt vand.
  • Tilsæt meget langsomt maizenablandingen til sovsen. Det tykner først, når det koger, så hav tålmodighed og tilsæt ikke for meget ad gangen. Når den rette konsistens er opnået tilsættes sovsekulør.
  • Server med kogte kartofler.
And
Pernille
Udgivet i AftensmadComments { 0 }

Glutenfri æblemuffins med nødder og havregryn

Glutenfri æblemuffins

Jeg har en helt speciel favorit af mine efterårsopskrifter, som kommer frem hvert år når æblerne i mine forældres have er ved at være modne. Egentlig er de forfærdeligt sure og ikke til at spise direkte fra træet, men brugt i en kage giver de en fantastisk smag og med nødder sødme. Så kage skal de bruges til og det er altid disse glutenfri æblemuffins med nødder.

Da I måske også har æbler i haven eller billigt hos jeres Netto-mand, synes jeg, det er passende at dele opskriften med jer netop nu.

Desuden har jeg testet dem i en sundere version samt sådan som opskriften oprindelig var tiltænkt, så derfor får I alternativer i parentes, hvis I er ved at kaste op over ordet “sundhedsforbedret”.

Jeg synes selv der er meget lidt forskel på de to versioner, så jeg laver altid den sundeste udgave af mine glutenfri æblemuffins, men har man ikke stevia eller kløjs man i mørkchokolade, så tag endelig den anden version.

Se mine andre opskrifter på glutenfri kage lige HER.

Glutenfri æblemuffins med nødder og havregryn

Glutenfri æblemuffins med nødder og havregryn

Forb. tid 10 minutter
Tilb. tid 20 minutter
Samlet tid 30 minutter
Ret Kage
Antal 10 stk

Udstyr

  • 10 muffins

Ingredienser
  

Sådan gør du
 

  • Opvarm ovnen på 180 grader
  • I en skål blandes vaniljesukker, mel, havregryn, salt, kanel og bagepulver
  • Hak mandler og chokolade groft og kom det i skålen
  • Riv æblerne groft og kom dem i skålen
  • Pisk æg, smør og sukker sammen og vend det i de resterende ingredienser i skålen
  • Kom dejen i muffinsforme som fyldes ca. 3/4
  • Bag på 180 grader i omkring 20 minutter
Glutenfri æblemuffins
Pernille
Udgivet i KageComments { 2 }

En sund mave

//Indlægget indeholder affliate links

Lonogvital

Jeg er generelt rigtig dårlig til at huske min vitaminpille. Jeg har dem ellers stående lige ved siden af min tandbørste, så det burde faktisk være ret nemt at tage en, når jeg har børstet tænder. Den seneste tid har jeg gjort en ekstra indsats, for lige at tage mig sammen og få husket vitaminpillen. Jeg synes nemlig, mit energi-niveau den seneste tid har været helt vildt elendigt. Af samme grund, har jeg forsøgt at eksperimentere lidt med yderligere kosttilskud.

Jeg tager normalt en helt almindelig multivitaminpille samt ekstra B-vitamin. B-vitamin er et vigtigt tilskud for mig, da jeg især havde meget lave B-vitaminværdier, da jeg fik konstateret min cøliaki. Det er nok også grunden til, at jeg den gang tabte håret og frygten for dét sker igen, gør at jeg stadig holder ved B-vitaminerne.

De seneste dage har jeg så forsøgt at udvide mine kosttilskud lidt i håbet om mere energi. Jeg tager nu også en D-vitaminpille om dagen, da vi går de mørke måneder i møde. Og så er jeg begyndt at tage mælkesyrebakterier, hvilket bidrager til immunforsvarets normale funktion men vigtigst af alt er med til at berolige maven, hvilket min lidt sarte cøliaki-mavse godt kunne trænge til.

Har du lyst til at prøve hvordan mælkesyrebakterier påvirker dig, inden du stryger ud for at købe et helt glas, så har du mulighed for at få en GRATIS prøve af Duolacs mælkesyrebakterier lige HER.

For god ordensskyld, har jeg tjekket at Duolac produkterne er fri for laktose og gluten.

Pernille
Udgivet i AndetComments { 0 }

Kender I det…?

Kender I det?

Mens jeg sidder limet til skærmen for at se hvem, der vinder dette års Store Bagedyst, så tænkte jeg at det var tid til en ny slags indlæg.

