About Pernille

Author Archive | Pernille

Glutenfri karbonader med honningristede gulerødder

Glutenfri karbonader med honningristede gulerødder

Sikke en kold morgen vi havde os i dag, man kan virkelig mærke at efteråret rykker hastigt nærmere. Foruden kulde så betyder det også at de lette sommersalater og grillretter skiftes ud med den mere tunge vintermad.

Blandt mine favoritter er karbonader men jeg er aldrig så pjattet med den fede sovs og de hvide kartofler som man ellers traditionelt set serverer sammen med her i Danmark. Jeg har derfor forsøgt mig med denne opskrift på honningristede gulerødder og broccoli som virkelig mætter og samtidig ikke er så tungt som en stuvet sovs.

Jeg har selv brugt den rasp fra Rema1000 i mange år nu, da jeg helt ærligt bare synes den smager bedst. Jeg er ikke så vild med de andre mærker som smager alt for meget af majs efter min mening. Det er derfor også en grund til at jeg netop lavede mit samarbejde med Rema1000, de var i forvejen mine favoritter på mange produkter. Dette er altså en opskrift som er en del af vores samarbejde så derfor findes opskriften også HER i deres glutenfrie opskriftsunivers.

Det er bestemt ikke sidste gang jeg laver disse gulerødder, de var altså virkelig gode!

Du kan med fordel servere denne ret med smeltet økologisk smør og let kogt broccoli, brækket ud i små buketter.

Glutenfri karbonader med honningristede gulerødder

Glutenfri karbonader med honningristede gulerødder

Forb. tid 10 minutter
Tilb. tid 20 minutter
Samlet tid 30 minutter
Ret Aftensmad
Antal 3 personer

Ingredienser
  

Karbonader

  • 500 g hakket kalv og flæsk
  • 3 spsk. glutenfri mel, fx. TJOIS basis melmix
  • 1 æg
  • 5 spsk. glutenfri rasp
  • 25 g smør
  • salt & peber

Honningrisede gulerødder

  • 12 gulerødder
  • 2 spsk. honning
  • 2 spsk. smeltet smør
  • 1 håndfuld persille
  • 2 fed hvidløg
  • salt & peber

Sådan gør du
 

  • Form kødet i passende størrelse.
  • Slå ægget ud og rør det godt rundt og hæld den glutenfri rasp og lidt salt på sin egen tallerken med 1 tsk salt og lidt peber i. Vend nu kødet først i det glutenfri mel, så æg og derefter den glutenfri rasp.
  • Opvarm ovnen til 200 grader.
  • Skræl eller vask gulerødderne grundigt.
  • I en frysepose blandes honning, smør, persille, salt og peber.
  • Kom gulerødderne i posen og sørg for at få det blandet godt sammen så alle gulerødderne er dækket.
  • Kom alt indhold fra posen i et ildfastfad og bag dem i ovnen på 200 grader i 20-25 minutter.
  • Imens gulerødderne er i ovnen steges bøfferne på panden i smør i omkring 8-10 minutter på hver side alt efter størrelse.

Jeg har godt nok tidligere på bloggen lavet et indlæg med en opskrift på karbonader HER, men da det er en af mine absolutte livretter, så tænker jeg ikke det skader at tage den op endnu en gang.

Honningristede gulerødder
Pernille
Udgivet i AftensmadComments { 0 }

En dag med cøliakiforeningen!

Jeg er så glad for at kunne dele denne nyhed med jer. Jeg får nemlig muligheden for at invitere jer læsere med til en hyggelig dag sammen med andre, som lider af cøliaki.

Cøliakiforeningen afholder mange spændende arrangementer rundt omkring i landet og d. 3 oktober er turen kommet til en hygge-dag i Odense. Vi skal mødes hos en af medlemmerne fra styregruppen og bestiller lækre glutenfri sandwich udefra, som skal nydes over en snak og deling af erfaringer om det at have cøliaki.

Jeg er inviteret med for at give mine erfaringer omkring det at leve et liv som ung med cøliaki. Jeg lover at fylde rygsækken med gode tips og tricks, men ser også frem til forhåbentlig at møde nogle af jer ude på den anden side af skærmen. Jeg glæder mig til at lære noget nyt og forhåbentlig få en masse gode erfaringer med hjem fra jer deltagere.

Vil du med til en hyggelig dag sammen med Cøliakiforeningen lørdag d. 3 oktober, så kan du tilmelde dig ved at skrive eller ringe til Mette Dall, 2897 6825 eller fyn(at)coeliaki.dk. Er du medlem af cøliakiforeningen så koster det 65 kr. at deltage. Er du ikke medlem, skal du bestemt ikke snydes, men kan deltage for 100 kr. (inkl. sandwich). Betaling sker på stedet

Du kan læse lidt mere om arrangementer på Cøliakiforeningens hjemmeside lige HER.

Pernille 2

Pernille
Udgivet i AndetComments { 2 }

Persillepesto – Glutenfri

Reklame//Indlægget er sponsoreret af REMA1000

Persillepesto

Det er efterhånden noget tid siden at en veninde præsenterede mig for en portion hjemmelavet pesto. Det er første gang jeg sådan rigtig har smagt det hjemmelavet og blev derfor blæst helt bagover hvor godt det smager og hvordan konsistensen bare slår en købt pesto med flere kilometer.

Siden har jeg eksperimenteret lidt og er blevet rigtig glad for denne persillepesto. Det smager af meget mere og er genialt til at pifte lidt kedelige kyllinge- eller pastaretter op i en hurtig og travl hverdag.

Jeg har udviklet opskriften til Rema1000’s glutenfrie opskriftsunivers, så i finder også opskriften HER. Jeg har til min persillepesto kun brugt persille, men man kan også sagtens kombinere persille og basilikum hvis man er til en rundere smag.

Ønsker man en laktosefri udgave kan man sagtens undlade parmesanen, smagen er stadig helt fantastisk. Det er kun fantasien, som sætter grænser for man kan komme i. Man kan nemlig også sagtens udskifte mandlerne med pinjekerner.

Det er vigtigt at man opbevarer sin pesto i en lufttæt beholder i så fald kan den holde sig i køleskabet i et par uger.

Persillepesto

Tilb. tid 15 minutter
Samlet tid 15 minutter
Ret Tilbehør
Antal 1 portion

Ingredienser
  

  • 1 bundt persille
  • 20 g mandler
  • 6 spsk. god oliven olie
  • ½ lime, saft
  • 25 g parmesan
  • 1 tsk. havsalt

Sådan gør du
 

  • Pluk alle bladene af persillen og kom dem i en skål.
  • Riv parmesanen i skålen.
  • Tilsæt de øvrige ingredienser og bland det hele godt sammen.
  • Med en stavblender blendes det sammen til en cremet pesto, er blanding for tør tilsæt da gerne mere olie.
  • Kom det i en lufttæt beholder og opbevar på køl.
Persillepesto
Pernille
Udgivet i TilbehørComments { 0 }

Glutenfri hindbærlagkage

Glutenfri Hindbærlagkage

I går var sådan en rigtig god og hyggelig dag. Jeg fejrede fødselsdag med hele familien for både min mor og lillebror, så dagen stod i hyggen og fejringens tegn. Faktisk tog vi hul på fødselsdagsfejringen allerede sidste lørdag, hvor vi var ude at spise god mad og fejre min mor. Hvilket selvfølgelig betød glutenfri hindbærlagkage efter fødselarens ønske.

