Tag Archives | Glutenfri

Mørbradgryde

Glutenfri mørbradgryde

Jeg har en genial ret, som jeg skylder jer opskriften på. Mellem jul og nytår var vi hos min kærestes forældre og de lavede en helt fantastisk glutenfri mørbradgryde, som jeg endnu ikke har kunne lade tankerne slippe.

Jeg synes, den passer perfekt til et lørdagsindlæg, da vejret for tiden virkelig indbyder til en rigtig god gryderet. Desuden er den simpelthen så smuk, den er langt fra et kedeligt gryderets-look, derfor synes jeg også, den vil være genial gæstemad.

Mørbradgryde

Forb. tid 10 minutter
Tilb. tid 30 minutter
Samlet tid 40 minutter
Ret Aftensmad
Antal 4 personer

Ingredienser
  

  • 500 g svinemørbrad
  • 2 løg
  • 2 gulerødder
  • 1 pk. bacon i skiver
  • 100 g pølser, uden gluten
  • 1 rød peber
  • 2 ds flåede tomater
  • 1 spsk. tomatpuré
  • 2 store tomater skåret i både
  • 1 spsk. frisk chili
  • 1 bundt frisk basilikum
  • 1 bk. cherrytomater
  • ½ L fløde
  • olie
  • salt og peber

Sådan gør du
 

  • Snit løg og chili fint, skær gulerødder i skiver og peberfrugten i små stykker
  • Skær mørbraden i små stykker
  • I en gryde varmes lidt olie og mørbradstykkerne brunes godt
  • Tilsæt og steg halvdelen af baconen
  • Tilsæt løg, peberfrugt og gulerødder og lad det stege med i 5-10 minutter
  • Tilsæt chili, flåede tomater og tomatpuré, rør det hele sammen og lad det koge op
  • Skru herefter ned, tilsæt fløde og lad retten simre i en halv time
  • Skær pølserne ud i små stykker
  • På en pande varmes lidt olie og pølserne sauteres sammen med resten af baconen
  • Hæld pølseblandingen på toppen af gryden sammen med cherrytomater og top med basilikumblade
  • Server med ris eller blomkålsris
Glutenfri mørbradgryde
Pernille
Udgivet i AftensmadComments { 2 }

I biografen glutenfri

Jeg var, for nogle dage siden, i biografen med en veninde fra at se filmen All Inclusive (I øvrigt en hammer sjov film). Det gav mig ideen til at lave et indlæg, som kan inspirere til, hvordan man løser sådan en udfordring som glutenfri.

Jeg har tidligere lavet en guide, som fortæller, hvilket chokolade, som er uden gluten. Den guide finder i HER.

Men ikke alt dette chokolade findes i en biograf og jeg læste et stort fedt skilt i biffen, hvor der stod man venligst ikke måtte medbringe eget mad! Gad vide, om man kan søge om undtagelse som allergiker?!

2015-01-13 18.07.03

Jeg har jo denne måned en ekstra udfordring, da jeg ikke spiser hverken sukker eller stivelse. Det er måske lidt unfair at bringe sådan et indlæg i en måned, hvor jeg har opfordret til at spise sundt. Min veninde og jeg løste den med sunde snacks, som i ser på billedet her. Vi lukkede altså øjnene for deres fine store skilte om medbragt mad.

2015-01-13 18.38.06

Nu har jeg ikke tænkt mig at leve resten af mit liv uden hverken sukker eller stivelse, så jeg vil her lave en liste over de ting, jeg selv plejer at ty til, når jeg skal smovse den i biffen. Det første lange stykke tid med cøliaki, undgik jeg bevist slik-afdelingen, da jeg ikke forventede at finde noget, jeg kunne tåle. Har du samme frygt, så se blot her, der er stadig ting, man kan få, selv om man har cøliaki:

  • Det mest åbenlyse er popcorn – hvilket jeg altid ynder at få i stor stil.
  • Bounty er også altid at finde i en biograf. Den er uden gluten og blandt mine yndlings.
  • Nogle af Toms guldbarer er uden gluten, fx mørk, mælk og nød er ok.
  • Daim findes virkelig mange steder og heldigvis også i biografen.
  • M&M’s fantastisk dejligt slik som også er genialt til en film i biffen.
  • Toms Guldkarameller er også uden gluten.

Listen er altså stadig lang. Så selv om man ikke kan gå amok i bland-selv, fordi de, i hvert fald ikke i Odense, har sat info om produkterne på deres kasser, er der stadig meget at vælge i mellem. Dette er, hvad der er af muligheder blandt udvalget i Odense. Har I nogle bif-guf-favoritter, som I plejer at købe, når I er afsted? Eller smugler I også sundere alternativer med når I skal afsted?

Pernille
Udgivet i Guide, TipComments { 1 }

Æggekage af alt godt fra køleskabet

Æggekage

Når der ikke rigtig er lyst til at lege i køkkenet (og ja, de dage har man også, når man har en blog om mad) så har vi altid en ret, som er bullet proof, nemlig æggekage. Det er ret simpelt, da vi altid har æg i køleskabet og dernæst følger så bare, at tømme alt det ud, som trænger til at blive spist, eller bare er lækkert. Desuden er det en dejlig og naturlig glutenfri ret.

I dag var det dog lige ved at gå for vidt, da en mango kom med ud af køleskabet, den røg dog hurtigt ind igen. Men ellers, så er det bare om at bruge fantasien lige så meget, man overhovedet kan. Og da jeg også er ret meget imod at smide mad ud, jamen så er en æggekage altid god til at hjælpe med at få brugt det forskellige inden, det bliver dårligt.

Det er en ret, som passer perfekt ind i en sund januar, og så mætter det simpelthen på sådan en dejlig måde. Man er mæt uden at føle sig om en ballonskinke i for stramt hylster. Er man ikke med på en januar uden sukker, så kan man sagtens spise lidt ketchup til, det gør kun retten mere autentisk.

