Tag Archives | Bacon

Brændende kærlighed

  Mens jeg bruger min dag i et dejlig solskinsramt Polen i forbindelse med mit arbejde, så tænkte jeg, I derhjemme kunne bruge en opskrift, som man kan varme sig lidt på. Jeg har siden jeg var lille været fan af kartoffelmos, på mine ældre dage får jeg det alt for sjældent.

En af de opskrifter, som man ikke behøver at pille ved, er brændende kærlighed. Det er naturligt glutenfri og dejlig let at lave. Det er selvfølgelig ikke den store gastronomiske oplevelse, men det er mad, som er dejligt billigt og mætter godt.

På en glutenfri kost synes jeg, det er vigtigt at man husker at supplere med billige og lette retter. Skal man hverdag bakse med dyr glutenfri pasta, hjemmelavet glutenfri brød og andre erstatninger, så bliver det simpelthen alt for dyrt og besværligt. Derfor er det med at huske de gode retter, som letter på budgettet og besværet i hverdagen.

Ingredienser – Brændende kærlighed (2 personer)

500 g kartofler
1 dl sødmælk
15 g smør
1 knivspids muskatnød
250 g bacon i tern
1 løg
Salt & Peber

  • Skræl kartoflerne og skær dem i mindre stykker.
  • Kog dem herefter til de er gennemkogte.
  • Imens kartoflerne koger hakkes løget fint.
  • På en pande steges bacon og løg sammen til baconen er sprød og løgene gyldne.
  • Hæld alt vandet fra og mos kartoflerne til en fin mos uden klumper mens der tilsættes mælk og smør.
  • Smag til med salt, peber og muskatnød.

Er man ikke en stor kræsen-Per som jeg, så kan man med fordel servere retten med syltede rødbeder.  

Pernille
Udgivet i AftensmadSkriv en kommentar ( 0 )

Rugbrødsmadder på et helt nyt niveau

Avokadomad

Jeg er jo som tidligere nævnt (HER) startet op på en lidt sundere kost og en masse træning. En masse træning betyder også en masse mad fordelt ud over hele dagen. Det er lidt af en udfordring og jeg er efterhånden også en kende træt af skyr med mandler.

Jeg har derfor eksperimenteret lidt med sunde alternativer som ikke bare er en kedelig rugbrødsmad. Det er måske meget at kalde det her for en opskrift, men det er en lækker lille sag som giver god energi og mæthed inden man skal træne.

Jeg har brugt en ny brødblanding som kan købes i REMA1000, den indeholder desværre hvedestivelse, så hvis man er meget sensitiv så er det nok no-go. Jeg reagerer ikke selv, men spiser også kun 1 skive brød ad gangen.

Ingredienser – avokadomad

1 avokado
1-2 skiver glutenfri rugbrød
6-8 blade spinat
75 g bacon i tern
Purløg
Salt & Peber

  • Steg baconen til det bliver sprødt
  • Skæv avokadoen ud i tynde skiver
  • Placer spinatbladene så de dækker hele brødet, fordel avokadoen på rugbrødet, klip purløget ud i små stykker og drys med bacon

Det er bestemt ikke sidste gang at jeg kører denne mad i hovedet. Jeg kan også forestille mig at det vil være lækkert med et mere syrligt brød som et stenalderbrød så man holder det helt til paleo/lchf stilen.

Mangler du ellers frokostinspiration, så kan du se mine andre opskrifter lige HER.

//Indlægget er udgivet i samarbejde med REMA1000

Avokadomad

Pernille
Udgivet i FrokostSkriv en kommentar ( 0 )

Kylling med baconfyld og Quinoasalat

Det er efterhånden længe siden at jeg lærte et godt trick til en ellers kedelig kylling fra min dejlige veninde. Nemlig at stege den fyldt med smøreost og med bacon viklet omkring. Men da jeg ikke synes baconen rigtig bliver stegt når den sidder rundt om kyllingen, så eksperimenterede jeg mig frem til at det smager himmelsk når det kommer ind i.

Jeg serverede den med en quinoasalat som minder meget om den jeg lavede HER. Men er alligevel en skøn variation med simple råvarer.

