About Pernille

Author Archive | Pernille

Nyt legetøj #2 – Nemme, velsmagende mini donuts

Jeg har fået nyt legetøj og jeg er simpelthen nødt til at dele det med jer! For jeg er nok ikke den eneste, som med munden løbende i vand har set flere profiler på sociale medier poste billeder af små donuts. Jeg har selv, flere gange tænkt “Hvem der mon bare kunne sætte tænderne i en saftig og lækker donut” for derefter straks at slå tanken væk. For hvordan laver man lige sådan en glutenfri?

Og det skal jeg sige jer! Man snyder og anskaffer sig en donut maker maskine fra Coolstuff lige HER. Den er billigere end andre jeg har set på markedet med sine kun 199kr, men vigtigst af alt, så virker den. Jeg var virkelig imponeret, men var også ærligt lidt skeptisk ved tanken inden jeg fik den startet op. Hæver de nok, når de er glutenfri? Bliver de for tørre, lige så snart de ikke er lune?

Men min skepsis blev gjort til skamme og de var både helt runde og vildt lækre, selv dagen efter. Maskinen var så simpel i brug og det tog kun ganske få minuter at færdig bage hver portion. Så nu går jeg og leder efter en god anledning til at lave endnu en portion og eksperimentere endnu mere med sjove opskrifter på donuts. For her til en start kommer en helt klassisk basis opskrift på donuts med let vaniljesmag. Der kan laves lige den glasur som man kan lide, jeg har taget den lyserøde med små lyserøde knasende sukkertopping.

Men jeg skal helt sikkert prøve mig frem med andre slags, en Nutella-variant frister men måske jeg skal starte med en Halloween, nu hvor sæsonnen banker på døren med sort glasur og orange pynt? Hvad kunne I bedst tænke jer at få opskriften på?

Ingredienser – Mini donuts (36 stk)

130 g rørsukker
2 æg
1,5 tsk vaniljesukker
100 g smeltet, afkølet smør
155 g Schär Farine mel mix
1,5 tsk bagepulver
1 nip kardemomme
75 g sødmælk

70 g flormelis
2 spsk. vand
0,5 tsk. vaniljesukker
Rød frugtfrave

  • Tænd maskinen, så den er varm, når dejen er klar
  • Pisk sukker, æg og vaniljesukker hvidt og luftigt
  • Vend det smeltede smør i
  • Bland det glutenfri mel med bagepulver og kardemomme og sigt det ned i dejen
  • Tilsæt mælken og rør forsigtigt sammen
  • Kom dejen i en pose og klip at lille hul for enden
  • Fordel delen i de små rum i Donut Makeren, helt til kanten
  • Luk låget på
  • Bag donuts i ca 2 min eller til den grønne lampe slukker
  • Befri dem fra Donut Makeren og bag resten af de små donuts efter samme metode
  • Rør glasuren og dyp de små afkølede donuts én ad gangen

Kom kun glasur på de donuts, som skal spises på dagen, for de bliver alt for bløde og sjappede hvis de står natten over med glasur på.

Pernille
Udgivet i KageComments { 7 }

Bryllupskagen – Lidt om processen

Jeg har glædet mig sådan til at påbegynde dette kapitel på bloggen! Jeg startede jo lidt med et kig på første del af bryllupsrejsen HER. Men endelig kan jeg fortælle og inddrage jer i de forskellige mange detaljer fra brylluppet, som af gode grunde ikke kunne fortælles om før. Vi ville jo gerne at gæsterne fik så mange små overraskelser som muligt på dagen, så da nogle læser med herinde, måtte det vente til efter vores store dag.

Vi starter med et indlæg om kagen, jeg går og brygger på et par stykker omkring netop bryllupskagen, men vi starter med et lille sneak-peak mens jeg får lavet de næste indlæg færdige. For den var nemlig så smuk, fantastisk velsmagende og lige som vi drømte om, så jeg kan slet ikke vente med lige at vise den frem.

Som jeg skrev i mit indlæg omkring hvordan man finder en glutenfri bryllupskage, have jeg set sådan en var DYR! Derudover er det en kæmpe tillidssag sådan at finde folk, der skal lave mad på ens store dag, da jeg jo nødigt ville ende med dårlig mave. Så at overlade det til min veninde, Mie, gjorde mig tryg og glad. Det var det helt rigtige valg, for se lige en gang hvor smuk og fin den var. Jeg er så ked af, jeg ikke kan sende et stykke ud til jer allesammen, for den smagte virkelig, virkelig godt. Som i helt fantastisk, de timer hvor receptionen stod på, summede hele salen af kommentarer om hvor godt den smagte, så vores gæster var heldigvis enige!

Vi startede helt tilbage i foråret med at sætte os sammen og snakke om hvordan kagen skulle være, sådan helt overordnet. Skulle den være i lag eller mange små, hvilken smag ville vi gerne have, skulle den være syrlig eller sød, måtte der være knas eller skulle den være fløjelsblød. Vi snakkede om udseende hvor jeg havde fundet forskellige kager på Pinterest, som jeg havde samlet i et board, mangler I inspiration kan I finde det HER.

Vi blev enige om at den skulle være overtrukket med marcipan, da jeg ikke personligt er så glad for fondant. Så vi gik straks ind på Odense Marcipans hjemmeside for at undersøge farver, da jeg gerne ville have den helt hvid. Jeg ved nemlig at deres produkter reagerer jeg ikke på. Så ret hurtigt lagde vi os fast på denne marcipan som overtræk. Dernæst snakkede vi smag og blev enige om det letteste med bunde var at lave fine nøddebunde. Vi ville begge meget gerne ramme en kage der var sød, men med en god syrlighed så den ikke blev for tung og sød. Så vi endte med at beslutte at den skulle indeholde et lag skovbærmousse øverst og et lag hvidchokolademousse nederst.

Dernæst tegnede Mie nogle tegninger af hvordan hun tænkte den kunne se ud. Vi ville nemlig genre have at den var elegant uden at den blev for yndig. Der måtte gerne være blomster men den skulle ikke være “for fin” at se på. Så tegningerne endte med at se sådan her ud.

Jeg fandt inde på Odense marcipanshjemmeside en masse forskellige sjove ting man kunne pynte med. Jeg fandt guldstøv hvilket passede perfekt ind i vores guld-tema til brylluppet generelt. Deruden var der også en masse farver af marcipan man ville kunne bruge til at lave figurer eller andet med. Vi endte dog med at gå med bær og friske blomster.

Chokolade, marcipan og guldstøv er derfor sponsoreret fra Odense marcipan, jeg ved nemlig at det er produkter jeg ikke reagerer på. Men for at være helt sikre på at vi ikke fik uheld og at vi var enige om hvordan kagen skulle være. Så lavede vi for en sikkerhedsskyld en lille prøve-kage nogle uger forinden sådan at vi både var enige om smag og testet at produkterne ikke gav dårlig mave. Det var bade hyggeligt men også rart at vi var helt enige om hvordan tingene skulle være. Lige meget hvordan man får frembragt sin bryllupskage, kan jeg anbefale at få en prøvesmagning. Det giver virkelig ro i hovedet, at man ved det er, som det skal være.

Kagen endte dog med, på en eller anden made, at smage langt bedre og meget mere fantastisk på selve dagen. Og nedenfor kan I se hvor vanvittig smuk den var, det var som at se tegningerne få liv ude I virkeligheden.

Pernille
Udgivet i Bryllup, KageComments { 0 }

Glutenfri Bali guide: Seminyak & Ubud

Lige nu gør jeg alt hvad jeg kan for at trække det sidste ud af vores fantastiske rejse. Den står nemlig på hjemtur i morgen og en 24 timers lang rejse mod Danmark og en hverdag som Hr. og Fru. Det er stadig lidt uvirkeligt at tænke på, vi har så mange gode oplevelser og minder fra bryllupsugen, bryllupsdagen og vores fantastiske bryllupsrejse.

Jeg kommer til at lave en masse forskellige indlæg den kommende tid, hvis der er noget specielt i gerne vil høre om, så smid endelig en kommentar her nedenfor. Så vil jeg se om der kan blive et indlæg ud af det. Først i rækken vil jeg samle op på de første 2 byer, vi har besøgt her på vores bryllupsrejse til Bali, nemlig Seminyak og Ubud, de bød nemlig på nogle rigtig gode madoplevelser.

Vi besøgte herudover også Gili Trawangan og Sanur, men de får et indlæg for sig selv senere på måneden.

Jeg har forsøgt at linke til de forskellige steder via overskriften, så i forhåbentlig bedre kan få et overblik over udvalg og adresser.

Seminyak

Seminyak var en fed by at besøge og især starte i, det var lidt voldsomt at komme direkte fra vores bryllupsboble ned til dyt-båt og den buzz der hersker i byen, men omvendt ville jeg ikke have været det foruden eller haft byen som sidste destination. Vi boede i den fineste villa midt i det hele, men så snart vi lukkede porten bag os, havde vi ro og egen pool. Det kan anbefales hvis man gerne både vil være tæt på der hvor det sker og stadig kunne gå til vandet. Du kan finde Heliconia Villas HER. Vi boede her 4 nætter men kunne sagtens have brugt en dag eller to mere. Byen er et rent mekka for glutenfri spisning og vi spiste ikke et eneste sted 2 gange af ren og skær nysgerrighed.

