Glutenfri Jordbærtærte

Jordbærtærte
Jordbærtærte

Foråret er ved at have indfundet sig og efterhånden stiger forventningerne også til sommerens kommen. For mit vedkommende betyder forår og sommer én ting, sæsonen for glutenfri jordbærtærte er på vej.

Glutenfri jordbærtærte har alle dage været min absolutte yndlings kage, hvilket, med cøliaki, bliver en lille smule mere besværligt end blot at svinge ind forbi bageren hver lørdag hele sommeren. Heldigvis er en glutenfri jordbærtærte en let kage at bage selv og denne opskrift går man aldrig fejl af, faktisk bliver den endnu mere smagfuld end bagerens.

Med den her opskrift vil man altså ikke gå rundt og savne en jordbærtærte, men med god ro kunne nyde sommeren og alle dens glæder.

Det gode ved denne glutenfri jordbærkage er, at den meget simpel kan laves både glutenfri og laktosefri ved at bytte mælk og fløde ud med en laktosefri udgave. Man kan også sagtens bruge mandelmælk i stedet for piskefløden. Dr. Oetkers kagecreme er nemlig både glutenfri og laktosefri, hvilket gør, at det er relativt få ingredienser, som skal skiftes ud.

Glutenfri jordbærtærte

Samlet tid 1 time
Ret Kage
Antal 6 personer

Ingredienser
  

  • 175 g mandelmel (Kan købes HER)
  • 225 g rørsukker
  • 200 g smør
  • 3 æg
  • 100 g mørk chokolade, uden gluten
  • 2 ½ dl piskefløde
  • ½ portion glutenfri kagecreme (opskrift HER)
  • 1 bk. jordbær

Sådan gør du
 

  • Forvarm ovnen på 180 grader
  • Bland mandelmel, rørsukker og smør godt sammen
  • Tilsæt æg og pisk det ved høj hastighed til en luftig masse
  • Kom dejen i en spring- eller tærteform (ca. 22cm i diameter)
  • Bag dejen i 25-30 minutter ved 180 grader
  • Hak den mørke chokolade fint og drys det over den varme kage, når den tages ud af ovnen. Efter få minutter kan man forsigtigt pensle chokoladen ud over hele kagen i et fint lag
  • Stil kagen på køl
  • Lav kagecreme som i opskriften
  • Stil det på køl til blandingen er stiv
  • Pisk nu fløden til let flødeskum og vend i kagecremen
  • Fordel din kagecreme over den afkølede kage
  • Skær jordbærrene ud i skiver og fordel dem over kagen
Jordbærtærte
Jordbærtærte
Pernille

, , , , ,

17 Responses to Glutenfri Jordbærtærte

  1. Kit 22. april 2015 at 10:22 #

    Kan den laves dagen før ?

    • Pernille 22. april 2015 at 10:41 #

      Du kan sagtens bage bunden dagen før og så først pynte den på dagen.
      Jeg har selv opbevaret den i køleskabet i op til 2 døgn efter den er pyntet. Men jordbær og fløden bliver lidt kedelig at se på når den har stået natten over.

  2. Lisbeth 18. juli 2015 at 13:56 #

    Hej.
    Jeg er ny i tilberedning af glutenfri mad. Kan Dr. Oetkers kagecreme ikke indeholde spor af gluten?

    • Pernille 26. juli 2015 at 20:21 #

      Hej Lisbeth
      Jeg har undersøgt sagen da jeg aldrig selv har reageret på kagecremen og det i øvrigt først er for nylig at der er påskrevet ‘spor af gluten’ på indpakningen. Som du kan læse nedenfor er der altså ikke direkte spor i cremen og man kan nok argumentere for at der er mindre gluten i end grænseværdien på under 20ppm.
      Har du andre spørgsmål er du altid velkommen til at skrive til mig 🙂

      Jeg fik følgende svar fra Dr. Oetker:
      Der er – som du sikkert allerede ved – meget stram lovgivning ift. hvis man ønsker at deklarere sine produkter for glutenfri. Hvis man ønsker en glutenfri produktdeklaration kræver det en række særlige produktionsforanstaltninger. Lad mig nævne et eksempel: På en fabrik produceres der jo ofte en række forskellige produkter. Hvis der i samme rum produceres et produkt med gluten og et produkt uden gluten, må man ikke kalde det ikke-glutenholdige produkt for glutenfrit, da der i teorien kan være små partikler af gluten fra det glutenholdige produkt, der påvirker det ikke-glutenholdige produkt. Derudover skal der laves en række tests af produktionsbåndet, og det skal renses på en bestemt måde, hvis man ønsker at deklarere sine produkter for glutenfri.