Æggekage af alt godt fra køleskabet

Forb. tid 10 minutter
Tilb. tid 15 minutter
Samlet tid 25 minutter
Ret Aftensmad, Frokost
Antal 3 personer

Ingredienser
  

  • 2 gulerødder
  • 1 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 1 peberfrugt
  • 1 lille chili
  • 2 pølser, uden gluten
  • ½ tsk. karry, uden gluten
  • 1 pk. bacon

Sådan gør du
 

  • Pisk æggene let sammen.
  • Skær alle grøntsagerne fint og hæld det sammen med æggene.
  • Steg det på panden i en god klat smør. Det er lettest i en pande med høje kanter og under låg.
  • Steg bacon i ovnen og smid det på toppen, når æggekagen er færdig.
Pernille
Udgivet i Aftensmad, FrokostComments { 2 }

Raw chokoladekage med nøddecrunch

Raw chokoladekage

Som jeg skrev i går, så hører der sig altså lidt lækkert til weekendhyggen. Derfor elsker jeg, at man kan lave kager, som smager absolut himmelsk uden der fyldes hverken sukker eller stivelse i.

Egentlig har jeg aldrig gjort mig reeet meget i raw opskrifter, da jeg altid synes, det er så pokkers dyrt. Et glutenfri liv er dyrt nok i sig selv. Men denne opskrift er rigtig god, da der ikke skal bruges særligt mange forskellige ingredienser. Desuden mætter sådan en kage altså helt vildt. 

Jeg lavede den i går aftes og der står stadig mere end en kvart inde i køleskabet efter, vi var 4, som havde spist af den. Det må man da sige er imponerende. Plus ret lækkert der også er til aftenkaffen på en lørdag!

Den kan holde sig et par dage, hvis den bare opbevares på køl. Den smager virkelig godt og det gode ved sådan en kage er, at den stadig holder blodsukkeret nogenlunde stabilt. Desuden er det en ret fed kage, hvilket gør, at den også mætter mere, hvilket gør man spiser mindre.

Raw chokoladekage

Samlet tid 1 time 30 minutter
Ret Kage
Antal 6 personer

Ingredienser
  

Bund

  • 50 g mandler
  • 50 g hasselnødder
  • 4 bløde dadler uden sten
  • 1 knsp salt

Fyld

  • 1 dl creme fra en dåse kokosmælk
  • 8 bløde dadler uden sten
  • 90 g 70% mørk chokolade, uden gluten
  • ¼ dl kokosolie
  • 2 tsk. vanilje ekstrakt eller vaniljepulver, hvis man er knap så striks

Sådan gør du
 

  • Blend dadler, hasselnødder, mandler og salt sammen til en fin masse
  • Tryk den ud i bunden på en springform (ca. 20 cm i diameter), jeg brugte bagepapir i bunden for at få et flottere snit, når man skærer i den. Det er vigtigt den også går lidt op af kanten.
  • Opvarm kokoscremen let
  • Blend det sammen med kokosolie, hakket chokolade, dadler og vanilje.
  • Hæld det over din nøddebund.
  • Lad den stivne på køl i ca. 1 time.
Raw chokoladekage 3
Pernille
Udgivet i KageComments { 12 }

Glutenfri lagkagenøddebunde

Glutenfri lagkage

Det er vigtigt, at man bager bundene i 3 omgange, og ikke forsøger at tage smutvejen, for at bage den i én, for så at skære den ud. Den bliver nemlig ikke ordentlig bagt i midten på den måde.

Det er nogle lette bunde og de smager simpelthen så godt, fordi der er lidt nødder i som smager af mere end sukker. 

Glutenfri lagkagebunde

Glutenfri Lagkagenøddebunde

Ret Kage
Antal 1 lagekage (ca. 8 pers)

Ingredienser
  

Sådan gør du
 

  • Opvarm ovnen til 200 grader
  • Pisk æg og sukker til en luftig masse
  • Tilsæt mandelmel og kartoffelmel og pisk til der ikke er klumper i
  • Tilsæt bagepulver og rør det godt sammen
  • Hæld 1/3 af dejen i en bagering eller springform (jeg har bedst erfaringer med en bagering penslet med smagsneutral olie).
  • Bag dem en ad gangen – 3 stk i alt.
  • Bag i 10-12 min pr bund
Glutenfri lagkagebunde
Pernille
Udgivet i Andet, Dessert, KageComments { 8 }

Selleripure

Som lovet, vil jeg her i januar stille skarpt på de lidt sundere retter, som ikke indeholder brugen af glutenfri erstatningsprodukter.

Jeg havde her i efteråret en periode på 2-3 måneder, hvor jeg stort set ikke spiste hverken sukker eller kulhydrater. Ikke nok med, at det hjalp på figuren, så gjorde det altså også noget rigtig godt for energien og overskuddet. At få mere energi i hverdagen er noget, jeg har bøvlet en del med, siden jeg fik konstateret min cøliaki. Og dette er den bedste metode, jeg endnu har prøvet. Så derfor skydes året altså i gang med kroppen fyldt af overskud og energi.

Jeg har også lidt sundere snacks i ærmet, det skal jo ikke være helligt, bare fordi det er til den sunde side. Så fortvivl ikke, jeg vil også byde ind med lidt snask. Og er I ikke til den sunde inspiration, så lavede jeg i går en killer lagkage til min kærestes fødselsdag, den, lover jeg, kommer på bloggen i morgen 🙂

I dag har jeg til aften fået en rigtig god bøf – der skal lidt luksus til nu, hvor det er feriens sidste dag. Hertil har jeg lavet en selleripure, præcis som jeg lærte det inde i TV2’s Go’ Appetit. Den var nemlig rigtig god og proppet med smag. Og da der for tiden er virkelig billige rodfrugter, smed vi sådan en pose i ovnen.

Her til skar jeg gulerødder, rødbede og pastinakker ud i stave, blandede det godt med olie, salt og peber og dryssede herefter med Urtekrams kartoffelkrydderi. Det bages i ovnen i ca. 30 min ved 200 grader.

Selleripure

Ret Tilbehør
Antal 4 personer

Ingredienser
  

  • ½ knoldselleri
  • 1 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 4 dl mælk
  • 2 laurbærblade
  • ½ citron
  • salt & peber

Sådan gør du
 

  • Skær selleri, løg og hvidløg i grove tern
  • Kog det i mælken sammen med laurbærbladene til det er blødt
  • Tag laurbærbladene op
  • Blend massen til alle klumperne er væk
  • Tilsæt saften fra en halv citron
  • Smag til med salt og peber
2015-01-04 18.57.17-1
Pernille
Udgivet i AftensmadComments { 0 }

Året der gik

Der er kun meget lidt tilbage af året 2014, hvilket giver grund til at kigge sig over skulderen og se tilbage på de ting, året har bragt med sig, for på den måde at være klar til at springe ind i det kommende med vidt åbne arme.