Shelter Cafe

En cafe der umiddelbart lå ned ad en ret ucharmerende gade, men da man første ankom på første sal åbnede der sig en lille oase med planter fra loftet, lækre toner fra højttalerne og mange typer mennesker lige fra unge til gamle til surfer-dudes til familier med børn. Der var ganske få begrænsninger på det glutenfrie udvalg og det var svært at vælge. Vi gik egentlig derned for en snack men endte med at blive hængende for en burger også. Det er ganske rimeligt i pris og jeg ville ønske det var et sted man kunne tage med sig i kufferten hjem til Odense.

Earth Cafe & Market Bali

Vi fandt lidt sent ud af at vi boede lige overfor dette sted. Det gemte sig nemlig godt på den travle shopping-gade i Seminyak. Men roen lagde sig da man trådte indenfor og der var en enormt udvalg af glutenfri mad. Vi spiste her til morgenmad men man kan også sagtens spise en god og solid frokost her.

Mad Pops

Is lavet på kokos, de smagte helt fantastisk og de fleste varianter var glutenfri. Deres butik lå lige midt på hovedgaden. Det smagte så godt, at jeg slet ikke nåede at få taget et billede inden jeg fik spist min (kæmpe) is.

Biku Bali

En sjov blanding af butik og restaurant lå rigtig tæt på stranden og midt i mellem alle de store resorts. Vi fik fantastisk velsmagende mad og til ganske billige penge. Maden ligner lidt noget rod, anretning er ikke deres stærke side, men det er velsmag, hvilket jo trods alt er det vigtigste. Vi reserverede bord da vi spiste der til aften, det er et ganske velbesøgt sted, så det er en god ide at smide en reservation i løbet af dagen. De serverer også både morgenmad og frokost og havde vi haft flere dage, var jeg bestemt kommet igen.

Ku De Ta

En fancy beach club (dog ikke så fancy som Potato Head) som ligger direkte på den smukke strand omkring Six Beach. Vi havde brugt en hel formiddag på stranden og tog en sen frokost på cafeen. Det smagte godt og de havde godt styr på det glutenfri, endda godt glutenfrit brød, men det er ganske pricy i forhold til hvad man får synes jeg. Jeg kunne dog godt have set mig selv sidde med en “sun down drink” og derfter taget aftensmaden med udsigt over solnedgang og havet, det gjorde vi dog ikke da vi virkelig blev brændt af med de få timer vi var der, i skyggen, med faktor 50!

Sea Side suites

Ejeren kan ikke selv tåle gluten, så ud over at have et overskueligt menukort i forhold til det glutenfri, så var de så søde til at forklare og fortælle om deres retter og anbefalinger til det glutenfri. Det var ganske fin mad til billige penge, men den lå heller ikke i det mest charmerende område. Men har man brugt en dag på stranden eller er i området, så kan det bestemt anbefales at slå et smut forbi.

Taco Beach Grill

Rigtig gode mad til nærmest ingen penge, jeg fik deres glutenfri hårde taco skaller med steak slice og det smagte virkelig godt. Det ligger lidt trukket tilbage fra stranden, men på en gade med forskellige butikker med alt fra pæne kjoler og fede t-shirts til alverdens turist skrammel.

Ubud

Vejen fra Seminyak til Ubud tog os forbi Tanah Lot med privatchauffør hvilket var en fin tur til ganske få penge. Vi tog afsted fra morgenstunden og undgik det værste trafik, den tur kan anbefales. Vi havde i Ubud gråvejr og regn, så vi var en del på hotellet til afslapning og gåtur i rismarkerne. Ubud var en hektisk by, jeg ved ikke hvad vi havde forestillet os, men i hvert fald ikke så larmende og turistet en by. Men det halv-dprlige indtryk skyldes nok også, vi ikke kunne vandre på vulkan Mr. Batur grundet det truende udbrud et andet sted på øen samt det dårlige vejr. Et andet punkt på vores to-do for byen var nemlig også rafting, hvilket jeg var for stor en tøs til i så meget regnvejr. Vi boede dog på det lækreste hotel, dog ret langt ude for byen. Men roen og udsigten her var alle turene i shuttle bus værd. Stedet hed Puri Sebali Resort og jeg fandt det HER. Vi var her 3 nætter, men jeg havde gerne byttet en nat her for at få endnu en på Gili.

Bali Buda

Flere steder på Bali ligger denne Cafe. Vi kom første gang forbi i Ubud og gentagende gange i Sanur, men mere om det i et andet indlæg. Vi fik her burgers, men de har et kæmpe udvalg af glutenfri retter og mine øjne kunne næsten ikke få nok. Burgeren var dog mega god og der var helt styr på det glutenfri på stedet. Glutenfri burger med fritter og milkshake til omkring 50 danske kroner, hvad giver i mig?

Atman Kafe

En cafe som ligger midt i en gade med butikker og små templer. Vi var her første gang efter en tur i Monkey Forest men kom igen dagen efter, da det simpelthen var vanvittig godt! Første gang fik jeg en af deres indonesiske retter og anden gang fik vi en tapas til deling. Men deres indonesiske retter var klart de bedste, det var latterligt billigt, så det kan kun anbefales at slå et smut forbi. Vi sad ud til gaden og det var fedt at se de mange nationaliteter og lokale folk vandre forbi, svedende i varmen.

Monsieur Spoon

Ikke det mest imponerende sted, det lå endda også langt væk fra “hovedgaden” men de havde en hyggelig baghave hvor mange backpackere sad med deres Mac’s og en kaffe. Vi sad dog bare hånd i hånd og fik hver et stykke glutenfri cheese cake. For de havde nemlig en masse slags glutenfri kager i disken. Så er du kaffe og kage tørstig kan det anbefales at tage et smut forbi. Det ligger foruden Ubud også i 4-5 andre byer, så det kan betale sig lige at se nærmere da alle skulle have forskellige udvalg af glutenfri brød og kage.

Jeg håber min guide kan hjælpe jer, skal I afsted og mangler andre tips eller insights, så sig endelig til. Så skal jeg forsøge at hjælpe så godt jeg kan. Jeg kigger ind med den næste guide så snart jeg har den klar, men de tager sin tid at få bakset sammen. Så ind i mellem vil jeg kigge ind med en masse snak om bryllupskage og andet godt.

Pernille
Udgivet i Ude i byenComments { 0 }

Lidt til den lille sult…

Jeg har været på rejse med arbejdet I sidste uge, det indebar også en lang køretur! Jeg er en værre slikmund og selv om jeg prøver at styre min snack-arm her de sidste dage op til brylluppet, så går det altså kun godt nogle dage. Så sådan en køretur krævede altså lidt energy af den søde slags. Og pludselig endte jeg på en tankstation med mine kollegaer, vi stod blandt alt slikket og de valgte løs. Jeg er efterhånden godt inde i de ting jeg kan tåle og det gør det lidt lettere at vælge blandt hylderne. Men det kræver hårdt arbejde da der kun finds ganske få ting, der er mærket “glutenfri”.

Det ville ellers være rart, hvis man ikke skulle stå og være i tvivl eller bruge uendelige mængder tid på at stå der og læse på alting når man er afsted på rejser eller ude at handle. Er I ikke også trætte af det ind i mellem?

Hvis svaret er ja, så er der lidt godt nyt. Jeg er nemlig blevet bedt om at teste nogle nye sjove snacks til farten. Nærmere popcorn med smag fra Portlebay! God smag og uden enumre eller smagsforstærkere! Der er ikke noget nyt i at popcorn er glutenfri, men lige så snart det er med smag, så kan der ofte være problemer. Det fede er de direkte er mærket ‘glutenfri’ på posen, så det er ikke til at overse eller være i tvivl om når man star med den i hånden.

Jeg er helt vild med hvor crunchy og lækre de er. De indeholder et ganske minimum af kalorier, helt præcist 117 kcal pr. pose, så det er ikke noget man behøver at have synderligt dårlig samvittighed over at spise. For sådan en pose ryger hurtigt, virkelig hurtigt! Min favorit, er helt klart den der hedder ‘Sweet n’ salty’. Det er lige mig med kombien sødt og salt!

Jeg har også smagt den med Crispy Bacon og den med chili og lime, begge virkelig gode alt efter om man mangler noget sødt eller stærkt. Jeg kunne godt finde på at bruge den med chili og lime som knasende topping til en salat, det tror jeg nemlig den kunne gøre sig rigtig godt som, det er en ide stærkt inspireret af denne post fra RockPaperDresses.

Jeg kunne godt snart gå på jagt efter den variant med Lemon Sherbert, den lyder nemlig som lige noget for mig. De forskellige varianter kan fåes i Circle K butikkerne herhjemme, så de egner sig perfekt til den snack man nogle gange har brug for at få på vej fra A til B. Har i fundet dem rundt om på landevejene?

Har du brug for hjælp til at finde hovede og hale i andre glutenfri sødesager, så kan du finde min guide lige HER.