      Vores Kagecreme kan indeholde spor af gluten, fordi der på samme produktionsbånd tidligere kan være produceret glutenholdige produkter. Selvom vi naturligvis rengør produktionsbåndet grundigt mellem produktionerne kan vi af lovgivningsmæssige grunde ikke kalde produktet for glutenfrit.

      Det er grunden til at vi ikke kan deklarere vores Kagecreme for glutenfri. Der kan argumenteres for, at chancerne for at der er gluten i produktet er meget lille. Men vi kan ikke garantere noget.

  3. Gitte Thorup 4. juni 2017 at 10:52 #

    Skal smørret smeltes?

    • Pernille 8. juni 2017 at 10:32 #

      Nej, det skal det ikke 🙂

  4. Nanna 9. juli 2017 at 16:24 #

    Hej skal smøren være smeltet eller bare blød? Mvh nanna

    • Pernille 13. juli 2017 at 10:53 #

      Hej Nanna 🙂 Den skal bare være blød 🙂

  5. Margrethe Nicolaisen 13. juni 2018 at 8:52 #

    Hej Pernille.

    Jeg er ny i glutenfri bagning , det er vedr. din jordbærtærte
    Kan bunden fryses?

    Venlig hilsen Margrethe.

    • Pernille 14. juni 2018 at 17:13 #

      Hej Margrethe
      Tak for din besked og velkommen til 🙂
      Jeg ville ikke fryse bunden, jeg ville frygte den blev for smattet af det. Den kan dog sagtens bages dagen i forvejen og så blot pyntes med skum og bær på dagen 🙂
      God fornøjelse med den!
      Pernille

      • Maiken 7. november 2021 at 14:07 #

        Hej
        Har prøvet at fryse bunden, det fungere fint. Den var hverken “smattet” eller tør efter optøning

  6. Sarah 16. juni 2018 at 9:37 #

    Hej
    Jeg synes en kage til 10 mennesker er for lidt, og for ikke at skulle sætte to kager på bordet tænkte jeg at bage to kager i en form.
    Tror du det kunne lade sig gøre i en lille brandepande og hvad ville bagetiden så være?

    • Pernille 17. juni 2018 at 19:14 #

      Hej Sarah
      Det tror jeg sagtens du kan, men jeg ville også give den lidt ekstra. Du kan holde øje med hvornår den ikke er flydende i midten længere 🙂 Alt efter form, højde og tykkelse ville jeg give den ca. 10 min længere 🙂

  7. Gitte 6. juli 2018 at 9:00 #

    Hvor ser det lækkert ud, den må afprøves inden jordbærsæsonen er ovre 🙂

    God sommer

  8. Maiken 16. juli 2021 at 9:31 #

    Hej
    Tak for en nem og lækker glutenfri opskrift
    Jeg har prøvet at fryse en færdigbagt bund, det fungerer helt fint
    Efter den var tøet op fik den kort tid (45 sek) “på hovedet” på brødristeren på et stykke bagepapir, herefter lagde jeg pålægschokolade på, som smeltede fint
    Nemt at lave, og nemt at have “på lager”
    Tak:-)

  9. Marie 20. september 2022 at 18:43 #

    Hej Pernille
    Nu starter æble/pære sæsonen jo, mon den kan bruges som “base” for en tærte, hvor æble/pære lægges ovenpå og bages med 🤔 og så cremefraiche til i stedet for creme.
    Bagte den i sommers og den smager himmelsk og var så dejlig nem at lave 😃

    • Pernille 15. marts 2024 at 21:12 #

      Det er bestemt en mulighed, det lyder som en lækker kage.. Det vi jeg prøve 😀

Skriv et svar

Opskrift Vurdering




This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.