Da der er skudt gang i endnu en sæson af Den Store Bagedyst, fik jeg lyst til at slå ud med armene og gå i krig med noget lidt mere besværligt end jeg plejer. Det blev derfor til en glutenfri hindbærlagkage med hjemmelavede bunde og fyldt med en hindbær og en chokolademousse og pyntet med bånd af marcipan og friske hindbær.

Den smagte absolut fantastisk og er ikke en af de mest komplicerede kager at lave, men fordi den er lavet på mousser, så kræver den lidt forberedelse og tid på køl for at den er rigtig god når den skal spises.

Det er vigtigt, at man bager lagkagebundene i 3 omgange, og ikke forsøger at tage smutvejen, for at bage den i én, for så at skære den ud. Den bliver nemlig ikke ordentlig bagt i midten på den måde.

Jeg er ked af at billederne ikke tog sig bedre ud, jeg må snart få lavet et lys set-up så jeg kan få taget nogle gode billeder selv om vejret er lumskt og mørkt. Men kagen smagte absolut fantastisk og faldt i rigtig god jord hos både min mor og gæsterne.

Jeg håber, denne lidt længere guide kan hjælpe jer til et lige så godt resultat.

Glutenfri hindbærlagkage

Forb. tid 20 minutter
Tilb. tid 25 minutter
Køletid 3 timer
Samlet tid 3 timer 45 minutter
Ret Fødselsdag, Kage
Antal 8 personer

Ingredienser
  

Glutenfri lagkagebunde

Hindbærmousse

  • 125 g friske hindbær
  • 3 ½ dl piskefløde
  • 2 blade husblads
  • 100 g sukker
  • ¼ økologisk citron, saften

Chokolademousse

  • 100 g mørk chokolade, uden gluten
  • 3 pasteuriserede æggehvider
  • 3 ½ dl piskefløde
  • 1 spsk. sukker 

Pynt

  • 125 g friske hindbær
  • 25 g mørk chokolade, uden gluten
  • ¼ l piskefløde
  • 200 g overtræksmarcipan, uden gluten

Sådan gør du
 

Glutenfri lagkagebunde

  • Opvarm ovnen til 200 grader
  • Pisk æg og sukker til en luftig masse
  • Tilsæt mandelmel og kartoffelmel og pisk til der ikke er klumper i
  • Tilsæt bagepulver og rør det godt sammen
  • Hæld 1/3 af dejen i en bagering eller springform (jeg har bedst erfaringer med en bagering på et stykke bagepapir drysset med sukker).
  • Bag dem en ad gangen – 3 stk i alt.
  • Bag i 10-12 min
  • Lad dem køle af på en rist i 10-15 minutter før de fjernes fra bagepapiret

Hindbærmousse

  • Kom husblads i en skål med koldt vand.
  • Med en gaffel moses hindbær i en skål
  • Tilsæt sukker, citronsaft og husbladsen, som vrides og tilsættes hindbærpureen
  • Varm hindbærblandingen op over et vandbad til husbladsen er smeltet
  • Pisk imens fløden til flødeskum og vend hindbærblandingen heri

Chokolademousse

  • I en skål pisken æggehvider og sukker til marengsskum
  • I en anden skål piskes fløden til flødeskum
  • Smelt chokoladen over et vandbad
  • Vend chokoladen i marengsskummet og vend flødeskummet heri

Samling af kagen

  • Placer en lagkagebund på dit kagefad og brug en kagering til at komme omkring bunden
  • Kom hindbærmoussen i en sprøjtepose og fordel moussen over hele bunden (du kan også sagtens bruge en ske, men sprøjteposen hjælper på luftbobler)
  • Læg en bud over moussen og tryk den let fast
  • Fordel chokolademoussen over bunden
  • Læg den sidste lagkagebund over chokolademoussen og tryk den let fast
  • Stil kagen på køl i ca. 2 timerInden servering piskes fløden til skum og chokoladen hakkes groft
  • Rul marcipanen ud i passende størrelse (længde og brede)
  • Fjern bageringen og kom marcipanen rundt om kagen
  • Fordel flødeskummen over toppen af kagen
  • Skyl hindbærrene og placer dem rundt i kanten af kagen
  • Drys chokoladen på toppen
Glutenfri Hindbærlagkage
Pernille
Udgivet i KageComments { 17 }

Brownie og frugttrifli

Reklame//Indlægget er betalt af REMA1000

Glutenfri-chokoladekage-og-frugttrifli

En simpel opskrift på en slags chokoladekage og frugttrifli. Denne er lavet med jordbær, men du kan som sådan bruge lige hvad haven og sæsonen måtte byde på. Jeg kunne sagtens se den med syltede rabarber, friske skovbær eller andet også.

Chokoladekagen er lavet med en kageblanding fra REMA 1000, det er en opskrift som er udviklet til dem og den findes derfor også på www.rema1000.dk.

Har du ikke et anvendeligt glas, kan du også sagtens servere desserten ved at skære et større stykke kage og anrette på en tallerken med jordbær og skum omkring. Men jeg synes nu denne anretning gør sig lidt ekstra lækker ved at komme i glas.

Jeg ville bruge denne opskrift til studentergildet, havefesten eller den hurtige dessert en weekend, bare fordi du fortjener det.

Glutenfri-chokoladekage-og-frugttrifli

Glutenfri chokoladekage og frugttrifli

Forb. tid 30 minutter
Tilb. tid 20 minutter
Samlet tid 50 minutter
Ret Dessert, Kage
Antal 8 personer

Ingredienser
  

  • 1 pakke REMA 1000 glutenfri chokoladekage melblanding
  • 1 æg
  • 80 ml vand
  • 5 spsk. olie

Anretning

  • 3 spsk. creme fraiche
  • 3 dl piskefløde
  • 1 lime
  • tsk. vaniljesukker
  • 200 g jordbær

Sådan gør du
 

  • Bland æg, olie, vand og chokoladekageblandingen og pisk til dejen er fri for klumper.
  • Fordel dejen i en kageform på ca. 30x20cm i et jævnt lag.
  • Bag kagen på 170 grader i ca. 20-25 minutter eller til du kan stikke en gaffel i kagen uden der hænger noget ved.
  • Lad kagen køle af og skær den ud i tern på ca. 1×1 cm eller som du ønsker størrelsen.
  • Skær jordbærrene i kvarte.
  • I en skål piskes fløde og vaniljesukker til det er en blød skum og vend herefter skyren i. Riv skallen fra en lime i skummet.
  • I et glas anrettes desserten med et lag kage nederst, dernæst skum, så jordbær, kage og fortsæt til dit glas er fyldt.
  • Slut af med et skum og pynt med et helt jordbær.
Glutenfri-chokoladekage-og-frugttrifli
Glutenfri-chokoladekage-og-frugttrifli
Pernille
Udgivet i Dessert, KageComments { 0 }

Chiagrød med banan og kokos

Reklame//Indlægget indeholder affiliate linksChiagrød

Kender I det med at man springer ud af sengen, flyver ind under en bruser og derefter ud af døren uden morgenmad, fordi man måske lige fik kælet lidt for meget på den snooze knap, som ellers skulle have fået en op i god tid?