Ingredienser – Fyldt kylling (4 pers)

4 kyllingebrystfilletter
1 pakke bacon i tern
1 glutenfri smøreost med krydderi
Salt & Peber

1 dl Quinoa
1/2 ds majs
1 Peberfrugt
2 Avokado
1/2 bakke cherry tomater

  • Opvarm ovnen på 200 grader
  • Steg baconen på en pande
  • Skær en lang rille på langs af kyllingefilletten fra top til bund så det danner et lille hulrum (ca på midten)
  • Med en kniv fyldes kyllingen med et godt lag smørreost
  • Kom nu 1/4 af baconen i hvert bryst (jeg brugte fingrene til at få det godt ind i hulrummet)
  • Bag kyllingen i ca. 20-30 minutter (alt efter størrelse) på 200 grader i ovnen
  • Skyl og kog quinoaen som anvist på posen (koges i ca. 15 minutter)
  • Skær tomater, avokado og peberfrugt i små tern
  • Lad quinoaen køle af og bland med majs, tomat, avokado og peberfrugt

Jeg synes, kylling og bacon går så godt hånd i hånd og på denne måde får man både smagen og sprødheden fra baconen. Jeg brugte en Buko smøreost som var uden gluten. Men det er med at læse godt på dem, så man ikke får en med hjem, der indeholder gluten.

Pernille
Udgivet i AftensmadSkriv en kommentar ( 0 )

Små fyldte kartoffelsnacks

Snack kartofler

Jeg er helt vild med små hyggelige snack retter som kan spises med fingrene eller små pinde. I min verden smager mad bare bedre når det spises med fingrene. Det gode er nemlig de kan bruges på så mange forskellige måder. Det kan serveres som en lille velkomstsnack hvis man skal have gæster, en snack fredag aften hvor man først skal spise sent og har brug for at få stillet den værste sult efter arbejde, med et glas vin i hånden og benene oppe eller som aftensmad hvor man sammensætter en masse små forskellige snacks til et stort måltid.

Disse er naturligt glutenfri og gør sig rigtig godt hele året rundt, jeg glæder mig til de nye danske kartofler begynder at være klar. Så bliver de endnu sødere og fyldt med smag.

Ingredienser – små fyldte kartofler (16 stk)

16 små eller 8 mellem kartofler
5 skiver bacon
3 spsk creme fraiche
1 håndfuld persille
1 fed hvidløg
Olivenolie
Salt & Peber

  • Tænd ovnen på 225 grader
  • Vask kartoflerne grundigt
  • Bruger du små kartofler skærer du et lille kryds i toppen af dem, bruger du store kartofler skæres de midt over og herefter skærer du et kryds i hver halvdel.
  • Placer kartoflerne på et stykke bagepapir på en bageplade og pensel dem med lidt olie
  • Bag kartoflerne i ca. 40 min på 225 grader
  • Imens steges baconen på en pande
  • Hak persillen og bland med creme fraichen
  • Pres hvidløget ned i creme fraiche blandingen og rør godt rundt
  • Når kartoflerne er færdigbagte presses lidt på siderne af dem så krydset åbnes lidt op
  • Herefter fyldes de med en lille klat dressing og pyntes med smuldret bacon

Jeg serverede disse små lækre kartofler med hotwings, grøntsagsstave og DENNE hummus, et mættende hyggeligt måltid. Jeg kan lige se dem serveret til en fodboldaften for en flok fyre med en masse glutenfri øl. Eller en lille snack på terrassen i solens sommer varme.

Snack kartofler

Pernille
Udgivet i SnackSkriv en kommentar ( 0 )

Søndagsbrunch

Jeg havde i formiddags to top skønne piger på besøg til en omgang brunch. Der er nogle elementer, som jeg altid går efter skal indgå i en brunch. En skyr med topping, æg, bacon, pølser og lidt brød til. Denne gang var ingen undtagelse.

Jeg synes efterhånden, at der findes så mange gode glutenfrie produkter, som er geniale i en brunchsammenhæng. Jeg vil i dette indlæg give et indblik i, hvordan man let og simpelt kan lave en rigtig lækker omgang søndagsbrunch. Det er nemlig langt fra umuligt at gøre 100% glutenfrit.

Brunch

Jeg havde en halv pose af Urtekrams Fibermix stående, så jeg brugte det til at lave et super lækkert glutenfrit brød. Jeg fik desværre bagt det lige i underkanten. Men med sådan en tilstand gik det ganske godt til en gang tøse-brunch, især med en gang lun omgang af Tulips bacon leverpostej, som er lavet både uden gluten og laktose.