Pernille
Udgivet i Søde SagerComments { 0 }

Glutenfri Lemon butter chicken

For pokker der er smæk på tingene her ude på den anden side af skærmen. Jeg jonglerer lige nu med et ekstremt behov for ferie (kom nu bryllupsrejse), 10.000 ting der skal på plads med hensyn til brylluppet før jeg bliver Fru og så mange små projekter der relaterer sig til bloggen. Det er måske også derfor jeg har postet lige lovligt usunde ting på det seneste og måske endda ikke postet så meget, som jeg gerne ville. Kender I det? At i de perioder hvor kroppen har mest muligt brug for sund mad og god energi pumper man den i stedet med sukker og cola? #bridaldietgohome!

Men noget, der gør mig umådelig glad og giver mig et stort smil og en masse god energi, det er at se at selv om der måske er lidt stille herinde for tiden, så læser I allesammen ivrigt med. Faktisk er I kommet mange nye til på det seneste, så velkommen til jer og tak fordi I læser med herinde!

For lige at komme lidt væk fra alle kagerne herinde, så lavede jeg for efterhånden længe siden, denne opskrift til REMA1000. Den gør sig vanvittig godt til et glas kold hvidvin på terrassen i de få timer solen titter frem hist og her. Det er så heldigt at der skal hvidvin i retten, så hvorfor ikke tage sig et glas når nu flasken alligevel er åben?

Jeg serverede retten med ris, men jeg tror sagtens den vil kunne gøre sig rigtig godt til pasta også. Jeg selv prøver dog altid at bruge ris fremfor pasta, da det er langt billigere end det glutenfri pasta.

Glutenfri Lemon butter chicken

Forb. tid 10 minutter
Tilb. tid 35 minutter
Samlet tid 45 minutter
Ret Aftensmad
Antal 2 personer

Ingredienser
  

  • 300 g kyllingebryst
  • 2 spsk. smør
  • 1 tsk. hvidløgspulver
  • salt & peber
  • 1 spsk. smør
  • 2 fed hvidløg
  • ¼ dl parmesan, revet
  • saften fra en citron
  • 1 ds kokosmælk
  • ½ tsk. timian
  • 1 tsk. rød karry pasta, uden gluten
  • 45 g frisk spinat
  • ½ dl hvidvin
  • 1 dl fløde
  • 3 dl ris, kogt efter posens anvisning

Sådan gør du
 

  • Drys kyllingebrysterne med salt, peber og eventuelt hvidløgspulver.
  • Steg på en pande med høje kanter og stål håndtag i lidt olie til de er gyldne og let gennemstegt og tag dem af panden.
  • Hak hvidløget fint og steg på panden i 1 spsk. smeltet smør.
  • Tilsæt kokosmælk, citronsaft, timian, rød karry og parmesan.
  • Rør fløde og hvidvin i blandingen som koges op i 4-5 minutter.
  • Herefter skrues ned for varmen og kylling tilsættes.
  • Varm ovnen op til 180 grader og sæt panden i ovnen i ca. 15-20 min.
  • Tilbered ris efter anvisning på posenTilsæt spinat lige inden servering.
Pernille
Udgivet i AftensmadComments { 0 }

Glutenfri Nøddemazarintærte

Jeg har to yndlingskager, om sommeren var det jordbærtærte, MEN resten af året er det en glutenfri nøddemazarintærte. Jeg er vild med kombinationen af det snaskede, det sprøde og det virkelig søde karamel-nødde topping.

Af en eller anden grund er det først for nyligt jeg har turde kaste mig ud i et forsøg. Måske det har været fordi jeg frygtede det ikke kunne lykkes. Fordi det så var lettere at gå og drømme om “at man en dag tør kaste sig ud i det og alt bliver som før” måske bare fordi jeg lige siden min glutenfri kost startede har haft en kæmpe angst for at arbejde med mør dej. For er der noget jeg synes var besværligt også når det indeholdt gluten, så var det netop det.

Men forleden kastede jeg mig ud i det. Fordi min far var så sød at kaste sig ud i et forsøg på napoleonshatte, som virkelig gik godt! Den opskrift skal I også nok snart få herinde. Så nu ærgre jeg mig over at jeg ikke har gjort noget før. For wauw hvor er det dejligt når tingene slet ikke er så svære som man tror og tingene smager lige som man gerne vil have dem til.

Kan I også nikke genkendende til de situationer? I så fald kommer her det største, kærlige klap i måsen til at komme i gang. For det er bare om at komme i gang i stedet for at gå og længes. Her får i opskriften på min længsel, måske den også rammer ned i en savnet favn hos jer?

Opskriften er lavet med melblanding fra REMA 1000 som en del af vores samarbejde. Så du kan også finde opskriften på deres glutenfri opskriftsunivers på www.rema1000.dk.

Selv om det er svært at vente, så kan det virkelig anbefales at man venter til kagen er helt afkølet før man spiser den. Jeg kan med lidt kvalme sige at den hurtig bliver lidt voldsom når den stadig er lun og chokoladen dermed ikke kan størkne.

glutenfri nøddemazarin opskrift

Glutenfri Nøddemazarintærte

Forb. tid 1 time 20 minutter
Tilb. tid 20 minutter
Samlet tid 1 time 40 minutter
Ret Kage
Antal 8 personer

Ingredienser
  

Mørdej

  • 150 g glutenfri burgerbolle melblanding fra REMA1000
  • 75 g smør
  • 50 g flormelis
  • 1 æg

Mazarin

  • 125 g marcipan, uden gluten
  • 100 g rørsukker
  • 75 g blødt smør
  • 1 æg
  • 30 g glutenfri burgerbolle melblanding fra REMA1000

Fyld

  • 100 g hasselnødder
  • 100 g smør
  • 75 g sukker
  • 1 spsk. honning
  • 50 g mørk chokolade, uden gluten

Sådan gør du
 

  • Bland først mørdejen sammen af melblanding, smør, flormelis og æg
  • Saml dejen med hænderne og stil det på køl i 30 minutter
  • Smør en 24 cm rund tærteform og fordel mørkedejen her i, så det når op af kanterne
  • Stil dejen i formen på køl i endnu 30 minutter
  • Opvarm oven til 200 grader
  • I mens blandes mazarindejen af marcipan, rørsukker, smør, æg og melblanding
  • Denne mazarinmasse fordeles i formen i et jævnt lag over mørdejen
  • Bag herefter på 200 grader i 20 minutter
  • Imens kagen bages hakkes hasselnødderne groft
  • Kom nødderne i en lille kasserolle og bland herefter smør, sukker og honning i
  • Lad det koge op og tag det af varmen
  • Fordel fyldet over kagen og bag kagen yderligere 5-8 minutter
  • Lad kagen køle af
  • Smelt chokoladen over et vandbad og sprøjt det på kanten af kagen inden servering
Pernille
Udgivet i KageComments { 6 }

Kokosstænger med Tobleronefyld

Jeg har nemlig leget med denne lille opskrift på nogle små syndige kokosstænger med Tobleronefyld til REMA1000. De blev simpelthen så gode, at jeg ikke vil snyde jer for opskriften herinde.

De er en lille opgradering af den klassiske kokostoppe, tobleronefyldet gør dem ekstra cremet og perfekt til en god mundfuld til eftermiddagskaffen.

Det er super let at lave og man kan variere størrelsen til lige den anledning man skal bruge dem til.

Jeg har hørt en fugl synge om at de skulle gøre sig umådelig godt med en kop iskaffe i hånden. Jeg drikker ikke selv kaffe, men jeg ville som alternativ servere dem med enten en perbermynte iste eller en vandmelon mojitos nu det er weekend, mums!

Kokosstænger med Tobleronefyld

Kokosstænger med Tobleronefyld

Forb. tid 5 minutter
Tilb. tid 25 minutter
Samlet tid 30 minutter
Ret Kage, Søde sager
Antal 16 stk

Ingredienser
  

  • 2 ½ æggehvide
  • 160 g sukker
  • 200 g kokosmel
  • 1 æg

Tobleronefyld

  • 100 g Toblerone
  • 2 past. æggeblommer
  • 30 g flormelis
  • 50 g blødt smør

Sådan gør du
 

  • I en stor skål blandes æggehvider, sukker, kokos og et æg.
  • Pisk blandingen grundigt sammen.
  • Med fingrene formes 34 små kokosstænger, placer dem på en bageplade med bagepapir.
  • Opvarm ovnen til 160 grader og bag kokosstængerne i ca. 15 minutter.
  • Lad dem køle helt af.Imens kokosstængerne køler af smeltes Tobleronen over vandbad.
  • Pisk herefter æggeblommer og flormelis sammen til en luftig masse.
  • Rør chokolade og smør i blandingen.
  • Placer et lag Tobleronefyld mellem to kokosstænger.
  • Stil kokosstængerne med fyld på køl i 10-15 minutter før servering.
Pernille
Udgivet i Kage, Søde SagerComments { 0 }

Glutenfri Blåbærsmoothie

Sund og cremet blåbærsmoothie, en opskriften udviklet til REMA1000’s glutenfrie opskriftsunivers, som findes HER. Den smager bare himmelsk og i weekenderne kan jeg godt finde på at spise det til morgenmad. Det smager næsten som slik, men da der også er en del frugtsukker i, så holder jeg det til weekenderne lige som morgenmad.