Jeg gør! Og derfor prøver jeg hele tiden på at blive bedre til at forberede min morgenmad i god tid. Derfor er denne chiagrød ganske genial, da det ikke tager ret lang tid hverken at forberede inden jeg går i seng eller når jeg står op næste morgen. Desuden smager det næsten som en dessert, og hvem vil ikke gerne kunne spise noget, som er sundt og nærende, men samtidig smager sødt og syndigt, om morgenen?

Man kan anrette sådan en sag på mange forskellige måder, men jeg er især blevet glad for at komme mad i glas. Det er for det første praktisk de morgener hvor man kommer lidt forsent op, for så kan det tages med på farten. Men har man i weekenden god tid, så kan man anrette det lige så fint i en skål med topping fordelt over grøden.

Chiagrød med banan og kokos

Forb. tid 5 minutter
Køletid 4 timer
Samlet tid 4 timer 5 minutter
Ret Morgenmad
Antal 1 portion

Ingredienser
  

  • 2 ½ spsk. chiafrø
  • 2 tsk. peanutbutter
  • 1 banan
  • 1 tsk. vaniljepulver
  • 300 ml kokosmælk
  • 3 spsk. skyr
  • 1 dl frosne/friske bær (jeg brugte blåbær)
  • 6 mandler
  • 1 tsk. gojibær
  • 1 tsk loppefrøskaller, fin

Sådan gør du
 

  • Bland chiafrø og husk i en skål
  • I en blender/minihakker blandes, banan, kokosmælk, peanutbutter, vaniljepulver og blendes fint
  • Hæld blandingen over i skålen med chiafrøene og rør grundigt rundt
  • Sæt låg på bøtten og stil den i køleskabet natten over eller minimum 4 timer
  • Bland med skyr og bær inden servering
Chiagrød
Pernille
Udgivet i MorgenmadComments { 0 }

Glutenfri frokostboller med soltørret tomat

Glutenfri frokostboller med soltørret tomat

Kan du også blive lidt tror af glutenfrit brød, så skal du prøve disse glutenfri frokostboller med soltørret tomat.

Jeg kender godt til at synes udvalget er kedeligt. Det hele er meget ens og alle lyst eller groft uden yderligere variation. Derfor eksperimentere jeg altid rigtig meget med glutenfri brød og brødblandinger, da det er rart altid at have en god bolle i fryseren, hvis man skal ud at spise eller til ugens frokost/madpakker.

Jeg synes, altid det er ret lækkert at tilsætte forskellige ting med en god smag til de klassiske brødblandinger og det mundede ud i de her lækre glutenfri frokostboller med soltørret tomat, som egner sig perfekt som brød til en aften med tapas eller som frokostbolle med fyld.

Et rigtig godt tip til at få glutenfri brød til at hæve, er at lade det stå på en varm bageplade. Jeg plejer altid, at varme ovnen op med en bageplade i mens jeg blander og ælter dejen. Så deler jeg det ud til boller, tager bagepladen ud af ovnen og placere bollerne på dem mens de hæver. Det giver en rigtig god effekt og et meget bedre resultat.

Opskriften er lavet på den melblanding som fåes i REMA 1000. Men opskriften kan overføres på din egen yndlingsbolleopskrift. De kan sagtens fryses, så du kan med fordel bage til fryseren så du løbende kan tage op når de skal bruges.

Glutenfri frokostboller med soltørret tomat

Glutenfri frokostboller med soltørret tomat

Forb. tid 1 time 15 minutter
Tilb. tid 18 minutter
Samlet tid 1 time 33 minutter
Ret Brød, Frokost
Antal 5 boller

Ingredienser
  

  • 220 ml lunkent vand
  • 25 g gær
  • 10 g olie
  • ½ tsk. sukker
  • 3 g salt
  • 1 æg
  • 1 glutenfri burgerbolle melblanding fra REMA1000
  • 70 g soltørrede tomater
  • ½ tsk. flagesalt

Sådan gør du
 

  • Hæld væden fra de soltørrede tomater og hak dem i små stykker.
  • Opløs gæren i det lunkne vand. Tilsæt sukker, æg og olie. Tilsæt brødblandingen og rør godt til du har en ensartet tynd dej.
  • Tilsæt straks de soltørrede tomater og rør rundt til de er jævnt fordelt. 
  • Form dejen til boller, med olie eller vand på hænderne, drys med salt og lad dem hæve overdækket med et klæde, lunt i en times tid.
  • Opvarm ovnen til 210 grader.
  • Bag bollerne på 210 grader i 15-18 min. 
  • Tip: Du kan inden bagning pensle dem med æg hvis du vil have dem blanke.

Ved at klikke HER får du alle mine opskrifter på glutenfri brød.

Du kan få meget mere glutenfri inspiration ved at følge mine sociale medier. Du kan finde mig på Instagram på @glutenfrimagi og på min Facebookside Glutenfrimagi.

Glutenfri frokostboller med soltørret tomat
Pernille
Udgivet i Brød, Frokost, TapasComments { 4 }

Fyldte frokosthorn med kyllingesalat

Reklame//Indlægget er betalt af REMA1000

Glutenfri Frokosthorn

Det er weekend og det betyder oftest for mig tid til at eksperimentere i køkkenet og diske op med lidt ekstra lækkerier til frokost eller aften. Jeg selv skal lege med en lagkage da vi skal fejre min mors fødselsdag lørdag, mere om det i et senere indlæg.

Jeg tænkte at denne opskrift på fyldte frokosthorn, som er udviklet til det glutenfri madunivers hos REMA1000, ville være god at dele med jer op til en weekend. Jeg bliver oftere og oftere kontaktet angående ideer til frokost, dette er bestemt en af dem. De fungerer nemlig fantastisk til en weekendfrokost i det fri eller i madpakken til hverdag. Har man lyst til at tilsætte yderligere smag kan man sagtens bruge urtesalt eller andet at drysse over hornene inden de bages.

Synes du opskriften lyder besværlig, så kan du nedenfor se step by step billeder af hvordan jeg gjorde.