Urtekram

Dertil brugte jeg mine absolut yndlings brunchpølser fra Steff Houlberg. Sammen med en ordentlig omgang æg og Tulip bacon. Vil I gerne eksperimentere lidt med den helt klassiske æg, bacon og pølser stegt på panden, så har jeg en sjov og anderledes opskrift, som altid imponerer lige HER.

Mathilde

Ud over de klassiske brunchingredienser, er jeg så heldig, at jeg har fået lov til at teste den shake n’ bake løsning, som Mathilde har lanceret i efteråret. Jeg har tidligere stødt på den i Fakta, men har endnu ikke købt den, da jeg altid er lidt kritisk overfor de lette glutenfri løsninger. Jeg synes, de altid er så tørre. Men jeg er faktisk ganske imponeret over den kage her. Der tilsættes kun 200ml Mathilde Kakaomælk, ryster, bager og smager. Og den er langt fra tør eller kedelig og med lidt blåbær på siden var den altså virkelig lækker. Jeg tror dog, næsten gang jeg køber sådan en, så vil jeg tilsætte enten lidt krydret smørcreme eller i dejen tilføje lidt ekstra hakket mørk chokolade.

Mathilde

Desuden testede jeg en ny opskrift på en over-night oat af på mine piger. At dømme ud fra deres kommentarer, gik den rent hjem og gjorde sig rigtig godt som en brunch-ting. Heldigvis har jeg stadig lidt tilbage til min morgenmad i morgen, jeg var nemlig også selv virkelig glad for både smag og mæthedsfornemmelsen den gav. Så kig forbi bloggen i morgen, hvor jeg lægger opskriften op.

//Indlægget er sponsoreret af Tulip, Urtekram & Mathilde Kakao

 

Pernille
Udgivet i Kage, MorgenmadSkriv en kommentar ( 0 )

Mørbradgryde

Glutenfri mørbradgryde

Jeg har en genial ret, som jeg skylder jer opskriften på. Mellem jul og nytår var vi hos min kærestes forældre og de lavede en helt fantastisk glutenfri mørbradgryde, som jeg endnu ikke har kunne lade tankerne slippe.

De har brugt en grundopskrift fra Rema1000 som I finder her.

Jeg tilpasset den min cøliaki og undladt de ingredienser, som er besværlige at finde glutenfri. Hvilket også er et godt tip, hvis du ikke selv har cøliaki, men skal have en som gæst. Undlad det besværlige og erstat det med råvarer, som er naturligt glutenfri.

Ingredienser – glutenfri mørbradgryde (4 personer)

500 gram svinemørbrad
4 løg
2 gulerødder
1 pk Tulip bacon i skiver
1 pk brunchpølser fra Steff Houlberg
1 rød peber
2 dåse flåede tomater
1 spsk. tomatpuré
2 store tomater skåret i både
2 spsk. dijon sennep (sørg for at læse på den så du sikrer dig en glutenfri)
4 spsk. paprika (Vær opmærksom på, at paprika kan indeholde gluten)
1 spsk. frisk chili
1 bundt frisk basilikum
1 bakke cherrytomater
1/2 liter fløde
olie
salt og peber

  • Snit løg og chili fint, gulerødder i skiver og peberfrugten i stykker
  • I en gryde varmes lidt olie og mørbraden brunes godt
  • Tilsæt og steg halvdelen af baconen
  • Tilsæt løg, peberfrugt og gulerødder og lad det stege med i 5-10minutter
  • Tilsæt chili, flåede tomater og tomatpuré, rør det hele sammen og lad det koge op
  • Skru herefter ned, tilsæt fløden og lad retten simre i en halv time
  • På en pande varmes lidt olie og pølserne sauteres sammen med resten af baconen
  • Hæld pølseblandingen på toppen af gryden sammen med cherrytomater og top med basilikumblade
  • Server med ris eller blomkålsris

Jeg synes, den passer perfekt til et lørdagsindlæg, da vejret for tiden virkelig indbyder til en rigtig god gryderet. Desuden er den simpelthen så smuk, den er langt fra et kedeligt gryderets-look, derfor synes jeg også, den vil være genial gæstemad.

//Indlægget er sponsoreret af Tulip

Glutenfri mørbradgryde

Pernille
Udgivet i AftensmadKommentarer ( 2 )

Cille’s Pastaret

Jeg har virkelig fået en favorit i disse sunde pastaer fra Diet Pasta. Det indeholder kun 0,5 g kulhydrater pr. 100 gram, hvilket gør dem perfekte at bruge her i januar, hvor det hedder 0 sukker og 0 stivelse. Til denne opskrift har jeg brugt Fettuccine pastaen, som er lavet af Glucomanna- fibre som kommer fra Konjak roden.