Hvis I følger med på livstils- og modeblogs, så har I sikkert også stødt på “5 ting du ikke vidste om mig” eller spørgerunder. Jeg synes selv, det er ret sjovt at læse og man føler, man kommer lidt tættere på vedkommende bagskærmen. Jeg har derfor den seneste tid gået og flirtet lidt med tanken om, at jeg selv skulle lave et lignende indlæg.

Dog synes jeg ikke det heeelt passer til bloggens format lige nu. Så i stedet kom jeg på en sjov ide om “kender I det…?”-indlæg. Det vil være indlæg dedikeret til de små særheder man (læs: jeg) har udviklet efter jeg har fået konstateret cøliaki. Altså ting, som I måske også kender, hvis I lider af cøliaki eller måske kan nikke genkendende til nogle af dem hvis i kender/bor sammen med en, der lider af cøliaki.

Jeg kommer her med de første 5 punkter, hvis det er noget, I gider at læse, vil jeg følge op med flere indlæg ind i mellem. Skynd gerne ind med andre skøre ting, I oplever, som relaterer sig til jeres cøliaki i kommentarfeltet, så tager jeg nogle af dem med næste gang.

Kender I det…?

  • At man mere end én gang skal takke nej til et stykke wienerbrød fra bageren, fordi folk ikke forstår at “nej tak, jeg kan ikke tåle det” faktisk betyder at man IKKE kan tåle det, men i stedet tror man hentyder til at man nødigt vil blive tyk.
  • At ens mave kan gå fra (rimelig) flad til noget der ligner at man er gravid i 9. måned på få sekunder, hvilket udløser en panisk reaktion og man straks kaster sig over ingredienslister på det man har spist for at finde “synderen”?
  • At man jævnligt sidder midt i kantinen og snakker om diarré, mavekramper og dage i fosterstilling, fordi du fik spørgsmålet “hvad sker der egentlig, hvis du får gluten”?
  • At ens kæreste tror man er kørt til månen når man baaaare lige skulle ned for at handle hurtigt. Fordi det snildt kan tage en times tid at komme igennem den “hurtige” handletur i den lokale købmand, fordi hver en ingrediensliste skal læses igennem?
  • At man tager sig selv i sejrs-dans midt i Fakta, fordi man har fundet glutenfri Oreos-lignende kager for første gang nogensinde?

Eller er det bare kun mig, som kender det? 🙂

Pernille
Udgivet i AndetComments { 4 }

Glutenfri rutebiler

Glutenfri rutebiler

I forbindelse med min lillebrors fødselsdag var jeg i køkkenet og bagte disse skønne glutenfri rutebiler. Det er sådan en skam at alle de rutebiler man kan købe indeholder gluten, da det jo egentlig “bare” er marengs med kakao. Så hvorfor ikke lave dem glutenfri?

Nåh! Da det ikke var tilfældet måtte jeg i køkkenet og eksperimentere med de glutenfri rutebiler selv. Jeg er virkelig overrasket over hvor let det gik og derfor synes jeg også, I skal have opskriften så i selv kan bage glutenfri rutebiler.

De smager helt som jeg husker og de er overraskende lette at lave. Da de får den lille fine fod som de også gør når man køber dem og den luftige midte. Server dem til eftermiddagskaffen og opbevar resten i en lufttæt beholder.

Glutenfri rutebiler

Glutenfri rutebiler

Forb. tid 15 minutter
Tilb. tid 15 minutter
Samlet tid 30 minutter
Ret Kage, Søde sager
Antal 50 stk

Ingredienser
  

  • 400 g flormelis
  • 2 æggehvider
  • 3 spsk. kakao

Sådan gør du
 

  • Kom æggehviderne i en skål.
  • Sigt så herefter flormelis og kakao i langsomt og under omrøring til du har en fast sammenhængende masse.
  • Stil skålen i køleskabet i en time.
  • Har du en kødhakker kan den bruges til at lave stænger på cm 3cm.
  • Jeg selv bruge en sprøjtepose og det fungerede fint.
  • Er man ikke til den takkede top, kan det også sagtnes rulles med hænderne.
  • Bag dem i en forvarmet ovn på 160 grader i ca. 15 minutter (vælter de i ovnen når de bages, er ovnen for varm).
Pernille
Udgivet i KageComments { 1 }

Kryddersmør

Kryddersmør

Har du en lidt rastløs lørdag som mig, så har jeg en lille eftermiddagsaktivitet til dig, som har en lille urtehave. Det er nemlig ved at være den tid hvor de lækre urter man har i haven, efterhånden ser mindre og mindre grønne og saftige ud. Inden længe starter nattefrosten og de fleste urter vælger at forsvinde til foråret kommer igen. Jeg synes det er så trist, at man har så mange urter, som man ikke kan nå at bruge før de ikke længere kan bruges.