Ingredienser – Fyldte frokosthorn (6 horn)

1 glutenfri lys brødblanding fra REMA1000
320 ml lunkent vand
25 g gær
45 g olivenolie
3 g salt
1,5 tsk sukker

350 g forstegt kylling
3 spsk skyr
3 spsk mayonaisse
1 dl ærter
¼ agurk
2 tomater
Purløg
Salt & Peber

  • Af et stykke pap eller tykt papir formes en tragt i ønsket størrelse og tapes sammen.
  • Tragten beklædes med stanniol og er nu klar til at fungere som form for hornene.
  • Opløs gæren i det lunkne vand.
  • Tilsæt sukker, olie og salt til blandingen og rør grundigt rundt.
  • Under omrøring tilsættes brødblandingen.
  • Ælt dejen grundigt i omkring 5 minutter.
  • Lad dejen hæve i 60 minutter.
  • Del dejen i 5-6 lige store dele.
  • Rul hver del ud i en tynd pølse på ca. 3-4mm i diameter.
  • Start med at vikle den ene ende af dejpølsen omkring spidsen på tragten og rul så dejpølsen rundt om tragten så langt dejen rækker. (Det bedste resultat opnås ved at lade der være 1mm mellemrum mellem snoningerne, da det giver plads til at dejen hæver og dermed får en fin snoet form)
  • Placer dine horn som stadig skal sidde på tragten liggende på en bageplade med bagepapir
  • Lad hornene hæve i 15 minutter
  • Bag på 200 grader i ca. 12 minutter.
  • Når hornene tages ud af ovnen kan man forsigtigt hive tragten ud af hornet. (Husk at tragten er meget varm, når den lige er kommet ud af ovnen)
  • Til fyldet skæres den stegte kylling ud i fine tern og blandes i en skål med mayonnaise og skyr.
  • Tilsæt derefter ærter og lidt finthakket purløg.
  • Smag til med salt og peber.
  • Skær tomaterne ud i små tern og agurken i stave og fyld hornene med kyllingesalat, tomat og agurk.

Fyld hornet mens det er lunt eller brug det i madpakken. Er du ikke til kyllingesalat kan du med fordel lave en tunmousse som fyld, men da jeg allerede havde en rest af kylling liggende, var det en oplagt mulighed at få det brugt. Du kan med andre ord fylde hornene med lige det du har mest lyst til.

Glutenfri frokosthorn

Glutenfri frokosthornGlutenfri frokosthorn

Frokosthorn

Pernille
Udgivet i FrokostComments { 3 }

Bananbrød

Bananbrød

Den her opskrift, er en jeg er blevet tippet om i forbindelse med mit kost- og træningsforløb på min JMBootcamp. Jeg kan jo aldrig helt lade vær med at pille lidt ved tingene og tilpasse dem min egen smag og ønske om konsistens.

Det vil altså sige at der sagtens kan tilsættes proteinpulver hvis man er til det eller undlade dadler, vaniljesukker og kokosfibermel. Men jeg synes nu de ekstra ting kun gjorde noget godt for resultatet.

Det er lækkert blødt og næsten som kage, så det virker helt forbudt at spise til morgenmad. Men det er fyldt med sundesager og giver en god mæthedsfornemmelse der holder længe.

Jeg prøvede selv at spise det med en lille tskfuld crunchy peanutbutter og lidt revet mørk chokolade og det var SÅ lækkert. Det bliver en succes som skal gentages i morgen, måske med en klat skyr og nogle friske bær. Der er altså mange måder at bruge det på. Har man børn, er jeg sikker på, brødet og en skive pålægschokolade også vil gøre underværker.

Bananbrød

Ret Børn, Brød, Kage, Snack, Søde sager

Ingredienser
  

  • 3 modne bananer
  • 75 g mandler
  • 35 g kokosmel
  • 5 dadler
  • 1 spsk. loppefrøskaller, fin
  • 1 knsp. salt
  • ½ tsk. vaniljesukker
  • 3 æg
  • 2 spsk. kokosfibermel

Sådan gør du
 

  • Opvarm ovnen til 170 grader
  • Pisk æggene til en luftig masse og stil det til side lidt
  • Bland alle øvrige ingredienser i en skål og brug en stavblender til dejen er uden klumper
  • Vend æggemassen i, så det bliver en så luftig dej som mulig
  • Kom dejen i en rugbrødsform beklædt med bagepapir (Bruger du silikoneform behøver du ikke bagepapir)
  • Bages på 170 grader i 30-35 minutter eller til overfladen er gylden (Du skal kunne stikke en gaffel i den uden der hænger noget ved) 
Bananbrød
Pernille
Udgivet i Børn, Brød, Snack, Søde SagerComments { 0 }

Bønnefritter

Bønnefritter

Der er nu gået lidt over 4 uger af mit JMBootcamp forløb, hvilket har krævet meget mere træning end jeg normalt bevæger mig ud i samt en opstrammer på kosten.

Jeg havde en ustyrlig lyst til en kæmpe gang pommes frittes forleden, hvilket ikke helt stemmer overens med min kostplan. Derfor måtte jeg tænke i lidt alternative baner og endte med bønnefritter. Det er længe siden jeg har fået dem sidst og jeg tror slet ikke de tidligere har været nævnt på bloggen.

De er simpelthen lige til at blive afhængige af også når man ikke har en kæmpe craving efter de ægte pommes. Derfor fortjener de også deres helt eget indlæg her på bloggen som et fantastisk tilbehør.

Jeg serverede dem selv til en lækker kalvesteak med lidt mayonnaise, men er man mere til sovs eller andet kan de også sagtens bruges til det.

Man kan også sagens bruge dem med helt almindeligt salt, men jeg synes, det giver en rigtig god smag når det er urtesalt. Min favorit er DENNE økologiske salt fra Herbamare.

Bønnefritter

Bønnefritter

Forb. tid 2 minutter
Tilb. tid 30 minutter
Samlet tid 32 minutter
Ret Tilbehør
Antal 3 personer

Ingredienser
  

  • 900 g grønne bønner (Jeg bruger dem fra frost)
  • 3 spsk. olie
  • 2 tsk. flagesalt

Sådan gør du
 

  • Opvarm ovnen på 225 grader
  • Fordel bønnerne på en bageplade med bagepapir og drys med olie og urtesalt
  • Kom dem i ovnen i 20-30 minutter alt efter hvor knasende du ønsker dem (jeg synes selv de er bedst når de næsten knaser som rigtige fritter)
Bønnefritter
Pernille
Udgivet i TilbehørComments { 3 }

5 tips hvis du er ny med cøliaki

Som lovet kommer der her et indlæg, som kan hjælpe dig lidt på vej hvis du er ny i en verden med cøliaki. Jeg har nemlig lavet “5 tips hvis du er ny med cøliaki” til det glutenfrie madunivers hos REMA1000.

Det er en blanding af tips som jeg selv fik fra min diætist samt ting jeg selv har lært af på min glutenfrie rejse.

Har du selv et tip, som du bruger tit eller fik da du var ny i denne verden, som ikke står på listen, så skriv det endelig i kommentarfeltet herunder. På den måde kan vi hjælpe hinanden bedst muligt.