Er man ikke til den helt søde morgenmadsskål, så kan den også gå som en kølig og lækker dessert på en varm sommerdag. Jeg har som tidligere skrevet (HER) fået mig en lille blender, som bare er genial til smoothies som denne. Laver jeg den til morgenmad, så kan jeg lige tage flasken med og til dessert hælder man lige op i en lille skål og wupti er der lyn-dessert.

Laver du denne smoothie som morgenmad, så server din smoothie i en skål med hjemmelavet glutenfri granola. Det smager himmelsk!

Jeg kan se, at I har nogle sommer-favoritter her i varmen, mine mest læste indlæg de sidste par uger har nemlig været glutenfri jordbærtærte, hyldeblomstsaft og guiden over glutenfri øl. Det er 3 stærke her i sommervarmen må man sige, I kan finde mine egne favoritter lige HER.

Blåbærsmoothie

Glutenfri Blåbærsmoothie

Tilb. tid 5 minutter
Ret Morgenmad
Antal 1 portion

Ingredienser
  

  • 1 banan
  • 30 g frosne blåbær
  • 2 g frisk ingefær
  • 125 g skyr
  • 1 tsk. peanutbutter
  • 1 ½ dl vand
  • 3 frosne jordbær

Sådan gør du
 

  • Bland alle ingredienserne i en blender og blend til en blød blanding.
  • Tilsæt eventuelt et par isterninger for en helt kold smoothie.
Blåbærsmoothie
Pernille
Udgivet i MorgenmadComments { 0 }

Bryllupsrejsen er bestilt!

Wup Wup! Bryllupsrejsen er bestilt!

Eller, der er klikket flybilletter hjem og lige for tiden går der mange timer med at undersøge hoteller og overnatning. Jeg glæder mig helt vildt til at skulle til varme, afslapning og nydelse, mon ikke der bliver brug for det oven på nogle heftige dage med bryllupsforberedelser og ikke mindst bryllupsfesten?

Det bliver 14 dages rundrejse på Bali og vi har endnu ikke heeeelt lagt os fast på hvilke byer vi skal forbi.

Lige nu er planen at vi starter i Seminyak et par dage, her mangler vi stadig at finde et sted at bo. Dernæst overvejer vi at tage til Ubud, her skal vi også finde et sted at bo. Herefter vil vi til Gili Trawangan.

Den eneste overnatning vi endnu har booket, er på Gili, hvor en kollega anbefalede DETTE hotel. Det ser så banke lækkert ud, og jeg håber vi kan finde en lige så fin standard til lige så fin pris på resten af turen. Men der er meget at undersøge først, så vi ser frem til at få overnatning i de andre byer på plads også inden længe. Har I nogle gode tips til steder at bo, vil jeg helt vildt gerne høre det!

Jeg vil også helt vildt gerne op nordpå, måske i kender et godt sted? Men jeg frygter også det bliver lidt for presset at nå tidsmæssigt. Så vi har også overvejet Sanur som alternativ, men ved ikke om det er for tæt på det man kan opleve i Seminyak.

Jeg har aldrig været på Bali eller i Indonesien før! Så jeg er spændt på hvad man kan forvente af glutenfrie oplevelser. Heldigvis tyder meget på at det slet ikke bliver svært, men derfor vil jeg stadig meget gerne have alle dine tips og tricks, til hvad jeg skal være opmærksom på og hvor der er godt at spise glutenfrit.

Kender I gode hoteller eller AirBnB hytter i byerne, så må i endelig også gerne sige til!

//Billederne er fundet HER

Pernille
Udgivet i Ude i byenComments { 2 }

Glutenfri Meatball Sandwich

Glutenfri meatball sandwich

Skal der gøres lidt ekstra ud af frokosten, så er en glutenfri meatball sandwich et særdeles godt bud. De kan også sagtens bruges som et aftensmåltid eller måske madpakken på farten?

I opskriften har jeg brugt hotdogbrød, men du vil også sagtens kunne få samme gode resultat med et glutenfri baguette eller ciabattebolle.

Du kan sagtens lave kødbollerne og fryse dem, så de kan tages op når de skal bruges. De vil også sagtens kunne bruges i en pastaret med en god tomatsauce i stil med denne.

Du kan variere fyldet efter egen smag, men i denne opskrift får du mit bud på, hvordan en glutenfri meatball sandwich kunne se ud.

Glutenfri Meatball Sandwich

Glutenfri Meatball Sandwich

Forb. tid 1 time 15 minutter
Samlet tid 1 time 30 minutter
Ret Aftensmad, Frokost
Antal 2 personer

Ingredienser
  

Fyld

  • 1 forårsløg
  • 3 medium gulerødder
  • agurk
  • ½ rød peber
  • 1 tsk. sesamolie
  • 1 ½ tsk. hvidvinseddike
  • ½ tsk. sukker
  • ½ tsk. salt

Kødboller

  • 3 fed hvidløg
  • 350 g hakket oksekød
  • 1 løg
  • ½ tsk. fish sauce, uden gluten
  • ½ tsk. sriracha/chili sauce
  • 2 tsk. majsstivelse

Dressing

  • 3 spsk. mayonnaise
  • ½ tsk. sriracha/chilisauce

Sådan gør du
 

  • Skræl gulerødderne og riv dem groft sammen med agurken
  • Kom gulerødder og agurk i en skål med øvrige ingredienser til fyldet
  • Stil på køl i 1 times tid og rør rundt løbende
  • Snit løg og hvidløg ting og saml med øvrige ingredienser til kød fars
  • Form farsen til små kødboller
  • Stil det på køl i 20 minutter
  • Steg kødbollerne i lidt olie til de er gennemstegte
  • Lav en dressing ved at blande sriracha og mayonnaise
  • Opvarm ovnen til 200 grader og lun brødene i 15 minutter i alufolie
  • Lad brødene hvile i 5 minutter
  • Saml til en glutenfri meatball sandwich og top med hakket forårsløg

Vil du have mere glutenfri inspiration? Så hop med over på Instagram hvor du finder mig under @glutenfrimagi eller Facebook Glutenfrimagi.

Glutenfri meatball sandwich
Glutenfri meatball sandwich
Glutenfri meatball sandwich
Pernille
Udgivet i Aftensmad, FrokostComments { 0 }

Hvordan finder man en glutenfri bryllupskage?

Det der bryllup siger I? Jamen, det nærmer sig med hastige skridt og vores planlægning følger trop med mine mange lange to-do-lister. Kjolen er købt, kokken er booket og invitationerne er sendt afsted i sidste uge. Og jeg glæder mig! Sådan helt ned i tæerne meget, men der er stadig lidt tid til endnu og en del flere ting der skal på plads.

For selv om vores planlægning efterhånden begynder at munde ud i noget, som om 4 måneder kan blive til et bryllup, så mangler vi stadig mange ting endnu. En af de ting, som også efterhånden er ved at være på plads er bryllupskagen. En glutenfri bryllupskage for at være præcis.

Det er virkelig en tillidssag det med mad og kage til et bryllup når man har cøliaki, madallergi generelt. Jeg kan ikke forestille mig noget værre, end hvis jeg skulle blive dårlig lige den dag. Tænk at ødelægge sin egen bryllupsdag på dårlig mave, svimmelhed og alt hvad der ellers følger med. Derfor er det et sted hvor vi ligger meget energi for at få det helt som det skal være.

Jeg har brugt uendelig mange timer på at Google nettet tyndt for at finde konditorer eller bagerier, som tilbyder glutenfri bryllupskager. Jeg fandt et par stykker, men jeg fandt også hurtigt ud af at de fleste tager en bondegård pr. kuvert. Da vi bliver et godt stykke over de 70 gæster til festen, så ville det blive dyrt, rigtig dyrt, så jeg begyndte at gå lidt anderledes til værks i min søgen.

Jeg har en rigtig god veninde, som er bedre end de fleste til at bage kager og hun har endda svunget sin magi over flere bryllupskager tidligere. Hun er så dygtig og vi er simpelthen så taknemmelige for at hun gerne vil hjælpe os med at få fremtryllet en kage til vores store dag.

Med hensyn til materialerne, så ved jeg, at jeg ikke reagerer på produkterne fra Odense Marcipan, de har en webshop hvor man også kan købe store mængder af marcipan og chokolade, som privatperson, hvilket er nødvendigt da der jo går meget til sådan en kage. Der er foruden chokolade og marcipan de fineste farver af marcipan og fondant til figurer. Så vi er lige nu i gang med at tænke en masse store planer sammen med min søde veninde omkring hvordan sådan en kage kan se ud og ikke mindst smage, ud fra de ingredienser som jeg stoler på og har testet mange, mange gange!

Pinterest er det mest geniale sted at finde inspiration og jeg har ovenfor samlet et lille board med et udpluk af alle de fine billeder, som jeg selv har gemt til inspiration, er de ikke bare fine?