En god måde at holde dem i live lidt længere, kan være krydret smør. Jeg har selv hvidløg, oregano, mynte, timian og purløg. Der er sådan set ikke nogle regler for hvad man kan og ikke kan blande. Så jeg vil ikke give en egentlig opskrift, da vi nok alle har forskellige kombinationer i vores urtehaver.

Jeg selv har planer om at bruge min eftermiddag på to forskellige slags kryddersmør. Den ene skal være med hvidløg, persille, salt og oregano. Den anden skal være med mynte, lidt citronskal og salt og peber.

Du skal bruge blødt smør, hakke krydderierne rigtig fint og rør det sammen med smøren. Skal du have gæster, er det rigtig fint at anrette det i små skåle, så man får en hver rundt om bordet. På den måde er man også uden om krummer af gluten i smørret. Man kan også komme smøren på et stykke husholdningsfilm og rulle det tæt sammen, inden det komme på køl, til det skal bruges. Ved at have det som en rulle kan man skære en skive eller to af ad gangen.

Kryddersmør

Pernille
Udgivet i Andet, Tilbehør, TipComments { 0 }

Glutenfri slik og søde sager

Dette er et blogindlæg, som jeg har arbejdet virkelig længe på. Jeg har virkelig været på jagt i butikker og på nettet for at finde den bedst mulige information til jer omkring glutenfri slik.

Jeg håber, jeg har fået de fleste mærker med, men skulle jeg have overset noget, så skrive endelig en kommentar til indlægget, så skynder jeg mig at opdatere listen. På den måde kan vi hjælpe hinanden til at få det bedste overblik over det glutenfri slik og søde sager, der findes på markedet.

Glutenfri slik

Snørebånd – En ting som er populært og efterspurgt er jordbær og lakridssnører. Dem kan du heldigvis finde glutenfri hos blandt andet Løvegården her men også i Meny og nogle Føtex/Bilka.

Bülow lakrids – Er alle glutenfri (og vanedannende)

Haribo – Er så venlige at de har lavet en liste over alle deres produkter med allergene informationer på. I kan finde den HER. Dextrosen i deres slik er ok, da den stammer fra majs. Den glucosesirup, de anvender, er fremstillet af både hvede og majs. I kan læse mere om det HER.

Katjes – Har lige HER en liste med deres glutenfri slik, desværre på tysk. Det gælder følgende produkter: Katjes Katzen Pfötchen, Katjes Yoghurt-Gums, Katjes Tropen-Früchte, Grün Ohr Bärchen, Frucht-Kaugis, Saure Johannisbeeren, Salzige Heringe, the classic products: Katjes-Kinder, Jogger Lakritz, Lakritz Batzen, Katjes Katzen Ohren, Tappsy, Katjes Fred Ferkel, Katjes Euro Münzen, Katjes Jogger Gums, Tappsy fruit liquorice, Grün-Ohr Hase, NEW: Grün-Schnabel, NEW: Biene Maja fruit gum, NEW: Biene Maja candy.

Malaco – Har en del som vi kan tåle, desværre har de ikke givet en liste så overskuelig som Haribo. Der er mange varianter som indeholder gluten, der er dog nogle uden. Vil du selv kigge deres slik igennem så kig HER, det er lettere end når man står i butikken.

Maoam (Haribo) – Indeholder ikke gluten.

Nestlé – Har et par glutenfri produkter på det danske marked, blandt andet indeholder After Eight. De laver også glutenfri corn flakes som findes i flere større supermarkeder som Føtex, Bilka og SuperBrugsen.

Rocky Maountain – Laver skumfiduser som kan købes i Søstrene Grene og Rema1000.

Toffifee – Er ikke naturlig glutenfri men har et indhold under de 20 ppm. De har info lige HER.

Toms – Har desværre en rigtig dårlig hjemmeside uden nogen information om deres produkter. Men en tur i supermarkedet (2024). Fandt jeg blandt andet: Kæmpe skildpadder, marcipanbrød, G&J pålæg, guldbare skildpadder.