  1. Husk altid at læse ingredienserne på det du køber. Print eventuelt en liste med de ting, som du ikke kan tåle. Det gør det lettere at navigere mellem tingene i starten, hvor meget er svært at huske. Jeg har lavet en liste HER, som måske kan hjælpe.
  2. Hav altid en lille snack i tasken, som du kan tåle. Det bliver heldigvis hele tiden lettere at få fat i glutenfri mad, men det er forfærdeligt at stå i en situation, hvor man ikke kan få noget, man kan tåle. Nødder, barer eller meget mørk chokolade hjælper på blodsukkeret og den værste sult.
  3. Vær på forkant med tingene. Skal du ud at spise på en restaurant, er det en god ide at kontakte dem først, for at høre om deres muligheder for glutenfri mad. Skal du i byen hos venner/familie, så sørg for på forhånd at tilbyde, om der er noget, du selv skal medbring. På den måde undgår man de værste komplikationer, når man skal ud.
  4. Brug rester fra aftensmaden til frokost. Det er en god måde at få en nærende frokost på, som ikke kræver en masse forberedelse i form af bagning af glutenfri brød.
  5. Lav altid rigeligt, så fryseren kan fyldes. At leve glutenfrit kræver lidt mere tid i køkkenet, end man måske har været vant til. Sørg derfor for altid at lave dobbelt portioner eller mere, når nu du bager alligevel. Læg det i fryseren i små portioner og tag det op løbende, når der er brug for det.
Pernille
Udgivet i Andet, GuideComments { 2 }

Meget mere glutenfri…

Som jeg også har nævnt i DETTE indlæg, har jeg et samarbejde med REMA1000, hvor jeg udvikler nye glutenfrie opskrifter til deres madunivers. Og der er netop fyldt op med endnu flere nye opskrifter lige fra pizza på grill til browniedesserter. Jeg håber, I synes om dem. Jeg er i sær helt vild med de fyldte frokosthorn, som er lidt festligere og mere spændende i madpakken end normalt.

Jeg vil også løbende opdatere bloggen med de nye opskrifter, men du kan allerede nu finde dem på deres hjemmeside lige HER.

Er du ny med cøliaki, så kan jeg lige lægge en teaser om at kigge forbi bloggen i morgen!

Frokosthorn

Pernille
Udgivet i AndetComments { 0 }

Glutenfrie produkter med gluten

Det sker jævnligt at jeg støder på fortvivlede spørgsmål angående glutenfrie produkter, som indeholder gluten. Hvordan kan der stå glutenfri på forsiden af et produkt og “hvedestivelse” på bagsiden i ingredienslisten?

Det er også dybt forvirrende og især når man som ny og uerfaren træder ind i den glutenfrie verden. Jeg tænkte derfor, det var en idé med et indlæg, som giver en udredning på forvirringen.

Der er en officiel betegnelse, som hedder “renset gluten”, som altså er det som indgår i fødevarer med en glutenholdig ingrediens. Det er altså en måde at behandle kornet på, hvor man nedbryder proteinet (gluten), så der næsten intet er tilbage, bemærk næsten. Det er vedtaget pr lov, at hvis indholdet af gluten er under 0,2 g protein (gluten) pr. 10.000 g af fødevaren i tørvægt også kaldet 20ppm, så må det kaldes glutenfri. Det menes, indholdet af gluten er så lille, at det ikke vil blive betegnet som et allergen.

Det er altså på den måde, der kan havne gluten i de glutenfrie produkter, selvom det altså er i meget, meget små mængder. Det er heldigvis noget, som langt de fleste kan tåle og aldrig vil reagere på. Men desværre, findes der også nogle, som er meget sensitive og altså skal holde sig til 100% glutenfrie produkter, dem som betegnes “naturligt glutenfri”. Så er du særligt sensitiv, så skal du stadig læse på ingredienslisten på trods af produktet er stemplet “glutenfri”.

Personligt, gik der mange år før jeg selv opdagede at der var gluten i mange af de glutenfrie produkter, som jeg lige var blevet så tryg ved. Jeg svinger selv lige til grænsen til at være sensitiv. Det er langt fra alle dage jeg reagerer på den lille smule gluten, som er i de glutenfrie produkter, men er jeg meget træt eller inde i en hektisk periode, så kan jeg godt få en meget lille reaktion. Jeg prøver derfor selv, så vidt muligt, at gå uden om de glutenfrie produkter med gluten i. Samtidig vælger jeg også, at mit liv ikke skal være så besværligt, jeg har ikke lyst til at gøre mig selv mere syg end jeg er. Derfor så vælger jeg de glutenholdige glutenfrie produkter fra, de gange jeg har muligheden, men er ikke konsekvent eller hysterisk omkring det. Jeg bruger derfor oftest den gule/orange Finax mel og sjældent den røde osv. Dermed ikke at sige, det ikke sker, hvis jeg ikke har andet liggende eller synes noget nyt glutenfrit ser spændende ud, så bruger jeg det, det kan I også se i mine opskrifter. Jeg kører altså efter alt med måde princippet.

Så hvad skal du gøre, tænker du nok? Og desværre kan jeg ikke svare på det for dig. Det er meget individuelt hvor meget man reagerer på gluten og hvordan ens krop reagerer. Det er derfor vigtigt, at du lytter til dig selv. Finder din egen grænse og det som du selv er tryg ved. Jeg kan ikke mærke efter i jeres maver, det er kun jer selv, som ved hvordan I har det med glutenfri gluten.

Er det stadig forvirrende eller er der noget som I ikke forstår, så skriv endelig til mig i kommentarfeltet på dette indlæg. På den måde kan vi hjælpe hinanden.

Med ønsket om en fantastisk sensommer weekend herfra.

Pernille
Udgivet i GuideComments { 6 }

Rugbrødsmadder på et helt nyt niveau

Avokadomad

Jeg har eksperimenteret lidt med sundere alternativer som ikke bare er en kedelig rugbrødsmad. Det er måske meget at kalde det her for en opskrift, men det er en lækker lille sag som giver god energi og mæthed inden man skal træne.

Jeg har brugt en glutenfri brødblanding på softkernebrød fra TJOIS. Den giver et super brød, som smager lige som et rigtig rugbrød og bliver ikke klægt som jeg synes andre softkernebrød kan være

Det er bestemt ikke sidste gang at jeg kører denne mad i hovedet. Jeg kan også forestille mig at det vil være lækkert med et mere syrligt brød som et stenalderbrød så man holder det helt til paleo/lchf stilen.

Mangler du ellers frokostinspiration, så kan du se mine andre opskrifter lige HER.

Avokadomad

Forb. tid 5 minutter
Tilb. tid 15 minutter
Samlet tid 20 minutter
Ret Frokost
Antal 1 stk

Ingredienser
  

Sådan gør du
 

  • Steg baconen til det bliver sprødt
  • Skæv avokadoen ud i tynde skiver
  • Placer spinatbladene så de dækker hele brødet, fordel avokadoen på rugbrødet, klip purløget ud i små stykker og drys med bacon
Pernille
Udgivet i FrokostComments { 0 }

Grillet selleri – perfekt glutenfri tilbehør til en hakkebøf

Grillet selleri

Er du på udkig efter en nem og lækker glutenfri opskrift til aftensmaden? Så prøv denne grillede selleri med saftig hakkebøf og cremet ærtepuré. Kombinationen af de grillede selleriskiver og den silkebløde puré gør dette til en velsmagende og sund middag, som hele familien vil elske.