Jeg kan personligt sige, at den sidste kvarte del af året har været den mest spændende. Jeg har med min blog, Glutenfrimagi, fået mig et lille hjertebarn. Der gik ikke mange timer, fra jeg sagde til mig selv, NU gør du det sgu, til arbejdet var i gang. Og jeg er stolt over, at bloggen nu har været i live i godt 2,5 måned.

Jeg vil sige, at jeg fra starten havde kæmpe ambitioner for min lille blog, og mange af dem har jeg stadig til gode. Men selv om jeg havde sat min egen barre højt for Glutenfrimagi, havde jeg aldrig i min vildeste fantasi troet, at der så hurtigt ville være SÅ mange, som gad læse med og så mange vise interesse for min lille mission ’sæt glutenfri på menukortet’. Alle lige fra TV2 til virksomheder med glutenfrie produkter. Desuden tager jeg hatten af for min kæreste, min familie og mine venner, for ikke blot at lægge ører til alt mit blog-snak (for det er ikke så lidt), men også give en kæmpe hånd med, når jeg har brug for hjælp eller inspiration.

Der ud over, tror jeg, at jeg uden at prale, kan sige, at jeg har Danmarks sejeste følgere. Ikke nok med, at jeg er dybt taknemmelig for, at I gider klikke ind forbi, så er sætter jeg virkelig pris på jeres mails, kommentarer og beskeder på alle medier, bloggen, så vel som Facebook og Instagram. Jeg elsker, at I sender mig jeres egne opskrifter (hvor jeg stadig har til gode at prøve mange af dem) lige så højt som når I retter mig, hvis jeg skriver noget sludder. TAK, for hver eneste interaktion.

Nu vi ser tilbage, synes jeg, det er passende at smide et billede og et link til de 3 mest læste opskrifter her på Glutenfrimagi.

Glutenfri æbleskiver

Glutenfri æbleskiver

Jeg tænker, at bloggens korte levetid og den nyligt overståede juletid har sat sit præg på Top 3 listen af opskrifter. Den mest læste opskrift er nemlig glutenfri æbleskiver.

Glutenfri pandekager

Glutenfri pandekager

Pandekager kan heldigvis spises året rundt, hvilket også er noget, jeg ynder at gøre.

Glutenfri Chili Cheese Tops

Chilicheesetops

Bloggen eksploderende nærmest, da jeg udgav mit indlæg med en opskrift på glutenfri chili cheese tops. En opskrift som jeg digtede med min kæreste, en dag vi havde alt for god tid i køkkenet.

I aften er det tid til at springe ind i det nye år, når klokkerne lyder. Sidste år havde vi lavet flødeboller til klokken 24, da vi aldrig synes, der bliver spist nok af sådan en dyr og besværlig kransekage. Jeg har tidligere bragt en opskrift på hjemmelavede flødeboller HER. Og tidligere i dag kom en opskrift på en hurtig og glutenfri snyde-kransekage.

2014-12-22 17.59.37-1

(Jeg er ikke for god til at dele billeder af mig selv, men her er et fra køkkenet i Go’ Appetit.)

Jeg håber, I alle kommer rigtig godt ind i det nye år. Pas godt på fingre, fødder og de høje procenter til vi ’ses’ på den anden side!

Pernille
Udgivet i AndetComments { 0 }

Kransekage med amarenakirsebær

2014-12-31 12.07.20-1

Jeg var i går aftes en tur i køkkenet med min svigerfar i missionen om at lave kransekage til i aften. Han er lige så glad for at eksperimentere som jeg. Så ud over den traditionelle kransekage havde han fundet denne opskrift ved Mette Blomsterberg, som vi gav et skud i en simpel og hurtig version.

Jeg er ret vild med hendes opskrift, da jeg hader at smide mad ud. Og sjovt nok, er der her hos min kærestes familie samme problem som i min egen, ingen gider at spise kirsebærrene på ris a la manden juleaften. De ligger pænt og svømmer rundt i bøtten. Og nu kan de få sig et formål.

Der er stadig et par timer tilbage af butikkernes åbningstid, og denne opskrift har en samlet arbejdstid på max 30 min. Så der er ingen undskyldning for ikke at gå i krig. Vi har nemlig brugt snyde tricket med færdig kransekagemasse på pose. Lettere bliver det ikke.

Den klassiske kransekage vil jeg ikke skrive opskriften på, da jeg bare sprøjtende massen ud af posen og bagte dem i 12 min. Jeg brugte samme sukkerpynt som dem med kirsebærrene.

Er du ikke til kransekage kl.24, så kan du, som jeg gjorde sidste år, bruge flødeboller i stedet. Det falder med garanti i god jord hos de mindste. Især, hvis man bruger en smart form, så udseendet er lidt festligt. I kan finde min opskrift lige HER.

Kransekage med amarenabær

Kransekage med amarenakirsebær

Ret Kage, Søde sager

Udstyr

  • mini muffinsforme

Ingredienser
  

  • 8-10 amarena kirsebær fra kirsebærsovs (vi brugte den fra Irmas eget mærke, den er uden gluten)
  • 200 g kransekagemasse fra Odense Marcipan
  • ½ past. æggehvide
  • 70 g flormelis
  • 50 g mørk chokolade, uden gluten

Sådan gør du
 

  • Bland kirsebær og kransekagemassen godt sammen.
  • Placer med to skeer en teskefuld i en mini-muffinsform
  • Placer muffinsformene på en bradepande og find en ekstra bradepande og lægge under. Det sikrer, at de ikke brænder på i bunden.
  • Bag dem ved 200 grader i ca. 15 min til de er gyldne på toppen
  • Lad dem køle HELT af
  • Pisk æggehvider og flourmelis sammen til en fast, hvid masse
  • Brug en frysepose med et lille bitte hul til at sprøjte det på i et flot mønster
  • Smelt chokoladen over vandbad og pynt nu med denne i mønster på tværs af sukker pynten.
Pernille
Udgivet i KageComments { 0 }