Er der nogle af jer, som er blevet gift eller planlægger bryllup, der har nogle gode fif til en glutenfri bryllupskage?

Pernille
Udgivet i AndetComments { 11 }

Når hverdagen er let og velsmagende

Jeg har efterhånden mange gode tips og tricks til at komme bare lidt lettere igennem hverdagen med min cøliaki. Jeg har delt mange her på bloggen under tips/tricks, men jeg vil lige fremhæve et enkelt trick, som jeg forsøger at holde fast i, så er det altid at have mad i fryseren. Man kan gøre meget for hele tiden at være på forkant og man lærer med tiden konstant at være et skridt foran hvad angår mad.

Når jeg skal ud, så ved jeg hvor vi skal hen, om jeg kan finde et sted hvor jeg kan spise eller om jeg skal have madpakke med, jeg ved hvornår vi cirka er hjemme og hvornår jeg så kan få noget mad igen. Ind i mellem kan det glippe, eller programmet kan ændre sig i løbet af dagen og det kan tit ende i frustrationer og besvær når man så bliver sulten.

Mit bedste trick er derfor som sagt altid at have mad i fryseren. Det går bare stærkere at tage brød eller retter op og smide i ovnen end først at skulle finde på noget at spise, handle og derefter lave maden. Jeg er selv utrolig påvirket af mit blodsukker og ingen har lyst til at være i nærheden af mig når jeg er sulten. Derfor skal det altså gå ret stærkt når først sulten melder sig. Jeg forsøger derfor altid at have noget brød i fryseren, da det er mest fleksibelt. Det kan enten agere under det pålæg man måtte have i fryseren og hurtigt trylles til mættende mad eller gå til burgers, sandwich eller andet hurtigt men lækkert mad. Er man på farten, så hjælper det knapt så meget at have fryseren fuld, så derfor prøver jeg altid at have lidt i tasken. Er jeg på en kortere tur er det en bar eller snack, men er det en længere tur, decideret madpakke.

Men i dag skal det handle mest om min fryser! For hvad er det så jeg har i den til at hjælpe mig igennem dagen?

Lige for tiden er det nogle af de nye produkter fra Hatting, som kan fås i min lokale Meny. I sortimentet findes allerede forskellige rundstykker men for ganske nyligt er der kommet 2 nye produkter til. Det gælder både burgerboller, pølsebrød og pitabrød. Jeg har faktisk omtalt produkterne tidligere i dette indlæg, men nu er de altså også til salg til os forbrugere i ganske almindelige butikker.

Jeg kan virkelig kun anbefale de Hatting produkter da de er uden hvedestivelse, som mange andre ellers er fyldt med. De er så saftige og velsmagende at da jeg forleden spiste pitabrød med min kæreste ville han hellere have “mine” glutenfrie pitabrød end sine egne. Det sker altså ikke ret tit må jeg sige!

Produkterne sælges fra frost, så de er lige til at gemme i fryseren og bruges til alle de gode planlagte så vel som spontane måltider. Alle de 3 nye produkter er geniale til både frokost og aftensmad alt efter om man har brug for en mættende madpakke når man er ude eller et aftensmåltid med familien hjemme. Så med lidt forberedelse og en fyldt fryser, så kan en træls hverdags aften, hvor man er sulten og ikke kan overskue mad pludselig blive let og velsmagende.

På billederne ses pitabrødet med forskelligt fyld! Jeg lover at dele opskrifterne med jer i næste uge.

Pernille
Udgivet i AndetComments { 0 }

Glutenfri Blinis

Jeg sidder hernede i Sydfrankrig i 24 graders varme og små tynde skyer og har lige set en snap om at det sneer hjemme i Danmark! Det er helt uhyggeligt at foråret ikke har taget et fast greb i os endnu.

Forår betyder sæson for stenbiderrogn, som oftest serveret på en lille blinis med rødløg, creme fraish og lidt dild. Jeg har ikke set, at man kan købe glutenfri blinis nogle steder, men det gør intet, for det er simpelthen så let at lave. De smager virkelig godt!

Jeg selv har prøvet mig frem for at finde en god opskrift på glutenfri blinis og som I måske så på min Insta-Story for nogle uger siden, tog jeg hul på sæsonen for stenbiderrogn med min gode veninde i Århus (som i øvrigt har bloggen her).

Man kan jo egentlig bruge blinis lige som man lyster, så er man ikke til stenbiderrogn kan de også gå med laks, avokado, eller andet lækkert som topping. Jeg kunne godt finde på at bruge de små glutenfri blinis som en lille aperitif med bobler til nytår, fødselsdage eller en anden lidt speciel lejlighed.

Har du gode ideer til topping som ikke er den klassiske stenbiderrogn, så giv endelig dine ideer videre i kommentarfeltet!

Glutenfri Blinis

Glutenfri Blinis

Forb. tid 35 minutter
Tilb. tid 15 minutter
Samlet tid 50 minutter
Ret Aftensmad, Appetizer, Frokost, Tilbehør
Antal 16 stk

Ingredienser
  

Sådan gør du
 

  • Bland boghvedemel med bagepulver, salt og sukker i en skål
  • Tilsæt creme fraish og vand og pisk det sammen til en samlet masse
  • Del ægget i hviden i en skål og blommen i en anden, stil hviden på køl
  • Pisk æggeblommen i dejen
  • Lad dejen hvile på køkkenbordet i ca. 30 minutter
  • Pisk æggehviden stiv og vend den i dejen
  • Smelt smøret og vend det i dejen
  • Steg nu dejen som små runde kager på en pande (ca. 5-6 cm i diameter)
Pernille
Udgivet i Aftensmad, FrokostComments { 18 }

Tun anretning til påskebord eller tapasmenu

Er I kommet godt igennem påsken?

Jeg selv er nærmest stadig helt dårlig af alt den gode mad, som min mave har skulle fortære de seneste dage. Men hverdagen er lige så stille kommet i gang og hovedet op i tempo igen.

Derfor tænkte jeg, at det var oplagt at dele en påske-lignende opskrift, men som stadig holder hele året rundt, blandt andet til et lækkert tapas bord. Den går selvfølgelig også på det helt almindelige frokostbord eller i madpakken hvis man blot dropper anretningen.

Tun anretning

Forb. tid 5 minutter
Tilb. tid 15 minutter
Samlet tid 20 minutter
Ret Frokost, Tapas, Tilbehør
Antal 4 personer

Ingredienser
  

  • 4 skiver glutenfri mørktkerne brød (Opskrift)
  • 2 spsk. smør
  • 1 ds tun i olie
  • 1 spsk. creme fraiche
  • 1 ½ spsk. mayonnaise
  • 1 spsk. hakket frisk purløg
  • 1 spsk. frisk karse
  • salt & peber

Sådan gør du
 

  •  Steg brødskiverne på en pande i smeltet smør i nogle minutter på hver side
  • Lad brødet køle lidt af.Imens blandes tunmoussen ved at blande tun, mayonnaise, creme fraiche, hakket purløg, karse og lidt salt og peber
  • Kom tunmoussen i 4 små glas og stil på køl til brug
  • Skær tynde skiver af brødskiverne og placer en stav i hvert glas til pynt og resten ved siden af. Drys gerne med lidt flagesalt.
Pernille
Udgivet i FrokostComments { 0 }

Glutenfri påskecupcakes

Påsken er lige rundt om hjørnet og det er gået op for mig at jeg kun sådan rigtig har én påskeopskrift herinde. Det går jo ikke, så dermed tilføjes nu en til samlingen.

Jeg har lavet denne lille kageopskrift til det glutenfrie opskriftsunivers hos REMA1000. Det er en sød kage, men den smager også vanvittig godt! Jeg er generelt ret vild med den her chokoladeblanding, den smager af kakao uden at være for tør eller for stærk. Så jeg bruger den til mange forskellige ting, denne gang påskecupcakes.

Man kan jo bruge lige den frugtfarve man har lyst til eller pynt med det der lige er af glutenfri når man handler.

Glutenfri påskecupcakes

Glutenfri påskecupcakes

Forb. tid 15 minutter
Tilb. tid 15 minutter
Ret Kage
Antal 8 stk

Udstyr

  • 8 muffinsforme

Ingredienser
  

  • 1 pk glutenfri chokoladekage blanding fra REMA1000
  • 0,8 dl vand
  • 1 æg
  • 5 spsk. olie

Frosting

  • 50 g smør
  • 150 g flormelis
  • 75 g philadelphia neutral
  • ½ tsk. gul frugtfarve
  • 8 små påskeæg, uden gluten

Sådan gør du
 

  • Opvarm ovnen på 170 grader.
  • Pisk chokoladekageblandingen, vand, æg og olie sammen til en kagedej uden klumper.
  • Fordel i muffinsformene så de er fyldt 2/3 op.
  • Bag dem på 170 grader i 15 minutter.
  • Lad dem køle helt af.
  • Imens kagerne køler af, røres frosting af smør, flormelis, philadelphia og frugtfarve.
  • Rør forsigtigt og kun til det har en ensartet masse (Røres det for længe, bliver det for tyndt og svært at smøre på kagerne)
  • Brug en sprøjtepose med tyl eller en frysepose til at fordele den gule frosting over kagerne.
  • Placer et marcipanæg på toppen af kagen.
Pernille
Udgivet i KageComments { 1 }

Nyt legetøj #1 – OBH Twister blender

Jeg har fundet på en sjov lille serie om køkkenlegetøj, jeg har nemlig været ude og få nyt legetøj nemlig en OBH twister blender, faktisk også en del andet her på det seneste. Det er alt sammen noget, som kommer til at hjælpe mig helt vildt meget i køkkenet og derfor, synes jeg det kunne være sjovt at vise det frem og give tips og tricks videre til jer.