Selleri er en undervurderet grøntsag, men når den grilles, får den en vidunderlig karamelliseret smag, der passer perfekt til den proteinrige hakkebøf. Og ikke mindst er retten både sund, enkel at lave og fuldstændig glutenfri.

Ærtepuréen tilføjer en friskhed og let sødme til retten, hvilket gør den til en fantastisk tilbehør til den grillede selleri og hakkebøf. Denne opskrift er ideel til dem, der ønsker en hurtig og nærende hverdagsret, der også er perfekt til personer, der følger en glutenfri diæt.

Jeg elsker at eksperimentere med grillet grønt, og selleri er en af mine nye favoritter. Prøv opskriften, og oplev, hvor nemt det er at forvandle simple ingredienser til en smagfuld, glutenfri hverdagsmiddag.

Desuden passer sådan en sød og sprød sommer majskolbe perfekt til denne tallerken både for den skønne farve for øjet, men mest af alt fordi den er sød og saftig.

Grillet selleri og hakkebøf

Grillet selleri og hakkebøf

Ret Aftensmad, Grill, Tilbehør
Antal 4 personer

Ingredienser
  

  • 800 g hakket oksekød
  • 1 knoldselleri
  • 1 spsk. smør
  • 1 kvist timian
  • salt & peber

Sådan gør du
 

  • Form køddet til bøffer og krydder dem med salt og peber
  • Skær toppen og kanterne af knoldsellerien og skyld den grundigt for jord
  • Skær den i skiver og herefter til små fine firkanter
  • Smør de to store flader med smør og krydder med timian ,salt og peber
  • Grill selleri firkanterne ved indirekte varme i 10-15 minutter på hver side
  • Grill hakkebøfferne
  • Server med en lækker og cremet ærtepure

Pernille
Udgivet i AftensmadComments { 0 }

Hvordan opdagede du, at du ikke kunne tåle gluten?

Spørgsmålet, som jeg efterhånden har fået flest gange her i mit liv, okay, måske lige på nær “går det godt?”. Et spørgsmål, som nogle gange kommer med en interesseret undertone fra folk, som gerne vil vide mere, mere om mig og mere om cøliaki. Andre gange, kommer det med en mere kritisk tone, som kan opfattes lidt mistroende og som om folk tror det er noget, jeg selv har fundet på. Jeg er sikkert ikke alene i den situation, så derfor tænkte jeg at det var et oplagt emne til bloggen.

Jeg svarer dog altid pænt og høfligt på hvordan jeg opdagede, at jeg ikke kunne tåle gluten. Det er egentlig ret personligt, så det at skrive dette indlæg giver lidt uro i kroppen, nu deler jeg det jo med alle jer, så jeg håber, I vil tage godt i mod det og dele jeres historie. Af samme grund, kan det også være ret grænseoverskridende, at et af de første spørgsmål, som folk kan finde på at spørge om når man møder dem er “Hvordan opdagede du, at du ikke kunne tåle gluten?”.

Jeg havde i en længere periode oplevet manglende energi og rigtig ømme led, men ikke værre end at jeg kunne passe mit studie og sport. Så pludselig blev mine toiletbesøg hyppigere og min energi næsten ikke eksisterende og lige pludselig, begyndte jeg at tabe håret. Som i virkelig store totter hår og med helt fuldstændige bare pletter i hovedet.

Jeg blev mødt med ret stor modvilje i at undersøge for cøliaki fra egen læge, så de sendte mig videre til en hudspecialist. Heldigvis, en ganske kompetent en, som efter at have set på mig i få sekunder sagde “Det der er ikke en hudsygdom, det kommer indefra. Så du skal undersøges for glutenallergi!”. Så flere uger, en masse positive blodprøver og derefter en biopsi senere, stod jeg med diagnosen cøliaki.

Der er rigtig mange symptomer og måder man kan reagerer på gluten hvis man har cøliaki. Så bare fordi dit hår ikke falder af i store totter, du ikke går på toilettet 20 gange om dagen, din mave ikke gør ondt eller energien ikke er lav, så betyder det ikke, at du ikke har cøliaki. Det er en ret skør sygdom, hvor mange har vidt forskellige symptomer og sygdomsforløb. De mest hyppige symptomer er i følge cøliaki foreningen mavesmerter, tynde afføring, underernæring, træthed, ledsmerter, vægttab og utilpashed som ses ved tristhed og uoverkommelighed. Det vil altså sige, at nogle har mange symptomer og andre næsten ingen.

Så…. Hvordan opdagede du, at du ikke kunne tåle gluten?

Har du mistanke om, du ikke tåler gluten, så gå til egen læge. Begynd endelig ikke at diagnostisere dig selv ved glutenfrikost før din læge har fået taget de prøver, der er brug for. Disse prøver kun kan blive taget i en periode hvor man har spist gluten, så det vil være misvisende hvis du ikke har spist gluten i en periode før du går til lægen.

Så.... Hvordan opdagede du, at du ikke kunne tåle gluten?

Pernille
Udgivet i AndetComments { 1 }

Glutenfri Drømmekage

Glutenfri drømmekage

Jeg har en rigtig god opskrift i ærmet til jer i dag, en rigtig klassiker som virkelig vækker minder fra barndommen, drømmekage en glutenfri drømmekage. Jeg er helt vild netop denne opskrift, som er min mors, synes jeg altså, er en af de bedste. En kage som man bare aldrig går fejl i byen med til hverken store eller små.

Desuden er det en af de kager, hvor man slet ikke kan smage den er glutenfri, hverken på konsistens eller smag. Den her glutenfri drømmekage går rent hjem hver gang den er blevet serveret.

Udover at det er en glutenfri drømmekage som smager ualmindelig godt som nybagt, er det også en af de glutenfrie kager som er fantastisk god et par dage efter, så længe den opbevares i en lufttæt beholder. Den kan altså sagtens bages dagen inden den skal bruges uden at blive tør og kedelig.

Har jeg fået vækket kagelysten, kan du her finde andre af mine glutenfrie kage opskrifter.