Nachos uden gluten

Glutenfri nachos
Glutenfri nachos

Nachos

Ret Snack
Antal 2 personer

Ingredienser
  

  • 1 ps nachos chips, uden gluten fx. fra REMA 1000 eller Santa Maria
  • 250 g hakket oksekød
  • 250 g revet mozarella
  • 1 avokado
  • 2 spsk. creme fraiche
  • 1 fed hvidløg
  • 1 taco sauce (Vær opmærksom på, at nogle taco saucer man køber i supermarkederne, er med gluten. Rema 1000 har en uden gluten)
  • salt og peber
  • 100 g majs
  • ½ rød peber

Sådan gør du
 

  • Svits det hakkede oksekød.
  • Fordel chipsene på en bageplade med bagepapir.
  • Fordel kødet i et jævnt lag over chipsene.
  • Spred et godt lag ost over kødet.
  • Varm i ovnen på 200 grader i ca.5-7 min eller til osten er smeltet og gylden.
  • Lav guacamole ved at blende avokado, 1 stor spsk creme fraiche, hvidløg og salt og peber
  • Server med majs, rød peber og resten af creme fraichen samt taco saucen.
Nachos
Pernille
Udgivet i Aftensmad, Frokost, SnackComments { 0 }

Julet overnight skyr

2014-12-25 10.21.05

Julen er traditionernes tid, og helt som vi plejer, stod den på fælles morgenmad i min lille familie her juledags morgen. Og lige om lidt skal vi til julefrokost. Min mor havde i år fundet på en helt genial overnight-skyr, inspireret af noget hun havde smagt inde i Riceteria i Odense.

Det lignede risalamande, så det er helt i julens ånd. Heldigvis er den bare både sundere og mere passende til et morgenbord. Den kan klar anbefales.

Det er bestemt ikke sidste gang jeg får denne her. Det kan man hurtigt blive forfalden til, både til morgenmad eller i et lille glas med låg som to-go. Jeg kan også forestille mig, den er god med både blåbær eller hindbær, hvis man ikke er så meget til pære.

Julet overnight skyr

Forb. tid 10 minutter
Tilb. tid 4 timer
Samlet tid 4 timer 10 minutter
Ret Morgenmad
Antal 4 portioner

Ingredienser
  

  • 200 g skyr
  • 1 æble
  • 1 pære
  • 1 håndfuld mandler

Sådan gør du
 

  • Riv æblet fint og rør det godt sammen med skyren.
  • Hak mandlerne fint og bland det i skyrblandingen.
  • Opbevar det i en lufttæt beholder natten over.
  • Næste morgen skæres pæren i tern og lægges fint på toppen af din portion skyr.
2014-12-25 10.22.33-1
Pernille
Udgivet i MorgenmadComments { 0 }

Pebermyntepastiller

Pebermyntepastiller er sådan en dejlig julegodte som sagtens kan laves sammen med de mindste. De er super hurtige at lave og smager simpelthen så godt. De kræver få ingredienser og ikke noget specielt for at få dem glutenfri.

Det var lidt et møv at få dem rigtig pæne, men de smager helt fantastisk. Plus, jeg har læst, at flere snyder og bruger chokoladepastiller, som de trykker i fremfor at lege med smeltet chokolade.

Har I lyst til flere julegodteopskrifter, så kan i finde det HER.

Pebermyntepastiller

Samlet tid 20 minutter
Ret Jul, Søde sager
Antal 40 stk

Ingredienser
  

  • 1 pasteuriseret æggehvide
  • 10 dråber pebermynteolie
  • 230 g flormelis
  • chokolade, uden gluten (ca. 100 g)

Sådan gør du
 

  • Pisk pebermynteolie og æggehvider sammen.
  • Tilsæt langsomt flormelissen til du får en sammenhængende masse.
  • Fyld en sprøjtepose og tryk den ud i passende størrelse pastiller.
  • Smelt chokoladen og placer en lille klat på hver. Bruger du chokoladeknapper placeres en knap på hver.
  • Lad dem tørre 2-3 timer og opbevar dem i en lufttæt bøtte.
Pernille
Udgivet i Jul, Søde SagerComments { 0 }

Orangekonfekt med chokolade og marcipan

Glutenfri marcipankonfekt

Det er en meget let men samtidig virkelig velsmagende glutenfri marcipankonfekt. Den sprøjtepose nougaten kommer i er simpelthen så smart, da den har en lille tut, det er let at styre og meget smartere end at stå og skære i en blok for at for den moslet på plads.

Jeg håber, at I også er ved at finde ind til juleroen ude hos jer.

Orangekonfekt med chokolade og marcipan

Samlet tid 15 minutter
Ret Jul
Antal 14 stk

Ingredienser
  

  • 75 g marcipan, uden gluten
  • 35 g nougatcreme (kan fåes fra Odense Marcipan på pose med sprøjtetut)
  • 1 pk. Toms orangebuer

Sådan gør du
 

  • Tril marcipanen til 14 små kugler
  • Sprøjt en lille klat nougatcreme på 14 orangebuer
  • Placer marcipan kuglen på nougatklatten
  • Tryk til sidst en orangebue sammen over marcipanen
Glutenfri marcipankonfekt
Pernille
Udgivet i JulComments { 0 }

Mini flødeboller i form

Glutenfri flødebolle

Jeg har altid en helt vildt stor lyst til flødeboller. Min cøliaki gør jo ”desværre”, at jeg kun kan tåle de rigtig gode fra Summerbird med marcipanbund, hvilke også er rigtig dyre. Derfor har jeg også ofte prøvet at lave dem selv. Dem af jer som også selv har prøvet det ved, at de i hvert fald ikke bliver lige så flotte som dem i Bagedysten.

Men, jeg har fra en veninde hørt, at man kan snyde lidt og ved at bruge en form og teknikken fra fyldte chokolader, kan lave de fineste flødeboller i fantastiske udformninger.

Jeg var så heldig, at nissen (læs: min mor) lige vidste, at det jeg allermest ønskede mig i adventsgave i søndags, var denne fine portionsform fra Mette Blomsterberg.

Jeg ved godt, at jeg skal arbejde lidt på finishen på denne lille lækre sag. Men den smager simpelthen så godt, at man glemmer det lidt haltende udseende. Og jeg er simpelthen pavestolt over, at det kunne lykkes i første forsøg.

Mini flødeboller i form

Ret Jul, Søde sager
Antal 12 st.