Jeg blev pludselig træt af at gå rundt og sukker over ting jeg viiirkelig godt kunne tænke mig, så nu er jeg begyndt at klikke det hjem. Mange gange har jeg selv savnet et sted at kunne læse anbefalinger og ærlige meninger om hvor godt det gear nu faktisk er eller hvor meget man egentlig får det brugt, når udstyret pludselig står i køkkenet og ikke kun findes i ens drømme.

Derfor er der i dag fokus på min nye blender og mine store ambitioner om en sundere morgen og bedre spisevaner på job og dermed købet af min nye OBH twister blender.

Reklamelink: Lignende fåes HER

Jeg har vidst (hånden på hjertet) aldrig rigtig haft gode morgenmadsvaner siden jeg fik cøliaki. Jeg er ikke helt struktureret nok til at få bagt friske boller så der hele tiden er brød, jeg løber også alt for ofte tør for skyr og de lækre bananpandekager står jeg ikke altid tidligt nok op til at nå at lave. Jeg mangler den der lette løsning, som min havregryn var før jeg fik cøliaki og fik en mave, som ikke er glad for SÅ store mængder havregryn, selv om de er glutenfri.

Så jeg har, som i kan se HER og HER kastet min kærlighed på smoothies og juice i forskellige afskygninger. Men min blender var stor, den var tung og larmede helt forfærdeligt og den var så besværlig at gøre rent at den ofte ikke blev det. Jeg kan hilse og sige at en blanding af jordbær, spinat og skyr lugter fælt efter et par timer i en blender. Desuden krævede den at man hældte ting frem og tilbage, hvilket gør man spilder, bordet er beskidt og blenderen er beskidt og det hurtige og praktiske ved den løsning er pludselig væk. Måske I kender situationen?

Så jeg har kigget mig omkring efter et alternativ, som er mere handy og derfor gør man får sig et mættende måltid fra morgenen så maven er i balance og blodsukkeret stabilt.

Jeg fandt frem til den her blender fra OBH Nordica, som jeg fik den anbefalet af en kollega. Jeg kan se der findes mange andre mærker i samme stil og i forskellige prisklasser, men denne var maskinen med størst motor og fyldte mindst.

Der følger 2 flasker med til maskinen ved køb så man har en man kan tage med på farten mens den anden står i opvaskemaskinen og bliver ren, for det kan de nemlig godt tåle.

Det er super smart og det har gjort jeg den sidste uge har formået at blende (næsten) alt fra fryser og køleskab til en mættende morgenmad. Jeg laver min smoothie hjemmefra og spiser den mens jeg tjekker dagens første mails igennem om morgenen på arbejde. Virkelig smart og virkelig lækkert.

Jeg vil sørge for, at dele alle de bedste opskrifter med jer, som jeg løbende finder mine favoritter.

Jeg bør nok understrege at dette ikke er sponsoreret og derfor kun en anbefaling ud fra egne erfaringer.

Psst.. Dem, der har fulgt med på Instagram ved nok at jeg også lige inden jul investerede godt og grundigt i en røremaskine. Så den sætter vi fokus på næste gang.

Pernille
Udgivet i AndetComments { 0 }

Glutenfri Granola

Hvad kan I bedst lide at spise til morgenmad?

Jeg har lige for tiden en periode med smoothies, men jeg synes ikke altid sådan en fætter mætter nok. Så derfor har jeg fået eksperimenteret mig frem til den helt rigtige glutenfrie granola. Den er lynenes hurtig at lave og giver derfor meget mere tid til at lave sjovere ting.

Det er en stor portion, da jeg ikke gider stå i køkkenet i tide og utide for at lave en granola, så jeg laver ofte en kæmpe portion som jeg så kommer i et lufttæt glas. Det passer cirka med forbrug til 3 uger hvilket passer med at det stadig er frisk og knasende. Er du ikke til storbrugsdrift, så kan du bare halvere portionen.

Er du ikke til smoothies kan du også bruge den oven på en klat skyr med friske bær, til almindelig yoghurt eller hvad du ellers får lyst til at prøve.

Jeg har lavet opskriften til REMA1000, den er snart at finde i deres glutenfrie opskriftsunivers og hvad mere passende at dele den her på bloggen nu end hvor REMA har glutenfrie havregryn på tilbud i en uge fra på søndag?

Hvis du ikke er så meget til sund og knasende morgenmad, men drømmer i stedet om lækre luftige fastelavnsboller, så se mine opskrifter HER og HER.

Glutenfri Granola

Glutenfri Granola

Forb. tid 5 minutter
Tilb. tid 15 minutter
Samlet tid 20 minutter
Ret Morgenmad
Antal 25 portioner

Ingredienser
  

  • 175 g glutenfri havregryn
  • 100 g kokosmel
  • 100 g cashewnødder
  • 100 g mandler
  • 50 g sesamfrø
  • 75 g græskarkerner
  • 50 g hørfrø
  • 50 g dadler
  • 50 g rosiner
  • 80 g kokosolie
  • ½ dl lys sirup

Sådan gør du
 

  • Opvarm ovnen til 175 grader
  • Hak dadler, mandler og cashewnødder groft.
  • Bland alle ingredienser grundigt sammen i en skål, så sirup og kokosolie bliver godt fordelt.
  • Fordel granola-blandingen på en bageplade med høje kanter beklædt med bagepapir.
  • Bag i 15 minutter og rør gerne rundt i blandingen 3-4 gange undervejs.
  • Opbevar i en lufttæt beholder.
Pernille
Udgivet i Morgenmad, Søde SagerComments { 1 }

Glutenfri kakao-morgengrød

Det her er næsten en snyder, for det smager så syndigt at man ikke helt kan tro på at det faktisk næringsmæssigt er sundt. Men det indeholder altså en masse sunde og lækre ingredienser som kan give en den gode start på dagen.

Jeg er som I nok ved ude at rejse med job og befinder mig lige nu i Japan, hvilket er spændende og noget jeg nok skal skrive meget mere om når jeg er hjemme igen. Forhåbentlig kan jeg samle nok materiale til en lille rejseguide.

Men mens jeg sidder herude mellem sushi og lange arbejdsdage, så har jeg en lille opskrift som jeg efterhånden har lavet et par gange. Som I nok ved (jf. indlægget HER og HER) så er jeg kæmpe fan af morgenmad som kan tilberedes dagen før. Jeg er mildt sagt ikke det store morgenmenneske og alt der kan spare mig bare et par minutter i de tidlige timer, det er værd at tage med.

Denne opskrift falder i denne kategori og er så let lige at røre sammen, stille på køl og nyde næste morgen. Eventuelt som en to-go på kontoret så den indtages sammen med læsning af dagens første mails.

  •  

Ønsker du grøden mere let, kan du tilsætte 0,5 dl ekstra mælk, det er lidt forskelligt om jeg kommer det i eller ej. Spiser jeg det med müsli eller bær tilsætter jeg det ikke. Men skal den ned uden noget, så tilsætter jeg lidt ekstra mælk og chiafrø.

For en laktosefri/vegansk version kan man sagtens udbytte skummetmælk med mandelmælk, det giver en ekstra god smag.

Opskriften er lavet til REMA1000 og kan derfor snart findes på deres glutenfrie opskriftsside lige HER.

Glutenfri kakao-morgengrød

Glutenfri kakao-morgengrød

Forb. tid 5 minutter
Tilb. tid 6 timer
Ret Morgenmad
Antal 1 person

Ingredienser
  

Sådan gør du
 

  • Mos bananen med en gaffel og kom den i en skål.
  • Tilsæt de øvrige ingredienser og rør rundt, til det er samlet til en homogen masse.
  • Kom grøden i en lufttæt beholder, sæt låg på og stil den i køleskabet natten over.
  • Spis næste morgen med friske bær/banan i skiver
Pernille
Udgivet i MorgenmadComments { 0 }

Glutenfri banan-chokoladeboller

Kan i holde varmen derude? Her på Fyn vælter sneen ned, og jeg er VILD med det! Jeg har hele dagen glædet mig til, at jeg skulle ud med hunden og lege i sne her lige om lidt. Har du ikke et lige så stort legebarn spærret inde i jer når det sner, men ønsker hellere at kravle under tæppet i sofaen, så har jeg den perfekte opskrift i ærmet, som I kan gøre brug af til lejligheden.

Jeg faldt nemlig forleden over en opskrift af dygtige Anne au Chocolat på en bananbolle. Da den lød lige det sundeste til mig, tænkte jeg, man sagtens kunne bruge elementerne til en grundopskrift til en scones og dermed tage lidt af det sunde ud, dog beholde lidt af det og derudover tilføje lidt chokolade. Altså, sagt på en anden måde, så en lidt sundere og super let og simpel chokolade-banan-scone.