Glutenfri Drømmekage

Glutenfri Drømmekage

Forb. tid 10 minutter
Tilb. tid 30 minutter
Samlet tid 40 minutter
Ret Kage
Antal 1 stor bradepande (til almindelig ovn)

Ingredienser
  

  • 8 æg
  • ¾ tsk. salt
  • 4 tsk. vaniljesukker
  • 600 g sukker
  • 450 g glutenfri mel (fx. TJOIS basis melmix eller rød Finax)
  • 8 tsk. bagepulver
  • 1 ¾ dl mælk
  • 335 g smør

Topping

  • 300 g smør
  • 400 g kokosmel
  • 500 g brun farin
  • 8 spsk. mælk

Sådan gør du
 

  • Pisk æggene godt sammen med salt, vaniljesukker og sukker.
  • I en skål blandes mel og bagepulver og blandes i æggemassen.
  • Smelt smøren i en gryde og bland mælken i til det når kogepunktet.
  • Hæld det direkte i dejen under omrøring.
  • Kom dejen i en bradepande med bagepapir.
  • Bag kagen på 175 grader i 15-20 minutter.
  • Imens kagen bager koges smør, kokosmel, farin og mælk sammen.
  • Hæld det over den bagte kage og bag kagen videre i ca. 10 minutter.
Drømmekage
Pernille
Udgivet i KageComments { 14 }

Glutenfri burger på Cock’s n’ Cows i København

Glutenfri burger

Dem af jer, som følger med på bloggens Instagramprofil (@glutenfrimagi) kunne i sidste uge se, jeg var på en mission. En mission som gik på at teste tiltaget omkring glutenfri burger på det super populære spisested Cock’s n’ Cows i København. Jeg slæbte derfor min kæreste, hans bror og hans kæreste med på dobbelt-burger-date.

Har du ikke været forbi, så kan det virkelig anbefales. De serverer det som jeg vil kategorisere sådan rigtige amerikanske burgers. Det er muligt at tilkøbe glutenfri bolle til alle de forskellige burgere for blot +10kr og dermed få en glutenfri burger. Som i ser på billederne er det en grov bolle fyldt med en masse lækre frø. Og til dem som tror den smager af helse, kan jeg sige jeg synes den smagte virkelig godt.

Tjeneren som betjente os var ganske sød og selv om hun ikke helt kunne huske hvilke fritter som var glutenfri i hovedet, kom hun hurtigt valsende med informationen at deres salte fritter er glutenfri. Så sådan en skulle jeg jo selvfølgelig have med som sidevogn. Desværre glemte jeg mayo’en, fritters altid vellidte følgesvend, men menukortet var så lækkert at jeg simpelthen først komi tanke om det da jeg havde spist op. Så den må jeg have tilgode til næste gang, for jeg skal helt sikkert forbi igen, næste gang jeg sætter mine fusser i København.

Se hvor jeg ellers anbefaler at man spiser glutenfrit rundt om i Danmark lige HER.

Glutenfri burger

Glutenfri burger

Pernille
Udgivet i Andet, Guide, Ude i byenComments { 2 }

Lækkert køkkengrej fra Magisso

Jeg har den seneste tid testet produkter fra Magisso og jeg synes simpelthen, de er så lækre at de fortjener et indlæg her på bloggen. Nogle af produkterne har allerede sneget sig ind på flere billeder og i mit kage-indlæg som I finder HER. Men nu har jeg testet dem i et rum tid og jeg må sige jeg er ret imponeret.

Magisso

Som I ser på billedet har jeg fået lov til at lege med et piskeris som er ret fancy. Der er magnet i håndtaget og man kan derfor åbne det op når det skal rengøres. Da glutenfri dej er som lim og det at få mit piskeris ordentligt rent ofte har voldt mig problemer når jeg har været i køkkenet, har denne fætter altså sparet mig for en del banden og svovlen.

De har generelt rigtig mange lækre produkter designet med omtanke. Der er helt sikkert en del som skal på min ønskeliste når jeg en gang har fødselsdag.

Har du også lyst til at eje et af disse fine produkter? Så kan de købes HER.

Pernille
Udgivet i AndetComments { 0 }

Sommersalat med jordbær og cheddar

salat med cheddar og jordbær

Selv om det har regnet det meste af dagen i Odense i dag, så er jeg stadig i den tro at vejret i weekenden bliver godt og solrigt. Derfor tænker jeg, denne sommersalat er god at dele på sådan en (regnfuld) fredag formiddag.

Jeg er stor fan af alle sommerens friske bær og grøntsager fyldt med smag, hvilket gør jeg rigtig ofte ender med at komme rigtig mange ingredienser i samme salat. Jeg bør nok lære at begrænse mig. Men på trods af dette smager denne salat absolut fantastisk og det er bestemt ikke sidste gang jeg begiver mig ud i denne salat med jordbær og cheddar version.

Er man til balsamicoeddiker kan en med hyldeblomst eller havtorn og blåbær anbefales til at komme på denne lækre salat med jordbær og cheddar.

Jeg er generelt blevet helt vild med at komme ost i min salat da jeg synes det giver en dejlig kontrast til det søde og syrlige. Især denne cheddar men det kan også være ost med chili eller peber i. Hvad er jeres yndlingsingrediens når I laver en god sommersalat?

Sommersalat med jordbær og cheddar

Forb. tid 15 minutter
Samlet tid 15 minutter
Ret Tilbehør
Antal 6 personer

Ingredienser
  

  • 150 g cheddarost
  • 200 g jordbær
  • 1 ds majs
  • 1 bundt forårsløg
  • 100 g cherrytomater
  • 200 g friske ærter
  • ½ agurk
  • ¼ iceberg salathoved

Sådan gør du
 

  • Snit salat, agurk og forårsløg fint og kom i en skål og tilsæt majs
  • Skær jordbær og tomater i kvarte og kom på salaten
  • Skær cheddarosten i fine små tern til toppen
Pernille
Udgivet i Aftensmad, Frokost, TilbehørComments { 0 }

Fiberindhold i Glutenfri brød

Jeg er del af en masse forskellige grupper inde på Facebook angående cøliaki, da jeg synes det er spændende at lade mig inspirere samt hjælpe andre (især helt nye med cøliaki) med de spørgsmål de måtte have.

En af de fede ting ved grupperne er at man både kan give og tage. Lige som jeg gerne vil med min blog – jeg giver inspiration til jer ved indsigt i min hverdag og når jeg spørger om inspiration, så får jeg som ofte et svar fra jer.

Forleden faldt jeg over denne Norsk artikel i netop denne gruppe på Facebook, som sætter fokus i fiberindholdet i glutenfri brød. De har lavet en undersøgelse over hvilket glutenfrie brød, der indeholder mest fiber. De er ranket med en karakter 1-5. Godt nok har de et par produkter i Norge, som vi ikke har i Danmark, men jeg synes alligevel jeg kan kende en del. Om ikke andet kan det øge opmærksomheden på fiber når man spiser glutenfrit.

Generelt er den glutenfri kost meget fiberfattig, hvilket jeg prøver at kompensere for, ved at jeg ofte tilsætter Psyllium (Husk) til min hjemmebag. Faktisk ikke kun hjemmebag, også kager, morgenmad osv. Hvilket også er grunden til, jeg som noget af det første her på bloggen, lavede indlægget “Fiber Husk”. Siden er jeg så blevet opmærksom på, at der findes mange forskellige udgaver af fiber of fra mange forskellige mærker og producenter. Fiberhusk består af loppefrøskaller også kaldet Psyllium. Så du kan altså købe FiberHusk, Psyllium eller loppefrøskaller. Alle produkter for det samme, indholdet af fiber varierer dog, det vil sige man ikke kan regne med at alle de forskellige produkter reagerer ens.