Udstyr

  • Denne silikoneform fra Blomsterberg er så smart, da man lige kan skubbe dem ud, når de skal serveres.

Ingredienser
  

  • 125 g sukker
  • ¼ dl vand
  • 10 g sukker
  • 1 bægre past. æggehvide
  • 200 g mørk chokolade, uden gluten (Jeg brugte den fra Odense Marcipan)
  • 75 g marcipan

Sådan gør du
 

  • Skær marcipanen ud i 12 klumper, tril dem runde og tryk dem flade så de passer med hullet i silikoneformen.
  • Kog vand og de 125 g sukker i en gryde til massen er helt klar og uden krystaller.
  • Pisk de 10 g sukker med æggehviderne, når det er godt skummende hældes den flydende sukkermasse ned i og piskes til skummet er helt stift.
  • Hak chokoladen fint og varm 2/3 over et vandbad. Chokoladen skal nå en temperatur på 48-50 grader.
  • Tag chokoladen af vandbadet og hæld det op i en skål med den 1/3 chokolade, som ikke er smeltet.
  • Rør godt rundt og lad det smelte.
  • Hæld nu chokoladen ned i formen og sørg for alle huller er dækket af chokolade.
  • Hæld formen på hovedet tilbage i skålen og stil formen i køleskabet.
  • Når det er størknet, fyldes skallen op med skum til der er plads til marcipanenbunden.
  • Marcipanen lægges på og så penslede jeg bundene med resten af den smeltede chokolade.
  • Stil det på køl til de skal spises. 
Glutenfri flødeboller
Pernille
Udgivet i Jul, KageComments { 1 }

Mandelkager

Glutenfri jødekager

Min søde mormor har været på banen med glutenfri lækkerier igen, denne gang med en rigtig god version af glutenfri jødekager. Og det bedste af det hele er, at det er lavet med naturlige ingredienser. Det betyder altså, at de helt sensitive også kan være med.

Jeg har været så heldig at få en lille bøtte med hjem, så jeg har til december måned. Så har hun opbevaret resten, så vi har nogle til juleaften og julefrokosten derefter.

Er du til de traditionelle julekager, kan du med fordel også lave disse glutenfri finskbrød fra et tidligere indlæg.

Mandelkager

Samlet tid 1 time
Ret Jul, Søde sager
Antal 35 stk

Ingredienser
  

Sådan gør du
 

  • Rør alle ingredienser sammen. Pisk det godt, minimum 5 min
  • Stil dejen koldt i 30 min
  • Tænd ovnen på 200 grader
  • Rul dejen ud til en tyk pølse
  • Skær tynde skiver, det hjælper, hvis man bruger en meget skarp kniv
  • Læg skiverne på en plade med bagepapir og pensel med æg og drys med sukker og kanel
  • Bages i ca. 10 min på 200 grader
Pernille
Udgivet i JulComments { 2 }

Gæster som glutenfri

I dag skal jeg være vært for en årlig begivenhed i min lille venne-gruppe fra gymnasiet. Det er simpelthen en af de ting, som jeg ser frem til hver evig eneste gang. Traditionen er, at vi hver især har en ret med som smides i en fælles pulje af lækkerier.

Da julefrokost er en af de ting, hvor det nogle gang hurtigt kan komme til at svømme i gluten, prøver jeg altid lidt på forhånd at damage controle. Det gav mig inspirationen til dette indlæg. For, når nu jeg selv har cøliaki, og egentlig ikke er så glad for at få gluten ind i huset, hvordan kringler man så lige den med at have gæster til en fest, hvor brød med gluten ofte er en hovedingrediens?

2014-12-12 17.49.40

Jeg har valgt, at mit liv simpelthen ikke socialt må gå i stå på grund af min cøliaki. Og jeg gider ikke at gøre det til et større ståhej end højst nødvendigt.

Derfor har vi altid nogle, som sørger for brød af den rigtig glutenrige slags. Her sørger jeg altid for at have brød til mig selv, oftest rugbrød som er skiveskåret og opbevaret i fryseren lige til at tage op til lejligheder som denne.

Dernæst så kan man næsten regne ud, hvilke retter som er potentielt glutenfyldte. Det heldige er, at fisk jo næsten altid kan spises. I år står jeg selv for leverpostejen, så der sørger jeg for at købe Tulips Bacon Postej, som jo er glutenfri. I år skal vi også have medisterpølse, så jeg sørger lige for at snakke med hende, der har den med, ikke for at få hende på jagt efter en uden gluten, men mere for lige at enten læse på pakken eller medbringe ingredienslisten, så kan jeg selv læse, om det er noget, jeg må spise.

Glutenfri Tulip leverpostej

Nogle gange har jeg sørget for, at der er to pakker smør, så jeg ikke risikerer krummer fra ”det rigtige rugbrød”. Men det er skam ikke altid, jeg sørger bare for at have øjnene åbne og evt. lige få tørret de krummer væk, som måtte være.

På denne måde er min cøliaki ikke noget, som bliver et emne under maden. Det er bare nogle små tilpasninger, som ikke vækker den store opsigt. Nu skal det også siges, at dem, der er på besøg i dag, er folk, som kender mig virkelig godt. Det vil sige, de ved ret meget om mine symptomer på cøliaki og de ting, som sker, hvis jeg skulle få gluten indenbords. Det er altså ikke rigtig noget, der bliver talt om, sådan er det bare.

Normalt er det ikke så stort et problem at have gæster, fordi jeg jo selv står for maden. Der kan jeg selv styre, hvad jeg køber og derfor også lettere ved, hvad jeg kan tåle og ikke kan tåle at spise. Men jeg gør ofte en dyd ud af, at alle kan spise det samme. Altså, medmindre noget som glutenfri er virkelig elendigt, så som brød, så får gæsterne også en glutenfri menu.

Det blev et af de længere indlæg, men jeg håber, der måske er nogle tricks, som I kan bruge, hvis I står og har overvejelser omkring forbud af gluten, når I har gæster.

2014-12-07 19.31.19

//Indlæg sponsoreret af Tulip
Pernille
Udgivet i TipComments { 0 }

Rodfrugtesuppe med knasende topping

Glutenfri suppe

Der er to grunde til, at jeg virkelig har haft lyst til suppe i flere dage nu. For det første, er det en dejlig sund variation til alt den fede julemad og de søde julegodter. For det andet, er det simpelthen bare noget, som hører sig til, når vejret er så koldt og rivende, som det er i disse dage.