Det tog virkelig ikke længere tid at lave dem end at jeg nåede at klappe dem sammen en træt aften, hvor jeg tænkte, jeg dagen efter godt kunne bruge lidt energi i løbet af arbejdsdagen. De holder sig svampede og fugtige i flere dage og er derfor nogle, hvor man sagtens kan lave en større portion og lave rigeligt til ugens løb. De er lidt i samme kategori som mit bananbrød.

Jeg håber, I synes lige så godt om dem, som jeg gør!

Glutenfri banan-chokoladeboller

Glutenfri banan-chokoladeboller

Forb. tid 5 minutter
Tilb. tid 15 minutter
Samlet tid 20 minutter
Ret Brød
Antal 6 stk

Ingredienser
  

Sådan gør du
 

  • Opvarm ovnen til 200 grader varmluft
  • Mos bananerne grundigt i en skål
  • Tilsæt øvrige ingredienser og rør rundt til du har en fast dej-masse
  • Med en ske formes dejen til boller, som placeres på en bageplade med bagepapir
  • Bag bollerne i ca. 15 minutter eller til de er gyldne på toppen
Pernille
Udgivet i BrødComments { 4 }

Bar Sushi har sat glutenfri på menukortet

Da jeg startede min lille blog, havde jeg det mål, at jeg ville “få sat glutenfri på menukortet”, hvilket faktisk menes lige så bogstaveligt som i overført betydning.

Mest af alt håbede jeg på at jeg kunne få rykket lidt i nogle ting og gjort opmærksom på at der findes noget som hedder glutenfri og cøliaki. Men.. Tænk, hvis alle restauranter enten havde markeret deres glutenfrie retter i kortet eller havde en fin oversigt, som man ikke skulle bede om, men bare fik serveret? Så ville det da være noget lettere og mindre besværligt at leve med cøliaki eller generelt set en hvilken som helst anden fødevareoverfølsomhed som kunne have brug for det samme koncept.

Så derfor, må jeg jo nive mig selv i armen og smile stort når det faktisk sker!

Jeg var nemlig på Bar’ Sushi forleden. Jeg har længe sværget til dem som min fast sushi-pusher her i byen, da ingen af de andre tidligere har hverken forstået hvad gluten var eller haft det store engagement i at hjælpe med at guide i blandt deres udvalg.

Hver eneste gang jeg er trådt ind af døren på Bar’ Sushis fine restaurant på Læssøegade, så er jeg blevet hilst venligt på og fået den bedste vejledning om alle deres produkter. De har tidligere haft et lille ark jeg kunne kigge på sammen med menukortet, men siden i mandags, er det blevet en fast del af menukortet! Er det ikke dejligt? Man kan altså derfor enten bestemme sig for hvad man gerne vil have hjemmefra i ro og mag, da kortet kan findes lige HER. Jeg tænker ikke det er min fortjeneste, men måske mine mange besøg har været med til det.

Men man kan også sagtens dumpe ind forbi i et spontant øjeblik og stille og roligt bladre kortet igennem og finde lige præcis det man kan tåle. Det er nemlig ikke kun gluten der er anvist, men også mange andre fødevarer, så skulle der være nogle som lider af krydsallergier er det let og overskueligt at finde frem til noget man kan tåle.

Jeg kan altså kun anbefale at stikke ind forbi og se det nye fine kort og smage den lækre mad. For selvfølgelig er det værd at afslutte med at sige, deres sushi jo altid er fantastisk velsmagende og bare det jeg sidder her og skriver om det.. Ja, så får jeg helt lyst til at hente en omgang med hjem igen i aften. Mums!

 

Pernille
Udgivet i Ude i byenComments { 1 }

Glutenfri på MASH Odense

Endelig, endelig, endelig har vi fået MASH til Odense, de åbnede i starten af december og ligger lige ved Flakhaven i de fineste lokaler med udsigt over Rådhuspladsen.

Mange har nok stødt på de hvide tallerkner med rød kant rundt på forskellige sociale medier, men ved du ikke hvad MASH er, så lad mig slå fast at det er et steakhouse af den ekstravagante slags. Jeg var derfor ikke sen til at sige kæmpe ja tak, da jeg sammen med nogle af byens andre Odensebloggers, blev inviteret på en middag med cocktails for at prøve menuen af og se hvad MASH Odense har at byde på.

Vi startede aftenen i baren som foruden at være VIRKELIG Instagram-værdig også laver fortryllende cocktails. Jeg selv fik en Old Fashioned som på MASH bliver serveret med en kæmpe klump is med MASH-logo brændt ned i, hvor sejt er det ikke lige? De andre fik alt fra søde til sure drinks, som jeg var så heldig at sippe lidt af, også virkelig lækre. Det kommer ikke som en overraskelse at de drinks var så gode, for bag baren står faktisk en gammel bekendt (ham her), som virkelig kan finde ud af at svinge en flaske. Han har Ultimative Cocktails, så skal du holde fest med abnormt gode drinks kan det anbefales at tjekke hans side ud.

Efter drinks blev vi sat til bords hvor vi fik et udvalg af forskellige forretter, for på den måde at kunne give den bedste anmeldelse af stedet som muligt. Oh My, hvor var der mange lækre ting. Vi fik flere forskellige ting og restaurant chefen var så venlig at guide mig igennem hvilke forretter, som kan laves i glutenfri. Det indebar blandt andet deres tun tatar, MASH tatar og de kunne lave glutenfri brød til deres Batallé Serranoskinke. Egentlig er jeg ikke den store fan af tartar, men den MASH tatar smagte virkelig godt og var ret spicy hvilket tog tanken væk fra at man sad og spiste råt kød. Alle tre helt vildt lækre forretter, som jeg til hver en tid vil anbefale at man kaster sig over. Til forretterne fik vi en Riesling hvidvin som virkelig havde den perfekte balance mellem sur og sød, en vin jeg så absolut kunne overveje til det kommende bryllup, selv om jeg frygter den ligger i den pricy ende.

Men nu til det, som MASH er mest kendt for, deres fantastiske bøffer. De har et bredt udvalg af særklasse kød fra nærmest hele verden og vi fik lov til at smage både dansk og amerikansk sammen med flere forskellige af deres tilbehør. Vi fik sprøde fritter, spinat og tomatsalat sammen med to forskellige saucer. Alle glutenfri og smagfulde som bare pokker. Skal man på MASH kan det virkelig anbefales at der rundt om bordet vælges lidt forskelligt og man så på den måde kan dele de forskellige ting som vi gjorde. Restaurant chefen fortalte at det oftest anbefales til deres gæster, da en del af deres atmosfære er at man skal hygge sig og opleve en masse lækkerier når man er på besøg. Det er også hyggeligt at man på den måde kan dele udbrud som “Nøj, den her bearnaise er vanvittig god”” eller “Har du smagt det amerikanse kød, det er jo sindssyg mørt!”. Til kødet fik vi en Syrah rødvin som havde den helt rigtige kraft til det møre kød og mange tilbehørs retter, som vi fik dertil.

Aftenen blev rundet af med endnu et stort udvalg af desserter, hvor de kan lave både Créme brûlée og en istallerken glutenfri, har var det lidt mere klassisk men begge virkelig gode. Skal du ind forbi, så kan jeg anbefale at spørge til isen, den kokosis var vanvittig god.

De kan altså sagtens håndtere et besøg i glutenfri på MASH og så længe man blot oplyser at der skal være en glutenfri kuvert ved reservationen, så kan de forberede sig og skaffe både brød og is så man frit kan vælge blandt mange forskellige retter og muligheder fra manukortet.

Her nedenfor kan I finde forskellige billeder fra mit besøg, det er bestemt ikke sidste gang at jeg skal derind og sætte tænderne i møre og lækre steaks.

Pernille
Udgivet i Ude i byenComments { 3 }

Nyt år, et lille tilbageblik på oplevelser i 2016

Rigtig glædeligt nytår! Kom I godt ind i det? Med god mad, champagne og dans hele natten? Det håber jeg! Jeg selv måtte lægge mig med sygdom lige efter midnat, men jeg gik heldigvis hverken glip af nytårstale, champagne, fantastisk mad eller fyrværkeriet.

Jeg glæder mig helt vildt til at komme rigtig i gang med det nye år. Med sygdom i kroppen føles det ikke helt som om man er rigtig i gang, ikke sådan for alvor. Men jeg har planer om en gang ingefærshots og sunde friske juices og smoothies for at komme ud af min lille feber-boble. Samtidig med man glæder sig til et nyt år, så kan jeg altid godt lide at se lidt tilbage. Jeg tog lidt hul på det i mit Året der gik 2016 men foruden en masse besøg på min blog, så stod 2016 også på en masse oplevelser, for sikke et år. Ikke nok med at der lige for tiden sker en hel masse gode, dejlige og spændende ting i mit liv uden for bloggen (mere om det HER), så vokser min lille blog mere og mere for hver dag, måned og år, der går. Det er ikke mange måneder siden at jeg og bloggen kunne holde 2 års fødselsdag, 2 år! Jeg synes ikke, jeg har haft den særlig længe, men alligevel, når man så ser tilbage, så kan jeg da godt se, at der alligevel er røget nogle oplevelser i bagagen.