Eksempler på opskrifter med fiber kan I finde i bananpandekager som min frokost i dag HER, æggewraps som jeg ofte får til aften HER, gode frokost spinatboller HER og kammerjunker HER, men generelt gemmer det sig i rigtig mange af mine opskrifter. Det kan altså undlades, men da det ikke påvirker smagen men oftest kun positivt påvirker konsistensen kan jeg kun anbefale at bruge det når man kan.

Personligt bruger jeg enten Psyllium fra Finax eller FiberHusk. Hvordan sørger du for at få fiber nok på en glutenfri kost?

Bananpandekager

Pernille
Udgivet i Andet, TipComments { 2 }

Glutenfri Sliders med tomatsalsa

Sliders burger

Jeg nyder min ferie og København og i aften skal jeg prøve noget nyt. Jeg har nemlig fået opsnuset at Cock’s n’ Cows nu tilbyder glutenfri burgers, så det skal jeg prøve sammen med min kæreste.

I den anledning, synes jeg, det var passende med denne opskrift på glutenfri sliders (bedre kendt som mini-burgers). Det er endnu en af de opskrifter, som jeg har lavet til det glutenfrie opskriftsunivers for REMA 1000. De smager virkelig godt og bare det at se billeder gør, jeg overvejer om min frokost også skal stå på burgers?!

Ingredienser – Glutenfri Sliders (2 Personer)

1 pose Fria Pølsebrød (5 pølsehorn)
350 g hakket oksekød
10 skiver cheddarost
3 tomater
½ rødløg
½ håndfuld frisk basilikum
5 hele blade icebergsalat
Mayonnaise (uden gluten)

  • Hak tomat, basilikum og rødløg meget fint og bland det i en skål.
  • Form kødet i små bøffer ca ½ cm høje.
  • Drys med salt og peber.
  • Steg dem på den ene side i 2-3 minutter. Når de vendes placeres en skive ost oven på og bøffen steges færdig.
  • Lun pølsebrødende til de får en gylden overflade. Det bedste resultat opnås ved at brug optøede pølsebrød eller ved at give frosne brød 0,5 minut i microovnen før de kommer i ovnen.
  • Skær brødene midt over så du har til to burgers. Skær dem over på midten så fyldet kan komme i.
  • Kom mayonnaise på begge sider, placer salat på bunden, så bøf, tomatsalsa og låg.

Har du gæster, kan du sagtens servere en tallerken med flere forskellige variationer af små glutenfri sliders. Du opnår et flot resultat ved at stikke en lille pind eller et halv træspyd ned igennem burgeren, så alle lag bliver, hvor du ønsker dem.

//Indlægget er lavet i samarbejde med REMA1000.

Sliders burgers

Glutenfri slider burger

Pernille
Udgivet i Aftensmad, FrokostComments { 0 }

Smoothie med jordbær

Smoothie med jordbær

Jeg var så heldig at blive inviteret på middag hos min kusine igår. Før middagen fik vi den lækreste smoothie med jordbær i eftermiddagssolen. Om det var den gode stemning eller det at den var lavet på friske jordbær ved jeg ikke, men den smagte som den bedste smoothie jeg har fået længe.

Derfor vil jeg dele den med jer her på sådan en dejlig torsdag aften. I morgen står den på mit vedkommene på Grøn Koncert i Odense, er der andre som skal afsted?

Smoothie med jordbær

Forb. tid 2 minutter
Tilb. tid 3 minutter
Samlet tid 5 minutter
Ret Drikkelse
Antal 2 personer

Udstyr

  • 1 smoothieblender fx fra Coop

Ingredienser
  

  • 250 g frosne jordbær
  • 2 bananer
  • 1 spsk. rørsukker
  • ½ tsk. vaniljepulver
  • ½ dl mælk eller mandelmælk
  • 2 spsk. skyr
  • 4 spsk. yoghurt (vores blev der brugt vaniljeyoghurt)

Sådan gør du
 

  • Blend alle ingredineser sammen
  • Server med pæne sugerør

Man kan også sagtens lave denne smoothie med andre bær som fx blåbær. Men der skal nu meget til at slå sådan smoothie på frosne danske jordbær.

Smoothie med jordbær
Pernille
Udgivet i DrikkeComments { 0 }

Vandmelon mojitos

Vandmelon mojitos

Jeg har ferie og det kan godt være at Danmarks himmel tror at det er efterår, men om blot få timer sætter jeg mig ombord på et fly sammen med min fantastiske kæreste og tager ned under en lillesmule varmere himmelstrøg i Bruxelles og Paris. Så lidt regn og storm kan ikke slå mig ud, jeg er i sommerferiehumør og det skal man altså nyde. Har du nogle tips til hvad jeg bare skal smage i Paris? Så tager jeg gerne imod tips i kommentarfeltet.

Jeg tyvstartede lidt på feriestemningen og fik sammen med en god veninde denne skønne drink i torsdags. Vandmelon mojitos, et fantastisk koncept som vi faldt over inde på Pinterest og som vi straks måtte afprøve. Der findes ikke en drink som er mere sommer end mojitos og når den så er med vandmelon?!

Resultatet var fantastisk og hvad enten man kan fejre ferie eller weekend eller måske nærmere skal drukne sorgerne over man ikke har nogle af delene, så er denne opskrift kun at anbefale.

Jeg har i forbindelse med dette indlæg søgt nettet tyndt for informationer omkring rom. Under destillering af spiritus nedbrydes glutenindholdet.. Jeg har aldrig selv oplevet at reagere på rum men ikke alle maver reagerer ens. Men både Bacardi, Morgan og Havana Club er uden gluten ifølge udtalelser fra producenterne.

Vandmelon mojitos

Forb. tid 5 minutter
Tilb. tid 5 minutter
Samlet tid 10 minutter
Ret Drikkelse
Antal 3 personer

Udstyr

  • 1 smoothieblender fx fra Coop

Ingredienser
  

  • 6 cl rom
  • ¼-½ vandmelon alt efter størrelse
  • 9 blade mynte
  • 1 tsk. rørsukker
  • 1 ½ lime, saften
  • 1 ½ tsk. lys sirup
  • 15 cl danskvand
  • 1 stor håndfuld isterninger

Sådan gør du
 

  • Fjern stenene fra vandmelonen
  • Blend vandmelon, limesaft og sirup til der ikke er flere klumper
  • I en morter knuses mynteblandene sammen med rørsukkeret
  • Knus isen og fordel is og mynte ligeligt i de 3 glas
  • Fordel vandmelonblandingen over isen i glassene
  • Top af med danskvand og rør rundt så mynten fordeles
  • Server med en lille skive vandmelon på glasset og pæne sugerør
Vandmelon mojitos
Vandmelon mojitos
Pernille
Udgivet i DrikkeComments { 2 }