Jeg har længe troet, at cøliaki betød, man selv skulle i gang i køkkenet for, at man kunne få en god varm suppe til aftensmad, da alle dem jeg læste på i starten var propfyldt med gluten. Men fornylig er jeg blevet gjort opmærksom på, at MOU efterhånden har flere glutenfri varianter. Jeg kan godt lide, at der er lidt at tykke i, når man får suppe. Og oven i købet har de lige lanceret glutenfri okse- og kyllingeboller. Mere om dem senere.

Men da jeg havde lidt kyllingefilet liggende i køkkenet, valgte jeg at supplere min glutenfri suppe med dette.

Ingredienser (3 pers)

MOU Rodfrugtesuppe
200 g kyllingefilet
3 spsk peanuts
3 spsk rosiner
3 spsk glutenfri stærk chili sauce
1 pk Tulip Bacon

  • Varm suppen i en gryde
  • Skær kyllingen i små tern, steg dem på en pande og hæld dem op i suppen
  • Hak peanuts fint og rør dem sammen med rosiner og chilisaucen
  • Anret en portion suppe med 2 skiver bacon knust og en spsk af peanutsblandingen på toppen.

Jeg er helt blæst bagover af, hvor lækker denne glutenfri suppe er. Den er tusind gange bedre end jeg husker sådan en købesuppe. Jeg synes, at den knasende topping giver en masse at tygge i foruden de lækre stykker rodfrugt, som er i suppen. Er man ikke til det stærke kan man også sagtens bruge en sød chilisauce til topping. Det er helt sikkert noget, jeg skal have mange gange denne vinter.

Glutenfri suppe

//Indlæg sponsoreret af Tulip

 

Pernille
Udgivet i AftensmadComments { 0 }

Æggewraps ala burritos

Glutenfri burritos 2

Jeg er rigtig stor fortaler for æg og æggepandekager. De har lige den perfekte kombination af sprødhed og saftighed. Derfor laver jeg altid æggewraps, når menuen herhjemme står på burritos.

Det er lettere at lave end en hjemmelavet glutenfri majspandekage og det er helt sikkert også sundere. Man kan jo lave dem i mange udformninger med fyld, dressing osv. Men her får i min seneste version.

Her har i fået mængder til 3 stk. med rigeligt fyld er min erfaring at en pr person er passende. Du kan også lave så der er til madpakken. Det er nemlig en mega lækker madpakke at have med dagen efter. Mit bedste råd af alle, når man er glutenfri – tag resterne med på madpakken og glem bekymringerne om mad i kantiner eller kedeligt, tørt og dyrt glutenfri brød.

Glutenfri burritos æggwrap

Æggewrap

Forb. tid 5 minutter
Tilb. tid 10 minutter
Samlet tid 15 minutter
Ret Aftensmad, Frokost
Antal 3 stk.

Ingredienser
  

Fyld

  • 300 g kød fyldt med krydderi efter eget valg
  • ½ agurk
  • 2 tomater
  • 1 ds. majs
  • salathoved
  • creme fraiche dressing, uden gluten

Sådan gør du
 

  • Risk æg, husk, skyr sammen med lidt salt og peber og lad det stå i ca. 5 min.
  • Opvarm en gryde med lidt olie og brun kødet her i.
  • Når kødet er gennemstegt tilsættes krydderierne og smages til med salt og peber.
  • Skær alle grøntsagerne ud.
  • Opvarm smagsneutralt olie, smør eller bedre kokosolie på en pande. Det er vigtigt at hele panden er fedtet til, for ellers så hænger æggemassen nemt ved.
  • Pisk op i æggemassen en sidste gang.
  • Steg 1/3 af æggemassen på panden som en pandekage i et par minutter på hver side.
Glutenfri burritos
Pernille
Udgivet i AftensmadComments { 0 }

Julefrokost som glutenfri

Det er jul! Og det er intet mindre end fantastisk. Det betyder julepynt, julehygge, julemad og for de flestes vedkommende også julefrokoster. Det kan være lidt af et uoverskueligt projekt at skulle afsted til sådan et arrangement, da hovedingrediensen er brød.

Jeg takler det selv lidt forskelligt alt efter, i hvilken forbindelse det er i. Jeg har allerede været til den første, og jeg har flere i vente. Årets første julefrokost var i forbindelse med mit arbejde. Når det er sammen med mennesker, jeg ikke kender så godt, og som af gode grunde ikke rigtig kender til, hvad jeg må spise eller ej, sørger jeg altid for at have glutenfri brød med i tasken. Jeg plejer at være på forkant med lige at have noget glutenfri rugbrød liggende som kan tages med. Men lige sidste gang måtte jeg hurtigt ud og skaffe noget som kunne bruges.

Det blev altså til langbrødet fra Schär, som jeg ellers ikke er ret stor fan af. Men, der var ikke lige andet. Som I kan se her, havde jeg det liggende sammen med min taske væk fra bordet. På den måde kan man nemt lige smugle et stykke over på tallerkenen, når kurven med brød ellers sendes rundt. Derudover så spiser jeg bare ikke brød til ret meget andet end fisken. Alt det andet smager jo faktisk bedre uden.

Da jeg ankom til stedet, hvor vi skulle spise, gik jeg direkte og ret diskret hen til en tjener og fortalte, at jeg havde cøliaki og derfor lige skulle vide, hvad jeg kunne tåle. Det gør, at jeg selv kan styre det nede ved bordet og kun tage det, jeg ved, de har sagt er uden gluten. Og i stedet for at spørge nede ved bordet, hvor alle kan høre det, så har man styr på det og der er ikke nødvendigvis andre, som behøver vide, du ikke spiser gluten.

Glutenfri julefrokost

De første år var jeg så bange for at nogle skulle opdage, at jeg havde mit eget brød med, at jeg havde det gemt i tasken og for hver ret måtte smugle et stykke op fra tasken op på tallerken i skjul. Hvilket ikke var særlig diskret og i stedet bare fik folk til at kigge endnu mere mærkeligt og spørge endnu mere. Så den taktik kan jeg ikke helt anbefale. Plus, at brødet var mere smulder end stykker, når jeg først havde fået den moslet ud af posen og tasken.