Wally and whiz – Vingummi som er lavet uden gluten og på gode råvarer. Det er kostbart men virkelig lækkert. Jeg har langt andet fundet et udvalg HER og ellers fåes de i specialbutikker og vinhandler.

Glutenfri slik i online butikker

Derudover er der mange andre steder man kan købe glutenfri slik. Jeg selv synes det er ret spændende at kigge ind i sortimentet på forskellige helsesider.

Helsehelse – De har et stort udvalg i slik og kager som du finder HER.

Helsebixen  – Har et stort udvalg i lakrids, kager og ander søde sager, som du finder HER.

Med24.dk – Råder over et udvalg af snackbarer, cookies, lakrids, chokolade og andre søde sager, findes HER.

Jeg håber rigtig meget, I kan bruge denne guide og vil hjælpe med hele tiden at opdatere den og udvide den, så vi altid ved hvor vi skal få fyldt fredagsslikskålen.

Du kan i øvrigt finde min guide til glutenfri chokolade lige HER samt andre tips og tricks lige HER.

Pernille
Udgivet i Guide, TipComments { 15 }

Bagte kyllingeruller med tomatsauce og mozzarella

Bagte kyllingeruller
Bagte kyllingeruller med tomatsauce og mozzarella

//Indlægget er sponsoreret af REMA1000 

Det er efterhånden længe siden at jeg sidst lavede denne opskrift. Det var nemlig i forbindelse med at jeg skulle lave en ny bunke opskrifter til REMA1000s glutenfrie opskriftsunivers.

Jeg synes det er sjovt at lege med paneringer og fik inspirationen til denne ret, da jeg faldt over fyldte fiskeruller. Da jeg ikke er særlig stor fan af fisk, tænkte jeg, at kylling måtte kunne bruges til bagte kyllingeruller. Og det kunne det, jeg er ret vild med smagen i disse ruller, men det smarte er, at man kan ændre fyldet efter smag og behag. Det er derfor aldrig kedeligt at lave denne ret igen og igen.

Har du ikke mod på at kaste dig ud i en hjemmelavet tomatsauce, kan man sagtens bruge en tomatsauce købt på glas. Men jeg vil sige, at sådan en hjemmelavet tomatsauce absolut ikke tåler sammenligning med en fra glas. Den er fyldt med smag og har en dejlig sødme som virkelig klæder denne ret. Jeg fandt inspiration til tomatsaucen fra den altid dygtige Jamie Oliver.

Har du ikke mod på at kaste dig ud i en hjemmelavet tomatsauce, kan man sagtens bruge en tomatsauce købt på glas.

Bagte kyllingeruller med tomatsauce og mozzarella

Bagte kyllingeruller med tomatsauce og mozzarella

Forb. tid 20 minutter
Tilb. tid 25 minutter
Samlet tid 45 minutter
Ret Aftensmad
Antal 4 personer

Ingredienser
  

Kyllingeruller

  • 4 kyllingebrystfilet
  • 1 dl Glutenfri rasp
  • 6 spsk. revet parmesan
  • 150 g frisk spinat
  • 2 fed hvidløg
  • 4 spsk. olie
  • 125 g ricotta
  • 1 æg
  • 125 g frisk mozzarella
  • salt & Peber

Tomatsauce (500 ml)

  • 3 spsk. olivenolie
  • 4 fed hvidløg
  • 1 håndfuld frisk basilikum
  • 1 kg friske tomater
  • salt & peber

Server med en frisk salat

Sådan gør du
 

  • Tomatsauce (kan også erstattes af tomatsalsa, uden gluten
  • I en pande med lidt høje kanter opvarmes olivenolien.
  • Imens skæres tomaterne ud i kvarte og hvidløg og basilikum hakkes fint.
  • Tilsæt først hvidløg og steg, til det får en let gylden farve, tilsæt så basilikum og tomaterne. 
  • Lad blandingen nå kogepunktet og skru så ned for varmen og lad det stå i 5 minutter.
  • Brug en ske eller en gaffel til at mase tomaterne så meget som muligt på panden. Smag til med salt og peber.
  • Si blandingen og sørg for at presse tomaterne godt mod sien, så du får alt saften med.
  • Sørg også for at skrabe undersiden af sien, så du får alt det gode med.
  • Smid resterne af hvidløg, tomat og basilikum i sien ud og hæld den gode tomatsaft tilbage på panden. Lad det simre i cirka 10 minutter.
  • Blanding er nu klar til brug til kyllingerullerne. Har du noget til overs, så hæld det på glas og stil det på køl. Det kan også bruges som tomatsauce på en pizza eller i en pastaret. Det holder sig på køl i omkring 1 uge.