Ud over at det er sundt som ind i helvede, så er det også virkelig let at tilberede. Efter åbning af posen skylles pastaen under rindende vand og koges i et par minutter. Hvem kan ikke overskue det?

Jeg synes altid, den første uge på en sund kost er den sværeste, derefter er det som om, man har fået stabiliseret blodsukkeret og energien er vendt tilbage. Allerede nu kan jeg mærke, jeg er meget friskere, når jeg står op, samt at jeg når meget mere i løbet af dagen. Kan I også mærke, at det begynder at blive lettere?

Jeg har en ret gemt i ærmet, som faktisk er en af mine livretter. Den startede med at hedde ”mosters pastaret”. Jeg ved ikke hvorfor, men min veninde Cecilie introducerede mig til den i tidernes morgen. Så derfor vælger jeg at dedikere den til hende. Den er nok en af mine livretter, mest fordi den er virkelig billig, let at lave og nem at variere. I perioder har den været serveret flere gange om ugen herhjemme. Desuden går den mellem mine veninder som en ”score-ret” og hvem vil ikke notere sig sådan en ret?

Glutenfri pastaret

Ingredienser – Cilles Pastaret (3-4 pers)

1 pk Tulip bacon
¾ pk Brunch Pølser fra Steff Houlberg
2 fed hvidløg
1 ds hakkede tomater
140 g tomatpasta
¼ L piskefløde (er man rigtig striks kan kaffefløde bruges, der er langt mindre fedt i)
300 g frosne ærter
2 pk Diet Fettuchini (kan købes her)

  • Skær pølserne i små stykker og steg dem sammen med hvidløg og bacon i en wok eller på en pande med høje sider.
  • Tilsæt de hakkede tomater og lad det simre i ca. 5 min.
  • Tilsæt tomatpastaen og rør det godt sammen.
  • Tilsæt nu fløden og rør det godt rundt.
  • Tilsæt de frosne ærter og lad det småsimre til pastaen er færdig.
  • Fyld en gryde med vand og kog pastaen heri som anvist på posen.

Hvor let kan det lige gøres? Det er simpelthen så fin en ret og jeg synes, at pølserne giver en rigtig god krydret smag til retten. Nogle gange har jeg nemlig lavet den med kylling og det kan blive lidt ensartet. Pølserne giver lige det sidste.

Og nok har jeg pralet med, at jeg synes, det går strygende at holde mig fra sukker og stivelse. Men jeg synes altså, kage og hygge hører sig til i weekenden. Derfor har jeg i dag været i køkkenet for at lave en ”sund” kage (ved ikke om kage kan være sådan rigtig sundt – nok ikke gulerods-sundt, men altså!) uden sukker og uden stivelse. Den lover jeg kommer på bloggen i morgen formiddag!

Glutenfri pastaret

//Indlægget er sponsoreret af Tulip
//Indlægget indeholder Affiliate links

Pernille
Udgivet i AftensmadSkriv en kommentar ( 0 )

Vintersalat og Pulled Beef

Forleden var jeg på en lille handletur i Bilka og her fandt jeg simpelthen det fineste spidskål, i lilla! Det lignede mest en kombination af rødkål og spidskål, hvem kan stå for det?

Da jeg holdt fødselsdag for nogle måneder siden, lavede jeg en salat inspireret af en opskrift fra Salattøsen. En rigtig god og inspirerende side, hvis I mangler tips til en god salat. Denne salat lavede jeg så i går af dette fine lilla vidunder og resultatet var sprødt, lækkert og smagfuldt for både øjne og mund. Jeg lavede lidt om på dressingen, da jeg ikke ret godt kan lide smagen af sennep. Derudover havde jeg en skøn æbleeddike med smag af hyldeblomst, som jeg brugte.

2015-01-07 17.27.43-1

Ingredienser (4 pers)           

½ spidskål
1 pakke Tulip Bacon
2 æbler
1 tsk sennep
2 spsk æbleeddike
1 tsk rørsukker
Olivenolie
Salt & Peber

  • Bland sennep, eddike, rørsukker, olie godt sammen og smag til med salt og peber.
  • Skær spidskålen i fine tynde strimler og læg på et fad
  • Skær æblet i små tern og læg det oven på spidskålen
  • Hæld dressingen over salaten
  • Steg baconen sprødt og bræk det i små stykker til at pynte salaten med

Vi fik denne salat til en af Tulips Pulled Pork og det smagte rigtig godt sammen, da der er god smag i begge dele. Denne salat fungerer også rigtig godt til en bøf med pebersovs, som jeg lavede den til min fødselsdag. Den gang havde jeg desværre ikke et lilla spidskål. Det giver bare lidt mere sjov til retten.