Jeg har også nogle gange, når det er julefrokost med min familie, både rugbrød og knækbrød med. Knækbrød gør sig nemlig godt i stedet for både franskbrød og kiks, hvis der er ostebord. Jeg har lige smagt disse knækbrød fra Finax og som I ser her, så kan de faktisk også sagtens gå i stedet for rugbrød. Jeg har ellers længe været glad for knækbrødet fra Schär, men dette smager af lidt mere og lidt mere som jeg husker rigtig knækbrød.

Glutenfri knækbrød

//Sponsoreret indlæg
Pernille
Udgivet i Jul, TipComments { 0 }

Fødselsdagslagkage

Glutenfri lagkage

Ingen fødselsdag uden lagkage. Jeg kan virkelig godt lide at eksperimentere med kager og især de rigtig søde af slagsen.

Det værste ved at have fødselsdag i efteråret, er at man ikke har adgang til det vilde udvalg af friske bær, så jeg plejer at gå uden om opskrifter, der indeholder bær, som alligevel ikke smager af noget på denne tid.

Jeg vil derfor giver jer min version af den smukke lagkage.

Man skal passe på med denne opskrift, for den er så god, at man har lyst til at spise ti ekstra stykker, selv om man egentlig er mæt. Jeg synes, den fungerede vildt godt med de søde marcipan fragilite bunde og så den stærke smag af chokolade sammen med bananerne. Var jeg et sommerfødselsdagsbarn, havde jeg nok valgt at gå bananas i friske og saftige bær.

Fødselsdagslagkage

Ret Kage
Antal 8 personer

Ingredienser
  

  • 150 g marcipan, uden gluten
  • 200 g flormelis
  • 3 æggehvider
  • 2 bananer
  • ½ L piskefløde
  • 150 g mørk chokolade 55%, uden gluten
  • 2 tsk. vaniljesukker

Sådan gør du
 

  • Tænd ovnen på 125 grader.
  • Kom 125 g marcipan sammen med flormelis i en minihakker eller blender. Kværn til det er en ensartet masse.
  • Pisk i en ren skål æggehviderne stive.
  • Vend marcipanen og flormelisblandingen i æggehviderne.
  • Fordel marengsmassen i to springforme forret med bagepapir.
  • Bag dem i 45 minutter.
  • Lad dem afkøle helt på en rist.
  • Inden servering smeltes 100g af chokoladen over vandbad.
  • Pisk halvdelen af fløden til en cremet masse og vend den smeltede chokolade her i.
  • Pisk herefter igen til du får en fast creme som ikke løber, når du skal samle kagen.
  • Pisk den anden halvdel af fløden sammen med vaniljesukkeret til en fast flødeskum.
  • Skær bananen i tynde skiver.
  • Du kan nu samle kagen. Jeg lagde nederst en bund af marengs, derefter et tyndt lag vaniljeflødeskum, et lag bananer, resten af vaniljeflødeskummet, chokoladeflødeskummet og til sidst marengs.
  • På toppen pyntes med bær eller blot 50 g groft revet chokolade og 25 g groft revet marcipan.
Pernille
Udgivet i Dessert, KageComments { 0 }

Bagt marcipankonfekt

Glutenfri konfekt

Det er i dag d. 27. og der er under en måned til jul. Da I sikkert allerede ved, at jeg er en total jule-gris, så tillader jeg mig nu at gå jule-amok på bloggen. Inspireret af de bagte marcipanchips, som jeg brugte til desserten på min fødselsdag, kommer her bagt marcipan konfekt.

Jeg fandt et billede af noget lignende på Instagram og tænkte, at digte sådan en opskrift måtte jeg også give et skud. Det gav et resultat, som smager super godt og er en god afveksling til at det rå marcipan, der ellers er her op til jul.

Både Odense Ren Rå Marcipan og Odense Bagemarcipan er glutenfri. Dog ikke naturligt fri for gluten, da de anvender glucosesirup i deres marcipan og den glucosesirup er oprindeligt fremstillet fra hvedestivelse. Det betyder, at hvis man er meget sensitiv, skal man mærke efter, om man reagerer på at spise det. Men det ligger langt under den grænseværdi, som gør, at man godt må kalde det glutenfrit, de 20 ppm. Jeg er selv ret sensitiv og har ingen problemer med at spise det i begrænsede mængder. Men cøliaki er jo en sygdom, som ikke altid opfører sig ens fra person til person.

Bagt marcipankonfekt

Bagt marcipankonfekt

Forb. tid 15 minutter
Tilb. tid 8 minutter
Ret Jul, Søde sager
Antal 12 stk.

Ingredienser
  

  • 150 g Odense marcipan
  • 75 g mørk chokolade 55% fx. fra Odense marcipan

Sådan gør du
 

  • Tænd ovnen på 200 grader.
  • Rul marcipanen til en rund pølse.
  • Skær ca 3 mm tynde skiver så der bliver 12 stk i alt.
  • Placer på et stykke bagepapir på en bageplade.
  • Bag i ovnen i 7-8minutter.
  • Lad dem køle af på en rist.
  • Smelt chokoladen over vandbad – jeg plejer at smelte 2/3 og derefter tage skålen af vandbadet og derefter smelte den sidste 1/3 i den varme chokolade.
  • Dyp den bagte og afkølede marcipan i chokoladen og lad den tørre på et stykke bagepapir.
2014-11-14 17.07.26-1

Pernille
Udgivet i JulComments { 1 }

Ris taffel på den sunde måde

2014-11-16 14.39.17-1Ris taffel er for mig lidt en 90’er goldies. Men det gør dog ikke, at den ret har en umådelig stor plads i mit mad-hjerte. Jeg synes simpelthen, det er et hit. Det er både meget let at lave, samt hyggeligt at man, til en vis grad, selv laver sin egen ret ved bordet.

Jeg serverede den for ikke så længe siden, da vi havde et sæt venner på besøg. Og det er simpelthen så rart med noget mad, hvor man ikke skal stå over det non-stop, så man ikke rigtig får snakket med gæsterne, før man sætter sig ved bordet. Denne her kan bare stå og små-simre og så ellers sættes på bordet, når man er klar.

Ønsker man den på den sunde måde, så kan man med stor succes servere dem med blomkålsris. Det er en rigtig god måde at undgå stivelse og få en god gang grønt indenbords.