Kyllingeruller

  • Opvarm ovnen på 225 grader.
  • Opvarm en pande med 2 spsk olie.
  • Hak spinatbladene groft og hvidløget fint og sauter det på panden i 2-3 minutter.
  • Tag panden af varmen og kom spinaten i en skål.
  • Tilsæt herefter ricotta og 4 spsk revet parmesan og rør godt rundt.
  • Brug en kødhammer til at banke kyllingebrysterne så brede og flade som muligt.
  • På midten af kyllingestykket placeres ca 1 spsk ricotta-spinatfyld i en stribe på den lange led.
  • Rul kyllingen stramt sammen om fyldet, så enderne når sammen. Skær eventuelt rullerne over i to, så du har kortere ruller.
  • I en skål piskes et æg, i en anden skål hældes rasp, 2 spsk revet parmesan ost og lidt salt. Dyp først kyllingerullerne i æg og derefter rasp, sørg for hele rullen er godt dækket til. Fortsæt til alle kyllingebryst er paneret.
  • Et ildfastfad smøres med 2 spsk olie og kyllingerullerne placeres i fadet med samlingen nedad. 
  • Bag i ovnen på 200 grader i ca. 15-20 minutter.
  • Imens skæres mozzarellaen ud i tynde skiver.
  • Herefter tager du fadet ud af ovnen og placerer 1 spsk tomatsauce og en skive mozzarella på hvert kyllingerulle. Bag videre i ovnen på 200 grader i 3-5 minutter eller til du kan se osten er smeltet. 

Har du ikke tilmeldt dig mit nyhedsbrev endnu, så kan du stadig nå det inden den første mail ryger afsted. Du kan tilmelde dig lige HER eller ved at skrive din mail ude i siden af bloggen.

Bagte kyllingeruller
Pernille
Udgivet i AftensmadComments { 1 }

Glutenfrimagi Nyhedsbrev

  
Jeg har en virkelig klog far! Han er reklame-/marketingsmand og har hjulpet mig rigtig meget med at tænke tanker omkring min blog. Den seneste tid har han gået lidt til mig, fordi han synes, jeg burde oprette et nyhedsbrev. Jeg synes i starten, det var en lidt tosset ide, det vil kræve en masse tid, som jeg ikke synes jeg har.

Men så begyndte jeg at observere mig selv lidt. Jeg læser faktisk en stor del af de nyhedsbreve, som jeg selv modtager, de uinteressante sorterer jeg nemlig hurtigt fra. Så i anledningen af at det i dag er 1 år siden at jeg udgav det første blogindlæg, hvorfor så ikke springe ud i selv at kunne glæde jer fantastiske læsere med spændende læsning i et Glutenfrimagi Nyhedsbrev.

Jeg er endnu ikke helt fastlagt på hvad nyhedsbrevene kommer til at indeholde, men det bliver helt sikkert noget andet end det, som kommer på bloggen. Jeg tænker, det kunne være specielle opskrifter, hemmelige tips og tricks til brug i hverdagen eller måske nogle mere personlige indlæg, som jeg ikke ønsker bragt på bloggen… Eller måske noget helt fjerde, byd gerne ind i kommentarfeltet, hvis der er ønsker til indhold i nyhedsbrevet.

Det vil ikke være et nyhedsbrev, som udkommer i hyppig mængde, men jeg tænker at 2-4 stykker om året er passende til en start. Så du skal ikke frygte at blive spammet ned.

Jeg er allerede godt i gang med at arbejde på det første nyhedsbrev, så skal du være med lige fra starten, så tilmeld dig Glutenfrimagi Nyhedsbrev allerede NU.

Tilmeld dig mit nyhedsbrev HER eller ved at indtaste din mailadresse og tryk ‘Tilmeld’ nedenfor.

Er du på tablet eller telefon, kan du tilmelde dig ved at scrolle helt ned i bunden eller trykke HER.

Husk, du skal bekræfte din tilmelding via den mail, som kommer til dig i din indbakke. Herefter står du på listen og vil modtage mit nyhedsbrev fremover.

Man kan altid framelde sig nyhedsbrevet, hvis man ikke længe ønsker at modtage e-mails fra mig.

Pernille
Udgivet i AndetComments { 0 }