2015-01-07 17.38.47

//Indlægget er sponsoreret af Tulip

Pernille
Udgivet i AftensmadSkriv en kommentar ( 0 )

Rodfrugtesuppe med knasende topping

Glutenfri suppe

Der er to grunde til, at jeg virkelig har haft lyst til suppe i flere dage nu. For det første, er det en dejlig sund variation til alt den fede julemad og de søde julegodter. For det andet, er det simpelthen bare noget, som hører sig til, når vejret er så koldt og rivende, som det er i disse dage.

Jeg har længe troet, at cøliaki betød, man selv skulle i gang i køkkenet for, at man kunne få en god varm suppe til aftensmad, da alle dem jeg læste på i starten var propfyldt med gluten. Men fornylig er jeg blevet gjort opmærksom på, at MOU efterhånden har flere glutenfri varianter. Jeg kan godt lide, at der er lidt at tykke i, når man får suppe. Og oven i købet har de lige lanceret glutenfri okse- og kyllingeboller. Mere om dem senere.

Men da jeg havde lidt kyllingefilet liggende i køkkenet, valgte jeg at supplere min glutenfri suppe med dette.

Ingredienser (3 pers)

MOU Rodfrugtesuppe
200 g kyllingefilet
3 spsk peanuts
3 spsk rosiner
3 spsk glutenfri stærk chili sauce
1 pk Tulip Bacon

  • Varm suppen i en gryde
  • Skær kyllingen i små tern, steg dem på en pande og hæld dem op i suppen
  • Hak peanuts fint og rør dem sammen med rosiner og chilisaucen
  • Anret en portion suppe med 2 skiver bacon knust og en spsk af peanutsblandingen på toppen.

Jeg er helt blæst bagover af, hvor lækker denne glutenfri suppe er. Den er tusind gange bedre end jeg husker sådan en købesuppe. Jeg synes, at den knasende topping giver en masse at tygge i foruden de lækre stykker rodfrugt, som er i suppen. Er man ikke til det stærke kan man også sagtens bruge en sød chilisauce til topping. Det er helt sikkert noget, jeg skal have mange gange denne vinter.

Glutenfri suppe

//Indlæg sponsoreret af Tulip

 

Pernille
Udgivet i AftensmadSkriv en kommentar ( 0 )

Dadler med bacon

2014-11-14 20.31.43-2

Vi havde venner på besøg i weekenden til god mad og hygge. Som en lille pre-dinner snack havde jeg lavet min all time favorit dadel/bacon-snack. Jeg kan rigtig godt lide at nusse rundt i køkkenet, inden der kommer gæster. Især fordi jeg godt kan lide at lave god mad, gøre hyggeligt og at der er rart, når der kommer besøg. Dog har nusse-hyggeriet det med at trække lidt i langdrag, og jeg er altid lidt last minute, selv om jeg gang på gang prøver at have alt klappet og klart til gæsterne ankommer. Derfor har jeg set lyset i at have en lille pre-dinner snack sådan, at der lige er lidt til gæsterne, mens jeg får de sidste ting færdige i køkkenet.

Har I ikke prøvet dadel/bacon snacks før, så kan det kun anbefales at give det et skud. De er simpelthen så gode. Mange har prøvet dem, når de kommer her på visit, mange er af den tro, at bagte dadler ikke er ret lækre, men alle har været helt vilde med dem. Så jeg håber I også vil give dem et forsøg.

Ingredienser (12 stk)

12 Dadler
1 pk Bacon i skiver

  • Udsten dadlerne
  • Skær baconen over i halve
  • Sno baconen rundt om dadlen
  • Placer på en bageplade med bagepapir med baconsamlingen nedad
  • Bag på 200 grader i c. 15 minutter til baconen er sprød

Nu hvor tiden snart er til det, så er de faktisk rigtig geniale en nytårsaften som nytårstale snack, mens man hygger over en velkomstdrik.

2014-11-14 18.37.07-2

Pernille
Udgivet i SnackSkriv en kommentar ( 0 )