Hertil kan man så servere alt det tilbehør, man bedst kunne tænke sig. Jeg har her skrevet de ingredienser, vi serverede for vores gæster.

Har man andre ting, som man synes kunne være sjovt at servere til, kan man sagtens tilføje flere ting. Jeg synes disse fungerer ret godt sammen. Men lad mig endelig vide, hvis du har en favorit, som jeg burde prøve næste gang.

Ristaffel med blomkålsris

Forb. tid 5 minutter
Tilb. tid 20 minutter
Samlet tid 25 minutter
Ret Aftensmad
Antal 4 personer

Ingredienser
  

  • 3 tsk. karry, uden gluten
  • 2 tsk. gurkemaje
  • 4 spsk. olie
  • 2 fed hvidløg
  • 1 løg
  • 3 kyllingebryst (ca. 450 g)
  • 2 ds. kokosmælk
  • 1-1½ blomkålshoveder til blomkålsris, alt efter størrelse

Topping

  • 2 bananer skåret i skiver
  • 1 pk. bønnespirer
  • 1 dl kokosmel
  • 1 dl rosiner
  • 100 g peanuts
  • 1 peberfrugt

Sådan gør du
 

  • Skær kyllingen ud i fine skiver.
  • Opvarm en gryde, wok eller pande med høje sider.
  • Varm karry og gurkemaje godt igennem på den tørre, varme pande til det får en mørk farve.
  • Tilsæt olie og rør godt rundt så det ikke brænder på.
  • Tilsæt løg og hvidløg og varm igennem til de får en gylden farve.
  • Tilsæt kyllingestykkerne og steg til de er gennemstegte.
  • Tilsæt derefter kokosmælken.
  • Lad det simre i 10-15 minutter til det er godt tykt.
  • Imens rives blomkålen fint.
  • Hæld det i en si og kom kogende vand over og lad det stå og dryppe af i 5 minutter.
Pernille
Udgivet i AftensmadComments { 1 }

Julens søde tand – glutenfri lakrids

Jeg er ude i en hård kamp for tiden. Jeg vil virkelig gerne holde fast i min ingen sukker og ingen stivelse-diæt, men julen sætter et kæmpe fedt benspænd ind gang på gang. Ikke nok med, at man selv kan lave en masse lækre og spændende ting af konfekt og kager, også glutenfrit! Så bugner butikkerne også af lækre sager. En helt bestemt ting jeg får en styrtende trang til er Johan Bülows lakrids. Vidste I godt, at det er glutenfri lakrids? Jeg er helt tosset med dem og har spist dem troligt de sidste 4-5 år med cøliaki, når den søde tand skal tilfredsstilles. De er glutenfri og smager himmelsk. Så her kommer et lille tirsdagstip til alle jer, der lige som mig, elsker lakrids.

Glutenfri lakrids

Ud over de små fine bøtter, kan man faktisk også få en julekalender fyldt med glutenfri lakrids! Hvis ikke den havde været så pokkers dyr, havde jeg hevet en med hjem!

Glutenfri lakrids

Pernille
Udgivet i TipComments { 0 }

Risalamande

2014-11-18 19.59.54-1

Ris ala mande er endnu en ting som er naturligt fri for gluten, når man laver det selv. Jeg er ikke stødt på kirsebærsovs med gluten, men jeg har læst, at hvis man laver den selv, skal den jævnes med mel. Derfor kan jeg kun opfordre til lige at læse godt og grundigt på dem. Vi brugte den fra Den gamle fabrik og den er i hvert fald glutenfri. På de fleste står der, at de er tilsat modificeret stivelse, hvilket oftest er lavet af majsmel. Skulle det være lavet af hvede, skal det fremgå, at det indeholder gluten.

Risalamande

Ret Dessert, Jul
Antal 6 personer

Ingredienser
  

  • 1 L sødmælk
  • 2,5 dl grødris
  • 2 vanillestænger
  • 100 g smuttede, hakkede mandler
  • ½ dl sukker
  • ½ L piskefløde

Sådan gør du
 

  • Kog mælk og ris til grød ved svag varme og under omrøring. Lad de flækkede vanillestænger koge med, så de udnyttes optimalt.
  • Tilsæt de hakkede mandler og sukker, når grøden er kogt men stadig lun.
  • Pisk fløden til skum og vend den i grøden, når grøden er HELT kold
Pernille
Udgivet i Dessert, JulComments { 1 }

Marcipan og nougatdrøm

2014-11-14 20.43.23-1

En skøn kombination af marcipan og nougat, som helt klassiske konfekt, men på en pæn måde. Det kan være, at det er noget af det, jeg skal servere for nogle af mine gæster, det var i hvert fald let at lave og smagte skønt.

En sikker ting med disse små, skønne marcipan- og nougatdrømme er, at hvis de ikke bliver sat på kaffebordet på lørdag, så skal de helt sikkert laves igen senere, når julemåneden er godt i gang. Det smager skønt og er ret så simpelt at lave.

Marcipan og nougatdrøm

Ret Jul, Søde sager
Antal 25 stk.

Udstyr

  • 1 fad ca. 15×15

Ingredienser
  

  • 80 g mandler
  • 160 g nougat
  • 270 g marcipan, uden gluten
  • 100 g mørk chokolade 55%, uden gluten

Sådan gør du
 

  • Smelt nougaten over et vandbad.
  • Smut imens mandlerne ved at lægge dem i blød i kogende vand og derefter pille skrællen af.
  • Hak mandlerne fint.
  • Når nougaten er smeltet blandes det med mandlerne. OBS gem en lille håndfuld mandelstykker til at pynte med på toppen.
  • Hæld nougat og mandelblandingen over i et lille fad beklædt med bagepapir. Jeg brugte et fad med målene 15×15 cm.
  • Rul marcipanen ud til det har en jævn tykkelse med størrelsen på dit fad.
  • Hak chokoladen fint. Smelt 2/3 af chokoladen over et vandbad og tilsæt herefter den sidste 1/3 og lad det smelte sig selv.
  • Fordel det i et jævnt lag over marcipanlaget og drys med resten af de hakkede mandler. Lad chokoladen størkne.
  • Skær ud i mundrette bidder.
  • Lad konfekten stå på køl i en lufttætbeholder til den skal serveres.
Glutenfri konfekt
Pernille
Udgivet i Jul, KageComments { 0 }