2016 var for eksempel året hvor jeg sammen med REMA1000 for første gang optrådte i deres tilbudsavis, hvilket er sket flere gange efterfølgende, det kan der læses mere om HER.

Det var også året, hvor jeg havde den sjoveste og samtidig mest grænseoverskridende oplevelse med REMA1000 hvor vi lavede en video om det at leve glutenfrit hvor der KUN må handles glutenfri i REMA1000, den kan der læses meget mere om HER.

Jeg havde også fornøjelsen af at teste nogle helt nye produkter for Schulstad Bakery Solutions, virkelig høje i kvalitet og smagsoplevelse. I kan se en opskrift med deres burgerboller samt læse mere om produkterne HER.

Jeg har besøgt mange restauranter og lækre steder i 2016, et af dem var Flammen, som virkelig gør en indsats for at give en god spiseoplevelse til folk med madallergi, dem kan der læses om HER og HER.

Jeg spiste burgers hos Friends n’ Brgrs, som har VIRKELIG gode fritter (og brugers), alt i glutenfri og det kan i læse om lige HER.

Det var også året hvor jeg for første gang besøgte en vegansk restaurant, nemlig The Organic LAB i København, dem kan i læse meget mere om HER.

Jeg besøgte det glutenfrie Stockholm og lavede en lille guide som I kan finde HER.

Og Rhodos som I kan læse mere om lige HER.

Og så fortalte jeg om kommende bryllup og det kan man læse om HER.

Pyh, man bliver næsten helt forpustet med alle de ting, som kan nå at ske på et helt år. Og det bedste er, der er endnu flere, som ligger derude i 2017 og lurer.

Alle de dejlige oplevelser kan jeg blandt andet takke jer for, for havde jeg ingen følgere, så var der ikke så meget ved at stå timer i køkkenet for at lege med opskrifter eller sidde her bag sin computerskærm og skrive indlæg.

Så TAK for jer og igen, af hjertet TAK fordi I gider at læse med herinde, det betyder meget mere end I aner!

Pernille
Udgivet i AndetComments { 0 }

Året der gik 2016

Lige som sidste år, har jeg kigget lidt på aktiviteten herinde igennem det seneste år. Og herunder kan I se nogle af de mest læste indlæg gennem 2016. Jeg må sige, jeg endnu i år næsten er stum af ære og begejstring. For jeg må sige, I simpelthen gør det at blogge så meget sjovere. For I er simpelthen så søde til at kigge ind forbi hver gang jeg har noget nyt på hjerte.

Jeg har gennem 2016 udgivet lige præcis 91 indlæg og de har tilsammen været læst lidt over 158.000 gange! Når man sådan ser tallet på skrift er det jo lidt vildt, at I sådan bliver ved med at komme igen og er glade for at klikke rundt på de forskellige indlæg. TAK, det gør det så meget sjovere at skrive når man ved det bliver læst, virkelig.

De absolut mest læste indlæg her på bloggen omhandler ikke opskrifter eller faktuelle indlæg omkring cøliaki, men tvært imod nogle ret personlige indlæg, hvor jeg hev både kæreste, mor og veninde ind i mit lille blogunivers gennem små interviews omkring det at være henholdsvis kæreste, mor eller veninde til en med cøliaki. Jeg kunne se på jeres kommentarer og mails at det betød meget for jer at læse I ikke er alene og kunne få lidt inspiration til hvordan vi tænker og forholder os til alle de ting, som gør vi skal agerer lidt anderledes end alle andre. Fik du ikke læst indlæggene kan du finde dem alle samlet HER.

Et andet indlæg I godt kunne lide, var et jeg synes var ret sjovt at lave, hvilket jo er meget heldigt. Det hed “10 ting, du troede var glutenfri” og var en lille samling af de produkter, som virkelig kan skabe forvirring for nye så vel som gamle i den glutenfri verden. Jeg brygger på et indlæg  nr.2 og glæder mig til at udgive det i 2017. Indtil da kan i finde det første lige HER.

Selv om billedet virkelig ikke kønt (det må skiftes ud så snart jeg kan), så holdte det jer ikke fra at klikke ind forbi denne meget simple opskrift på den sunde skyr-bandit. Opskriften findes lige HER.

I kunne også meget godt lide mine gammeldagsfastelavnsboller. Der findes nu 3 forskellige slags herinde og jeg må ærligt indrømme at jeg glæder mig til at februar rammer os og det igen er tid til de små søde boller med alverdens fyld. I kan finde de nyeste til samlingen lige HER.

Endnu et af de mest læste indlæg har været et informativt indlæg og dette omkring at hunde faktisk også meget let kan udvikle allergi overfor gluten. I kan læse meget mere lige HER.

Foruden en masse aktivitet på bloggen, så har jeg fundet de 9 mest likede billeder fra min Instagram. Jeg har gennem det seneste år postet totalt 107 Instagrambilleder og de har høstet over 8.000 likes, TAK for det!

I kan se alle billederne her under, og ikke overraskende er det de forskellige brugers, I bedst kan lide, sammen med kager og en lille personlig hemmelighed om et kommende bryllup. I er lige efter mit hjerte <3

TAK fordi I læser med og TAK for et rigtig sjovt og spændende 2016!

 

Pernille
Udgivet i AndetComments { 0 }

Et besøg hos The Organic LAB

Er I kommet godt igennem julen derude? Og fået en masse lækker glutenfri julemad og snolder? Jeg selv har kørt hårdt på med 2 julefrokoster, en både første og anden juledage, så min kvote for julemad føles efterhånden opbrugt. Har I det på samme måde? At det godt kan blive lidt for meget til sidst, så længes man igen efter den knapt så fede mad, på præcis samme måde som man har gået og glæde sig til den brune sovs og kartofler med sukker på.

Skulle du have det på samme måde, så har jeg et helt genialt tip til dig. Jeg har nemlig besøg en lille perle af en restaurant midt i København. Den hedder The Organic LAB og er en vegansk restaurant og café, med et menukort der INTET gluten indeholder. Hvad giver I mig? Da jeg opdagede dette, måtte jeg lige kigge en ekstra gang. En restaurant, hvor man ikke skal sidde og være til besvær, men et sted hvor vi frit kan vælge. Alt er rene råvare og det bedste af det hele er at det smager mere end fantastisk.

De har et menukort (find det HER) med 2 forretter, 2 hovedretter og 1-2 desserter. Menuen skifter hveranden måned og der er derfor rigelig grund til jævnligt at stikke næsen ind forbi, så man kan få prøvet de nye spændende retter. For spændende, det er de!

Jeg var derinde med min kæreste og hans bror og kæreste, de spiser vegansk sådan til hverdag og derfor var det jo de mest perfekte at tage med ind for at få sådan en oplevelse. Vi blev enige om at vi ville smage lidt af det hele, hvilket jeg er helt vildt glad for at vi gjorde. For det betyder at jeg kan vise jer de fineste billeder og med sikkerhed anbefale stedet, for hver og en smagte som en lille bid af himlen. Måske endda lidt bedre!

Har I fulgt med herinde i lidt tid må i have fornemmet at jeg er kød-pige med stort K, så det at jeg kan sidde her og anbefale en restaurant, hvor jeg ikke så skyggen af kød, det er altså imponerende, og noget jeg aldrig havde troet ville ske. Det vil sige, du kan altså sagtens tage forbi selv om du ikke lever vegansk til hverdag, eller som jeg spiser kød med stor glæde. Især her oven på den tunge julemad er det en kærkommen lejlighed til at prøve de lette men meget mættende retter.

Har I lyst til at prøve det her fantastiske sted, så kan man booke bord lige så let og online, lige HER.

Nedenfor kan I komme med på mit besøg (i billeder):

Den mest fantastiske forret bestående af Blomkål, dild & safran, og en hel masse andre spændende ting. Virkelig en fantastisk smagsoplevelse og lå meget let i maven.

Den anden forret var en svampesuppe m. bagte nødder, konsistensen var virkelig cremet og blandingen med den veganske ost og supper var helt vildt lækker.

Hovedretten bestod af Ovnbagt selleri m. nøddestøv og estragon creme. Her blev jeg virkelig overrasket over at man slet ikke manglede kød, den skive selleri i kombination med alle de andre lækre sager, gjorde det så rigeligt op for en bøf på både smag, konsistens og indtryk på smagsløjene.

Den anden hovedret bestod af Grillet aubergine m. planteost, dadeltomat, persille pesto & plantebacon. 

Desserten som her bestod af Bagt æble m. marcipan, chokolade, syrnet creme & havtorn og bagerst ser i vegansk risalamande i anledning af december, hvad giver i mig? Det smagte så vidunderligt og på intet tidspunkt manglede man den fede fløde. Virkelig imponerende og lækkert, samtidig med det var en lille fryd på øjet at kigge på.

Pernille
Udgivet i Ude i byenComments { 0 }